Af Flemming Chr. Nielsen, forfatter og oversætter af Herman Melville: Samlede værker, 1-6
I Weekendavisen anmeldte Nanna Goul Flemming Chr. Nielsens oversættelser af Herman Melville, som hun beskrev med ordene klodsede, unaturlige, tunge, omstændelige og svært forståelige. Men hendes anmeldelser var baseret på i alt otte indvendinger, som oversætteren her gennemgår én for én og kalder for frit opfundne. Han udlover rødvin til den læser, som kan påvise deres substans.
Fortælleren i Herman Melvilles historie om skriveren Bartleby præsenteres med følgende ord – af hensyn til artiklens emne har jeg dog ændret hans profession og andre småting:
”Efterhånden er jeg en ældre mand. Mit forfatter- og oversættererhverv har i de sidste fyrre-halvtreds år bragt mig i nær kontakt med mennesker, der kan forekomme ganske særegne og interessante, og hvorom der mig bekendt hidtil ikke er skrevet meget – jeg tænker på anmelderne eller kritikerne. Både fagligt og på gaden har jeg mødt særdeles mange af dem, og jeg kunne berette adskillige historier, der ville fremkalde et smil hos de godhjertede og få mere følsomme naturer til at fælde en tåre. Men jeg afstår fra at biografere alle andre anmeldere og vil i stedet holde mig til en omtale af Weekendavisens Nanna Goul, som er den mest sælsomme anmelder, jeg har oplevet, skønt aldrig truffet, heller ikke på gaden.”
Jeg stødte første gang på Nanna Goul, da hun i sommeren 2006 i et web-tidsskrift anmeldte min oversættelse af den lille roman Israel Potter, der ikke hører til Melvilles hovedværker, men om den og oversættelsen konkluderede hun, at ”en stor håndfuld af enkeltstående passager giver morskab, lurendrejerfilosofi og valuta for alle pengene i den helt rigtige Melville-ånd.”
Altså endnu ingen sælsomme fiktioner hos Nanna Goul. Med et længere uddrag af oversættelsen som iøjnefaldende blikfang hilses Israel Potter velkommen på dansk, og oversætterens indsats kaldes uden forbehold for ”ærværdig,” hvilket jævnt sagt betyder, at den bør agtes og sættes højt.
Snart glemte jeg anmeldelsen og kunne ikke ane, at fem år derefter blev Melvilles danske oversætter-valuta af Nanna Goul devalueret med rundt regnet 100 pct. Så ejendommelig er anmeldernes verden, befolket som den er af alle slags mennesker og flakkende og rodløse sind? Mere righoldig end en storby i Østen og egnet til et livslangt studium af vor art. Nogle er seriøse, kyndige og forstandige og koncentrerer sig om den opgave at præsentere læserne for en bog i så mange af dens facetter som muligt. Andre er forjagede og travle og iler videre til næste bedømmelse. De lærde og de uvidende vandrer her side om side med de sælsomme. De sidste forestiller jeg mig som folk med ekstra store ører og optaget af at indsuge den sladder og snak, der løber som en evig summen i den litterære verden: ”Læste du hendes kommentar, der gik ud over hendes tidligere venindes mand, forfatteren du ved?” ”Bestemt, men jeg skal vide at komme efter hende.” ”Har du hørt, at han har bagtalt min bror, kulturredaktøren du ved?” ”Vist så, men jeg anmelder hans næste bog og vil huske det.”
Når jeg forfalder til slige respektløse eksempler på hvepsesummen, så skyldes det, at jeg selv i mange år var anmelder og ikke blind for, at i den verden kan det ene benspænd være det andet værd, at i den redeligste person kan indsnige sig en sort streg, at personlig uvilje og idiosynkrasi som grumset vand fra ukendte kilder kan kaste mørke skygger over et sollyst landskab, og at – men tillad mig hellere et selvoplevet eksempel:
I 2011 udkom min oversættelse af Herman Melvilles roman Moby Dick, og én af kultursummerne sendte mig via en bekendt sin bønlige forespørgsel om at måtte interviewe mig vedrørende Moby Dick på samme efterårs Bogforum. Det foregår til oplysning for de ukyndige i landets hovedstad, hvor de summende gerne vil ses og beundres. Bogforum er en catwalk for litterære journalister. Den pågældende kultursummer måtte jeg desværre skuffe med henvisning til, at forlaget allerede havde truffet interview-aftale med forfatteren Carsten Jensen.
Jeg nages den dag i dag af tanken om, at hin kulturjournalist vist aldrig tilgav mig min venlige afvisning. Ikke at måtte gå litterær catwalk er en ydmygende skæbne for den stræbsomme.
Sandhedens skranker på havet
I mellemtiden var Nanna Goul blevet ansat på Weekendavisen, og den 21. oktober 2011 anmelder hun Moby Dick i min oversættelse. En særlig pointe i Carsten Jensens forord (”hr. Jensens”) karakteriserer hun som ”stolpe op og stolpe ned,” og om oversættelsen hedder det, at ”en afgørende betydning flere steder undslipper,” at jeg nogle gange oversætter ”klodset på en opremsende, unaturlig og urytmisk måde” og andre steder ”hverdagsagtigt og udjævnende.”
Desværre undlader Nanna Goul eksempler på både dette eller hint, så jeg bliver ikke klogere på, hvorfor den redelige omtale af Israel Potter pludselig i 2011 erstattes af en formørket haglbyge. Jo, hun fremviser i den lange anmeldelse med de mange devaluerende tillægsord TO tilsyneladende konkrete hagl, og tillad mig omhyggeligt og redeligt at fremvise dem begge – som noget der end ikke under et mikroskop tager sig ud. Tværtimod:
- I Moby Dicks kap. 36 skriver Melville: ”Truth hath no confines,” som jeg oversætter til “sandheden kender ingen grænser” og Boisen til “sandheden har ingen skranker.”
Boisens oversættelse er ifølge Nanna Goul “langt mere original” end min, “der ikke lykkes” i originalitet. Men bortset fra, at hun i avisen fejl-citerer min oversættelse, er der efter min mening den skavank i Boisens skranker, at skranker er landkrabbesprog på romanens store verdenshav. Skranker findes på et snævert aviskontor, ikke på det grænseløse ocean.
2. I Moby Dicks kap. 32 skriver Melville: ”God keep me from ever completing anything,” som jeg oversætter til ”at gøre noget færdigt” og Boisen til ”at fuldende.”
Nanna Goul indvender, at ”alle kan gøre noget færdigt … at fuldende noget derimod, det kræver noget helt andet.” Ifølge Nanna Goul ”undslipper den afgørende betydning” derfor min oversættelse af sætningen. Men indvendingen om, at alle kan gøre noget færdigt, skyldes anmelderens sproglige vankundighed. For da jeg netop to linier før har brugt ordet ”fuldendes” (”be finished”), får ønsket om sproglig variation mig til i næste linie at vælge ”gøre noget færdigt” og det med god grund, thi i Første Mosebog hedder det, at ”på den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført.” Og en søgning i Bibelen giver snesevis af eksempler på, at både Gud, profeter, konger, himmelfarne, apostle og Jesus selv gør noget færdigt. Men ifølge Nanna Goul burde det jo hedde om slige skikkelser, der ikke som alle og enhver ”kan gøre noget færdigt,” at de ”fuldender” (og det skønt mit valg af ”fuldendes” og ”gøre færdigt” i samme grad retfærdiggøres af den bibelstærke Melvilles foretrukne King James Bible).
Den travle avislæser fæster sig næppe ved det fiktive i de to eksempler, som er det magre jagtresultat i en roman på næsten 600 sider. Han/hun noterer sig derimod haglbygen af tillægsord om min oversættelse: ”Klodset på en opremsende, unaturlig og urytmisk måde … hverdagsagtig og udjævnende” etc., etc.
Specialeskriveren, der sov i ske med Moby Dick
Dernæst Nanna Gouls anmeldelse af Herman Melville: Samlede værker, 1-6 i min oversættelse. Den kunne læses i Weekendavisen den 2. januar 2015.
Nanna Goul indleder med at repetere sin opfattelse af min Moby Dick-oversættelse, som ”grundlæggende manglede musikalitet og mange steder var upræcis, klodset og lidet elegant.” Dog vedgår hun, at andres anmelderhjerter lå i top, men associerer også til den forklaring, at de andre ikke som Nanna Goul ”har skrevet universitetsopgaver og speciale om Moby Dick.” De har heller ikke som Nanna Goul ”holdt parties med Herman Melville” og ”sovet i ske med Moby Dick i to år.” Dér fik I den Bjørn Bredal, Torben Brostrøm, Per Krogh Hansen, Michael Bach Henriksen, Hans Fl. Kragh, Rune Engelbreth Larsen, Ib Michael, Bo Tao Michaëlis, Bent Vinn Nielsen, Jes Stein Pedersen, Lars Ole Sauerberg, Kim Skotte m. fl. – ja og nu afdøde Klaus Rifbjerg.
Jeg ville gerne på dette sted have kunnet anerkende Nanna Gouls akademiske kvalifikationer som specialeskriver. Men jeg kan ikke engang beskylde hende for Penkowa-fuskeri, for hendes ukendskab til Herman Melville er åbenbar. Et sted skriver hun, at sætningen ”I would prefer not to” er ”den eneste, Bartleby citeres for” i den berømte novelle. Det er usandt, men jeg vælger foreløbig at lade fadæsen være begrundet i Nanna Gouls svigtende hukommelse og ikke i, at hun vist aldrig har læst novellen, men kun kender den fra sekundærlitteraturen og har misforstået sekundærlitteraturens referater, for Bartleby citeres for adskillige andre sætninger – der undervejs viser ham som en endnu mere ensom og desperat mand end først antaget (yderligere om hendes manglende indsigt i Bartleby senere i artiklen).
Om den lille roman Benito Cereno citerer Nanna Goul fra mit forord, at ”dokumentarisme i romanform var noget nyt og uhørt, der forstyrrede læseren og hindrede ham i at slappe af og lade sig underholde af fiktion i stedet for at blive præsenteret for kendsgerningernes gru.” Den nøgterne oplysning kalder Nanna Goul ”faktuelt forkert,” og det skyldes, at hun ikke kender den ellers veldokumenterede opfattelse hos udgiveren, nemlig at Melville var doven, fordi han tillod sig at indføje grufulde autentiske dokumenter i sin roman: ”The dreary documents at the end … the dreadful statistics at the end … why can’t Americans write good stories?” Min fuldt korrekte, men ifølge Nanna Goul ”faktuelt forkerte” passus ”forstyrrer” hendes læsning.
Nanna Goul undrer sig over, at sætningerne i min oversættelse er ”både omstændelige og svære at forstå,” og hun indvender, at jeg oversætter ”mange ord så patineret, at teksten bliver tung og indimellem svært forståelig.” Ja, Melville er ikke en læse-let-forfatter, og Nanna Goul giver ingen eksempler på patinerede og svært forståelige ord, men det må være Melvilles maritime sprog, hun ikke kan rumme, og da der er tusindvis af sejltyper, rignings- og sømandsudtryk etc., etc. (skysejl, månesejl, mærlegarn, platting, slutholter, klædekøller, skamfilingsmåtter, at lægge en vuling, skære en håndtalje, indstroppe en fodblok, klare et uklart tov – og jeg kunne blive ved i timevis), ja, så oversætter jeg loyalt til det, de engelske ord dengang hed på dansk, for jeg har ikke ”sovet i ske” med maritime ordbøger, men lysvågen og nysgerrig har jeg gennemtrawlet dem i månedsvis. Desuden kan Melvilles sætninger med indskud og omveje fylde både halve og hele sider, og jeg forsøger at være loyal over for Melvilles sprog-labyrinter. Skulle jeg hakke ham op i småsætninger, så en utrænet læser ikke knækker sine sproglige tandkroner?
Manden i det engelske fængsel
Mod den samlede Melville-oversættelse på henved halvanden million ord har Nanna Goul seks konkrete indvendinger, altså én pr. kvart million ord:
- Et sted hugger et par unge mænd sig med deres knive igennem en tæt rørbevoksning, og den ene slår om sig ”like a reaper,” hvilket jeg oversætter til ”som nogen høstkarl.” Manøvren lykkes, og i samme linie opstår der ”quite a clearing” omkring dem, hvilket jeg oversætter til ”en veritabel lysning.”
Mit ene valg af oversættelse lyder ifølge Nanna Goul ”kluntet,” og det andet valg ”skærer i øjnene,” så Nanna Goul er ”lettere chokeret over, hvor umusikalsk og unaturlig oversættelsen virker på mig.”
2. Hun opfinder sin næste indvending i skikkelse af et ord, hun finder ”mærkeligt.” Det drejer sig om en kvinde, der er ”tickled to death with Black Dan’s nursing his chafed ankle,” som jeg oversætter til, at hun var ”ved at dø af grin over, at Sorte Dan puslede om sin gnavede ankel.”
Nanna Goul spørger, om ”der er nogen, der har spist af den? Kan man virkelig have en gnavet ankel? Jeg tvivler. Det lyder i hvert fald mærkeligt.” Og her er det, jeg igen får den (gnavende!) mistanke, at Nanna Goul slet ikke har læst de bøger af Melville, hun anmelder, for hun ved ikke, hvad der klart og tydeligt er årsagen til Sorte Dans ”gnavede ankel” i romanen Omoo, nemlig at han nat efter nat og i kapitel efter kapitel har siddet i Tahitis engelske fængsel med benene i en såkaldt stok. Til orientering er det den af Nanna Goul ukendte stok (eller blok – men det er et lige så patineret ord!), der har ”spist” af anklen! Og ikke nok med det: hvis Nanna Goul havde slået op under gnave 2.2 i Ordbog over det Danske Sprog (http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=gnave), ville hun finde et helt tilsvarende eksempel i en ”gnavet Vams.”
Der er nu foreløbig i anmeldelsen fremsat to uholdbare indvendinger, og midtvejs konkluderer Nanna Goul igen, at oversættelsen derfor ”bærer præg af en grundlæggende mangel på lyrisk og musikalsk sprogfornemmelse.” I resten af anmeldelsen supplerer hun med endnu fire fiktive eksempler:
3. Et sted oversætter jeg ”all who know me consider me an eminently safe man” til ”de, der kender mig, opfatter mig som yderst betryggende.”
Ifølge Nanna Goul ”kan ting eller forhold være betryggende, men personer er snarere tillidsvækkende eller pålidelige.” For mig at se er indvendingen igen et udtryk for, at nu konstruerer anmelderen en kryds-og-tværs, der ikke må gå op. Jeg kunne såmænd også have skrevet ”beroligende” eller valgt et andet eller tredje synonym, men netop betryggende associerer til samme linies oplysning om, at den pågældende i sin egenskab af advokat beskæftiger sig med ”velhaveres obligationer, pantebreve og skøder.”
4. Et sted oversætter jeg ”dangerous indignation” til “risikabel harme.”
“Hvad er ‘risikabel harme’?” spørger Nanna Goul. Jo, ens harme er som her risikabel, hvis den er vendt mod andres overmagt. Eller hos Melville mod “uret og ugerninger.” Thi der er risiko for, at ugerningsmændene siden vil hævne sig på én.
5. Et sted oversætter jeg en udsigt, der hos Melville er ”tame,” til ”fad.”
Ifølge Nanna Goul bruges fad ”vel mest om smagsindtryk uden styrke eller karakter,” men lad mig henvise til II. fad i Ordbog over det Danske Sprog (http://ordnet.dk/ods/ordbog?select=fad,2&query=fad), hvor der både omtales fade romaner og månens fade lys, altså ganske svarende til en fad udsigt. Igen er vi i afdelingen for uopgåelige kryds-og-tværser, så jeg hidsætter her et udvalg af ord, jeg i stedet for ”fad” også kunne have brugt om denne udsigt: mat, flov, intetsigende, triviel, sløj, kedelig, forslidt, banal – eller slet og ret ”tam.” Men sprog er liv og ikke støbejern.
6. Et sted oversætter jeg ”ordinarily human” til ”ordinært menneskeligt.”
Det er nemlig fortællerens første indtryk af Bartleby, at der IKKE er noget ”ordinært menneskeligt” ved ham. Og deri får han jo fuldkommen ret. Men ifølge Nanna Goul giver det ”ingen mening i konteksten,” for hun misforstår sætningen og tror, det er Bartleby, der karakteriseres som ”ordinært menneskelig,” hvor netop det modsatte er tilfældet. Melville skriver i den kontekst, der udelades: ”Hvis han [Bartleby] havde udvist den mindste smule uro, vrede, utålmodighed eller uforskammethed, hvis der med andre ord havde været noget ganske ordinært menneskeligt ved ham, ville jeg uden tøven have smidt ham ud.”
De to ikke-holdbare indvendinger mod oversættelsen af Moby Dick og de seks lige så uholdbare mod Melvilles Samlede værker er Nanna Gouls samlede dokumentation for, at ”det jo nødigt skulle være sådan, at Flemming Chr. Nielsen har gjort Melville en bjørnetjeneste og skræmt nye læsere væk fra Melville, fordi de tror, at han skriver kluntet og upræcist. Dét ville virkelig være trist.”
Tolv flasker rødvin
Lad mig endnu engang citere fortælleren i historien om skriveren Bartleby – og igen med en lille omskrivning, men nu med henblik på ”den risikable harme” i punkt 4:
”Jeg mister sjældent besindelsen, og endnu sjældnere giver jeg efter for en risikabel harme over uret og ugerninger, men her må det alligevel være mig tilladt at give udtryk for, at jeg opfatter de to anmeldelser i Weekendavisen som –– sælsomme.”
Trods risikoen for, at mine indsigelser ville blive taget ilde op af anmelderen, vovede jeg i sin tid at sende Weekendavisen et par læserbreve som svar. I første omgang blev de returneret med henvisning til, at de kun måtte fylde 2.000 anslag. For den første returnering stod Nanna Goul selv, og hun gjorde mig opmærksom på, at mit indlæg overskred den tilladte længde med 120 anslag.
Således tilrettevist og uden helt at vide, hvad der ligger bag Nanna Gouls (af)gnavede hæderlighed som Weekendavisens litterære oldfrue, ville jeg nok i mine yngre dage have opført mig som unge og usikre forfatter- og oversætterkolleger. Jeg ville have undertrykt min risikable harme. Men da jeg som nævnt ”efterhånden er en ældre mand,” befinder jeg mig hinsides den slags hensyn. I lighed med embedsmænd og chefredaktører, der i et langt liv har vænnet sig til at tie og lyde, har jeg nu fået den ytringsfrihed, jeg hidtil har måttet drømme om og hylde i festtaler.
Derfor ovenstående frimodige beretning om den sælsomste anmelder, jeg har oplevet. Og skulle en og anden læser mene, at jeg nok kun har fremlagt Nanna Gouls otte forpostfægtninger og skjult hendes hovedstyrke bag et for mig barmhjertigt forhæng, ja så udlover jeg tolv flasker rødvin à hundrede kroner frit tilsendt den læser, som kan påvise en af mig fortiet indvending fra Nanna Goul eller det mindste omrids af et våben hos hendes otte fiktive soldater.
Noter:
http://litteraturnu.dk/et-liv-op-ad-bakke-herman-melville-israel-potter/
Herman Melville: Moby Dick, 2011, forlaget Bindslev (anmeldt i Weekendavisen, 21.10.2011)
Herman Melville: Samlede værker, 1-6, 2014, forlaget Bindslev (anmeldt i Weekendavisen, 2.1.2015)
http://mardi.dk/wp-content/uploads/2015/06/acontrastiveanalysis.pdf
https://babelfisken.wordpress.com/2015/06/04/herman-melville-og-hans-to-danske-hvalfangere/
Tja, endnu et eksempel (af mange) på en anmelder, der skal kloge sig på et område, hvor forstanden er uendelig lille.
Selv Anne Lise Marstrand-Jørgensen – i dag formand for Legatudvalget for litteratur – har engang dummet sig på den facon i en ‘anmeldelse’ af en af mine oversætterkollegers bøger. Jeg skrev i et indigneret svar en fiktiv anmeldelse af en af hendes romaner, hvor jeg på samme grove måde nedgjorde bogen uden at dokumentere noget som helst. Det syntes forfatteren ikke var sjovt. Men det gjorde jeg. 🙂
Måske skulle du prøve det samme med Gouls roman ‘Privat skov’ fra 2012 – hvis du kan komme igennem den.
Babelfisken ønsker en kvalificeret oversættelseskritik. Vi har valgt at bringe Flemming Chr. Nielsens forsvar for sine Melville-oversættelser fordi vi synes kritikken er vigtig. Selvom man godt kan læse Nielsens skuffelse ud af hans indlæg, er han velargumenteret og bruger teksteksempler. Vi kan ikke kræve kvalificeret oversættelseskritik og så surmule bagefter. Nanna Gouls romanforfatterskab siger intet om hendes evner som kritiker, og vi synes vi skal holde tingene adskilt. Så – gå efter teksten, ikke kvinden.
Alligevel kan man undre sig. Nanna Goul, som også har tværet et af mine arbejder ud, fordi hun tydeligvis ikke forstod bogen eller havde (og det er værre) redskaber til at skaffe sig en forståelse, denne Nanna Goul har jo skrevet en af de dårligst anmeldte romaner i nyere tid. Man aner en sammenhæng og begynder at gøre noget, hun aldrig gør, og det er hovedproblemet i hendes litteraturreception, nemlig undre sig: Hvem er det, der bliver ved at give Nanna Goul opgaver, hun tydeligvis ikke kan magte, fordi hun ikke forstår klassisk litteratur eller litteratur, som ikke foregår på den direkte, realistiske overflade? Problemet ved at sige sådan noget som jeg her gør, er jo, at jeg kan risikere at hun igen får en af mine bøger til anmeldelse og så har hun serveretten. Til Weekendavisens forsvar skal siges, at den prompte bragte en berigtigelse af mig. I Fl. Chr. Nielsens tilfælde er det langt værre, for her et tale om et livsværk, ja, to livsværker, der omgås med ren sjusk og dårlig dannelse – og det sker tilsyneladende helt uden den grundlæggende indsigt, at en Melville er bedre end ingen Melville
Helt enig. Man skal gå efter bolden. Men det gør Goul lige præcis ikke. Hendes karakteristik af denne oversætterpræstation er dels baseret på få diskutable eksempler og dels moralsk uhæderlig. Hvis man ikke må give igen med samme mønt, er denne side for tantet for mig. Jeg giver hermed redaktøren tilladelse til at slette mine indlæg.
Da jeg læste dette, tænkte jeg, at Nanna Goul bestemt måtte have sit ophav på Litteraturvidenskab. Og det stemmer! Det er præcis så tilpas overfladisk og ukvalificeret, som man kunne forvente fra den kant, hvor man snarere læser teori end litteratur. Der mangler sans for filologi og det at stikke fingrene helt ned i den sproglige materie og komme helt rundt. Og kan man ikke en gang finde ud af at dække sig ind via Ordbog over det Danske sprog, der ligger på nettet, så er det jo intet værd. Og hvad berettiger hende til gentagne gange at sige, der mangler ”musikalitet’? Hvad er det ifølge hende? Og hvilke belæg er der for det i originalen? Det er et udtryk, vi har hørt utallige gange i fx anmeldelserne af oversættelsen af ‘Ulysses’, men hvorfor her? Er det sådan et udtryk, der skal bruges i flæng af anmelderne som fx også ‘kongenial’ bliver det?
Der findes ingen bedre tekstlæsere end oversættere. De har fingrene helt nede i materien. De ligger ikke i omklamrende og morgendvask ske med bogen men kæler konstant for detaljen – igen og igen.
Jeg har vist aldrig fået så mange mail-kommentarer til en artikel og endnu mere usædvanligt: de er alle sammen positive. Et gennemgående træk er, at man opfatter mig som ”utroligt modig,” siden jeg tager til genmæle mod en anmelder. Det er jeg nu ikke enig i, for jeg må gå ud fra, at Weekendavisens anmelder har fået sådan et smæk over fingrene, at hun for fremtiden læser teksten i stedet for at opfinde sine indvendinger og røbe sin uvidenhed.
Måske havde jeg forventet en venlig beklagelse fra Weekendavisen (og gerne i tilgift et par kasser rødvin!!), men jeg ved, at selv en sædvanligvis seriøs avis har umådelig svært ved at indrømme sine bommerter.