Af Jep Loft
At oversætte poesi med rim og versefødder er naturligvis en mere bunden opgave end at oversætte prosa. Og når der er tale om sange, der skal kunne synges nogenlunde mundret, kommer der en ekstra dimension til: melodien betoner ord eller stavelser, og det skal man indordne sig efter.
Versene skal jo med alle sammen. I Dylans sange er der ofte ét eller flere nøglevers, og de er afgørende for, om det kan lykkes at oversætte sangen. Kan man klare dem, skal resten nok også falde på plads. Hvis der er et omkvæd eller en tilbagevendende linje, er det ligeledes klogt at prøve at oversætte det/den først.
Nøgleversene i Dylans sange har særlige ’punchlinjer’. Dem har han mange af i sine sange fra 60’erne. De har deres egen verbale musik, og det er dem, der tager stikket hjem. De indeholder et eller flere særlige eller usædvanlige ord, og det vil være bedst, hvis det er de ord, der rimes på. Det har de fortjent, og de kan bære et rim. Det er de linjer, man kan huske i årevis, længe efter, at man har glemt resten af sangen. Linjer, der rimer på jeg, dig, vej, leg o.s.v. sætter sig sjældent fast i erindringen.
Linjernes antal kan godt variere fra vers til vers; det er der en del eksempler på. De indskudte linjer skal have samme versefødder som den forudgående, så det er klart, hvad melodien skal være. Et eksempel herpå er sidste vers af ’Visions of Johanna’, hvor den midterste af versenes tre afdelinger består af syv linjer mod fire i de andre vers. Andre eksempler findes f.x. i ’Mr. Tambourine Man’ og i ’’Subterranean Homesick Blues’.
Versefødderne er selvfølgelig af afgørende betydning. I et almindeligt digt kan man ændre på dem fra vers til vers, men i en sang er man bundet af melodien og har derfor mindre frihed. Antallet af stavelser i en linje kan variere, men det er som regel kun tryksvage stavelser, der kan lægges til eller tages fra. Ellers snubler melodien. Versefødderne udgøres af en systematik i skiftet mellem trykstærke og tryksvage stavelser. En versefod har én trykstærk stavelse plus én eller flere tryksvage. Stavelserne i en versefod kan tilhøre samme eller forskellige ord, og et ord kan levere stavelser til forskellige versefødder. Svag-stærk er en jambe, stærk-svag er en trokæ, stærk-svag-svag er en daktyl og svag-svag-stærk er en anapæst. Det er let at huske: Ordet ’jambe’ udtales som en trokæ, ordet ’trokæ’ udtales som en jambe, og ’anapæst’ udtales som en anapæst. Et hexameter er en linje med seks fødder – som kendt fra Illiaden: ’Vreden, Gudinde, besyng, som greb Peleiden Akhilleus’; linjen her er domineret af fire daktyler.
Af de 65 sange, som jeg har oversat, er de 34 sangene på de tre store LP’er fra 1965-66: ’Bringing It All Back Home’, ’Highway 61 Revisited’ og ’Blonde On Blonde’. Det er primært dem, der kan begrunde en Nobelpris. Uden dem havde han næppe fået prisen. I mange af disse sange rimer Dylan i et inden for den rytmiske musik hidtil uset omfang. Og der er ikke tale om simple rim, hvor to linjer rimer. Der rimes ofte i tre, fire eller fem linjer ad gangen, endda i visse sange i flere sekvenser i hvert vers, og rimene kan være flettet ind i hinanden efter mange forskellige mønstre.
Når man hører en sang, vil man sjældent være i tvivl om, hvornår rimene skal komme. Der skabes en forventning om et kommende rim, og forløsningen skal gerne – som i andre af livets forhold – indebære en tilfredsstillelse. Det mest ualmindelige ord skal derfor helst komme til sidst; derved bliver overraskelsen og tilfredsstillelsen større. Sangen ’It’s All Right, Ma’ har fem vers, hver med 22 linier, hvoraf de 21 rimer, d.v.s. i alt 105 rim. Rimene er ikke to og to, men 5+4+5+5+3, og strukturen er A-A-A-A-A-B-C-C-C-C-C-B-D-D-D-D-D-B-E-E-E-B. B-rimet hænger i luften under C- D- og E-sekvenserne og forløses tre gange.
Tryk, stød og betoning er tre forskellige ting. Danske ord har normalt trykket på første stavelse (mens franske har det på sidste). Stød er vist nok noget særligt for dansk; ordet ’tanken’ kan betyde to helt forskellige ting, afhængigt af, om det får stød eller ikke, men trykket ligger i begge tilfælde på første stavelse. Stød betyder ikke noget i denne sammenhæng. Det gør derimod betoning. Melodien betoner nogle toner frem for andre. De skal naturligvis have en trykstærk stavelse. I sangen ’Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer’ forledes man til at tro, at det handler om at ride. Melodien betoner stavelserne ’fløjls’ og ’spo’. Planten udtales ’ridderspore’ uden tryk på ’spo’. Havde hun dog bare plukket anemoner i stedet. Men det er ikke nok, at stavelsen er trykstærk; den skal også kunne bære en betoning i forhold til sætningens mening. Er dette ikke tilfældet, kan meningen med sætningen blive forstyrret. Sætningen ’hun kommer nu’ har tre forskellige betydninger, afhængigt af hvilket ord, der betones. Hvis den stod i en sang, ville melodien bestemme betydningen. Jeg har givet højeste prioritet til betoningerne, hvilket f.eks. ses af mit valg af slutlinjen i hvert af de ti vers (svarende til titlen i den originale tekst) til ’Desolation Row’: ’Nørre Nebel Havn ‘. Andre har oversat den sang og lagt vægten på at ramme tættere på ordenes betydning, men derved har de måttet opgive sangbarheden. Ligeledes kan man sagtens synge ’violin’ i femte vers af sangen, men ’kontrabas’ passer bedre; ordet ’violin’ er en daktyl på engelsk, men en anapæst på dansk :
Man skulle ikke tro det, men
Han var det store navn
Da han spilled’ elektrisk kontrabas på
Nørre Nebel Havn
Jeg har fortrinsvis udvalgt sange fra 1960’erne. Det var Dylans storhedstid. Sangene handler mest om ulykkelig kærlighed, men de er ikke altid lige lette at forstå. Jeg vil ikke påstå, at jeg har fundet deres præcise mening. Jeg vil nærmere påstå, at en sådan ikke findes. Jeg tror ikke, at man skal underkaste teksterne dybsindige analyser for at finde deres budskaber. Flere af Dylans egne udsagn peger i den retning, og en sang som ’It Takes a Lot to Laugh, it Takes a Train to Cry’ underbygger denne formodning. Den hed oprindeligt ’Phantom Engineer’, og teksten har ændret sig under indspilningerne. Sidste vers er et nøglevers, og punchlinjen er ’I wanna be your lover, baby, I don’t wanna be your boss’. Denne linje har Dylan beholdt hele tiden, men de andre linjer i verset er blevet ændret, og versets mening er totalt forandret.
Derfor har jeg følt en vis frihed, når jeg skulle få versefødder, rim og betoninger til at gå op. Jeg har lagt mig så tæt op ad ordenes betydning, som det var mig muligt (bortset fra at jeg mange steder har valgt danske navne eller steder i stedet for dem, der står i teksterne, som f.eks. førnævnte Nørre Nebel Havn ), men resultatet er naturligvis en del længere væk fra originalteksten, end tilfældet havde været, hvis der var tale om prosa. Derimod har jeg følt mig bundet af sangenes form. I én sang er jeg endda gået videre i den retning end nødvendigt: Dylan rimer ikke konsekvent i ’Boots of Spanish Leather’, men det har jeg søgt at gøre.
Men i en anden sang er jeg kommet til kort; jeg magtede ikke at rime på omkvædet i ’Absolutely Sweet Marie’, sådan som Dylan gør, som f.eks. her i første strofe:
Well, your railroad gate, you know I just can’t jump it
Sometimes it gets so hard, you see
I’m just sitting here beating on my trumpet
With all these promises you left for me
But where are you tonight, sweet Marie?
Åh, din kattelem
Jeg fylder mer’ end den kan rumme
Jeg kommer ikke ind til dig i dag
Men jeg går ikke hjem
Jeg blæser bare på min tromme
Og på de tomme løfter, som du gav.
Men hvor befinder du dig mon i nat?
Jep Loft
(har oversat 65 af Bob Dylans sange og udgivet sangbogen ’Dylan på Dansk’ på forlaget Books on Demand).
******************************************************************
Om same emne: DR P1 – Sproglaboratoriet d. 29/3-2012:
http://podcast.dr.dk/P1/Sproglaboratoriet/2012/sproglaboratoriet_120329.mp3