Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Når jeg afslører min profession over for folk jeg ikke kender, rammes jeg hyppigt af to spørgsmål: ”Kan man leve af at være oversætter?” og ”Hvordan bliver man oversætter?” Det er typisk ikke de samme personer der stiller de to spørgsmål. Til det første kan jeg svare at da jeg kun har været oversætter i 20 år, kan jeg endnu ikke sige hvor længe man kan leve af det.
Til det andet spørgsmål svarer jeg som regel noget diffust. Jeg ved ikke nok om hvordan andre er kommet med i spillet. Min egen indgang var at jeg som digter på Borgens Forlag plagede min redaktør om at skaffe mig en oversættelse. Jeg arbejdede dengang med det som kort efter endte med at blive min sidste ansættelse i det som flertallet kalder en normal arbejdssituation: faste arbejdstider, fast løn, feriepenge, fri i weekenderne. Nemlig som gymnasielærer, en profession jeg følte mig ubehageligt tilpas i. Desuden var jeg ikke glad for chefer. Et karriereskift var på sin plads, og med min sproglige og kulturelle indsigt som digter og cand. mag. i dansk og engelsk forekom det mig indlysende at arbejdet som oversætter måtte ligge lige til højrehånden. Jeg mente det ville være en smal sag for mig at løse opgaver af en type jeg aldrig havde løst før.
Så jeg fik min første oversættelsesopgave og gik optimistisk i gang idet jeg forsøgte at efterleve det motto som medarbejderne i en virksomhed hvor jeg havde arbejdet som edb-konsulent nogle år tidligere, var blevet pålagt at lægge sig på sinde: ”Gør det rigtigt første gang!” (Dette skete længe før ordet ”it” havde fået sin trygge plads i sproget. Det ord er svært at stave forkert. En af mine kolleger fik tildelt en pakke visitkort hvor han blev præsenteret som ebd-konsulent. Det er ikke nemt at gøre alt rigtigt første gang).
Min færdige oversættelse kom forbi en erfaren tekstredaktør, som ikke bare satte nedslående streger i massevis i mit pæne manuskript men også gjorde sig den ulejlighed at skrive et par sider til mig hvor hun påpegede hvad jeg havde gjort forkert, og hvorfor. Hendes bedste tommelfingerregel var at det ikke gælder om at være sikker på sig selv men tværtimod at kunne tvivle og undersøge om der er grund til tvivlen. Rigtigt første gang? Forget it!
Den kloge redaktør mente ikke at jeg skulle satse på en karriere som oversætter lige med det samme. Men hun var for sent ude med det råd da jeg allerede havde kontrakt på min næste oversættelse samme sted. Jeg kløede på med min nyvundne indsigt, og anden gang gik det meget, meget bedre. Jeg var på rette vej, den jeg stadig bevæger mig på.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Bøger der udfordrer min sproglige spændvidde og ikke bare kører glat hen ad det automatiske bånd. Jeg kan især nævne mine oplevelser med André Brink, Michael Chabon, Norman Mailer, Hilary Mantel, David Mitchell og Terry Pratchett. Den slags opgaver er ganske vist vanskeligere og arbejdstiden derfor naturligvis dårligt betalt sammenlignet med de nemme. Men i vores underbetalte branche må man indkassere alle de sekundære gevinster man kan.
Derfor er jeg også glad for opgaver der kræver at jeg sætter mig ind i et nyt emne, og ikke bare ved hurtig googling, men måske endda i bøger, rigtige bøger af papir. Jeg er begejstret for at lære nyt og at blive betalt for det er smart. Betalingen er ganske vist ikke overvældende i klingende mønt, men det er dejligt at kunne sætte data i vidensbanken.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Den bog jeg har haft størst glæde af at oversætte, er også den uden sammenligning vanskeligste jeg har arbejdet med: David Mitchells Cloud Atlas (2004), en skøn, underholdende mursten af en roman. Én roman, men seks meget forskellige historier subtilt indlejret og sammenvævet med hinanden, som udspiller sig i hver sin tidsperiode (1850, 1931, 1975, nutid, fremtid, fjern fremtid) og fortælles med sprog fra disse perioder. Og ikke alene det, de er alle eksempler på en specifik genre: historisk roman, brevroman, thriller, komedie, science fiction i to afskygninger. En opgave som kun ville blive stillet af en redaktør der kendte sin oversætters vingefang (Tak, Jacob).
Det var en vanskelig men meget morsom og tilfredsstillende opgave at genskabe tidssvarende dansk sprog til de fire første sektioner og opfinde nye ord og et helt nyt ordforråd til de to sidste. Og i tilgift oversætte nogle rimede og rytmede digte. Men kort efter at oversættelsen var afleveret, besluttede Borgens Forlag at aflyse udgivelsen, og inden længe eksisterede forlaget ikke længere. Skønne, spildte kræfter.
Hvis ikke redaktøren havde taget manuskriptet med til sin nye arbejdsplads og nogle år efter havde overtalt dem til at udgive bogen. Det gav mig den sjældne mulighed at revidere min egen oversættelse efter en lang pause og gøre den endnu bedre. Det endte med et resultat som jeg er stolt af. Og som også blev påskønnet af de få anmeldere der kunne overkomme at læse den. Synd for dem der ikke gjorde.
Skyatlas hedder oversættelsen, og den udkom i 2012 i forbindelse med premieren på filmatiseringen af bogen, en stort opsat og flot produceret mislykket film med en stjernebesætning. Se ikke filmen – læs David Mitchells bog i stedet. Og det behøver ikke at være på originalsprogene.
Den bedste oversættelse du har læst?
Jeg ved ikke om denne oversættelse set fra et objektivt, kritisk synspunkt er den bedste jeg har læst, men det er den der har gjort størst indtryk på mig: Mogens Boisens oversættelse af Ulysses. I min lysegrønne ungdom læste jeg Boisens værk to gange i rap men har siden kun læst James Joyces kolos på engelsk. Men Boisens skelsættende oversættelse var nok et nødvendigt tilløb til det større spring.
Da jeg fik indsigt i Boisens arbejdsproces, blev jeg endnu mere imponeret. Hans oversættelse udkom første gang i 1949, og i alle efterfølgende oplag indtil 1986, året før sin død, indføjede han en mængde rettelser, de allerfleste, tusindvis, mellem udgaverne fra 1964 og 1970. Det er almindeligt kendt, og Ulysses er naturligvis et ekstremt komplekst værk som forståeligt nok kræver omhu og omtanke hos en oversætter. Men det er ikke kun vanskelige sproglige konstruktioner Boisen reviderede undervejs, også tilsyneladende ganske enkle.
Romanens velkendte indledningssætning er et godt eksempel: ”Stately, plumb Buck Mulligan came from the stairhead.” Kan en sætning være mere ligetil, er nok ens første tanke. Men er ”stately” et sætningsadverbial eller knytter det sig til adjektivet? Boisen vacillerede: ”Værdigt traadte den trivelige Buck Mulligan frem fra den øverste trappeafsats” (1964) – ”Statelige, trinde Buck Mulligan trådte op fra det øverste af trappen” (1970). Her er en huskekage til os: at selv det tilsyneladende ganske ukomplicerede kan rumme et oversættelsesproblem der kan snyde os hvis vi tror at vi i hast kan gøre det rigtigt første gang. Det er vigtigt at huske at tvivle.
Hvad der også er imponerende, er hvordan Boisen holdt styr på de 5-6000 ledemotiver der fletter sig igennem romanen, motiver som optræder igen og igen i camouflerede og differentierede former. I dag ville vi bruge it-værktøjer til at systematisere materialet, men det mest avancerede værktøj Boisen havde til rådighed, var kartotekskort af karton og sin egen hukommelse. Og i alle faserne blev hans oversættelse in progress skrevet på skrivemaskine. Med håndgribeligt klippe-klistre-arbejde.
Mon Boisen fra sin himmel kigger misundeligt ned på os med vores computere og vores gnidningsløse anvendelse af tekstbehandling, it-værktøjer og internet?
Hvor oversætter du?
Jeg har et kælderkontor i mit hus. En hule hvor jeg sidder tæt omgivet af borde og reoler og hylder så jeg er trygt indpakket og isoleret fra den travle verden. Med en væg lige bag mig og et mørkeblåt gardin der hænger ned foran mig. Jeg behøver ingen anden tankeafledende udsigt end den til de bøger og papirer der er lige inden for rækkevidde. Så et mørkt gardin er også trukket for det meste af vinduet. Nødvendigheden af dagslys er stærkt opreklameret. It’s all in the mind.
Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?
Her kunne jeg være subtil, lede i mine gamle notater, finde et af dem med røde streger og store spørgsmålstegn. Måske et intrikat eksempel som jeg kun er stødt på en enkelt gang. Men jeg kan også bare pege på et simpelt men irriterende problem som man møder næsten hver eneste gang man skal oversætte fra engelsk: Hvorfor har vi ikke på dansk et enkelt ord der udtrykker høflighed? Englænderne har ”please,” men vi må benytte omskrivninger, som kan være omstændelige og derfor somme tider usandsynlige hvis man ikke passer på: ”Please don’t hit me” = ”Vil du ikke nok lade være med at slå mig?”
Jeg ved godt det ikke er ualmindeligt at bruge ”please” på dansk af nød, men her er jeg puritaner. Jeg synes det er trist at et så rigt sprog som vores ikke har sit eget indfødte, høflige ord. Det kan vel ikke skyldes at høflighed ikke falder danskere let? Kan vi ikke finde på et godt dansk ord? Når svenskerne mente de manglede et kønsløst pronomen og kunne stadfæste et absurd ord som ”hen,” bør vi nok også kunne blive enige om et nyt, mundret, høfligt ord.
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Her ville det være fint at kunne opridse Ranilds 95 teser om oversættelseskunsten. Eller bare mine 10 bud. Men jeg er ikke teoretiker.
Den kloge redaktør af min første oversættelse mente at man (jeg) burde holde sig fra bøger der foregik i miljøer som var fremmede for en – in casu white trash i Texas i 1960’erne, hvor en tallboy ikke er en chifonniere (mit bud), men en høj kommode (hendes forslag). Og i en ideel verden beskæftiger en oversætter sig kun med miljøer hen kender godt, men denne restriktion ville naturligvis begrænse alle oversætteres repertoire katastrofalt.
Da jeg lavede min første oversættelse, var der to år til Googles fødsel, så hvad skulle jeg gøre da jeg stødte på ”Fig Newtons” i bogen? Jeg gættede på ”syltede figner.” Hvem skulle jeg have spurgt? Igen reddede den kloge redaktør mig fordi hun tilfældigvis havde boet og spist i USA. I dag kompenserer Google til en vis grad for manglende indsigt i miljøer der er fremmede for en. Og det ved vi udmærket uden at tænke særligt over det. Prøv et øjeblik at tænke på hvordan vi ville klare vores opgaver uden Google. Man (jeg) gyser ved tanken.
Den vigtigste forudsætning for at skabe de bedste oversættelser er TID. Tid nok til at gøre det rigtigt, ikke første gang men hen ad vejen. Og en forudsætning for tid er PENGE. Rimelige honorarer, så oversætterne kan bruge den nødvendige tid og ikke kun den tid de har råd til at bruge på opgaven. Her gælder det ikke at tid er penge, men at penge er tid. Men indtil den dag denne rimelige tilstand indtræffer, må vi nøjes med det mulige. Så her er to enkle råd om at skabe bedre oversættelser: begavet brug af Google og udpakning af tvivlens nådegave. Dixi.
Gode og sande refleksioner – tror jeg nok, i al fald indtil videre.
Venlige hilsner