Af Ida Klitgård
Anmeldelse af Howard Jacobson, Mit navn er Shylock (Shylock is My Name), oversat af Lilian Kingo, Modtryk 2016.
Sidste år kunne vi fejre 400-året for Shakespeares død, og i den anledning har en lang række kendte forfattere lavet et gigantisk genfortællingsprojekt – ’Shakespeare i et nyt årtusind’ – med en serie romaner, der bygger på nogle af Shakespeares mest kendte skuespil. Jeannette Winterson har for eksempel gendigtet Vintereventyret, Margaret Atwood Stormen, Jo Nesbø har genfortalt Macbeth og Anne Tyler har lavet en ny version over Trold kan tæmmes.
Det danske forlag Modtryk har sat sig for at oversætte denne serie, der ligeledes udkommer i foreløbig 29 lande og på 22 sprog. I denne anmeldelse ser vi nærmere på et enkelt eksemplar i serien, nemlig den Bookerprisvindende jødiske forfatter Howard Jacobsons livtag med Købmanden i Venedig, der her er kommet til at hedde Mit navn er Shylock.
Howard Jacobson regnes for en af de ypperste moderne jødisk-britiske forfattere og kaldes tilmed ’den engelske Philip Roth’, idet han ligesom sin amerikanske forgænger kredser om spørgsmålene og problemerne ved jødisk identitet i et moderne samfund. Det store gennembrud var Finklerspørgsmålet, som han vandt Bookerprisen for i 2010, og som herhjemme udkom i 2014 i Sara Kochs oversættelse.
Shakespeares The Merchant of Venice er umiddelbart nok bedst kendt for enten filmplakaten med Al Pacino som den grådige, jødiske pengeudlåner Shylock eller det fejlciterede udsagn fra selvsamme: ”I will have my pound of flesh”, som i virkeligheden lyder enten ”I will have my bond” eller ”The pound of flesh which I demand of him is deerely bought, ’tis mine, and I will have it”. Et pund kød skåret fra købmanden Antonios krop er sikkerheden for at låne ham penge, og udtrykket trives stadig den dag i dag, når man skal tale om en særlig straf eller krav om noget. Og derfor kan man også billedlig set tale om, at en særlig gerrig person er en rigtig Shylock. Det er da også denne Shylock, der lægger ryg til titlen på Jacobsons genfortælling af Shakespeares tragikomiske skuespil. Og fokus er på generationer af litteraturkritikeres store spørgsmål: Er skuespillet antisemitisk eller sympatisk stemt over for jøder? Er Shylock en karikeret skurk, eller er han i virkeligheden et stakkels offer, der vækker vores følelser og empati?
Kort fortalt møder den krakilske, jødiske kunstsamler Simon Strulovitch tilfældigvis selveste inkarnationen af Shylock fra skuespillet, de opbygger et venskab og der opstår en lang række samtaler og forviklinger i familien og blandt venner, der kopierer løjerne i Shakespeares skuespil. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på detaljerne og de mange gen(for)tænkte personer, men blot konstatere, at Jacobsons version af den berømte skålpund kød her tager form som truslen om omskæring af en ikke-jøde og sætter dermed hele spørgsmålet om jødisk identitet plus-minus den lille snip kød til debat.
Rent stilistisk forsøger originalen at holde et moderne toneleje med et islæt af en formfuldendt Shakespearesk veltalenhed og elegance. Det er heldigvis ikke et totalt udflippet eksperiment, men en gendigtning, der bevarer respekten for både den satiriske og den seriøse ånd i den gamle digters sprog.
I denne anmeldelse vil jeg diskutere, hvorvidt oversættelsen finder den rette balance mellem netop et moderne toneleje og en lidt ældre litterær tone. Jeg foretager nogle signifikante nedslag og går i kødet på dem så at sige. Valgene er truffet ud fra en læsning af oversættelsen først og fremmest med henblik på at aflure ord og formuleringer, der vækker min nysgerrighed efter at se, hvad der står i originalen. De stikker måske ud fra det normale toneleje eller vækker undren eller ligefrem begejstring.
Og det med det der kød er som sagt faktisk et vigtigt omdrejningspunkt. Hos Shakespeare og hos Jacobson tales der om ’a pound of flesh’, der hos Kingo ganske korrekt ifølge den danske Shakespeare-tradition bliver til ’et skålpund kød’ i stedet for ’et pund kød’, som man kunne forledes til at vælge. Det klinger dejlig altmodisch af gamle skålvægte.
Dette motiv udvikles længere henne i bogen, hvor følgende spørgsmål fremsættes til Shylock: ”Var dit pant kun løjer? Da du satte bøden til et skålpunds vægt af Antonios skære kød, som du kunne skære ud og vælge selv af hvilken del af hans krop, du ønskede, hvilke intentioner havde du da med det?” Her skærer gentagelsen af ordet ’skære’ desværre i ørerne. Hvorfor nu det? Jacobson skriver: ”How merry was your bond? When you set the forfeit at an equal pound of flesh of Antonio’s fair flesh, to be cut off and taken from whatever part of his body it pleased you, what intended you by it?” Her har vi bogstavrim i ’fair flesh’ og en gentagelse af ’flesh’, og samme ekko-effekt får vi så altså med gentagelsen af ’skære’ i betydningen ‘vakre’ eller ’rene’ samt ’skære’ i den mere håndgribelige betydning. Det lyder måske ikke så heldigt umiddelbart, men effekten er der, når man har mulighed for at kigge med i forlægget.
Desværre går vi i dette uddrag glip af den efterfølgende arkaiske tone i den omvendte ordstilling i ”what intended you by it?” i stedet for omskrivning med ’do’ i ”what did you intend by it?” Det kan ikke gengives på dansk, men måske kunne brugen af verbet ’intendere’ give en lidt mere formel klang i dette eksempel, som for eksempel ”hvad intenderer du hermed?” Det samme er tilfældet andre steder, hvor Jacobson forsøger sig som den gamle mester, som i denne passage hvor Shylock tager til orde: ”The quality of mercy is not strained, it droppeth as the gentle rain from heaven …” Det bliver på dansk til: ”Barmhjertigheden tvinges ikke frem, den falder som den milde regn fra himlen …” Selvom det gamle ’droppeth’ ikke kan høres i den danske version, så er det ikke desto mindre en smuk sætning, der klinger bibelsk og poetisk. Lige i Shakespeares ånd.
Et andet sted støder man på følgende: ”At hun havde udviklet sig til en vindbøjtel, en løgner og tyv”. I originalen står der: ”That she had become a turncoat, a liar and a thief”. Det engelske ’turncoat’ er nok mest oplagt at oversætte til ‘vendekåbe’, da det er det mest dækkende både indholds- og formmæssigt. Men Kingo har valgt det mere gammeldags klingende ’vindbøjtel’, der kan betyde enten en opblæst, indbildsk pralhans eller en decideret vendekåbe.
Udtrykket ”et underjordisk røvhul”, som Strulovitch kalder en ikke-jødisk mandsperson, der befamler hans datter, fik mig til at studse, og det er da også et lidt specielt udtryk, man finder i originalen: ”a chthonic arsehole”. Ordet ’chthonic’ henviser til det underjordiske skyggerige i eksempelvis græsk mytologi, som vi vel mest af alt kalder ’underverdenen’ – stedet hvor sjæle og ånder holder til. Kingo vælger ’underjordisk’, da ’verden’ ikke sådan lige kan antage adjektivisk form, men ordet giver desværre nogle associationer til noget meget konkret fysisk under jorden eller til noget hemmeligt, som for eksempel en underjordisk gang. Det havde måske været på sin plads at oversætte mere direkte til ”et ktonisk røvhul”, der ligesom originalen får en til at spidse ører. Eller man kunne have forsøgt sig med det måske lidt mere popsmarte og absolut ikke Shakespeareske ”røvhullet fra underverdenen” – jævnfør vores dagligdagsudtryk ”x fra helvede”. Eller ligefrem ”røvhullet fra helvede” eller måske snarere ”fra Hades”. Der er flere muligheder for fri leg.
Der gemmer sig sikkert et helt kandidatspeciale i undersøgelsen af både Shakespeares skuespil, de danske oversættelser, Jacobsons roman og den tilsvarende danske oversættelse. Det kunne være interessant at trække tråde helt fra begyndelsen til yderste potens i denne nye oversættelse, men det skal jeg afholde mig fra her. Jeg vil blot afslutningsvis konstatere, at Lilian Kingos oversættelse overordnet set er kødfuld nok til at kunne veje tungt i vægtskålen af gode oversættelser, selvom der også er en modvægt af uoversættelig antikveret elegance.