Af Kirsten Marie Øveraas.

Hvorfor er undertekster så dårlige? Jo, nu skal du høre: Det er din skyld. Eller faktisk er det tv-kanalernes og streamingtjenesternes skyld. Og distributørernes, film- og produktionsselskabernes, undertekstningsfirmaernes og oversætternes skyld. Men mest af alt, kære tv-og streaming-seer – og jeg hader at brække det til dig – er det din skyld.

At undertekste en dothraki-dronning

Før jeg forklarer hvorfor, er der noget, jeg gerne vil slå fast: Oversættelse er et rigtigt fag på linje med alle andre fag. Ligesom webdesign, madlavning og fotografi er oversættelse noget, som de fleste kan gøre på et eller andet niveau, men som det kræver uddannelse, øvelse og tid at gøre godt – og at gøre professionelt som et erhverv, der resulterer i et produkt, som andre mennesker vil betale penge for. Undertekstning er en særlig disciplin inden for oversættelse, som kræver yderligere oplæring, øvelse, erfaring og professionalisme. At være fuldbefaren oversætter eller at have en universitetsuddannelse i et sprog kvalificerer ikke automatisk én til at blive undertekster. Det kræver mere talent, oplæring, øvelse osv. at producere undertekster, der er korrekte, skrevet i et godt sprog, tro mod forlægget og loyale over for seeren. Undertekster, der gengiver det, der bliver sagt, ikke kun på ordniveau, men også i sprogtone, jargon, stil, altså “sådan som de ville have sagt det på dansk” – med alle de selvmodsigelser, det indebærer, hvis man fx undertekster en narkogangster fra Los Angeles, en dothraki-dronning eller andre, der aldrig har eksisteret i en dansk sammenhæng.

Færre anslag end på Twitter

Undertekster skal også tage højde for de tid- og pladsbegrænsninger, som undertekster er underlagt. Der er som regel kun plads til to linjer a 37 anslag, og hver undertekst skal stå så længe, at seeren kan nå at læse den. Ja, det er slet ikke simpelt at lave gode undertekster. Det kræver færdigheder, omtanke og tid – ligesom det gør for en kok at lave god mad, for en webdesigner for at lave en god hjemmeside og for en fotograf for at tage gode billeder. Mange undertekstninger er rigtig gode. Men nogle af dem er rigtig dårlige* – og det har sandsynligvis ikke undgået din opmærksomhed, hvis du nogensinde har set tv.

trickellerbehandle

Er det virkelig det, børn siger til Halloween? Fra “American Horror Story” på Netflix. Foto: Mette Rasmussen

Hvad er problemet med dårlige undertekster?

Dem er der en del af. Fra seerens perspektiv er der mindst fire store problemer.

  • Dårlige undertekster får seeren til at grine/græde/hidse sig op i stedet for at nyde det, de ser. De distraherer fra seeroplevelsen eller ødelægger den helt.
  • Dårlige undertekster snyder seeren for den høje grad af sprog- og læseindlæring, man får ved at se undertekstet tv. Gode undertekster gør helt umærkeligt seeren bedre til at læse og stave og bygger oven på sprogfærdighederne på det fremmedsprog, der bliver undertekstet. Det gør dårlige undertekster kun i meget mindre grad.
  • Dårlige undertekster udelukker de seere, der ikke kan forstå eller høre fremmedsproget. Hvis man pga. manglende sprogkundskaber eller nedsat hørelse har brug for underteksterne, skal man kunne regne med, at der faktisk står det i dem, der bliver sagt. Dårlige undertekster er forvirrende eller fuldstændig ubrugelige for den gruppe seere.
  • Dårlige undertekster forringer seeroplevelsen, også for dem, der synes, de er gode til originalsproget. Inden for undertekstningsforskningen taler man om “accidental reading”, altså at man følger med i underteksterne uden selv at lægge mærke til det, og dermed får en oplevelse af, at man “helt selv” forstår alt, hvad der bliver sagt. I virkeligheden hjælper underteksterne med at forklare svære ord, ukendte kulturelle begreber og kryptiske ordspil, og det gør seeren endnu bedre til sprog og giver en ubrudt seeroplevelse. Medmindre altså at underteksterne er dårlige.

Godt, så er det på plads. Lad os så se på de mekanismer, der gør, at du får de dårlige undertekster – og at det er din egen skyld.

Undertekst på undertekst på undertekst

Undertekster bliver, i modsætning til hvad mange tror, næsten altid bestilt og købt af dem, der viser dem. Altså tv-kanaler som DR, TV2, TV3 osv., distributører af biograffilm, dvd-udgivere og streamingtjenester som HBO og Netflix. Dem, der køber underteksterne, ejer videresalgsrettighederne til undertekstningerne (men ikke ophavsretten, selvfølgelig, som ikke kan fratages oversætteren). Det vil sige, at hvis en film har været vist i biografen, et halvt år senere skal vises på DR og så året efter skal vises på TV2 og måske samtidig skal lægges på HBO, så er det som regel både billigere og nemmere for hver af dem at få lavet en ny undertekstning end at købe den oprindelige. (Der er også nogle mere tekniske forhindringer: Man kan ikke umiddelbart bruge en biograftekstning til tv; den skal bearbejdes, fordi afviklingen og kravene til fx linjelængde er forskellige for de to medier). Resultatet bliver, at rigtig meget bliver undertekstet flere gange – jeg har selv nytekstet en hel del ting, som jeg har set i fjernsynet, fx, ironisk nok, ”Groundhog Day”, hvor Bill Murray gennemlever den samme dag igen og igen. Når der er dårlige undertekster på noget, er det altså ikke, fordi dem, der sender det, har købt noget, som tilfældigvis er udstyret med dårlige undertekster. Nej, det er den pågældende tv-kanal eller streamingtjeneste osv., der selv har købt og godtaget et dårligt produkt og valgt at sende det ud til deres seere. Nogle tv-kanaler og streamingtjenester er altså villige til at købe et produkt af en lav kvalitet, og endda for at sælge det videre.

numsekamp

”Bum” kan betyde “numse”, men det kan også betyde “bums/hjemløs”. Fra “Unbreakable Kimmy Schmidt” på Netflix. Foto: Peter Brodersen

If you pay peanuts, you get monkeys …

Billedmedieoversættere – i daglig tale “undertekstere” eller bare “tekstere” – er akkordlønnede. De er aflønnet enten pr. spilleminut eller pr. undertekst, og det er uanset, om personen på skærmen råber “Heeelp!!”, fremsiger et inderligt digt, der rimer, eller udtaler sig om nybrud inden for kvantemekanik. Det vil altså sige, at jo længere tid underteksteren bruger på research, gennemsyn, stavekontrol og på oversættelsen i det hele taget, des lavere bliver timelønnen. Samtidig er der forskel på, hvor vigtig oversættelsens kvalitet er for dem, som underteksteren leverer sin undertekst til – typisk et firma, som tv-kanalen eller streamingtjenesten er fast kunde hos. Vi kan altså forestille os et scenarie, hvor en undertekster har en meget lav akkord og leverer til et firma, der ikke stiller særlig høje krav til kvaliteten af oversættelsen. Resultatet er i langt de fleste tilfælde, at underteksteren arbejder som død og helvede for at få en nogenlunde løn, og den færdige undertekstning bliver en af de dårlige. “If you pay peanuts, you get monkeys”, som vi siger i branchen.

At ”behøve” en drink …

Til det scenarie hører nogle gange, at akkorden er presset helt i bund, og “til gengæld” får underteksteren så et forlæg at arbejde ud fra, fx svenske undertekster, eventuelt i maskinoversat form. Nok kan den slags forlæg gøre oversættelsesprocessen hurtigere, men det– og det er noget, der er blevet forsket i – kræver stor omhyggelighed fra underteksterens side at undgå at overtage de kluntede vendinger eller misforståelser, som en svensk oversættelse eller en maskinoversættelse uvægerligt lægger op til. Et typisk eksempel er, når folk hele tiden “behøver” ting, fx “Jeg behøver en drink.” På svensk bruger de nemlig “behöver”, ligesom vi bruger “har brug for”.

behøver

Man plejer at “have brug for” en drink. Fra første afsnit af “True Blood” på HBO Nordic. Screenshot: Kirsten Marie Øveraas

Eller måske får underteksteren slet ikke billedfilen, men skal “bare” oversætte (eller “tørtekste”, som det kaldes) underteksterne fra et andet sprog. Så opstår der rigtig sære fejl, som når “Please get that for me” bliver til “Giv mig den lige”, selv om der er tale om ET lys/billede/kamera. Til scenariet hører også, at dem, der vælger at arbejde for de allerdårligst betalende firmaer, som oftest ikke er højtuddannede sprogprofessionelle, men studerende og andre, der skal tjene en hurtig skilling – og som måske slet ikke ville kunne kvalificere sig til at arbejde for de bedre betalende undertekstningsfirmaer med høje kvalitetskrav.

De gode undertekster

Vi kan også forestille os et andet scenarie, hvor en undertekster har en højere akkord og leverer til et firma, der går op i oversættelseskvaliteten. Endda i så høj grad, at underteksterne, efter at de er blevet produceret, går gennem et eller flere kvalitetstjek (bl.a. korrektur hos en kompetent korrekturlæser), inden de bliver leveret. Her bliver underteksterne også altid udarbejdet fra bunden og på baggrund af både lyd og billede og som oftest også et manuskript. Det er de undertekster, man bl.a. kan se på de licensfinansierede kanaler. Og ja, der er også nogle gange fejl i dem – det kan smutte, selv for den bedste og mest velbetalte – men slet ikke med samme frekvens og af samme pandeklaskende grad som andre steder. Samtidig er dem, der producerer underteksterne, dybt professionelle sprogarbejdere, ofte med en akademisk sproglig uddannelse, som har et højt niveau af sproglig og kulturel forståelse. De har tid til at slå op, overveje deres formuleringer og i det hele taget lave en oversættelse, der både respekterer det, de undertekster, og dem, der skal se det. Udgangspunktet for begge scenarier er selvfølgelig, hvad slutkunden, altså fx tv-kanalen eller streamingtjenesten, er villig til at betale undertekstningsfirmaet for undertekstningen (og til en vis grad, hvor stor en del af den betaling firmaet beholder til sig selv). Hvis man som undertekster får en meget lav akkord, dårlige arbejdsvilkår og mødes med lave kvalitetskrav, producerer man sandsynligvis en dårlig undertekstning. Og hvis man som tv-kanal eller streamingtjeneste køber sine undertekstninger meget billigt, er de sandsynligvis af den dårlige slags.

“Men seerne er jo tilfredse!”

Hvis man kommer hjem fra H&M med et par nye bukser og opdager, at det ene ben mangler, går man ned og forlanger sine penge tilbage, ikke? Også selv om de var billige. Hvis man køber en bog, og de 20 første sider mangler, så tropper man op i boghandelen næste morgen, ikke? Også selv om den var en paperback. Så … hvis man betaler licens eller tv- eller streamingabonnement og bliver spist af med dårlige undertekster, så klager man selvfølgelig. Ikke? Nej, det er der vist ikke så mange, der gør. I hvert fald ikke særlig mange i forhold til, hvor mange der opdager de dårlige undertekster og brokker sig mere eller mindre konstruktivt over dem på sociale medier og til familiefester landet over (og dér sidder jeg så med et anstrengt smil, men det er en anden historie). Og når der ikke er særlig mange seerklager, får tv-kanalerne og streamingtjenesterne faktisk ikke en fair chance for at give deres kunder det, de gerne vil have – nemlig gode undertekster, der ikke ødelægger det samlede produkt. Samtidig kan de endda argumentere med, at “seerne er tilfredse med kvaliteten, for de klager næsten ikke”, og på den måde holde priserne og dermed kvaliteten på et lavt niveau. Der er faktisk ikke noget at sige til det, så længe seerne ikke viser deres utilfredshed. Hvis du, kære seer – dig, som jeg bruger hele mit arbejdsliv på at skabe noget til, som selveste skattevæsnet kategoriserer som kunst – ikke viser din utilfredshed med mine dårligt betalte kollegers dårlige arbejde, så bliver de ved med at være dårligt betalte, og underteksterne bliver ved med at være dårlige. Og derfor er det din skyld, det med de dårlige undertekster. Dig, der ser dem uden at klage til den tv-kanal eller streamingtjeneste, hvor du ser dem, og dermed giver dem en god grund til at blive ved med at indkøbe dem. Dig, der køber et produkt, der er fuldt af fejl, og som finder dig i det.

Skal du ikke snart holde op med det?

* Det er selvfølgelig svært at definere præcist, hvornår en undertekst og en undertekstning er “dårlig”, for der er naturligvis tale om et spektrum, der går fra “brillant” over “okay” til “dårlig”. Når jeg her bruger betegnelsen “dårlig”, sigter jeg først og fremmest til de undertekster, der er så hovedrystende, pandeklaskende, indiskutabelt forkerte, at man ikke behøver at gruble over sproglige nuancer eller være klog på oversættelsesteori for at kunne se det.

Artiklen er oprindeligt skrevet til www.netudgaven.dk

Kirsten Marie Øveraas er cand.mag. i engelsk og har de sidste ti år leveret undertekster til bl.a. DR og TV2 fra svensk, norsk og engelsk. Sideløbende har hun været ekstern lektor ved Københavns Universitet i oversættelsesteori og har skrevet bogen “Ti faldgruber – oversættelse for ikke-oversættere”, som udkom i 2014: www.tifaldgruber.dk

Få besked ved nye indlæg!
Dette felt er krævet

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.