Af Juliane Wammen

Til foråret åbner Forlaget Gladiator en oversætterskole. Den bliver en del af Gladiators mange tilbud om at lære – eller blive bedre til – at skrive inden for en bred vifte af genrer. Forlaget har haft stor succes med modellen: Voksne mennesker betaler for et kursusforløb på en af Gladiators skoler, og undervejs kan Gladiator håndplukke lovende talenter til udgivelse på forlaget. En dynamisk forretningsmodel, som allerede har kastet interessante udgivelser af sig. Men giver modellen mening, når det kommer til litterær oversættelse? Og kan man overhovedet lære at oversætte på den måde?

Tekstnær oversætterskole
Nyheden om oversætterskolen har vakt bred interesse i oversætterkredse. Der findes i dag kun få praksisbaserede uddannelsestilbud for litterære oversættere, og de tager alle udgangspunkt i en (teoretisk baseret) sproguddannelse med oversættelse som fokus. De fleste af disse uddannelser eller kurser udbydes af universiteterne, selvom der også findes et oversætterakademi for spansk til dansk-oversættere under Skjødt Forlag og forskellige kurser og workshops i Dansk Oversætterforbund.

Gladiators model er en anden. Deres forfatterskoler tager udgangspunkt i praksis, det vil sige i de tekster kursisterne selv har skrevet. Over nogle måneder mødes de skrivende, læser hinandens tekster og taler om dem i plenum, uden at den enkelte kursist i første omgang får mulighed for at forsvare sig. Der bliver gået dybt ind i teksternes detaljer, og meningen er at skabe et trygt rum, hvor tilbagemelding på teksterne kan blive oprigtig, saglig og ind-til-benet. Modellen lægger sig op af den praksisbaserede undervisningsmetode, som Forfatterskolen har benyttet sig af siden begyndelsen: ud med teoretiske overvejelser om skrivning, ind med nærlæsning og konkret tekstfokus.

Oversættelse som litterær praksis
På oversætterskolen skal de 10-12 kursister møde op med hver deres oversættelse, som ligeledes læses og kommenteres i fællesskab gennem en lærerstyret, kritisk samtale. Formålet er, som skolens hovedunderviser Troels Hughes Hansen udtrykker det, at ”gøre kursisterne til gode (eller bedre) tekstlæsere og samtidig skabe et fælles sprog til at tale om oversættelse med”. Tanken er altså, at folk, som allerede oversætter, eller har en oversætter i maven, kan mødes i et forum af ligesindede og diskutere detaljer og udveksle holdninger til oversættelsesudfordringer. Den fulde kursusbeskrivelse kan læses her.

”Skolen skal fungere som motor til en drift, oversætterne i forvejen har,” siger Hansen. ”Der er ikke tale om en uddannelse eller certificering i traditionel forstand. Jeg tror faktisk, det kan være hæmmende for den frie samtale, hvis der var tale om et meritgivende uddannelsesforløb med for eksempel en afsluttende prøve. Ambitionen er derfor ikke som sådan at uddanne oversættere, men snarere at gøre folk bedre til at læse deres egne tekster og blive opmærksomme på detaljerne i den danske tekst, den litterære værdi i slutproduktet, så at sige.”

Oversætterskolen skal give oversætterne mulighed for at afprøve deres tekster på ”uforvarende læsere” – det vil sige læsere, som ikke umiddelbart skal noget med teksten. Mens en oversættelse er undervejs i bogmarkedskredsløbet, bliver den som regel kun læst af redaktører og korrekturlæsere, som har en formålsorienteret tilgang til teksten og derfor kan have svært ved at forholde sig frit til tekstens litterære værdi. Derudover er der altid et tidspres – det er de færreste redaktører, der har tid til eller mulighed for at gå ind i tekstens mindste detaljer og give gennemgribende kritik af valg og fravalg. Fagfæller, der ikke har det ene øje på en fremtidig udgivelse, kan give de oversatte tekster kritik, som kan højne kvaliteten af både den specifikke tekst og fremtidige oversættelser – selv hos garvede oversættere, mener Hansen. ”Opmærksomheden er det centrale for at blive bedre, og den øges ved, at der kommer mange øjne på teksten.” Ved at skærpe opmærksomheden på teksterne som litterære frembringelser, bliver oversætterne bedre læsere og dermed (formodentlig) bedre til at skrive.

Kunst og håndværk
Skolen skal skabe et rum for konkret udveksling af praktiske erfaringer med tekstarbejdet og samtidig skabe et sprog til at tale om oversættelse med – noget Hansen mener, vi i nogen grad mangler, især når man ser på måden, oversættelser for eksempel anmeldes på. Hansen er lige nu ved at færdiggøre en ph.d. om Louis-Ferdinand Célines forfatterskab, og under ph.d.-forløbet gik han selv i gang med at oversætte et af Célines værker. Han fik en aftale med et forlag om udgivelse og er fortsat med selv at oversætte, men undervejs modnedes ideen om en oversætterskole hos ham. Han fornemmede, at der manglede et sted, hvor man kunne sætte den litterære oversætter som kreativt arbejdende menneske i fokus, et sted der tog oversættelse alvorligt som den blanding af kunst og håndværk, det (næsten) altid er. I introduktionsteksten til skolen formulerer Hansen det således:

”Oversættelse er et kreativt arbejde, men det er også et håndværk, en disciplin. Og som med ethvert håndværk kan man blive bedre til det ved at øve sig og få kritik. Målet er at fremelske en kampklar falanks af morgendagens oversættere, fuldt rustet og klar til at erobre hele verdens litteratur for at bringe den hjem til Danmark.”

Oversættelse er altså i bedste fald en disciplin, som veksler mellem det sprogligt partikulære og det bredt litterære, det kulturelt ekstremt specifikke og det globale udsyn. Hansen henvendte sig til Gladiator med ideen om skolen, og det har nu resulteret i et samarbejde, som stadig er i udvikling. Det første hold oversættere skal begynde på skolen i februar 2018, og undervejs vil det vise sig, om den gode ide kan fungere i praksis og måske endda være med til at øge den litterære oversætters anseelse i litteraturens kredsløb i Danmark, der lige nu, med Hansens egne ord, er ”den grotesk underbetalte ildsjæl, litteraturens rakker, den gustne munk med vabler fra fjeren og ødelagt ryg.” Der er altså også i nogen grad tale om et idealistisk projekt om at give oversætteren en plads mellem de kreativt skabende inden for litteraturens verden, hvilket på længere sigt forhåbentlig kan udmønte sig helt konkret i bedre kontrakter og flere rettigheder for den enkelte oversætter.

Fokus på den danske tekst
Et af de oplagte problemer ved skolens undervisningsmodel er selvfølgelig, at oversætterne ikke vil have mulighed for at forholde sig til hinandens kildetekster, fordi de oversætter fra forskellige sprog. Fokus vil ligge på den oversatte, danske tekst. Det begrænser mulighederne for at forholde sig til de helt specifikke udfordringer ved at oversætte fra et bestemt sprog og en bestemt kulturel kontekst. Hansen er meget bevidst om denne problematik, men vælger at se det som en styrke, at oversætterskolen – modsat de universitetsbaserede uddannelser – fokuserer så stærkt på målteksten. Det er til gengæld ikke meningen, at skolen skal lære oversætterne at udjævne alle knuder og fremmedelementer i deres tekster. Det er jo netop en oversætterskole og ikke en forfatterskole: Derfor er der en pointe i at bevare et element af fremmedhed i teksterne, så det bliver tydeligt, at de ikke er ”født” på dansk. Den fremmedhed skal bydes velkommen og bruges som en styrke.

Oversætter og forfatter Thomas Harder, der har skrevet bøger om og undervist i oversættelse i praksis, stiller sig i nogen grad tvivlende over for oversætternes mulighed for at få et virkeligt fagligt udbytte af denne tilgang. Han hilser dog tanken om en oversætterskole mere end velkommen:

”Jeg synes i høj grad, at der trænges til kvalificeret undervisning i oversættelse ud over det, der tilbydes på sprogstudierne. Derfor er jeg glad for, at nogen prøver at gøre noget ved det. Desværre er jeg ikke helt overbevist om, at det, man her forsøger, vil være særligt nyttigt – men det kan skyldes, at den foreløbige beskrivelse, der er blevet offentliggjort, er for vag. Eller at jeg ikke forstår den.”

Harder er især kritisk over for kursisternes manglende mulighed for at læse hinandens tekster på originalsproget: ”Jeg synes, det er et kæmpestort problem. Jeg kan godt forstå, at det er svært at løse, hvis man gerne vil have deltagere, der oversætter fra flere sprog end for eksempel bare engelsk, og hvis man kun har de forholdsvis begrænsede ressourcer, som jeg forestiller mig, at Gladiator råder over.” Men problemet er stadig til stede, understreger Harder: ”Enhver oversætteruddannelse må og skal fokusere, ikke på det ene eller det andet af de to sprog i oversættelsesparret, men på forholdet mellem dem. På hvordan dét, der står på det ene sprog, omsættes til det andet sprog. Oversættelse handler ikke bare om at skabe nye tekster på for eksempel dansk, men om at omsætte tekster fra ét sprog til et andet. Det kan man kun vanskeligt tale meningsfuldt om – og jeg har meget svært ved at se, hvordan man kan undervise i det – hvis man er afskåret fra at beskæftige sig med kildesproget.”

Troels Hughes Hansen forstår kritikken, men det kan på den anden side forekomme som en umulig opgave at skabe en uddannelse, der praktisk og litterært skulle tage højde for alle sprogene. ”Det er jo i øvrigt heller ikke en helt og aldeles målstyret tilgang, vi arbejder med. Alle kan ikke alle sprog, nej, men vi kommer alligevel til at arbejde med den danske tekst side om side med originalteksten, så det bliver muligt netop at tale om og spørge ind til ting som terminologi og præcision osv.” Deltagersammensætningen er af gode grunde endnu ukendt, men man kan ikke udelukke, at en del af eleverne rent faktisk ville kunne flere af hinandens sprog på et relativt informeret niveau, tilføjer Hansen. ”Jeg er med på, at det ikke løser grundproblemet, men så længe man er bevidst om, at problemet er der, tror jeg stadig på muligheden af, at der kan komme noget godt ud af en kollektiv læsning og diskussion af oversættelser også.”

Oversættelsespraksis mellem to sprog
En måde at afhjælpe kildesprogsproblematikken er desuden, ifølge Hansen, at give kursisterne mulighed for at kommentere på deres egen tekst i den fælles gennemgang på kurset. Det er ellers noget, man vælger ikke at gøre på forfatterskolekurserne, fordi det kan forhindre en oprigtig og fri diskussion. Ved at give oversætterne lov til at tale om deres tekster, kan man i nogen grad forklare sig ud af de kulturelle problematikker og sproglige særheder inden for hvert enkelt kildesprog. Derudover vil der i løbet af de otte undervisningsgange deltage gæsteundervisere, som oversætter fra mange forskellige sprog og inden for mange genrer.

For genrevariationen kan i samme grad som sproget være en hindring for det virkeligt givende udviklingsforløb, mener Harder: ”Når jeg er utilfreds med oversættelser – hvad enten jeg læser dem som universitetscensor, som anmelder eller som et menneske, der har betalt penge for at købe det produkt, som en oversat bog er – er det ikke, fordi jeg tror, at oversætteren ikke er i stand til at tale interessant om dét at oversætte, men fordi jeg konstaterer, at vedkommende tilsyneladende mangler færdigheder, viden, omhu, logik, forståelse af kildesproget eller en tilstrækkelig sikker beherskelse af målsproget.”

Hvis Harder skulle opfinde en oversætteruddannelse, ville han lægge stor vægt på, at der foruden alt det teoretiske, kunstneriske og kreative blev undervist i basale, kedsommelige færdigheder som for eksempel terminologi – på alle mulige områder, også dem, der ikke naturligt hører hjemme i de humanistiske uddannelser. Baggrundsviden er også vigtig, uanset om man oversætter (populær)historisk faglitteratur eller romaner, der foregår i et eller andet hjørne af virkeligheden, som har sit mere eller mindre eget sprog.

”I det hele taget skal eleverne indgydes respekt for, at ting i den virkelige verden hedder noget bestemt, og at det er muligt at finde ud af, hvad det hedder, og at man ikke bare skal gribe det første det bedste ord, som man mener at have hørt i en mere eller mindre tilsvarende sammenhæng. Præcision! Og opmærksomhed på, at det, man tror, at man ved, tit er forkert.”

Skolens intention om at skabe et fagligt netværk og et bedre sprog til at tale om oversættelser med kan bestemt være nyttigt og væsentligt for både anmeldere og oversættere, ”men om deltagerne så bliver bedre oversættere af det, ved jeg ikke.”

Behov for uddannede oversættere?
Line Miller, redaktionschef på Hr. Ferdinand og C&K Forlag, der stort set kun udgiver oversat litteratur, er enig i mange af Harders betragtninger. Hun understreger, at dygtige oversættere er ”helt enormt vigtige for udbredelsen af god og mangfoldig litteratur i Danmark. Det at danne en oversætterskole peger på den vigtighed, og at det handler om langt mere end bare at være god til kildesproget. Når det så er sagt, så er jeg kritisk over for et privat initiativ, som arbejder med et felt, man for eksempel kan tage nogle virkelig gode kurser i på universitetet. Københavns Universitet arbejder meget ambitiøst med oversættelse, både teoretisk og i praksis, og jeg har svært ved at få øje på, hvad Gladiators oversætterskole kan bringe til torvs, som ikke i forvejen er tilgængeligt. Samtidig er der på universitetet adgang til nogle tværfaglige dynamikker i forhold til det videnskabsteoretiske og litterære, som jeg forestiller mig er svære at facilitere privat.” Miller påpeger, at man for samme pris som Gladiators kursus kan få et meriterende kursus i oversættelsesstudier på Åbent Universitet, hvor man har adgang til hele netværket af sproglige og teoretiske kompetencer, som en højere uddannelsesinstitution kan tilbyde.

Trods kritikken bliver oversætterskolen mødt med mange positive tilkendegivelser i oversættermiljøet. Universitetskurser til trods mangler der nemlig en egentlig uddannelse i litterær oversættelse, som tager udgangspunkt i oversættelse som en kreativ, måske endda kunstnerisk praksis. Mange oversættere kommer ind i faget via andre jobs og med meget forskelligartede baggrunde. Oplæring og efteruddannelse foregår i høj grad på ad hoc-basis inden for rammerne af, hvad den enkelte redaktør på en oversættelse har kompetencer og tid til. Hvis man er heldig, kan man komme i en form for mesterlære hos en mere garvet oversætter, og ad den vej også lære om selve branchen. Dansk Oversætterforbunds formand Ulla Lauridsen er således overvejende positivt stemt over for ideen om en oversætterskole og kan ikke i samme grad som Harder og Miller få øje på problematikken omkring kildesproget. Især ikke i betragtning af de mange dygtige oversættere, der fungerer som gæsteundervisere på kurset.

”En oversættelse skal fungere på dansk,” siger Lauridsen, ”og en kvalificeret oversætter kan nemt se, om kursisten ikke har gjort sig tilstrækkeligt fri af forlægget. Når det så er sagt, bør man jo også, når man vurderer en oversættelse, være sikker på, om oversætteren har forstået forlægget helt ud, og det kan blive svært. Man kan ikke se, om de helt subtile ting mangler – om en konnotation er røget, eller kursisten har overset en diskret symbolik eller en henvisning til oprindelseslandets klassiske litteratur. Men synd tappert, som Luther sagde. Det her er én måde at gøre det på. Man kunne også bruge engelske tekster til nogle af lektionerne, så man kan fokusere på den slags ting.”

Branchekendskab er vigtigt
De allerede etablerede oversættere kunne frygte øget konkurrence, og det forstår Lauridsen godt. Men det kan være nyttigt for især nystartede oversættere med et sådant kursus: ”Jeg synes, det er alle tiders, at der kommer en skole, som vil ruste vores potentielle kolleger til faget. Masser af begynderfejl kan udryddes med lidt vejledning, og så render man sig færre staver i livet med bog ét og to og tre. Studerende på sprogfagene burde lære det vigtigste dér, men det er ingen skade til at gå i detaljer sammen med eksperter, hvis man gerne vil være litterær oversætter. Der er desuden andre, der gerne vil oversætte eller er kommet til det ved et tilfælde, for eksempel folk fra litteraturfagene.”

Hun håber dog, at der ikke kun bliver talt oversættelse, men at de på skolen også bruger lidt tid på at tale om den forretningsmæssige del af faget. ”Men det er der bestemt ikke lagt op til i præsentationen.”

Troels Hughes Hansen understreger, at kurset er et nyt initiativ, og derfor kan der stadig ske mange ændringer i måden at afvikle det på, især når det første hold har været igennem. Der er ingen formelle optagelseskrav til kurset: Ansøgerne indsender derimod en tekstprøve (inkl. original), som bliver vurderet af Hansen selv og forlægger Jakob Sandvad. Kursets endelige udformning bliver derfor også tilpasset de kursister, som bliver optaget, og det er bestemt ikke umuligt, at indføring i branchekendskab og kontraktforhold kan blive en del af forløbet. Desuden er intentionen, at kursisterne ved siden af kurset skal være med til at skrive en blog, hvor de reflekterer over deres overvejelser undervejs og deler deres oplevelser til glæde for andre oversættere.

”Jeg ville meget gerne, hvis oversætterskolen kunne blive en integreret del af oversættermiljøet, og at dette og andre initiativer kan være med til at løfte standens anseelse i den litterære verden og samfundet som sådan.” Om dette også kan give mulighed for forhandling af bedre betaling og flere rettigheder til oversætterne på længere sigt, er et åbent spørgsmål. Men fra Gladiators side er hensigten blandt andet at få øje på og opdyrke dygtige oversættere, som kan være med til at løfte forlagets serie af oversat litteratur, Gladiolus. For kursisterne giver kurset altså en potentiel mulighed for at komme til at arbejde professionelt med litterær oversættelse, hvis de ikke allerede gør det. Eller få udgivet et con amore-projekt, de har liggende i skuffen derhjemme.

Oversætter og mag.art. i semitisk filologi Ellen Wulff, der er en af kursets gæsteundervisere, hilste da også tanken om en oversætterskole velkommen. Hun glæder sig især til at få mulighed for at videregive sine erfaringer inden for litterær oversættelse og især inden for sit eget fagområde, arabisk. De seneste mange år har hun brugt stort set al sin vågne tid på at oversætte både Koranen og Tusind og Én Nats Eventyr fra arabisk til dansk, foruden moderne arabisksprogede forfattere som Hassan Blasim og Ibrahim al-Koni. Hvis skolen fortsætter, efter det første kursus er afviklet, vil hun meget gerne også bidrage med mere generelle betragtninger om faget, måske især oversætterpolitik og oversættelsesstrategier. Til kritikken af kursisternes manglende mulighed for at sætte sig ind i hinandens kildetekster siger hun: ”Kursisterne vil kunne læse teksterne på målsproget og bedømme, om de fungerer. Man tror, det er så nemt at oversætte, for dansk kan man jo. Men kan man?”

Hun er sikker på, at oversætterskolen kun kan få positiv betydning for professionens anseelse, ”for den er i forvejen ikke-eksisterende og oversætterens rolle i den grad overset. Se engang, hvor ofte kritikerne anmelder oversættelsens kvalitet, men overhovedet ikke nævner oversætteren. Nogen formidler fra arabisk til dansk, men det kunne lige så godt være en robot. Men kunne det?”

Øget anseelse og bedre kontrakter
Ulla Lauridsen mener da også, at et initiativ som oversætterskolen ”med lidt held” har mulighed for at skabe øget respekt for oversættere blandt redaktører og forlæggere, men hun er skeptisk, hvad samfundet i øvrigt angår. ”De fleste læsere har ikke nogen bevidsthed om, at vi findes.” Hun peger desuden på, at oversætterens kompetencer ikke er det væsentligste kriterium, når en redaktør er ude for at rekruttere – det er snarere, at vedkommende vil arbejde for den arkpris, forlaget har lagt sig fast på. Og så længe der er nok oversættere for forlæggerne at vælge mellem, kan det være vanskeligt for den enkelte at forhandle sig til et højere honorar. ”Om noget vil oversætterskolen øge udbuddet af kvalificerede oversættere og holde priserne nede. Sådan er det bare.”

Line Miller har da heller ikke nogen forestilling om, at et diplom fra oversætterskolen i praksis vil øge oversætternes muligheder for at få opgaver fra hende og hendes kolleger i branchen: ”Generelt er uddannelsespapirer faktisk ikke det, der betyder allermest i forhold til, hvilke oversættere vi bruger. Sprogkompetencer og -øre kan komme fra mange steder, og typisk lader vi det komme an på en prøveoversættelse, ikke eksamensbeviser, hvis vi skal prøve en ny oversætter af.”

Hun tror heller ikke, at oversætterskolen umiddelbart vil øge de litterære oversætteres anseelse i branchen og dermed muligheden for at forhandle bedre kontrakter. Der er andre ting, der vejer tungere i den sammenhæng. Men hun er bestemt ikke afvisende over for, at oversætterskolen på længere sigt kan have en indflydelse på standens generelle kvalitetsniveau:

”Som med så mange andre felter findes der både dygtige og knap så dygtige fagpersoner, og man kan møde begge slags alle steder, da ’oversætter’ jo ikke er en beskyttet titel. Hvis Gladiators oversætterskole skulle gå hen at blive arnested for nye, dygtige, grundige, passionerede oversættere, byder vi dem med glæde velkommen her hos os, fuldstændig på samme vilkår som resten af vores oversætterstab.”

Fra de litterære oversætteres perspektiv er der altså mange grunde til at følge udviklingen af Gladiators nyeste skud på stammen med stor interesse. Kritikken til trods er der ingen tvivl om, at en oversætterskole med så kompetente og seriøse undervisere, som tilfældet er, og et dynamisk bagland som Gladiators, både kan give de deltagende oversættere et fagligt løft og et bredere netværk. Måske kan skolen endda være med til at give litterære oversættere større anerkendelse for deres bidrag til den litteratur, det hele handler om. Vi får se.

Gladiators Oversætterskole har ansøgningsfrist d. 22. januar 2018. Kurset forløber over otte eftermiddage i løbet af foråret med et afsluttende heldagsseminar. Foruden Troels Hughes Hansen er der foreløbig fem gæsteundervisere tilknyttet kurset: Ellen Wulff, Karsten Sand Iversen, René Jean Jensen, Morten Chemnitz og Selma Rosenfeldt-Olsen.