Af Ida Klitgård

Anmeldelse af Nella Larsen: Kviksand (Quicksand), oversat af Niels Henrik Svarre Nielsen og Tine Hovgaard Jørgensen, Forlaget Rosenkilde, 2015, samt oversat af Kirsten Ploug og Karen Kristensen, Forlaget Arvids, 2015. Denne udgave indeholder også romanen Overgang (Passing) samt et antal noveller.

Som med de næsten samtidige danske oversættelser af Don Quijote ved Rigmor Kappel Schmidt i 1998 og Iben Hasselbalch i 2000 vakte det bestyrtelse, da vi i 2015 så hele to samtidige oversættelser af den aldrig tidligere oversatte amerikanske forfatter Nella Larsens roman Quicksand fra 1928.

Bogen handler om Nella Larsens alter ego, mulatten Helga Crane, der i 20’ernes brølende USA ikke føler sig hjemme som ’hybrid’ mellem sort og hvid, og en rejse til det kølige og overfladiske Danmark, hvor hendes mors familie stammer fra, gør det ikke bedre. Heller ikke her passer hun ind. Det er en roman om forfatterens og hovedpersonens søgen efter identitet, der rummer en rejse fra Syden til Nordstaterne til Danmark og tilbage igen, og man sidder frustreret tilbage over den skæbne, der skulle blive den ellers så modige og beslutsomme Helga Crane til del.

Det er naturligvis tillokkende at ville oversætte netop denne roman på grund af den dansk-amerikanske kobling, der sætter problematikken omkring immigranters tilhørsforhold og fejlslagne integration i et nyt og spændende kulturhistorisk perspektiv. At der pludselig med ni dages mellemrum skulle foreligge hele to danske oversættelser af den samme bog er et usædvanlig uheldigt tilfælde. Men som Jeppe Bangsgaard og Ditte Maltha Mailund skriver i Berlingske, så rummer sammentræffet en unik mulighed for at sammenligne de to oversættelser og få indblik i, hvordan to sæt oversættere fra samme periode arbejder med teksten (Se: http://www.b.dk/kultur/to-forlag-oversaetter-samme-bog-se-selv-forskellen).

Forlaget Rosenkildes folk består af Niels Henrik Svarre Nielsen, forfatter til Biografisk Skygge Leksikon (2000), og Tine Hovgaard Jørgensen, der har oversat en lang række skøn- og faglitterære bøger samt p.t. sidder i en redaktørstol på Gyldendal. Hovedoversætteren er Niels Henrik Svarre Nielsen, der står som forfatter af oversætterens forord, mens Tine Hovgaard Jørgensen står noteret som ansvarlig for forlagsredaktionen. Arvids team består af oversætteren Kirsten Ploug og Karen Kristensen, forlægger på Forlaget Arvids.

For at vende tilbage til Berlingskes forslag om at sammenligne de to oversættelser, så er artiklen et sjældent set bidrag til en oversættelseskritik i dagspressen, idet den rent faktisk bringer uddrag fra de to oversættelser sammenlignet med originalen (se billedet nedenfor), men selve analysen eller kritikken er desværre under al kritik. Artiklens forfattere henter ekspertviden hos lektor Tore Rye Andersen fra Aarhus Universitet, der taler om to typer oversættelsesstrategier. Den første er mundret hjemliggørelse: ”Nogle prøver at gøre oversættelsen hjemlig. Forsøger at høvle de knaster af, der kan gøre teksten fremmed, når man oversætter den til et dansk publikum”. Den anden er foreignisation, ”hvor man ikke forsøger at lægge skjul på, at der er tale om en oversættelse, der kommer fra en anden tid. Hvis der er nogle klodsede formuleringer, er det en værdi, at de også er der i oversættelsen. Det understreger, at det er en tekst, der kommer fra en anden kulturkreds og en anden tid”, udtaler Tore Rye Andersen, der selv har været konsulent på oversættelser af Nabokov og Pynchon. Det er skam helt korrekt forstået, men disse strategier bliver på ingen måde anvendt i Berlingskes artikel. Det står uvist hen, hvilken oversættelse der repræsenterer hvad, hvis de overhovedet kan deles op på den måde. Vi bliver blot præsenteret for de to første afsnit af bogens kapitel 1, og så må læseren selv tænke sig til resten. Derfor vil jeg forsøge at lege med ad denne tangent i dette forum. Her er uddraget fra Berlingske:

Nedenfor opdeler jeg forekomster af oversættelser på sætningsniveau med henblik på at karakterisere oversættelserne overordnet set som enten præget af en hjemliggørelse eller en foreignisation-strategi. Jeg hæfter mig ved de ord og fraser (markeret med fed), hvor de to oversættelser har valgt vidt forskellige løsninger. Navnene på forfatteren og oversætterne er forkortet.

Eksempel 1:

Oversættelsen af ’room’ til enten ’stue’ eller ’værelse’ signalerer henholdsvis noget større og mere hjemligt som del af en lejlighed eller noget småt og mere kammeragtigt. Helga Crane bor og underviser på kostskolen Naxos for sorte i Syden, og derfor må det formodes, at der er tale om et decideret værelse, der udgør hendes hjem der. Det er ikke muligt at tyde fra resten, om der er flere værelser, da der blot nævnes, at hun fx går i seng. Så her kunne man sige, at KP hjemliggør teksten, idet den efterfølgende beskrivelse af tæppet, lampen, bordet, bøgerne og reolerne passer på beskrivelsen af en stue, mens NHSN fremmedgør vores umiddelbare opfattelse af sådan et rum til blot og bar et ’værelse’.
’At that hour’ bliver hos KP til ’på det tidspunkt’, der er dejlig mundret på dansk, mens NHSN oversætter mere direkte til ’i denne time’ og dermed fremmedgør en mulig læse-let version. Udtrykket lægger sig også op ad begrebet den blå time.

Udtrykket ’was in soft gloom’ bliver hos KP til ’lå badet i blødt lys’, der fortolker det neutrale ’was in’ til en fin løsning med ordrim på ’b’, mens NHSN vælger ’henlå i blød skumring’, hvor ’henlå’ giver et mere arkaisk, poetisk præg, og ’blød skumring’ skiller sig ud fra, hvad vi nok umiddelbart ville sige om sådan et lys. Det er dog ikke helt klart, om der er tale om en decideret skumring, da dette mørke opstår ved, at gardinerne er trukket for, og ved at en enkelt lampe står tændt. Vi kan ikke se, om der er halvmørke udenfor, men må gætte os til det ud fra det tidspunkt, hvor Helga Crane har trukket sig tilbage efter dagens dont.

Eksempel 2:

’Only a single reading lamp’ bliver her enten ’en enkelt’ uden en oversættelse af ’Only’ eller ligefrem ’en enlig’, der er en besjæling, der måske ikke helt er hjemmel for i originalen, men det lyder godt og lægger sig op ad Helga Cranes egen ensomhed. I NHSN’s oversættelse er lyset ’dæmpet’, mens vi i KP’s oversættelse får det mere omstændelige og teknisk detaljerede ’hvis pære var skjult’. NHSN’s udgave er dermed mere tro mod originalen, mens den anden omskriver ved inddragelse af lampens pære, der ikke nævnes.
Udtrykket ’a pool of light’ bliver i den første oversat til udelukkende ’lys’, mens den anden bibeholder forlæggets med ’en pyt af lys’, der knytter sig til senere reference til en oase i ørkenen.

Det samme med bøgernes ’bright covers’, der i den første oversættelse bliver til ’de strålende forsider’ og i den anden ’de blanke omslag’. Vi må formode, at ’bright’ står i kontrast til det halvmørke der er i rummet, evt. i lighed med de hvide sider, der ligger opslået, så det er noget i retning af noget lyst, klart, skinnende eller blankt. Den første oversættelse signalerer strålende farver, mens den anden signalerer, at omslagene skinner, fordi de er blanke, altså uden fokus på deres farver men som kontrast til mørket. Man kan mene, at det er hip som hap, men valget af ’forsider’ over for ’omslag’ forekommer mig til gengæld ikke helt korrekt, da man kun kan se bøgernes omslag og ikke deres forsider, som er et udtryk jeg personligt ville bruge om den første side inde i bogen. Men det er som sagt måske bare en smagssag. Man kunne eventuelt have valgt ’indbinding’ eller ’bogomslag’, så man ikke kom i tvivl. Men det er selvfølgelig knap så lyrisk.

I originalen er bøgerne taget fra ’their long shelves’, hvilket oversættes direkte i den anden oversættelse og derfor virker mere fremmedgørende. I den første oversættelse bliver udtrykket mere idiomatisk korrekt på dansk med ’de lange hylder’.

Den bog, Helga Crane havde taget fra hylden, ’the opened one selected’ bliver hos KP ’den hun havde åbnet’, mens NHSN bibeholder indtrykket af Helgas bevidste valg af læsestof i ’den åbne bog, hun havde udvalgt’.

Det sidste bemærkelsesværdige i denne passage er, at ’stool’ bliver enten til en ’taburet’ eller en ’skammel’. Og Helgas ’slim feet’ fremstår som enten ’slanke’ eller ’smalle’. Hvis man googler ’taburet’, får man billeder af de der høje nogle, man kan sidde på ved et bord eller lignende, mens en ’skammel’ udløser billeder af den lave udgave, man kan smække fødderne op på. På engelsk dækker ’stool’ over begge dele. Det giver således flest point til NHSN’s version. Og googler man udtrykkene ’smalle fødder’ og ’slanke fødder’ får den smalle udgave 14.500 hits og den slanke 1.110 hits. Det taler igen for valget af ’smalle fødder’, og dermed kan man så faktisk sige, at KP’s oversættelse i denne omgang fremmedgør udtrykket, idet det ikke er mundret dansk at tale om slanke fødder. Problemet er så bare, hvad ’slim feet’ er på engelsk: et gængs udtryk eller et mere usædvanligt et? Ved endnu en google-søgning viser det sig, at det er mere almindeligt at tale om ’narrow feet’’ end ’slim feet’, så de ’slanke fødder’ kan godt gå hen og blive en vinder her.

Eksempel 3:

I denne passage lægger NHSN sig igen i en mere foreignising stil, idet han oversætter mere direkte og knastet. Det ’comfortable room’ bliver direkte et ’behageligt værelse’, hvilket signalerer, at det er behageligt at sidde der og bevæge sig rundt i, mens den anden oversætter vælger ’en dejlig stue’, der kan pege på mere end bare komforten, nemlig også udseendet, hyggen og helhedsindtrykket.
Den ’rare’ boligstil, Helga Crane har valgt, bliver desværre hos KP til ’enkel’, mens ordet oversættes korrekt til ’sjælden’ i den anden udgave. Hos Bo Bedre havde man nok valgt udtrykket ’unik’ for at signalere det personlige islæt. Det samme med ’intensely personal’, der på engelsk stritter fra en mere mundret udlægning. Det bliver hos KP forfladiget til ’yderst personlig smag’, mens den anden oversætter vælger at lade den strittende kombination mellem ’intens’ og ’personlig’ stå.
I oversættelsen af ’flooded with Southern sun’ vælger KP at gentage udtrykket ’badet i’ fra tidligere, her med bare ’sol’, mens NHSN oversætter til ’gennemstrømmet af Sydens sol’. Det er mig ubegribeligt, hvorfor man skulle vælge at slette tilhørsforholdet til Sydstaterne, når det netop spiller en vigtig rolle i romanen. Det er en rendyrket hjemliggørelse, der sletter de fremmede spor.

I den sidste del – ‘but shadowy just then with the drawn curtains and single shaded light’ – er det det samme mønster, der gør sig gældende. Hos KP må rummet ikke være ’skyggefuldt’ men tolkende ’behageligt dunkel’, og det beskrivende ’drawn curtains’ bliver til det mundrette ’gardinerne, der var trukket for’, mens NHSN springer ud i det mere skurrende ’trukne gardiner’ – næsten som trukne pistoler.

’the single shaded light’ refererer til den dæmpede lampes lys, som hos NHSN bliver til ’det enlige, skærmede lys’ – der fint kunne fungere som en beskrivelse af Helga Crane herself, mens KP bliver mere Silvan-specifik, for nu at være lidt barsk, og taler om ’oplyst af den ene afskærmede lyskilde’

Eksempel 4:

Det sidste eksempel runder trenden af. Også her ser vi en hjemliggørelse i KP’s oversættelse og en bevarelse af forlæggets ordlyd i NHSN’s version. Den første oversættelse tilføjer endda et ’kun’ om oasen og giver ørkenen bestemt form som ’den mørke ørken’. Stilheden beskrives enten som sælsom, der klinger godt med s-bogstavrimet og illuderer en eftertænksomhed, der er i tråd med Helgas halvmørke alenetid i rummet, eller som decideret uhyggelig, der mere får hårene til at rejse sig i associationer i retning af noget overnaturligt eller noget man skal være på vagt for. Alternativt kan man tolke ’uhyggeligt’ som blot forstærkende i beskrivelsen af stilheden.
Det ville have været interessant, om Berlingskes skribenter havde nået samme resultat i en karakterisering af hjemliggørelses- og foreignisation-strategierne i de to samtidige udgivelser. Men desværre fik bladets læsere ingen eksempler eller konklusioner i den retning. Det er mit håb, at min analyse her har blotlagt, hvad de to strategier går ud på, og hvilke konsekvenser de har for læserens oplevelse af en forfatters stil og værk. Og min karakteristik begrænser sig ikke kun til bogens første side. Det er det samme billede, der tegner sig igennem resten af bøgerne. Rosenkildes version er i den grad fuld af knaster, der lige skal sluges, når man kaster sig ud i en åben læsning uden af have forlægget liggende ved siden af. Det hakker og skurrer her og der, men det er en strategi, der viser bogen som tilhørende en anden kulturkreds og en anden tid. Og Arvids udgave er påviselig lettere at sluge, dog uden at det forringer læseoplevelsen. Man snydes desværre bare for Nella Larsens og Helga Cranes særlige stemmer, der igennem hele romanen afspejler den afgørende sammenblanding mellem sort og hvid – skumringen mellem lyset og mørket. Det er et tusmørke, en oversætter skal have med.

Lad venligst dette felt stå tomt.

Få besked ved nye indlæg!

Dette felt er krævet

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Tjek din indbakke eller spam mappe for at bekræfte din tilmelding.