Babelfisken har interviewet den danske forfatter Jens Christian Grøndahl om oversættelse, kreditering, og litteraturer, der taler sammen, beriger og bestøver hinanden i ”et frodigt og anarkistisk kredsløb”. Et kredsløb, der vel at mærke kommer i fare, når vi begynder at tage oversætternes arbejde for givet.

Af Mathias Bernbom

Ikke alene er Jens Christian Grøndahl en af dansk litteraturs veteraner, den prisbelønnede forfatter til mere end 30 skønlitterære udgivelser. Hans bøger findes på mere end 25 sprog og er særligt brudt igennem i Frankrig, Holland og Belgien. Derudover er han selv oversætter, bl.a. af John Williams’ glemte mesterværk Stoner, der udkom på dansk i 2014.

Han færdes i sit arbejde og omkring det ad den internationale litteraturs kanaler – fra sin rolle i importen af udenlandske bøger til Danmark, til lanceringen af sine egne værker på den europæiske scene.

Det sidstnævnte er vekslende foregået i samtale med de udenlandske oversættere, og han fremhæver særligt, hvordan han ofte har sparret med den franske Alain Gnaedig, som i løbet af to årtier har udarbejdet hele 12 fransksprogede Grøndahl-bøger.

Det er en proces, der for det første har bragt forfatteren stor glæde. For det andet nyder han at tænke på det at blive oversat som en slags syretest af sine bøger, men også som en indtræden på en større litterær scene, som han længe har følt sig draget og inspireret af.

”Det betyder jo meget at blive oversat, når man skriver på at lille sprog som det danske. Det er som at blive befriet fra den begrænsede kulturverden, man er rundet af, netop fordi man får lov til at bidrage til en større litterær kultur, og til at se om det kan bære, om det kan sige læseren noget, selvom vi ikke har de samme kulturelle koder. ”

Det er således noget mere almengyldigt, som enten viser sig eller udebliver, når en bog kommer ud at rejse, erfarer Grøndahl og tilføjer, at det har været særligt givende at blive oversat til fransk for således at kunne indgå i den samme sprogsammenhæng som nogle af de forfattere, der har betydet mest for ham.

På den måde giver det også mening, at Gnaedig og han har haft så nær kontakt – til forskel fra en række andre af Grøndahls oversættere. Sammen med sit eget oversættervirke, fortæller han, er dette et samarbejde, der har givet ham en langt dybere fornemmelse for oversætterens arbejde og det, han selv forstår som en essentiel, men også enormt truet profession.

”Når min franske oversætter konsulterer mig undervejs i processen, slår det mig tit, at en oversætter først og fremmest skal være stilist på andres vegne. En god oversættelse er jo ikke bare en oversættelse, men en gendigtning af en tekst, sådan som man forestiller sig, at forfatteren ville have skrevet den på fransk – hvilket selvfølgelig er et kæmpe ansvar. Jeg har selv oplevet det [under arbejdet med Stoner]: Det kræver forestillingsevne, hvor man ikke bare kan oversætte direkte. Man påtager sig et ansvar som stilist, og det har jeg den største respekt for. Det er derfor, at det selvfølgelig også kan irritere mig meget, når oversættere ikke bliver krediteret. ”

For et frodigt og anarkistisk kredsløb

Grøndahl håber for sine egne oversættere, at de altid må føle sig frie til at fortolke og gendigte originalen, og bemærker, at det jo netop er i denne frihed og ”tilvækst”, som forekommer, at den enkelte original bliver amorf – bliver til et hav af nye tekster, og at oversættelsen skaber forståelse mellem kulturer ”i et frodigt og anarkistisk kredsløb. ”

Oversættelse er for ham et sted, ”hvor [fiktionen] giver adgang til et mere direkte indblik i et lands bevidsthedsliv, end man kan få ved at læse så mange rapporter. ”

Han fortsætter: ”Jeg anser oversat litteratur for at være en litterær boldgade i sin egen ret, og noget som bidrager til et lands litteratur med alt lige fra klassikere som Shakespeare til de helt nye værker. Så selvfølgelig bidrager oversættelse til folkelig forståelse, og det er heldigvis en proces, der foregår fuldstændig anarkistisk. ”

I virkeligheden er det jo også svært at argumentere imod værdien af god oversættelse og udvekslingen af fortællinger og poesi på tværs af sprog og lande. Det ville oven i det være en paradoksal holdning, når man tænker på sig selv som verdensvendt forbruger, avis eller kultur – en opfattelse, der netop er mulig i kraft af oversætternes arbejde og kulturelle import.

Og dog er oversætternes anseelse jo netop paradoksal. De udelades dagligt af de danske aviser og bogtillæg, der i samme bevægelse omtaler eller ligefrem benytter sig af oversat litteratur.

Hvor enhver avis i dag orienterer sig om verden, så er der langt færre, der interesserer sig for processen, som bringer verdens fortællinger hjem til det danske publikum.

En grusom ironi

De glemte oversættere var netop emnet for en artikelserie her på siden i marts, og Grøndahl deler og sympatiserer med de udeladtes frustration. Her bliver den manglende anerkendelse desuden set som et klart symptom på bredere og mere strukturelle problemer:

”Det er jo forfærdeligt utaknemligt at være oversætter. Det er nærmest som definition underbetalt, og oversættere vil næsten aldrig blive honoreret efter fortjeneste, kompetence og arbejdsindsats (med mindre det bliver en bestseller). Det er utaknemligt og dertil nærmest heroisk – og så er der selve spørgsmålet om anerkendelse, der i mange år er blevet forsømt. Jeg synes egentlig, at det er blevet bedre; der er mere fokus end tidligere. Men det kræver stadig en ret stor idealisme at give sig i kast med at være fuldtidsoversætter. ”

Han fortsætter: ”Det ville være et stort tab, hvis der ikke var nogen med mod på at oversætte længere, og en grusom ironi at vi i en stadig mere globaliseret verden har stadig mindre kulturel kontakt. Sprogvanskeligheder gør, at det kun er den engelske litteratur, der bliver læst bredt, og vi ser en mærkelig ensretning. Når vi så oven i købet neddrosler sprogundervisningen (alene i de europæiske sprog), er det, at der begynder at ske et dannelsestab og en tilbagegang af ethvert europæisk og globalpolitisk ønske: Kontakten, forståelsen og indlevelsen mellem folkeslagene. Det er på alle måder tåbeligt, og det er katastrofalt kulturelt, hvis man lader oversætterfaget gå i forfald. ”

Gudskelov eksisterer ildsjælene jo endnu, slutter Grøndahl af med at konstatere, og der er også stadig muligheder for at oversætteren kan opnå støtte, legater osv.

Bliver man imidlertid ved med at maskere og underkende disse ildsjæles arbejde, så ender man med at skubbe både eksisterende og fremtidige oversættere bort.  ”Og hvis jobbet er fuldstændig utaknemligt, ” siger Grøndahl – ”så ender det med, at ingen længere vil have lyst til at gøre det. ”

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.