Den 12. maj 2016 fejrede Dansk Oversætterforbund oversætteren Henning Vangsgaard ved en velbesøgt reception i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade i København. Henning Vangsgaard modtog i april den livsvarige hædersydelse fra Statens Kunstfond som anerkendelse af hans livslange arbejde med oversættelse af tysk litteratur og tænkning. Herunder bringer Babelfisken den takketale, Vangsgaard holdt til receptionen.
Af Henning Vangsgaard
Kære venner og kolleger!
I de seneste femogtyve år er der foregået en stille kulturevolution i Danmark, som mange kulturiagttagere enten ikke har set eller ikke skænket nogen større opmærksomhed. Denne stille kulturrevolution er den store kanon af oversættelser, der er blevet skabt i dette spand af år. Det bemærkelsesværdige er, at denne kanon omfatter både litteratur, filosofi og samfundsvidenskaberne. Det læsende Danmark har aldrig før haft så rige muligheder for at stifte bekendtskab med litteraturens og åndshistoriens mesterværker på dansk. I min tidsregning indledes disse rige femogtyve år med Else Hennebergs på alle måder monumentale oversættelse af Montaignes Essays fra 1992.
Og hvilken rigdom er det ikke, det læsende publikum er blevet præsenteret for. Blot for at nævne nogle vigtige titler. Inden for den klassisk græske filosofi har vi fået oversættelser, der spænder fra Jørgen Mejers oversættelse af førsokratikerne til den nye udgave af den samlede Platon under Chr. Gorm Tortzens kyndige ledelse. På dette solide fundament står der oversættelser af næsten alle den moderne filosofis klassikere, fra Kant, Hegel, Nietzsche, Schopenhauer over Husserl, Heidegger til Sartre og Adorno. Og dette bygningsværk har fået et smukt anneks bestående af samfundsvidenskabelige oversættelser, der spænder fra klassikerne Georg Simmel og Max Weber til Pierre Bourdieu, Ulrich Beck, Michel Foucault, Jürgen Habermas og Zygmunt Bauman.
Den samme brede kanon har vi også kunnet se inden for den klassiske europæiske litteratur. Fra Otto Steen Dues værksted strømmede fra midten af 90’erne med næsten magisk kraft oversættelserne af Homer, Sofokles, Aischylos, Ovid og Vergil. Vi har fået Ole Meyers dristige nyoversættelse af Dantes Guddommelige komedie og hele to oversættelser af Cervantes’ Don Quixote ved Iben Hasselbalch og Rigmor Kappel Schmidt, hvor den danske læser kan stifte bekendtskab med, hvor forskelligt en opgave kan løses, og hvor stor spændvidden i oversættelseskunsten er. For tre år siden kom Ellen Wulffs mirakuløse oversættelse af Tusind og en nats eventyr fra arabisk og til næste år, i 2017, vil sidste bind i Niels Brunses samlede Shakespeare-oversættelser udkomme.
I disse femogtyve år har disse store præstationer været rammet ind af oversættelser af den nordiske, europæiske og angloamerikanske samtidslitteratur og kulturlitteratur, båret af en generation af oversættere, jeg er meget stolt over at tilhøre. Det har skabt oversættelser, som sætter læseren i stand til møde og forstå verdener, der ikke er hans eller hendes; oversættelser, der konfronterer læseren med æstetiske former, han eller hun ikke lige havde tænkt over; oversættelser, der indgår i og også udvider de forestillinger og begreber, vi har om den danske litteratur.
Engang, og ikke engang i en særlig fjern fortid, var oversætterne et næsten usynligt folkefærd. Det er oversætterne ikke mere. De kulturbærende aviser, Politiken og Information, har beskæftiget sig intensivt med oversættelser, når der har været tale om vigtige ny- eller genoversættelser, hvilket var ganske utænkeligt i 1980’erne. En meget vigtig del af denne synliggørelsesproces har været, at også universiteterne begyndte at interessere sig seriøst for oversættelse, en beskæftigelse, der på det sted i mange og lange tider blev betragtet som noget absolut inferiørt, varetaget af en slags laverestående homunculi, der burde finde sig en anden og mere ædel sysselsætning. I dag bliver oversætterne set over skuldrene, og i den del af oversættelseskulturen, jeg har virket i, den teoretiske, bliver ens oversættelser ikke kun læst, de bliver gransket og sammenlignet med originalteksten, og hvis der er noget at komme efter, får man det altid at vide. Men det er også et privilegium at vide, at en tekst, man har oversat, bliver brugt, igen og igen, år efter år, når universiteterne åbner portene i september måned.
Lige så vigtig som den kulturelle anerkendelse af oversætternes arbejde er den anerkendelse, der er sket fra statslig side. Vi har fået del i biblioteksafgiften, og Kulturstyrelsen har stillet en række projekt- og arbejdsstipendier til rådighed, som for tredive år siden forekom at være den rene utopi. Det er forbedringer, der har gjort oversætterstandens liv lettere, og de har også gjort det muligt at give sig kast med projekter, det før forekom umuligt at realisere.
Når jeg så ikke står her og siger som en Candide, at nu lever vi oversættere ”i den bedste af alle verdener”, skyldes det følgende paradoks. I de femogtyve år med den stigende kulturelle og statslige anerkendelse er der sket en eksempelløs forringelse af oversætternes kontraktlige vilkår, hvor samtlige sekundære rettigheder er forsvundet én efter én. En ting er i hvert fald sikker: Den danske oversætterstand er ikke omfattet af den danske model, den er med Guy Standings sociologiske term snarere en slags prekariatets avantgarde, som andre udsatte grupper kan søge råd og vejledning hos. Det bidrager selvfølgelig heller ikke til oversætterstandens humør, at den er blevet konfronteret med sætninger som: ”Det er ikke en menneskeret at kunne leve som oversætter.” Eller: ”En god oversætter er én, der altid afleverer til tiden.” Sætninger udtalt fra allerhøjeste sted i den danske forlæggerverden. Man kunne så vælge at se sådanne udsagn som et slags tragisk destillat af, hvad bogbranchen tænker om oversætterne. Sådan forholder det sig naturligvis ikke, men sådan forholder sig også, for disse sætninger er vitterlig blevet udtalt.
Det kræver et meget stort mod at ville leve som fuldtidsoversætter, og hvorfor og hvordan man vælger det som fag og levevej, er altid en meget personlig historie. Min lyder således: Da jeg gik i gymnasiet, var jeg intenst optaget af dansk og amerikansk lyrik, solidt akkompagneret af jazz, Bob Dylan og Byrds. Og jeg havde nok også tænkt et studium, der pegede i den retning. I foråret 1966, i år for halvtreds år siden, kom jeg ud for følgende, der én gang for alle ændrede retningen i mit liv, og som jeg har beskrevet således i en publikation, Das Europäische Übersetzer-Kollegium udgav i 2003:
”Det var slet ikke til at fatte. Han viste pludselig angst, hans kone endnu mere. Den frygtede, altid ironiske lektor hr. Kruckenberg og hans lille, sirlige kone skælvede, da den bevæbnede grænsebetjent med barsk stemme sagde: ”Folgen Sie mir!” Grænsestation Warnemünde. En sen aften den 3. april 1966. Min fødselsdag. Vi – en gymnasieklasse fra Roskilde på togrejse til Vestberlin – hvislede efter ham: ”Behold ham bare”.
Jeg må have fortrudt det, for når jeg mange år efter tænkte tilbage på den forhadte skole ved domkirken, så jeg ofte den sammensunkne skikkelse i den blå trenchcoat for mig og de to ældre mennesker traske efter grænsebetjenten. Og der var et ubesvaret spørgsmål: Hvorfor blev netop han og hans kone kontrolleret? En dag fik jeg tilfældigt et gammelt eksemplar af Magisterstaten i hånden og slog efter: Fru Kruckenberg var født i Plockross i Østpreussen. Det forklarede noget, men ikke alt. Hvad det forklarede: Hendes fødested Østpreussen gjorde, at grænsebetjentene havde klassificeret hende som revanchist. Derfor skulle der holdes skarpt øje med hende. Hvad det ikke forklarede: Hvorfor havde hr. Kruckenberg hentet sin kone i Østpreussen? Havde han, fabrikantsønnen fra Frederiksberg, truffet hende på et af de mange mondæne badesteder ved Østersøen? Zoppot for eksempel?
Fem dage senere, den 8. april 1966, stod jeg en tidlig morgen med Klaus og Kurt, mine nye tyske venner, på en udsigtsplatform i Bernauerstraße. Solen skinnede forårsvarmt og langfredagsfredeligt. Muren var ikke bygget færdig. Grænsesoldaterne gik på muren og rodede med pigtråden. Tre-fire meter borte. De var så tæt på. Jeg havde følelsen af, at jeg kunne røre ved dem. Længere nede i den mennesketomme gade de tilmurede vinduer og et kors. Her var et menneske sprunget ud ad vinduet. Det var et chok, jeg forsøgte at forstå. Det sete var så fremmed – umuligt at begribe i nogen form. Den dag mistede jeg min nordiske uskyld. Jeg måtte lære dette sprog for at forstå dette mærkelige land.”
Det har jeg stort set forsøgt lige siden, og ad meget snirklede omveje blev oversættelse af dette lands filosofi og litteratur min måde at gøre det på. I løbet af firserne blev jeg klar over, at jeg ikke kunne undvære at oversætte, og at jeg altid gik og længtes efter det, når jeg ikke gjorde det. Men jeg var ikke blevet fuldtidsoversætter, hvis jeg ikke havde haft et længere arbejdsophold i sommeren 1986 på Das Europäische Übersetzer-Kollegium, hvis enestående arbejdsatmosfære inspirerede mig dybt, og hvis luft var totalt renset for modalpartiklen ”kun”, der har en tendens til at forfølge alle oversættere i det civile liv med sætninger som: ”Oversætter du kun”? Opholdet dér stålsatte min vilje til at blive fuldtidsoversætter.
Det kan være svært at forklare andre, hvad fascinationen af oversætterarbejdet består i. En mulig forklaring kunne lyde: Al oversættelse er måske – og måske i sidste ende – et forsøg på at komme det nærmere, Jacob Grimm med en meget smuk metafor i forordet til sin Tyske Grammatik fra 1822 kalder den ”uudgrundelige sprogånd”, og at man i arbejdet mellem to sprog kan opleve et nærvær og en fylde, som det ikke er mange forundt at opleve, for hvem det daglige arbejde tværtimod opleves som noget fremmedgjort og fremmedbestemt. Jeg tror også, at mange oversættere kan skrive under på den betragtning, den østrigske forfatter Peter Handke lader en oversætter fremsætte i sin meget smukke bog En forfatters eftermiddag: ”Det er kun, når jeg oversætter, at jeg nyder mit åndsnærvær og føler mig klog”.
For mit vedkommende er så meget klart: Det har været et privilegium at arbejde så mange år med det, der viste sig at blive min bestemmelse, nemlig oversættelsen af tyske litterære og filosofiske værker til dansk, og at jeg i samarbejdet med Peter Urban-Halle også har kunnet yde et bidrag til at udbrede kendskabet til dansk poesi i Tyskland. Og det har frem for alt været et privilegium at kunne arbejde så intensivt med det danske sprogs rige udtryksmuligheder og måske bøje det i nogle retninger, det ikke selv var villig til at gå.
Det var ordene, men ikke helt:
Min far, Carl Christian Vangsgaard, der kom fra meget fattige kår i Thy, sagde, at hvis man fik noget uventet, fulgte der også en forpligtelse til at give noget tilbage. Min hustru, Birgitta Gervig, og jeg har derfor besluttet at oprette et opmuntringslegat til en yngre oversætter, det vil blive udbetalt så længe, jeg modtager denne ydelse. Beløbet vil blive på 10.000 kr. og komme til udbetaling hvert andet år i september måned. Første gang i september 2017. Dette legat skal bære oversættertidsskriftet Babelfiskens navn, for dette forunderlige dyr har unægtelig svømmet ud og ind i Birgittas og mit liv sammen.
Tak for opmærksomheden. Og en stor tak til Statens Kunstfond for den uventede hæder og DOF for det smukke arrangement.