af Kirsten Marie Øveraas
Hvis du skal rose en undertekst, fremhæver du sikkert geniale ordspil som “Nej, ikke Buko’en; Ruko’en!”. Hvorfor mon det kan irritere en professionel undertekster ret så grusomt? Fordi fagets sande rockstjerner er at finde helt andre steder.
”Laver du undertekster! Whaaat! Undertekster er altid så skidedårlige!” Det er en ret almindelig reaktion, når jeg fortæller, at jeg arbejder som billedmedieoversætter, altså med at lave undertekster til tv. Den bliver tit fulgt af et tilnærmelsesvist konkret eksempel, fx: ”Jeg så engang en film, hvor ’coke’ var oversat til ’cola’, selv om de mente ’kokain’!!!” Og så skal jeg forsvare den samlede branches evner både før, nu, i fremtiden og i alle galakser. Og det er ikke så nemt, for undertekster er faktisk nogle gange ret dårlige – og det skrev jeg for nyligt to artikler om, nemlig ”Trick eller behandle – de dårlige undertekster” og ”De dårlige – og knap så dårlige – undertekster”.
Ikke Buko’en, Ruko’en!
Men ret skal være ret. Jeg møder faktisk også ofte den stik modsatte reaktion, nemlig: “Wow, laver du undertekster?! Det må være vildt svært!”. “Jeps,” svarer jeg storsmilende. Og så kommer det tilnærmelsesvist konkrete eksempel, fx: “Jeg så engang en film, hvor der blev sagt “No, not the cheese, the keys!”, og det var oversat til “Nej, ikke Buko’en; Ruko’en!” Genialos!” Jeg er helt enig; den tekstning er virkelig godt fundet på. Det er lykkedes underteksteren, som er Lasse Schmidt fra Dansk Video Tekst, at knække ordspilsnødden – noget, der lyder lidt ligesom “nøglen”, og som samtidig er kort nok til at kunne stå i underteksten, og så er både “cheese” og “keys” endda blevet oversat ikke blot til danske ord for det samme, men til danske varemærker – let, elegant og lige så gakket, som filmen “The Mask” i øvrigt er. Men jeg må indrømme, at bemærkninger a la den om “Nej, ikke Buko’en; Ruko’en!” Genialos!” faktisk irriterer mig lidt. Ja, ordspillet er godt oversat, men at oversætte ordspil er kun en meget lille del af undertekstningskunsten. Og at oversætte store, gode film udgør kun en meget lille del af arbejdet for langt de fleste undertekstere. I stedet handler det meste af arbejdet om at oversætte helt almindelige replikker, som du slet ikke bemærker, fra programmer langt fra Oscar-rækkerne. Så denne artikel er en hyldest til undertekstningsfagets ubesungne helte; både de virkelig gode undertekstninger og de virkelig dygtige undertekstere.
Skinkelyn
Et andet eksempel på en “genialos!” undertekst, som blev nævnt i denne glimrende artikel i Politiken, blev leveret af Henrik Thøgersen fra Scandinavian Text Service til biografversionen af filmen “Juno”. Der bliver sagt: “When I see them all running like that, with their things bouncing around in their shorts, I always picture them naked even if I don’t want to. All I see is pork swords.” Undertekstningen kom til at se sådan ud:
Her har Henrik Thøgersen opfundet sit helt eget super mundrette, korte og maleriske ord for “pork swords”, nemlig “skinkelyn”. Det er igen virkelig godt fundet på. Men det, der er rigtig godt ved den undertekst, er ikke brugen af ordet “skinkelyn”. Nej, det er brugen af ordet “lutter”. Lad os se nærmere på den sidste sætning: “All I see is pork swords.” Den er der nemlig mindre end én linje til at oversætte. Det skyldes tids- og pladsbegrænsningerne (jf. mine to andre artikler om undertekster, del 1 og del 2) og længden af sætningen inden (som kunne have været kortere, hvis Henrik Thøgersen havde udeladt “altid”, men det er jo en væsentlig ting, at hun ikke bare nogen gange forestiller sig dem nøgne) og den irriterende grammatiske konstruktion, “forestiller jeg mig”, som fylder en del. Den oplagte oversættelse ville være “Det eneste, jeg ser for mig, er skinkelyn”, eller måske mere mundret: “Jeg ser kun skinkelyn for mig”, men de er begge to for lange til at kunne stå på den plads, der er til rådighed. Den sidste løsning kunne beskæres ved at udelade “for mig”, så vi ender med “Jeg ser kun skinkelyn”. Men her kan “kun” forstås som nedvurderende, altså “Jeg ser kun skinkelyn i stedet for noget, der ville være meget federe at se”. Dén betydning bliver elimineret med ordet “lutter”, som samtidig er så kort, at hele sætningen kan være der. “Jeg ser lutter skinkelyn” er kort, koncis og distinkt i sin sprogtone, og det er lige nøjagtig dét, der er det svære ved at lave undertekster. De små, ultrapræcise og sprogligt elegante løsninger er meget sværere at lave end at knække ordspilsnødder. Men de er meget mindre synlige, for de elegante løsninger er jo netop kendetegnet ved, at de glider så godt, at man som seer slet ikke lægger mærke til dem. Og derfor får den gode, elegante og upåfaldende undertekstning sjældent den anerkendelse, den fortjener.
3 sekunder og 11 frames
Lad os se på et andet eksempel, denne gang fra en dokumentar, som min kollega Dorthe Kjær undertekstede for Subline for nogle uger siden. “Women who make America: Women in business”, som blev sendt på DRK, handler om kvinders indtog i det amerikanske erhvervsliv, og her siger en medvirkende: “We got all the benefits of the things that the feminists had fought for.” Altså, meget direkte oversat: “Vi fik alle fordelene af de ting, som feministerne havde kæmpet for.” Ud over at det er en ret kluntet sætning, er der ikke tid til den. Med de 68 anslag er der lige nøjagtig plads nok (to linjer a hhv. 33 og 34 anslag, og DR kan vise maks. 37 anslag pr. linje), men der er kun 3 sekunder og 11 frames til at vise underteksten i. Det er det, det gule felt i undertekstningsprogrammet viser. Læsehastigheden er nede på 74 %; underteksten altså cirka en fjerdedel for lang.
Dorthe Kjærs løsning var derimod både elegant og upåfaldende:
Underteksten er god af flere grunde. For det første er den så kort, at seerne kan nå at læse den på de 3 sekunder og 11 frames (læsehastigheden er på 102 %). For det andet gengiver den med få ord sætningens indhold – den er simpelthen nem at læse og forstå, og den betyder det samme, som den engelske sætning gjorde. For det tredje er den det, man kalder idiomatisk, altså mundret og “sådan som de ville have sagt det på dansk”. Ligesom “lutter” er “høstede frugten” ikke en meget direkte oversættelse, og netop derfor fungerer den så godt. Det kendetegner en dreven og rutineret oversætter, at han eller hun laver de frie, men samtidig præcise løsninger, der får undertekstningens sprog til at glide upåfaldende af sted i bunden af billedet, mens seeren kan koncentrere sig om det vigtigste, nemlig programmet på skærmen.
Gode undertekster til dårligt tv
Så var der det med de ubesungne undertekstere. På TV2 Zulu klokken kvart over fem hver morgen (!) går der en serie, der hedder ”Hollyoaks”. Det er en teenagesoap, der foregår i Nordengland, og siden 1995 er der pt. blevet produceret 4.139 afsnit (plus diverse spin-offs og specials). Heraf er 780 afsnit blevet sendt på TV2 med danske undertekster. Jeg fornærmer næppe nogen ved at sige, at det ikke er tv af allerhøjeste kvalitet. Skuespillet er … nogle gange meget godt, og handlingen går på, at nu har Theresa (en indtil da ukendt kusine til McQueen-søstrene) været i seng med Tony (altså Jacquis eksmand og far til deres barn – bortset fra at det jo i virkeligheden var Russ, der var faren, og Tina, Jacquis nu afdøde søster, der var rugemor), selv om hun kun er 15, og nu har hun meldt Tony for pædofili. Og Mandy (som jo i øvrigt er Tonys ekskone) har endelig fortalt sin hjerteveninde Louise, at hun har haft en affære med Warren (lige op til hans og Louises bryllup, som Mandy arrangerer). Og Warren har i mellemtiden fået bank af Calvin (som jo i øvrigt engang skulle giftes med Louise) under ordrer fra sin åbenbart korrupte chef, Mark, som i øvrigt går og bager lidt på Carmel (Calvins kone, Jacquis søster). Og så videre. Og det var kun 20 afsnit. Det er sikkert godt at se til tømmermænd, men det er ikke stor kunst.
Feel like a right idiot
I 2014-2015 undertekstede min kollega, oversætteren Christian Rokamp, 155 afsnit af ”Hollyoaks”. Han gjorde det med stor sproglig elegance, sans for detaljer og med fuldstændig tjek på den ret kringlede kontinuitet. Hvert eneste afsnit blev derefter set igennem af en kollega og så korrekturlæst. Filmiske milepæle er det som bekendt ikke, og man kan kun gisne om, hvor mange seere TV2 har til en teenagesoap kl. 5.15. Men underteksterne har været gode.
Her er et eksempel på en af Christian Rokamps samvittighedsfulde oversættelser fra afsnit 2636, hvor Ravi siger: “Feel like a right idiot”, og Loretta svarer: “He’ll be okay, now he’s in my capable hands.” (De taler om en, som Ravi har spildt kaffe ud over, hvis tøj Loretta nu er ved at vaske i vaskeriet, hvor hun arbejder).
Underteksten er upåfaldende og vil være glemt, så snart den er væk fra skærmen igen. Men der er adskillige ting ved den, der gør den til en rigtig god undertekst. På det sproglige niveau er især den øverste linje glimrende. For det første er den gjort grammatisk korrekt – det er man tit nødt til at gøre, når man oversætter fra tale til skrift – ved, at der er tilføjet et subjekt, altså “Jeg føler mig …”. For det andet er den nordengelske brug af “right” forstået og oversat korrekt. Han føler sig ikke som “en rigtig idiot” (i modsætning til “en forkert idiot”), men “virkelig som en idiot”. For det tredje er oversættelsen “Jeg føler mig godt dum” igen lidt mere fri, og til gengæld er den lækker og mundret frem for den kluntede, mere direkte oversættelse: “Jeg føler mig som en rigtig idiot” eller “Jeg føler mig virkelig som en idiot”. I den nederste linje er replikken forkortet, så der er plads til den, og det er gjort med en nænsom præcision, så man knap opdager det. “He’ll be okay” udtrykker jo egentlig det samme som “he’s in my capable hands”, og derfor er de to slået sammen til det mundrette “Han er i gode hænder hos mig”. Elegant, præcist og godt – også selv om det, der bliver undertekstet, måske er knap så godt.
Undertekstningens rockstjerner
Mange kender faktisk navnene på undertekstere som Ib Lindberg, Niels Søndergaard, Aage Brock, Lasse Schmidt, Helle Schou Kristiansen, Peter Bjerre Rosa og Henrik Thøgersen. Og de har også ubestridt rockstjernestatus i branchen, bl.a. på grund af deres store evne til at knække Ruko-Buko-ordspilsnødderne på genial vis. Men grunden til, at deres navne er kendt blandt seerne, er selvfølgelig også, at de har fået lov til at tekste meget højprofilerede udsendelser som fx årevis af “Så er der tegnefilm” og “Desperate Housewives” og masser af biograf-blockbustere som ”Ringenes Herre”-trilogien, ”Twilight”-serien, ”Batman”-filmene osv. Der er simpelthen, og selvfølgelig, mere status i at tekste Oscar-materiale end dårligt reality-tv. Men der er bare meget mere dårligt reality-tv, tvivlsomme soaps, kedelige kunstprogrammer og endeløse sitcoms i fjernsynet, end der er vittige og velproducerede film. Hvis man tekster en storfilm (og gør det rigtig godt), kan man risikere at blive rost for sit arbejde – og det er godt og fuldt fortjent, og lad os endelig få mere af det. Men rosen skal også tilfalde oversættere som Dorthe Kjær, Christian Rokamp og alle os andre, der producerer de ydmyge perler, der efter 3 sekunder og 11 frames forsvinder ud i glemslen, netop fordi de er gode. Så næste gang du har set et helt program uden overhovedet at lægge mærke til, at det var undertekstet, så send et mentalt nik til underteksteren, der har brugt et par dage af sit liv på at give dig den præcise, elegante og upåfaldende undertekstning.
Artiklen er oprindeligt skrevet til www.netudgaven.dk
Kirsten Marie Øveraas er cand.mag. i engelsk og har de sidste ti år leveret undertekster til bl.a. DR og TV2 fra svensk, norsk og engelsk. Sideløbende har hun været ekstern lektor ved Københavns Universitet i oversættelsesteori og har skrevet bogen “Ti faldgruber – oversættelse for ikke-oversættere”, som udkom i 2014: www.tifaldgruber.dk
Trackbacks/Pingbacks