Babelfisken har talt med Jep Loft om at oversætte Nobelprismodtageren Bob Dylan til dansk:
Bogen Dylan på dansk er lige udkommet i en ny udgave. Fortæl om tilblivelsesprocessen.
Det er 11. udgave af ’Dylan på Dansk’ på Books on Demand, der lige er kommet. Den første udgave kom i 2009 med 29 sange, og nu er jeg kommet op på 65 sange. Undervejs har jeg nok rettet mere end 1000 steder i sangene (når jeg har fundet på småforbedringer). Det er jo fordelen ved at udgive elektronisk, at man let kan det.
Den første sang oversatte jeg i 1976. Det var ’Visions of Johanna’. Jeg gik med teksten inde i hovedet og syntes, at jeg måtte prøve, om jeg kunne oversætte den. Det var som en opgave – ligesom man løser en kryds og tværs.
Hvad er din baggrund og dit forhold til Dylan?
De bedste af sangene handler om længsel og ulykkelig kærlighed. Dylans storhed kommer af, at man selv i sit eget liv gang på gang kommer til at tænke på verselinjer fra hans sange, fordi de præcis beskriver, hvad man selv tænker og føler i netop det øjeblik. Sådanne ’punchlinjer’ er der mange af. Linjer med en tekstmæssigt indbygget ’musik’, der er så gode, at det næsten kunne være ligegyldigt, hvad de betyder. De kan stå helt alene.
Jeg hørte ikke til ’folkemusik’-segmentet i 60’erne. Det var hellige og selvgode folk, syntes jeg. Jeg var beatmusik-mand, der lyttede til The Beatles, The Rolling Stones, The Kinks, The Who etc.
Dylan droppede folkemusikken og blev elektrisk, og gik over til sange om (frustreret) kærlighed i 1965, men jeg gad stadig ikke høre på ham. Jeg fik først øjnene og ørerne op for ham i 1968, da jeg blev opmærksom på teksten til nummeret ’Highway 61’ om Guds samtale med Abraham. Aldrig havde jeg set noget lignende.
Jeg er jurist og helt uden relation til musik- og litteraturbranchen.
Hvad har været de største oversætterudfordringer undervejs?
De fleste af de ’store’ tekster er på de tre berømte LP’er fra 1965-66, ’Bringing it All Back Home’, ’Highway 61 Revisited’ og ’Blonde on Blonde’. Det er dem, der kan begrunde Nobelprisen. Uden dem, ingen pris. I sangene på de LP’er spiller rimene en helt fremtrædende rolle. Dylan rimer i et omfang, som næppe var set før inden for den populære musik. Han begrænser sig ikke til at rime i to linjer ad gangen. Det bliver hovedreglen snarere end undtagelsen, at der rimes i tre, fire eller fem linjer ad gangen, endda i visse sange i flere sekvenser i hvert vers, eller at der i versene rimes på et gennemgående omkvæd. I første vers af ’Like a Rolling Stone’ er der 21 rim (4+2+4+4+3+4), og ’It’s Alright Ma – I’m Only Bleeding’ har 22 rim (5+4+5+5+3). I sidste vers af ’Visions of Johanna’ er der 7 linjer med samme rim, og i ’Subterranean Homesick Blues’ er der vers med 8 og 9 linjer med samme rim. Det var hårdt arbejde, og det tog 39 år, før alle 34 sange var oversat.
Har du samarbejdet med musikere undervejs, hvordan har det været?
Jeg har arbejdet helt alene. Jeg har ikke engang hørt pladerne igen. Jeg havde musikken i hovedet. Da C.V. Jørgensen som den første tog nogle af sangene op og sang dem til en radioudsendelse på P1 med akkompagnement af Billy Cross, talte vi sammen en enkelt gang. Rasmus Hedeboe indspillede en hel del af sangene sidste år, men jeg deltog ikke i processen.
Hvordan har det været at oversætte tekster, som alle kender og måske har en mening om?
Jeg har holdt mig strengt til formen, det vil sige versenes opbygning, versefødderne og rimstrukturen. Det vigtigste har været, at sangene kan synges. Det betyder, at meningen med det enkelte ord har haft anden prioritet. Det er jeg ret sikker på, at den også har haft for Dylan, da han skrev. Så hvis nogen skulle kritisere min forståelse af teksternes mening, tager jeg det roligt.
Hvad synes du om, at Dylan har fået prisen?
Jeg var med til mødet på Odense Universitet for nogle år siden, da en gruppe danskere ’nominerede’ ham. Jeg ved ikke, om andre havde fået den idé før. Men jeg er glad for, at der bliver opmærksomhed om de enestående tekster, han skrev i 60’erne. Mig bekendt er der intet inden for den rytmiske musik, der bare kommer i nærheden af, hvad Dylan skrev.
Hvad skal der ske nu?
Jeg har lige fået besked om, at der holdes Dylan-arrangementer i PH-Caféen i København d. 29. oktober, hvor bandet Edvard Brandes Jam vil synge mine oversættelser. De spiller også til Politikens valgfest d. 8. november. Og jeg er glad for, at I interesserer jer for oversættelserne. Det er dejligt, at der sker noget.