Af Aino Roscher
Til årets Hieronymusdag i København holdt tekster og oversætter Aino Roscher et oplæg om den svære og oversete kunst at lave undertekster. Her følger en bearbejdet version af oplægget.
Efter 25 år som tekster er jeg ikke i tvivl om, at mange vil stejle over en overskrift, der kombinerer ordene ”kvalitet” og ”undertekster”. Det er i hvert fald det klare indtryk, man får, når man kommer ud i livet og fortæller dem, man møder, hvad man lever af. Meget respekt hersker der ikke om mit fag. Skal man se lidt positivt på det, er der dog heller ikke mange, der ikke interesserer sig for det, jeg laver. Personligt glæder jeg mig altid over interessen. Det giver mig en chance for at fortælle lidt om branchen indefra.
En af cheferne i branchen sammenlignede engang tekstning med biler. ”Nogle vil køre i Porsche, andre kan nøjes med en Skoda. De fleste er tilfredse, bare bilen starter hver dag.” Det virker stadig, som om mange chefer er tilfredse, bare der er noget af det der sort-hvide flimmer i bunden af skærmen. Hvad der står, har ikke den store betydning, bare vi ikke fornærmer nogen. Seerne er jo tydeligvis ikke enige, når man møder dem, men der er forbløffende få, som klager, og dermed får cheferne jo sådan set ret.*
Men altså, alle interesserer sig for undertekster. Alle bruger dem, og alle har en mening om dem. Det er lige fra de almindelige tv-seere hjemme foran skærmen, der kontrollerer og kommenterer vores arbejde, når man møder dem privat, til universitetsstuderende, der skriver speciale om forskellige aspekter af tv-tekstningen.
Der er nu ingen, der går så meget op i vores arbejde og kvaliteten af det som os selv.
I mine år i branchen har jeg oplevet adskillige forsøg på at lave standarder, kvalitetskriterier, også internationale kvalitetskriterier, for tekster er grænseoverskridende (mange tekstere sidder og skriver deres danske undertekster oven i svenske, ungarske eller hollandske – så slipper de for at bruge tid på tidskodningen, som sørger for, at tekst og billede følges ad), og indimellem er det lykkedes at få noget brugbart ned på papir.
På Forum for Billedmedieoversætteres hjemmeside kan man finde de internationale kvalitetskriterier, som de danske, svenske og norske tekstere har tilsluttet sig.
Også uden internationale kvalitetskriterier er det en branche med en stor faglig stolthed og faste regler for, hvordan opgaverne skal løses. Tekstningsbranchens nestor, Ib Lindberg, lavede sidst i 80’erne et kompendium om tekstning, som branchens folk stadig oplæres efter. Vi tekstere følger det slavisk og slår hinanden i hovedet med det, hvis nogen træder ved siden af. I de fleste tilfælde er reglerne dog så indforståede, at man skal være tekster for at bemærke og sætte pris på dem.
Om seerne for eksempel lige ser, forstår og værdsætter, at underteksterne bliver sat på lige på et klip, og at de bliver taget af igen fire billeder før et klip … Det er tvivlsomt. Det er nu heller ikke så vigtigt. Vi tekstere mener, at det gør tv-seningen mindre stressende, når tekst-skift og billedklip følges ad, også selv om seerne ikke er bevidste om det.
Læsehastigheden går vi også højt op i: Nogen har i tidernes morgen beregnet, at en gennemsnitsseer er fem til seks sekunder om at læse en ”dobbeltdækker” – det er det, vi kalder to fulde linjer a 37 anslag. Derfor må vi komprimere meget. Tænk bare på en Woody Allen-film, hvor skuespillernes tungebånd rigtigt går amok.
Det er i øvrigt sjældent, vi får ros for den disciplin. Seerne lægger mærke til, at ikke alt er med, og føler sig snydt. Men vi har altså skåret ned til deres eget bedste.
Hvad tegnsætningen angår, er det tydeligt, at lægfolk ikke forstår vores brug af for eksempel streger, som aldrig er tankestreger, men altid markerer, at der er to, som taler, eller at teksten fortsætter.
Det er nu heller ikke så vigtigt, om andre forstår det. Det er jo de færreste, der skal lave deres undertekster selv. Tekstning har de os til, de professionelle, og vi holder godt øje med hinanden. Jeg har set mange elendige film helt til ende for at se, hvem det var, der havde tekstet dem – enten for det gode … eller nok især for det mindre gode.
Og jeg er selvfølgelig ikke alene om at kontrollere kollegernes arbejde. De kontrollerer også mit. Eller det tænker jeg i hvert fald, når jeg laver det. Hvis jeg skal være helt ærlig, tekster jeg udelukkende for kollegerne. Og det er jo en fin form for selvjustits, for det er med til at holde mig skarp og forhindrer mig i at springe over, hvor gærdet er lavest.
Hvordan sikrer jeg så kvaliteten i praksis?
Jeg er ansat på TV-Avisen, hvor vi ofte arbejder under stort tidspres. Det kunne sagtens resultere i oversætterfejl, men med kollegerne i baghovedet forsøger jeg at træffe mine forholdsregler.
Jeg har sjældent tid til at se indslagene igennem på forhånd, men må bare kaste mig ud i at tekste dem fra en ende af. Hvis jeg ved, at der ligger tre indslag og venter, hvis jeg ikke aner, hvad og hvor meget de rummer, og hvis der kun er tyve minutter til udsendelse, gælder det om at få skrevet noget ned i en fart.
Jeg lægger altså – anspændt – ud med at lave en ”gummitekstning”, en råoversættelse, hvor jeg skriver oversættelsen ned i grove træk. Der kan stadig kæles for detaljen, men hvis nogen pludselig kom og råbte, at indslaget skulle på her og nu, så ville der stå noget, der ikke var helt forkert.
Angela Merkel siger måske, at ”der Rat” er blevet enige om ”ein Vertrag”. Hjulet med EU-viden oppe i hjernen kommer lige så stille i omdrejninger. Hvordan er det nu med EU? Kan ”Rat” være andet end Ministerrådet? Hvad med Europarådet? Eller hedder det Det Europæiske Råd? Hvordan er det nu … Og ”Vertrag” kan både betyde aftale og kontrakt og traktat og meget andet.
Jeg skriver ”Rådet er nået til enighed” i min gummitekst.
Sådan tekster jeg mine indslag. Herefter kommer anden fase, og hvis der stadig er godt med tid til udsendelse, er jeg normalt langt mere afslappet. Jeg begynder at gå i dybden med mine tekster. Jeg gør brug af både internettet og kollegerne på tekstergangen. Somme tider ringer jeg til journalisten bag indslaget, for han/hun har jo som minimum brugt hele dagen på at sætte sig ind i stoffet.
I tredje fase læser jeg teksterne igennem uden at høre lyden for at sikre mig, at det er godt dansk, og jeg kæler for de sproglige detaljer. Også her kommer kollegerne ind i billedet. Hvis vi har tid, ser vi indslagene igennem sammen. Hvis ikke, bliver der bare råbt fra kontor til kontor.
Når TV-Avisen går i gang, bliver teksterne sat på direkte. Jeg har komprimeret så godt, jeg kunne, men det er svært at skære ned i nyhedstekstning, for journalisten har højst et par minutter til rådighed og har skåret budskabet ind til benet.
Og med direkte påtrykning af tekster kan jeg godt opgive at følge kvalitetskriterierne om, at teksterne skal følge billedklippene – et tv-avis-indslag er klippet så stramt, at min tekst har hængt ind over mange klip, før min hjernes besked om at trykke på af-knappen er nået ned til fingeren.
Når TV-Avisen er slut, går vi i kantinen. Og snakker om de ting, der gik galt, om det så var egne eller andres fejl. Og så glemmer vi den udsendelse og ser frem til den næste. Der er normalt ikke noget at være nervøs for. Det kan tælles på højst to hænder, hvor mange gange om året der kommer seer-klager.
Og anmeldelser? Ingen grund til frygt heller. Den eneste tv-anmelder, der mig bekendt nogen sinde har skrevet noget om undertekster, gav vi straks vores årlige teksterpris af bar begejstring.
*Forum for Billedmedieoversættere, der er en specialgruppe under Dansk Journalistforbund og organiserer tekstere og andre medieoversættere, opfordrer seerne til at klage. Læs mere under ”Seerklager”.
Bravo! Meget informativt og velskrevet.
Heja Aino!
Super, Aino, at høre lidt mere detaljeret om dit arbejde. Jeg læser underteksterne på en helt anden måde fra nu af! Mange hilsner fra Holland.