Af Mathias B. Andersen
Efter manglende kreditering, og et længere forhandlingsforløb, udbetaler DR kontante beløb til en række oversættere af klassiske litterære værker
I sommerens roste podcast-serie på DR TV, Klassikere genfortalt, præsenterer otte danske forfattere deres yndlingsbøger på 30-35 spiselige minutter. Det sker på tværs af verdenslitteraturen, fra Virginia Woolf til Lev Tolstoj, men selvom der bliver læst flittigt højt af klassikernes danske udgaver, så er oversætterne, hvis arbejde har forsynet dem, stort set udeladt.
Det er der nu blevet rådet bod på. I en sag, der i januar resulterede i en række kontante erstatninger til de involverede oversættere, bliver den manglende kreditering såvel som brugen af lange tekstuddrag fra de oversatte værker beskrevet som et brud på ophavsretten. Det fortæller Dansk Forfatterforenings jurist Anne Koldbæk, der efter de forudgående måneders forhandlinger er glad for at være nået til enighed med DR.
”Vi er vældigt tilfredse med, at DR gik med til at betale oversætterne”, siger hun, og kalder sagens afslutning for ”det bedst mulige udfald”.
Hun forklarer, at man i tilfælde af podcast-serien, der indeholder fyldige tekstuddrag fra de oversatte værker, er blevet enige om, at DR’s brug ikke er sket i overensstemmelse med ’god skik’, som reglerne for at citere under ophavsretten dikterer.
”DR havde så ikke gjort sig klart, at deres brug rakte ud over citatretten, ” fortæller hun, og bemærker desuden, at man skal passe på med at betragte de gamle værker eller klassikerne, der optræder i podcasten, som noget, der er til fri afbenyttelse. For selvom den oprindelige forfatters ophavsret ikke længere gælder, så har oversætteren sit eget krav til den danske udgivelse – ”en selvstændig ophavsret, ” siger Koldbæk og henviser til paragraf 4 i ophavsretsloven, som beskriver det oversatte eller ’bearbejdede’ værks uafhængighed.
Oversættelsen er en litterær fortolkning
På trods af sagens positive udfald for de involverede oversættere, så er DR’s manglende kreditering langt fra en enkeltstående episode i de danske medier. Ikke alle tilfælde danner basis for kontante erstatninger, men alle forglemmer sig i større eller mindre grad på selvstændigheden af oversætterens arbejde.
”Der er mange steder, ” siger Koldbæk, ”hvor folk egentlig ikke er klar over, at det, som oversætteren laver, er en litterær fortolkning af det oprindelig værk og derfor er et værk i sig selv, som man skal krediteres for. Det, der er interessant [i sagen med DR], er at man godt kan tænke ’Nå, men vi fortæller jo bare om bogen’ – men pointen er, at de går ind og læser op af den, og så er det en direkte brug af oversætterens arbejde og oversætterens ord. ”
På den måde handler sagen dels om en krediteringskrænkelse, dels om en overskridelse af citatretten, forklarer hun. Men sager som denne vidner også om et mere grundlæggende problem.
”Folk tænker på oversættelse som én-til-én overførsel, men sådan er det jo ikke ved litterære værker. De er altid udtryk for den individuelle oversætters fortolkning, ” siger Koldbæk, og her taler hun imod en meget sejlivet idé om oversætternes arbejde – et maskinelt syn på professionen, som gør det nemt at undskylde de hændelige udeladelser.
Alvoren i enhver udeladelse
I 2013 bragte Journalisten.dk en artikel af Lasse Højsgaard, som påtalte den manglende kreditering af oversættere. Dengang udtalte formanden for Dansk Oversætterforbund Morten Visby, at problemet havde to dimensioner. Der er tilfælde som Klassikere Genfortalt, hvor man forbryder sig på ophavsretten. Og så er der de mere ’uskyldige’ sager, hvor oversættelserne optræder med få eller ingen citater, dog stadig uden kreditering.
Den sidstnævnte type sager er til gengæld ekstremt udbredt og dermed ikke så uskyldig endda. Nemlig i de utallige tilfælde hvor et litterært værk anmeldes i medierne, uden at oversætterens navn nævnes. Avisernes anmeldelser ledsages ofte af en lille ”databoks” hvor man bliver oplyst om bogens titel, forfatterens navn, forlagets navn, bogens pris ikke mindst, og i bedste fald oversætterens navn, men det er altså langt fra tilfældet. (Det samme gælder i øvrigt omslagsillustratoren). Samme problem ses i boghandlernes netbutikker, hvor det hører til undtagelsen snarere end reglen at oplyse om oversætterens navn.
Disse tilfælde er svære at gøre noget ved, rent juridisk, og det kommer i virkeligheden alene an på, hvad mediehusene forstår som ’god skik’. Som Morten Visby fortæller Babelfisken, er det derfor vigtigt at understrege alvoren i enhver udeladelse.
”Det, der sker, er ikke kun, at der sidder en enkelt oversætter og bliver overset, ” siger han. ”For hver gang, man maskerer det kæmpe arbejde, en oversætter laver, så bidrager man til den selvfølgelighed, med hvilken folk betragter oversættelse generelt. Det bliver til noget, der bare sker. Som at trykke på en knap. ”
Ifølge Visby hænger det sammen med, at professionen altid ”har kæmpet med usynlighed på godt og ondt. ” Han bemærker, at usynlighed jo også er noget af det, som tiltrækker mange oversættere til at begynde med. Bagsiden af mønten viser sig imidlertid, når selve arbejdet begynder at blive udvisket og skjult, og når værkerne, som i Klassikere Genfortalt, bliver præsenteret som forfatterens egne umedierede ord.
Det gør kun situationen vanskeligere, at man ofte mødes med ”ringeagt”, når man så klager over en udeladelse, fortæller Visby. ”For det kommer let til at lyde som et forsmået klynk fra den stakkels oversætter, der gerne vil have sine 20 minutter i rampelyset. ” Men det er en kæmpe misforståelse af en profession, der med Visbys ord er ”utroligt ydmyg”.
”I virkeligheden er det jo vores arbejde, vi ikke vil have glemt, ” siger han. ”Det er det, vi ikke vil have skrevet ud af litteraturhistorien. ” Og det er der fare for, hvis den manglende kreditering fortsætter.