Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Det var i starten af firserne i Brasilien, hvor jeg skrev speciale om den brasilianske forfatter Graciliano Ramos og hans roman Vidas Secas. Jeg havde ikke været i Danmark i adskillige år, og begyndte at blive bekymret for mit danske. Som tosproget og uden ”ekstern harddisk” blev jeg dengang bange for, at mit danske rustede fælt, da jeg tænkte og drømte på portugisisk – i Brasilien. Så det var en sproglig øvelse for mig. Vidas Secas er en meget ordknap, sprogligt økonomisk og utrolig intens roman, så det var en dejlig udfordring at skulle finde danske ord og vendinger, som ikke fandtes nogen steder. Bagefter begyndte jeg at lede efter et forlag, og ventede spændt. Men det var åbenbart almindelig dansk, jeg havde fundet frem.
Jeg kunne lide det, så jeg fortsatte med at foreslå forfattere og titler til danske og brasilianske forlag.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Åh, der er to svar: Min bank foretrækker jo bøger lige ud ad landevejen, så der ikke går måneder med minus. Men jeg selv foretrækker minus og skønlitteratur, der ikke er helt lige til. Gerne svær og berygtet umulig at oversætte. Men det kræver flere portugisisk-elever, for at få huslejen hjem.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Igen to svar: José Saramagos Kain og Clarice Lispectors Familiebånd. Kain, fordi jeg ikke var den store Saramago-fan inden grundet hans særlige sproglige karakteristika, men blev det hurtigt under arbejdet. Bogen morede mig meget, og det kom fuldstændig bag på mig, at den mand havde en så herlig humor. Jeg havde mødt ham nogle gange uden at lægge mærke til hans sans for humor, jeg fandt ham derimod meget tør. Men hvor tog jeg fejl, heldigvis.
Og Clarices Familiebånd arbejdede jeg på i 10-15 år. Nej, nej, ikke konstant, men mens jeg løb forlagene forgæves på dørene i årene 1995-2010, hvor det var svært at afsætte noveller, i særdeleshed af døde latinamerikanske forfattere. Dengang ville forlagene desuden stadig helst have eksotisk litteratur fra Brasilien, og Clarice var hverken eksotisk eller medlem af magisk realisme. Så jeg nåede at skrive den igennem en hel del gange, og det skader jo ikke, når teksten ikke er lige til at oversætte.
Bedste oversættelse du har læst?
Nogle af de bedste jeg lige kommer i tanke om, siddende her i Brasilien og langt fra min danske bogreol, er Lone Bjelkes oversættelser af Marguerite Duras. For eksempel Stille liv og At skrive. Jeg har læst dem flere gange, og er stadig meget imponeret. Ingen sproglige skygger og intens rytme.
Hvor oversætter du?
Allevegne; i hængekøjen, i sengen, på køkkenbordet – men aldrig om dagen. Det kan jeg simpelthen ikke. Ingen ro. Mørket mangler, ordene bliver væk i dagslyset, hvorimod de kommer frem, efterhånden som natten nærmer sig. Bedst mellem elleve om aftenen og fem om morgenen. Natten er også bedst at læse højt i. Ingen forstyrrelser. Og jeg læser meget op, når jeg oversætter for at høre rytmen og fraseringen og sammenligne med min egen danske udgave. Ja, måske lidt tosset, men jeg kan ikke lade være med også at sammenligne længden af sætninger og ord; selvfølgelig ikke hver eneste linje. Men jeg går en del op og ned ad gulvet, når andre sover. Lyden er meget vigtig for mig.
Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?
Inden for portugisisksproget litteratur er ordet ”saudade” et evigt problem. Nogle påstår sågar, at det er uoversætteligt. Det kan dog klares med ”længsel” i visse tilfælde, men ofte må det omskrives til en hel sætning. Ikke så graciøst.
Ikke overraskende løber man ind i svært oversættelige faste udtryk i brasiliansk litteratur i forbindelse med karnevallet og de mange termer og udtryk, der omgiver det. Der er ikke andet for end at opfinde nye ord, men passe på at den danske udgave ikke lyder for eksotisk eller som ren turistreklame.
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Først og fremmest skal man have et veludstyret sproglager at tage af inden for målsproget og en tålmodig og varieret vennekreds, hvor der er plads til sprognørder og ulidelige pedanter. Man skal desuden også være en god researcher for at kunne levere de forskellige talemåder, en bog kan byde på. Det gør heller ikke noget, at man er lidt perfektionistisk.