Af Jørgen Herman Monrad

Anmeldelse af Friedrich Hölderlin: Tårndigte. Oversat af Ejler Nyhavn. Forlaget Wunderbuch.

Johann Christian Friedrich Hölderlin (1770-1843): den store tyske lyriker, der lod sig inspirere af Goethe og Schiller, men hvis temperament var for impulsivt, for visionært og for sårbart til, at han kunne tilpasse sig den beherskede afmålthed i deres såkaldte klassik.

Hölderlin: filosofferne Hegel og Schellings studiekammerat ved det teologiske fakultet i den lille sydtyske universitetsby Tübingen, digteren Novalis’ og kritikeren Schlegels samtidige, den begavede unge mand, som alle ventede sig alt af, men som tilsyneladende ikke indfriede en eneste af de forhåbninger, man havde til ham.

Hölderlin: det stakkels ulykkelige geni, der gennem ti-femten år skrev en sand perlerække af formfuldendte, oldgræsk inspirerede oder, hymner og elegier, men som så brød psykisk sammen og tilbragte de sidste tredive år af sit liv som ”plejesøn” for en snedkerfamilie i et lille gulkalket tårn i Tübingen.

For årtier siden skænkede Thorkild Bjørnvig os med sin Brød og vin en smuk oversættelse af de vigtigste af de digte, Hölderlin nåede at skrive inden sit sammenbrud. For få år siden præsenterede Hans Christian Fink os for sin samvittighedsfulde oversættelse af Hölderlins brevroman Hyperion. For nylig gav lyrikeren Anders Abildgaard sit fine bud på en oversættelse af Hölderlins Pindar-fragmenter. Og nu har forfatteren, musikeren og pseudonymet Ejler Nyhavn så med sine Tårndigte forsøgt at løse den sidste og måske allermest udfordrende formidlingsopgave: at oversætte en række af de mange små, på engang glasklare, men samtidig gådefulde digte, den formentlig skizofrene Hölderlin skrev i sine sidste livsår i tårnet i Tübingen.

Die Linien des Lebens sind verschieden

Wie Wege sind, und wie der Berge gränzen.

Was hier wir sind, kann dort ein Gott ergänzen

Mit Harmonien und ewigen Lohn und Frieden.

Sådan lyder et af de berømteste små ”tårndigte”. Hos Nyhavn bliver det til:

I livets linjer er forskellighed

Som veje er, og ligesom bjergets tinde.

Hvad vi er hér, kan dér en gud fuldende

Med harmonier, evig løn og fred.

Hvornår er en lyrikoversættelse vellykket? Skal en lyrikoversættelse fra tysk til dansk indeholde nøjagtig det samme antal ord med nøjagtig den samme mening og nøjagtig de samme klanglige kvaliteter som originalens for at kunne kaldes vellykket? Er en 1:1 relation mellem oversættelse og original altid det ideelle mål for oversætteren? Og kan en kritiker med rette dadle oversætteren, hvis dette mål ikke er nået? Eller kan oversætteren tillade sig at give køb på en smule mening, hvis blot klangen tilgodeses? Eller på en smule klang, hvis blot meningen tilgodeses?

Et objektivt svar findes næppe. Men et mere pragmatisk svar er det let at formulere: Uden en vis frihed er det som oftest slet ikke muligt at foretage den manøvre, vi kalder oversættelse.

Lad os betragte den ovenstående original og den ovenstående oversættelse: Det første, der falder i øjnene, og det første, som øret hæfter sig ved, er utvivlsomt originalens enkle rytme og enkle enderim. Som Nyhavn selv påpeger i sit lille forord til sine oversættelser, så adskiller de fleste af Hölderlins sene digte sig fra hans græsk-inspirerede ungdomsdigte ved at have ”folkelige”, ”regelmæssige” rytmer og ved at have enderim. I den ovenstående original er en ikke helt ukompliceret filosofisk tanke illustreret med et forholdsvist enkelt billede af veje og bjerge. Charmen ved originalen ligger ikke mindst i denne enkelhed. I Nyhavns oversættelse bliver billedet af livsbaner, der kan være lige så forskellige, som veje kan være det, dog en anelse mere abstrakt og ikke helt så let for tanken at fatte, idet han taler om ”forskellighed” i stedet for blot at sige ”forskellige”. Dette gør han givetvis af hensyn til rimet. Den lille forskydning tillader ham jo at eftergøre Hölderlins rim ”verschieden”/ ”Frieden” med ”forskellighed”/”fred”.

Efter min mening kan vi dog – trods denne forskydning mod det abstrakte – kun glæde os over Nyhavns valg. For hvad er vigtigst? Den ordrette gengivelse? Meningens gengivelse? Klangen? Svaret er: Det hele på en gang, og i netop dette lille digt er rytmen og rimene utvivlsomt en uundværlig del af pointen. Ifølge en legende skal Hölderlin have klappet rytmen med venstre hånd mod sit skrivebord, mens han skrev med den højre, når et digt som dette blev til. Og dette rytmisk-kropslige skrivearbejde, der nok næsten kan sammenlignes med en taktfast vandring henad livets landevej, mærker man nu ikke kun i den tyske original, men glædeligvis også i Nyhavns oversættelse.

En lille detalje er dog, at Hölderlin – til forskel fra Nyhavn – i dette digts første og sidste linje rimer med tostavelsesord, hvis sidste stavelse er tryksvag. Altså med: ”verschieden”/ ”Frieden” og ”gränzen”/”ergänzen”. Dette giver digtet en klang, der er en anelse blidere, en anelse mere melodisk end klangen i Nyhavns oversættelse, hvor første og sidste linjes enderim er trykstærke. Jeg vil imidlertid på ingen måde klandre oversætteren for dette. For sagen er nok den, at der slet ikke findes to ækvivalente danske tostavelsesord med tryksvag sidste stavelse, som Nyhavn ville kunne eftergøre disse linjers melodiske blidhed med. Tysk og dansk er jo trods alt to forskellige sprog: Der vil altid ske en forskydning.

Og her er vi så ved et væsentligt oversættelsesfilosofisk spørgsmål, nemlig: Er de små eller større menings- og klangforskydninger, der så godt som uundgåeligt vil ske i en oversættelsesproces nødvendigvis beklagelsesværdige? Og skal vi partout være skuffede, når vi efter et nærmere studium opdager, at forholdet mellem original og oversættelse ikke er 1:1?

Eller kan vi tillade os at se forskydningerne som berigelser? Kan vi med andre ord tillade os at mene, at litterære klassikere og mesterværker i al deres uantastelige soliditet blot bliver berigede af de mange forskellige oversættelser til alverdens sprog, der med tiden grupperer sig omkring dem? Ja, mener jeg så afgjort. Den tysksprogede holocaust-overlevende lyriker Paul Celans langtfra ordrette, men ikke desto mindre geniale oversættelser af renæssancemesteren Shakespeares engelske sonetter viser os eksempelvis med al tydelighed, hvordan en kreativ oversætter kan få os til at opleve en original på en ny måde. Og det samme gør den danske symbolist Sophus Claussen med sine overordentligt musikalske, men heller ikke helt ordrette oversættelser af den engelske romantiker Shelleys digte.

Med Ejler Nyhavn har vi – fornemmer jeg – en oversætter, der som udgangspunkt ønsker at være at være så ordret og trofast som muligt. Og som, efter hvad han selv fortæller i sit forord, har brugt årtier af sit liv på at opnå dette. Men som ikke desto mindre af og til – velsagtens af selve de to sprogs forskellighed – tvinges til kun at rime ”halvt”, eller til helt at give afkald på et rim, eller til at udskifte et ord i originalen med et lidt ”skævt” synonym på dansk. Disse små uregelmæssigheder synes jeg hverken vi skal klandre eller beklage. Nej, vi bør tværtimod opleve dem som berigende musikalske variationer over originalernes givne temaer. Her er et eksempel:

Erinnerung ist auch dem Menschen in den Worten,

Und der Zusammenhang der Menschen gilt die Tage

Des Lebens durch zum Guten in den Orten,

Doch zu sich selber macht der Mensch des Wissens Frage.

Sådan lyder ”tårndigtet” ”Aussicht”s tredje strofe. Hos Nyhavn bliver det til:

Erindring er også for mennesket i ordet,

Og menneskers nødvendighed som alle dage gælder

Igennem livet for godt omkring på jorden,

Men til sig selv, mennesket videns spørgsmål stiller.

Som det ses, er oversættelsens rim ”kun” halve. Og som det ses, er flertals-dativ-formen ”den Worten” i oversættelsen blevet til entalsformen ”ordet”. Og som det endelig også ses, er det givetvis filosofisk vigtige ord ”Zusammenhang” i oversættelsen blevet til ”nødvendighed”. Små, men betydningsfulde variationer, som sprogenes forskellighed tvinger eller lokker Nyhavn ud i. Men samtidig små variationer, som gør det muligt at opleve og reflektere over disse gådefulde linjer på en ny måde.

Når Thorkild Bjørnvig i sin tid undlod at medtage de sene ”tårndigte” i sin Brød og vin, så skyldtes de formentlig to omstændigheder. Dels, at den charmerende enkelhed, der er over de små koncentrerede rimdigte, så let ville kunne forsvinde i oversættelsesprocessen. Dels, at man dengang stadig var tilbøjelig til at betragte digtene som så godt som uforståelige produkter af et skizofrent sind. Denne opfattelse har ændret sig meget i de seneste årtier, og vi kan derfor kun hilse det mere end velkomment, at Ejler Nyhavn nu med Tårndigte giver danske læsere mulighed for at bevæge sig ind i den sene Hölderlins sære univers. Ejler Nyhavns oversættelser kan nok allerbedst betegnes som smukke og begejstrede tilnærmelser til det i bund og grund utilnærmelige. Originaler og oversættelser er i øvrigt trykt side om side i denne gedigne, lillaindbundne bog fra forlaget Wunderbuch, som billedkunstneren Peter Brandes har illustreret, og som litteraturhistorikeren Jørn Erslev Andersen har skrevet efterskrift til.