Af Juliane Wammen
Artiklen blev oprindeligt trykt i KOM – Magasinet for kommunikation og sprog #100
For nylig hørte jeg om et større markedsanalysebureau med en noget speciel oversættelsespraksis: Markedsanalysebureauets danske medarbejder lavede f. eks. et spørgeskema til en given undersøgelse og oversatte det selv til engelsk, ofte på et rudimentært niveau, eftersom analytikeren ikke var uddannet oversætter eller havde særlige sprogkompetencer. Dette engelsksprogede materiale var det, som kunden skulle tage stilling til, og hvis kunden sagde ja tak til undersøgelsens udformning, ville spørgeskemaet så blive oversat til de øvrige sprog inden for området – altså på baggrund af en original, oversat rudimentært, og af en ikke-kompetent person. Analytikeren klagede over at disse oversættelser tit var ret dårlige, og det er da også ganske muligt, at kvaliteten fra oversættelsesbureauet ikke holdt. Men et større problem, og årsagen til, at oversættelsesbureauet ikke kunne levere en god nok kvalitet, er nok snarere, at ”originalteksten” var skrevet på et fladt, unuanceret engelsk. Mulighederne for misforståelser er utallige.
Denne praksis er først og fremmest udtryk for en manglende respekt for sprogfaglige kompetencer: Man tror, at oversættelse og tolkning er noget, man bare lige kan gøre med venstre hånd, for ”vi kan jo alle sammen engelsk”. Ville man nogen sinde overveje at lade en tilfældig medarbejder rode med firmaets it-server på må og få, når der opstod et problem med det interne netværk? Det virker ikke sandsynligt. Men praksissen er også udtryk for en mere grundlæggende mangel på forståelse for, hvad sprog er og kan, noget man som oversætter ofte møder, når man skal forklare, hvorfor det for eksempel ikke er ligegyldigt, om det er menneske eller maskine der oversætter en tekst, eller at det at oversætte ikke bare primært består i at slå op i en ordbog. Den slags forestillinger glemmer, at der ikke er et en-til-en-forhold mellem ord på forskellige sprog, at nuancer og forskelle ikke bare er besværlige knaster, der skal udjævnes og fjernes gennem et fladt fællessprog, men at disse knaster faktisk udgør selve muligheden for at få indblik i helt andre verdner og tænkemåder end de vante, og dermed måske snarere skal betragtes som en styrke, end som noget der skal fjernes.
Sproguddannelser under pres
Det er ingen hemmelighed, at sproguddannelser på alle niveauer – folkeskole, gymnasier og universitetet – er under voldsomt pres i øjeblikket. Der går næsten ikke en dag, hvor man ikke hører om en sproguddannelse, som er blevet lukket, et fag der er blevet nedlagt eller lagt sammen med et andet, om at det er umuligt at få de unge til at vælge sprog som fag, både i gymnasiet og på universitetet. Og på trods af opråb fra erhvervslivet, om hvor vigtigt det er for handel og udveksling på tværs af grænser, at man kan tale med folk på deres eget sprog på et passende niveau (1), succeshistorier om, at Danmark f.eks. er det land, hvor der procentvis udgives næstmest oversat finsk litteratur (noget som bl.a. er opnået gennem et samarbejde mellem den statsligt finansierede Finnish Literature Exchange og finskstudiet på KU), eller at fag som tibetologi og assyriologi på Københavnsk Universitet og japansk på CBS nyder stor anerkendelse internationalt for deres stærke faglighed og traditioner, bliver sprogfagene alligevel lukket og skåret ned. På CBS er der således ikke længere egentlig forskning og undervisning i erhvervssproglige discipliner i andet end engelsk (2).
Sprog som indgang til andre verdner
I løbet af det seneste halve år har der været flere høringer og konferencer, som tog udgangspunkt i problemet med lukning af sprogfag og manglende sprogkompetencer i andet end engelsk. Og mange ord er blevet sagt om fremtidens arbejdsmarked og erhvervsliv i den forbindelse: om hvordan vi mister eksport- og handelsmuligheder, hvordan den manglende certificering af translatører fremover vil skabe problemer for firmaerne, hvordan det vil blive sværere at finde gode tolke til retssystemet. Alt sammen i den grad relevante grunde til at protestere voldsomt mod tabet af sprogkompetencer, som det vil tage mange, mange år at (gen)opbygge. Men der er et andet og dybereliggende aspekt af denne sprogdiskussion, som er mere uhåndgribeligt, men ikke desto mindre meget betydningsfuldt for, hvordan vi forstår os selv som mennesker og samfund. At kunne et sprog, at lære et sprog, er nemlig også en vej ind i en anden kultur, en anden virkelighed, en måde at forstå verden på, som gør en selv og samfundet rigere – i ikke-pekuniær forstand. I den forstand bliver oversættere, måske i særdeleshed af skøn- og kulturlitteratur, ikke bare formidlere af ”gode historier” fra andre lande, men også ambassadører for den kultur, det sprogområde, som deres litteratur er skrevet på.
Som det lød på årets Hieronymusdag (en årligt tilbagevendende konference somKommunikation & Sprog arrangerer i samarbejde med Dansk Oversætterforbund, Forum for Billedmedieoversættere og Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på KU), der netop handlede om, hvorfor sproglig mangfoldighed er vigtig: ”Det globale medborgerskab skal styrkes. Fremmedsprog er kulturbærende og kulturskabende. Mange sprog er vigtige i et lille land. Sprog påvirker vores holdning og vores udsyn til andre kulturer og sprog. Hvis der ikke er en underliggende strategi, bliver det en ren tilfældighed, hvem og hvilke kulturer vi udveksler med.” (3)
Sprogforståelse skaber empati
”Sproget er det mest personlige vi har. Det former vores tanker, det gør os i stand til at kommunikere med vores omverden, det gør os til dem vi er.” (4). Sådan skriver Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i forbindelse med lanceringen af seksbindsværket Dansk Sproghistorie. Sproget er således grundlæggende for de fleste menneskers forståelse af deres egen identitet og et middel til at forstå verden – meget groft sagt som et filter hvorigennem man har adgang til de fænomener, der findes derude. Samtidig er det ikke muligt at træde ud af sit sprog, man er bundet til verden gennem sproglighed, og i særdeleshed også forbundet til menneskelige fællesskaber gennem sproget, både på det helt personlige mikroniveau og det abstrakte makroniveau. Sprog er så vigtigt, at f.eks. det ikke at mestre sit eget modersmål på en tilstrækkeligt nuanceret måde, ikke at kunne gøre sit indre liv forståeligt for sin omverden og ikke forstå nuancerne i, hvad den omverden kommunikerer, kan give voldsomme frustrationer og følelser af eksklusion og magtesløshed, som i sidste ende kan føre til voldelig adfærd. (5)
På det personlige, individuelle plan giver omgangen med et fremmed sprog derfor en bedre forståelse af andre, deres verdner og udgangspunkt, og skaber mulighed for tættere personlige relationer med færre misforståelser. Sprog er en indgang til anderledes måder at tænke på og se verden på. Det bidrager til kulturforståelsen at kunne sprog, for sprog er ikke blot et middel til kommunikation, det er også en internalisering af den andens verden, en mulighed for empati med den andens udgangspunkt. Relationen mellem sprog og verden er langt fra en-til-en; sprog udvikler sig i en dialog med omverdenen, skriver sig ind i den kontekst, de er opstået i, og reagerer på forandringer i den verden, samtidig med at de trækker tråde langt tilbage i tiden og langt ud i verden gennem ord og vendinger, særlig syntaks, tegnsætning og skrifttegn etc.
Et konkret eksempel er det grønlandske sprog, der i dag er truet, fordi så få mennesker (ca. 50.000) taler det. Det er det eneste sprog, som er opstået og udviklet i direkte forbindelse med den arktiske livsverden – dvs. hvis grønlandsk forsvinder, forsvinder også menneskets sprog- og begrebsliggørelse af den arktiske natur. (6)
Litterær oversættelse som middel til kulturforståelse
Engelsk er blevet lingua franca i mange grene af erhvervs- og forskningsverdenen, og det er berigende at kunne tale direkte med kollegaer på et fælles sprog. Men det er dybt problematisk at tro, at et almindeligt skoleengelsk er nok til at udtrykke komplicerede problemstillinger på en ordentlig måde. Det viser både en disrespekt over for den sproglige mangfoldighed, men også over for det engelske sprog, som selvfølgelig har sin egen kompleksitet.
Hovedparten af den litteratur, som oversættes til dansk, er oprindeligt skrevet på engelsk eller de nordiske sprog. Og dermed går vi glip af de forståelser af verden, som formidles gennem andre sprog. Det gælder ikke kun indholdet af den litteratur, der bliver oversat, det gælder også og i lige så høj grad måder at skrive og anvende sproget på. Oversættelser fra andre sprog – hvis den sproglige særlighed vel at mærke får lov at skinne igennem – tilfører det danske sprog nye og anderledes nuancer og variationer.
Sprogene har forskellige modi, stillejer, ligesom forfatteren bruger forskellige stillejer og sætningsbygninger inden for det enkelte sprog. Når man oversætter litteratur, smitter den fremmede syntaks og tekstopbygning i et vist omfang af på den danske, hvilket giver fornemmelsen af, at man læser noget, som er fremmed, samtidig med at det er på dansk. Det er en fuldstændig unik måde at kunne empatisere med andre på. Modersmålet og de associationer og tankebaner, ens primære sprog skaber i hjernen, kombineres med en let fremmed indholdsverden og strukturel verden, rent sprogligt. Man får så at sige den andens fremmedhed ind under huden på en ganske særlig måde. Hvis man har den holdning, at en oversættelse først og fremmest skal være hundrede procent dansk, oplever man ikke denne empati, men så kan der til gengæld være noget i indholdet, som giver én en mere faktuel, rationel viden om den fremmede anden.
Sproglige mangfoldighed giver bedre dansk
Dårlige oversættelser som følge af manglende sproglige kompetencer giver i sidste ende også et dårligt og unuanceret dansk, idet tilgangen til verden bliver baseret på et overfladisk ordforråd og manglende evne til at udtrykke sig nuanceret og rigt. Virkelighedens reelle kompleksitet går tabt i den afstumpede sprogverden.
Det danske sprog har altid taget imod mange påvirkninger fra hele verden og er blevet rigere af det. Og der er intet galt eller mærkeligt i, at det nu er engelsk, der dominerer. Men det manglende fokus på andre sprog giver et tab af nuancer og udtryksformer, som ikke kan måles og vejes umiddelbart, men som gør den kulturelle rettethed meget ensidig. Orienteringen – politisk, socialt, følelsesmæssigt – går kun i én retning, og eftersom verden er meget, meget større, er det et problem. Vi har i den grad brug for at forstå mennesker i andre dele af verden, både for vores egen og deres skyld. Vi har brug for at forstå deres menneskelighed, som mennesker. Og det at kunne tale og forstå – og oversætte – andres sprog, er en grundlæggende forudsætning for empati og forståelse.
Kilder
(1) Christensen, Joachim Hans Næshave & Anne Nyhus: ”Dansk Industri: vi har brug for de små sprog i dansk erhvervsliv” (DR Nyheder, 16/11-2016)
(2) Phillipson, Robert: “Universiteter sjofler fremmedsprogene” (Politiken, 25/10-2016)
(3) Hieronymusudvalget: ”Udtalelse fra Hieronymusdagen den 30. september 2016”(Kommunikation & Sprog, 30/9-2016)
(4) Det Danske Sprog- og Litteraturselskab: ”Dansk Sproghistorie 1-6, bd. 1” (DSL 9/11-2016)
(5) Demir, Ahmet: “Ikke at beherske sit modersmål giver konflikter” (DKNyt, 29/1-2013)
(6) Giese, Sebastian Loro: ”Sproglig mangfoldighed giver styrke – Hieronymusdagen 2016” (Babelfisken, 20/10-2016)