af Marie Groth Bastiansen
Taler vi samme sprog, når vi griner? Det endte med at blive titlen på specialet, der afsluttede min uddannelse som cand. mag i spansk sprog og kultur med profil i oversættelse og formidling ved Københavns Universitet. Med udgangspunkt i sammenhængen mellem sprog og kultur i forbindelse med oversættelse sigter jeg med mit speciale mod dels at belyse, hvorledes humor er repræsenteret i Alonso Carreteros humoristiske roman, Lo que necesitas es amor (2009), og dels gennem egen oversættelse at undersøge, hvilke problemstillinger der er knyttet til oversættelse af humor. I min opgave fokuserer jeg på den kulturelt betingede humor ud fra antagelsen af, at humor overvejende er et kulturelt betinget fænomen.
Lo que necesitas es amor er historien om Sofía, der er prostitueret i Madrid, men som hvert år tager hjem til landsbyen, hvor hun er vokset op, for at fejre Skytshelgenfest med sin familie. Hvert år medbringer hun sit nyeste mandlige bekendtskab og præsenterer hver gang vedkommende som sin kommende mand. Dette år akkompagneres hun af Matías Caballero, der er indehaver af et supermarked i Madrid, men det skal hurtigt vise sig, at intet forløber, som det plejer, idet kærligheden pludselig indfinder sig. Carretero skildrer på humoristisk vis Sofía og Matías’ møde med Sofías familie på landet og skaber en fortælling fyldt med humoristiske fremstillinger af de mange kontraster mellem livet i storbyen og på landet i 1980’ernes Spanien.
”Humour is the first of the gifts to perish in a foreign tongue” har Virginia Woolf engang sagt om det at oversætte humor og hermed udtrykt sin manglende tro på, at humor lader sig oversætte. I tråd med dette lader der blandt oversættere til at herske en generel opfattelse af humor som værende svær, hvis ikke umulig, at oversætte.
Incitamentet til netop at skrive om oversættelse af humor i mit speciale udspringer først og fremmest af en generel interesse for sprog, sprogsammenligning og oversættelse. Men det skyldes desuden en nysgerrighed over for og interesse i humorens påståede uoversættelighed, som Woolf påpeger.
For mig var specialet en kærkommen lejlighed til at få lov til at kombinere den teoretiske viden, jeg har tilegnet mig gennem mit studie, med den mere håndgribelige praksis, som man til tider kan føle sig langt fra i den akademiske verden på universitetet. Ideelt set bør oversættelsesteori og -praksis efter min mening gå hånd i hånd, således at de supplerer hinanden, og ikke betragtes som to isolerede størrelser. Derfor valgte jeg at inkludere egen oversættelse som del af specialet. Der vil være fordele såvel som ulemper forbundet med at indtage rollen som både teoretiker og praktiker på samme tid: En af fordelene ved at analysere sin egen oversættelse er, at man i højere grad kan nuancere den teoretiske, generaliserende tilgang og undgå den overfladiske analyse, der ofte knytter sig til en oversættelseskritik. Man er i højere grad bevidst omkring overvejelser og beslutninger taget i forbindelse med oversættelsen og hermed ikke blot begrænset til at gisne om oversætterens overvejelser forud for det endelige resultat. En åbenlys ulempe er den grad af subjektivitet, der unægteligt er knyttet til, og som påvirker, analysen af ens eget arbejde.
Sammenhængen mellem sprog, kultur og oversættelse
Oversættelse handler umiddelbart om overførsel af sprog, idet man med en oversættelse af en tekst forsøger at formidle et sprogligt budskab på et sprog til et andet. Men oversættelse, og måske især litterær oversættelse, handler samtidig om overførsel af kultur. Det siges, at hvert enkelt sprog opfatter verden på sin helt egen måde, og at hvert sprog dermed præsenterer sin specifikke kultur og verdensopfattelse. Som ophavsmænd til den såkaldte Sapir-Whorfske hypotese, der har rod i Wilhelm von Humboldts sprogrelativisme, mente Benjamin Lee Whorf og Edward Sapir, at oversættelse principielt må være umulig grundet en form for kulturfilologisk symbiose. Siden har man gradvist taget afstand fra idéen om komplet uoversættelighed, som den Sapir-Whorfske hypotese er et udtryk for, idet den principielt modbevises af de mange oversættelser, der løbende produceres. Ikke desto mindre hersker der bred enighed om den tætte sammenhæng mellem sprog og kultur, idet sproget repræsenterer den kultur, det er opstået i. I forlængelse heraf må man i oversættelsessammenhæng erkende, at der ofte vil være tale om et større eller mindre betydningstab, men at dette ikke nødvendigvis behøver være et udtryk for, at oversættelse ikke kan lade sig gøre. Det kan såmænd blot betragtes som et udtryk for, og en erkendelse af, at oversættelse som regel er vanskelig, og at en del af sprogets nuancer vil gå tabt i en oversættelse, men at kommunikationen på tværs af landegrænser kan lade sig gøre på trods af dette.
Fordi sprog og kultur er uløseligt forbundet, og sproget repræsenterer den kultur, det eksisterer i, vil man i forbindelse med en oversættelse af en tekst fra et sprog til et andet uvægerligt støde på begreber i originalteksten, der knytter sig til originaltekstens kultur. Ifølge oversættelsesteoretiker Peter Newmark vil der i oversættelsessammenhæng opstå problemer i tilfælde, hvor der ikke eksisterer et såkaldt kulturelt overlap mellem original- og målsproget. Det drejer sig om tilfælde, hvor der i originalteksten optræder elementer, der udelukkende knytter sig til originaltekstens kultur og derfor ikke direkte lader sig oversætte til et andet sprog. Disse kulturbundne elementer optræder ofte i humoristiske tekstsammenhænge, idet humor blandt andet er et stærkt kulturbetinget fænomen. Et eksempel på et kulturbundet element kunne være det danske fænomen hygge, der ikke umiddelbart kan oversættes direkte til eksempelvis spansk.
Hvad griner vi egentlig af?
Humor er et komplekst fænomen, idet den kan bruges venligt såvel som fjendtligt, og fordi man både kan grine af eller med andre. Den kan bruges til at skabe nærhed, men også til at lægge afstand til andre. Den danske filosof Harald Høffding beskriver humor som en omfattende totalfølelse og som en særlig subjektiv livsanskuelse. Humor betragtes altså her som et udtryk for, hvordan man forholder sig til sig selv og til livet. Hertil hører, at humor er et subjektivt begreb, eftersom det er op til den enkelte, hvad der opfattes som sjovt, og det afhænger ofte af dennes forudsætninger for at forstå en given ytring eller situation som humoristisk – og ikke mindst af den sammenhæng, hvori det sjove præsenteres. En fortælling og dens virkning er eksempelvis gerne knyttet til tid og sted, og det humoristiske materiale hænger ofte sammen med specifikke kulturvaner og nationaliteter. Netop derfor forstærkes humor ofte i sociale sammenhænge og kan blive meget indforstået. På den måde kan humor fungere som middel til at skabe en fællesskabsfølelse blandt folk med en fælles viden og referenceramme i en bestemt kontekst.
Fordi humor er et så komplekst fænomen, har adskillige filosoffer, psykologer og sprogteoretikere gennem tiden funderet over, hvoraf behovet for humor udspringer, og hvad det er, der ligger til grund for trangen til latter. Alle de heraf udsprungne tanker kan sammenfattes til følgende tre overordnede teorier omkring humor: overlegenhedsteorien, forløsningsteorien og uoverensstemmelsesteorien, der hver især fokuserer på forskellige aspekter af fænomenet humor. Overlegenhedsteorien skal ses i lyset af Thomas Hobbes’ filosofiske syn på mennesket som et ondt væsen, der ganske ubevidst søger sin egen bekræftelse og overlevelse på bekostning af andre. Ifølge denne teori anvender man humoren som middel til at gøre grin med andre for at fremhæve sig selv som bedre og mere magtfuld. Med afsæt i Sigmund Freud og hans arbejde med den menneskelige psyke bliver humor ifølge forløsningsteorien et udtryk for, hvad der foregår i vores underbevidsthed på linje med drømme. Således fungerer humor som et middel, hvormed man kan få forløsning for ellers undertrykte følelser og tanker og fortrængte tabuemner som eksempelvis seksualitet, religion, sygdom og død. Uoverensstemmelsesteorien peger på, at noget ofte er sjovt, når det ikke giver mening. Det vil sige, når vi støder på noget, der bryder med vores sædvanlige verdensopfattelse og overrasker os. I bogen Humor i dansk kalder Michael Balle Jensen dette for ”et hul i verden”. En vigtig komponent af humor er således en form for overraskelseselement.
På samme måde som teorierne omkring humor kan tredeles, kan man ligeledes skelne mellem tre forskellige humortyper, som Debra S. Raphaelson-West gør, når hun inddeler humor i følgende kategorier: Lingvistisk humor, der tager udgangspunkt i selve det sproglige udtryk såsom ordspil eller rim. Kulturel humor, der refererer til den omgivende kultur ved eksempelvis at gøre brug af kulturelle allusioner, person- og samfundsrelateret eller taburelateret humor. Universel humor, der hverken knytter sig til sprog eller kultur, men derimod kendetegner den type humor, der uhindret kan bevæge sig på kryds og tværs af landegrænser, idet den hverken er bundet til et specifikt sprogligt eller kulturelt udtryk.
Når man siger, at humor er svær at oversætte, skyldes det ifølge Jeroen Vandaele, der er lektor i spansk ved universitetet i Oslo, og som har beskæftiget sig en del med humor og oversættelse, at humoroversættelse adskiller sig fra andre typer oversættelse ved for det første at ville fremkalde én bestemt reaktion hos læseren, nemlig smilet eller latteren. Dernæst skyldes det, at en humoristisk oversættelse afhænger af den pågældende oversætters humoristiske sans og samtidig dennes evne til at reproducere det humoristiske udtryk – en evne, der ofte vil være svær at tillære sig. I praksis mener Vandaele, at man bør afkode originaltekstens humoristiske budskab og dernæst forsøge at kopiere dette i oversættelsen for at ramme den samme eller en lignende humoristisk effekt som i originalen.
Oversættelsesstrategiske overvejelser
Med min oversættelse til specialet har jeg forsøgt at tilstræbe det, oversættelsesteoretiker Eugene A. Nida kalder den dynamiske ækvivalens. Med denne søger man at skabe nogenlunde samme forhold mellem oversættelsen og læseren som det mellem originalteksten og dennes læser. Det har jeg gjort ud fra overbevisningen om, at det var af højeste prioritet at gengive den humoristiske stil fra originalen i min oversættelse, da det netop er denne, der i høj grad definerer originalteksten som tekstgenre, og som netop har resulteret i, at Lo que necesitas es amor har vundet prisen el II Premio de Novela Corta de Humor José Luis Coll – en hyldest til den store spanske komiker, José Luis Coll. Som så ofte med oversættelse kan der somme tider være langt fra teori til praksis, og man kan opleve, hvor vanskeligt det er at skabe samme forhold mellem oversættelsen og dens læser som det mellem originalen og dennes læser netop på grund af kulturelle forskelle og sproglige nuancer, der ikke kan gengives på et andet sprog. Ikke desto mindre kan det være et udmærket ideal at have i baghovedet, når man oversætter.
Intentionen med min oversættelse har altså været at skabe en skønlitterær tekst, der på humoristisk vis fremstiller de pågældende karakterer og deres omgivelser, ligesom originalen. At fortællingen tager udgangspunkt i et spansk miljø og kultur, der skal præsenteres for en dansk læser gennem min oversættelse, betyder, at jeg i en vis grad må tilpasse teksten den nye læser, der ikke kan forventes at have samme forudsætninger for at forstå den kontekst, hvori fortællingen finder sted. Det har dog på ingen måde været min intention at skabe en tekst, der er tilpasset den danske læser i en sådan grad, at det ikke er tydeligt, at der er tale om en oversættelse. Tværtimod mener jeg, at det er oversætterens vigtigste opgave at udvide den nye læsers horisont ved at overføre noget ”fremmed” fra originalen til oversættelsen, således at man som læser ikke er i tvivl om, at der er tale om en oversættelse af en tekst skabt på et andet sprog i en anden kultur. Netop dette er med til at berige og udvide læserens horisont omkring originaltekstens sproglige og kulturelle oprindelse og samtidig synliggøre oversætterens tilstedeværelse. Hensigten med oversættelsen er således, på det indholdsmæssige plan, at overføre noget ”fremmed” til den danske læser, mens jeg på det sproglige plan har søgt at tilpasse teksten den danske læser ved at ramme en gængs dansk sprogbrug og derigennem sikre en flydende læsning af teksten på målsproget.
Den praktiske virkelighed
Med afsæt i et par udvalgte eksempler på humoristiske sekvenser fra originalteksten og mine tilsvarende danske oversættelser vil jeg forsøge at vise, hvorledes humoren kommer til udtryk i originalteksten og hvilke udfordringer, der melder sig, når teksten skal oversættes til dansk. De førnævnte tre forskellige typer humor: den lingvistiske, den kulturelle og den universelle humor er alle repræsenteret i originalteksten, men i specialet er der særligt fokus på den kulturelle humor, der er den mest interessante af de tre, idet den byder på flest oversættelsesmæssige problematikker.
Den universelle humor er velrepræsenteret i originalteksten og bidrager til den underspillede humoristiske tone, der generelt kendetegner romanen. Et eksempel herpå er følgende sekvens, der efterfølges af min danske oversættelse:
Originaltekst:
Sofi la puta, o la hija puta de la señora Rogelia – calificativo que se decía sin maldad alguna, sólo para distinguirla de las otras hermanas –, a pesar de llevar una vida disoluta, siempre estaba presta para visitar a la que le dio su ser. (s. 11: l. 5)
Oversættelse:
Luder-Sofi, eller señora Rogelias luderdatter – et tilnavn man brugte om hende, ikke for at være ondskabsfuld, men blot for at kunne kende hende fra de andre søstre – levede et udsvævende liv, men på trods af det var hun altid parat til at besøge hende, der havde bragt hende til verden.
Det sjove ved ovenstående eksempel er den indskudte sætning, calificativo que se decía sin maldad alguna, sólo para distinguirla de las otras hermanas. Indholdet af denne sætning er i min optik en anelse uoverensstemmende, idet det bedyres, at Sofía kun har fået tilnavnet, la hija puta de la señora Rogelia, for at kunne adskille hende fra de øvrige søstre i familien og altså ikke af ondskab. Det sjove er, at der almindeligvis vil være en uoverensstemmelse mellem det at give nogen det tilnavn, Sofía har fået, og samtidig påstå, at der ikke menes noget ondt med det, eftersom det er virkelig krænkende og anstødeligt at kalde nogen for luder. Det sjove i dette tilfælde er, at der netop ikke menes noget ondt med tilnavnet, eftersom det ikke bare er noget, man kalder hende, men noget hun rent faktisk er. Desuden understreges det sjove efter min mening ved, at sætningen fremstår som en indskudt sætning, som en tilføjelse i talesprog, hvilket bidrager til tekstens uformelle og talesprogsagtige tone. Humoren i dette eksempel er i den grad universel og kan nemt oversættes til dansk med samme humoristiske effekt.
Der forekommer også adskillige tilfælde af lingvistisk humor i romanen. De kommer til udtryk gennem en legen med sproglige flertydigheder og konnotationer i form af selvopfundne ord, der leger med ordenes indholdsside, samt i form af såkaldte talesprogsord, der leger med ordenes visuelle udtryk. Følgende eksempel illustrerer den lingvistiske humor i form af et selvopfundet ord:
Originaltekst:
– ¡Este es mi hermano Paco! – dijo Sofía dirigiéndose a Matías –. ¿Te acuerdas cuando te decía que tenía un hermano de magullo?
– Sí, y que estuvimos riéndonos toda la noche a costa de la palabreja. (s. 19: l. 20)
Oversættelse:
– Det her er min bror Paco! sagde Sofía henvendt til Matías. Kan du huske, da jeg fortalte, at jeg havde en halvdefekt bror.
– Ja, og vi grinede af det besynderlige udtryk hele aftenen.
I dette eksempel knytter den lingvistiske humor sig til ordet magullo, der er et selvopfundet ord og en afledning af verbet magullar, der ifølge Gyldendals Røde Ordbøger kan betyde følgende: 1. slå sig, blive forslået eller 2. (om frugt) blive stødt. Det sjove går på, at ordet ikke eksisterer, men at Sofía bruger det til at beskrive sin bror, Paco, og som man kan se af den sidste linje, giver ordet anledning til stor morskab for Sofía og Matías. Her leger den lingvistiske humor altså med det spanske sprogs leksikon. Senere i romanen anvendes ordet igen – denne gang ledsages det af en forklaring af ordets betydning. Her bruges ordet magullo i overført betydning til at beskrive folks personlighed. Da Sofía forklarer Matías, hvad ordet betyder, refererer hun til de hedengangne æseldrivere, der solgte halvdefekte ting såsom kander uden hank og skårede vaser og lignende til de, der ikke havde råd til andet. I forlængelse af ovenstående bruger Matías udtrykket om alle medlemmer af Sofías familie, inklusive sig selv, til at beskrive, hvordan de alle er mærket, eller forslåede, af fortiden. I forbindelse med sådan et selvopfundet ord må man som oversætter trække på sin kreativitet for at finde på noget i oversættelsen, der nogenlunde svarer til det anvendte udtryk i originalteksten. Med min oversættelse af ordet magullo til halvdefekt har jeg dels forsøgt at overføre betydningen af at være en forslået og stødt/skadet person i overført betydning og samtidig beholde referencen til den type menneske, der kun er i stand til at købe andres aflagte ting. Jeg mener, at ordet halvdefekt svarer nogenlunde til det i originalteksten anvendte, idet det rent indholdsmæssigt til en vis grad koder samme information som det spanske udtryk. Samtidig formår det at give læseren opfattelsen af, at der er tale om et begreb, der ikke normalt kan bruges i den sammenhæng, det optræder i, idet halvdefekt principielt ikke kan bruges om personer, men kun om genstande.
Den kulturelle humor er som sagt den mest interessante her, hvor jeg primært vil fokusere på forholdet mellem sprog og kultur i oversættelsessammenhæng. Denne type humor forekommer hyppigt i originalteksten, der er fyldt med humoristiske sekvenser baseret på kulturelle allusioner, person- eller samfundsrelateret og taburelateret humor. Sidstnævnte er et gennemgående tema i romanen, idet Carretero på humoristisk vis løbende behandler en række tabuemner såsom død, seksualitet og religion. Her bliver det tydeligt, hvordan det i mindre grad er oversættelsen på ordniveau, der skaber problemer, men i højere grad oversættelsen på kontekstniveau, idet det er selve genskabelsen af den humoristiske effekt i oversættelsen, og dermed virkningen af denne på læseren, der er vanskelig at oversætte til et andet sprog og en ny kontekst. Det samme gør sig på sin vis gældende i forbindelse med den person- og samfundsrelaterede humor, som også er stærkt repræsenteret i romanen, og som kommer til udtryk i den humoristiske fremstilling af de kulturelle forskelle mellem land og by samt Sofías udsvævende liv som prostitueret. I disse tilfælde er der tale om et delvist kulturelt overlap mellem den spanske og danske kultur, der gør oversættelsen på ordniveau forholdsvis ukompliceret. Det være sagt, kan det ikke undgås, at modtagelsen og virkningen af det humoristiske udtryk vil variere fra læseren af originalteksten til læseren af oversættelsen, idet de to læseres referencerammer samt forudsætninger for forståelse er forskellige. Det er netop i denne sammenhæng, at det bliver tydeligt, hvorledes sprog og kultur er tæt forankret i hinanden. Det er overvejende de humoristiske eksempler, der inddrager kulturelle allusioner, der skaber flest problemer i en oversættelsessituation, idet denne type humor beror på referencer til i forvejen kendte begreber, fænomener eller personer i den omgivende kultur og derfor er betinget af en fælles referenceramme mellem afsender og modtager af den humoristiske ytring. Hér vil det såkaldte kulturelle overlap som oftest ikke være til stede, og dermed opstår oversættelsesproblemerne.
Et eksempel på en humoristisk kulturel allusion finder vi allerede i romanens titel, Lo que necesitas es amor, som tilsyneladende er navnet på et spansk reality/talk show-program fra 1990’erne, der handler om at føre fremmede mennesker sammen eller at forsone tidligere par. Det humoristiske ved titlen ligger måske ikke så meget i selve titlen, men nærmere i referencen til tv-programmet, da det viser sig, at selvsamme program, i slutningen af romanen, kommer til landsbyen for at lave en udsendelse med Sofía, hvor Matías erklærer sin kærlighed til hende. Det morsomme ved dette er hele beskrivelsen af, hvordan folkene i landsbyen falder bagover, da det går op for dem, at det kendte tv-program kommer til deres lille landsby. I romanens titel gemmer der sig altså en reference til et spansk tv-program, der formentlig ikke er helt tilfældig fra forfatterens side. En reference, der højst sandsynligt vil være kendt for størstedelen af den spanske målgruppe, men som givetvis vil gå tabt for den danske læser, der ikke har nogen som helst forudsætning for at kende det omtalte tv-program.
Eftersom titlen ikke kan overføres direkte til dansk uden et betydningstab, må man som oversætter vurdere, hvorledes opgaven skal gribes an. En mulig løsning kunne være at oversætte titlen direkte, hvilket rent sprogligt sagtens kan lade sig gøre uden de store vanskeligheder. Men en sådan direkte oversættelse ville resultere i tabet af referencen til det pågældende spanske tv-program. Alternativt kunne man, for at bevare referencen, oversætte titlen til navnet på et tilsvarende dansk tv-program, der vil være kendt for den danske læser af oversættelsen. Det kunne eksempelvis være det hedengangne ”Knald eller fald” fra 1990’erne eller det nutidige ”Det store Datingshow”. Hermed ville man tilpasse teksten den danske kultur og givetvis skabe nogenlunde samme forhold mellem oversættelsen og læseren som det, der består mellem originalteksten og dennes læser, og hermed indfri mit mål med oversættelsen. Problemet med at oversætte titlen til navnet på et tilsvarende dansk tv-program er efter min mening, at man fordansker og ”over-oversætter” teksten i en sådan grad, at den bliver utroværdig for den nye læser. Hvis man oversatte titlen til navnet på et dansk tv-program, ville oversættelsen ikke vidne om, at der er tale om en tekst, der oprindeligt er skrevet på spansk. Tværtimod ville man som læser formentlig undre sig over, at titlen på en spansk roman var den samme som navnet på et dansk tv-program. Uanset hvilken løsning, man som oversætter vælger, må man erkende, at der vil forekomme et betydningstab. Jeg har således valgt at oversætte titlen mere eller mindre direkte til Alt hvad du behøver er kærlighed i overensstemmelse med min holdning til, at man bør undgå at ”over-oversætte” teksten. For at bevare referencen til tv-programmet, der i min optik er en vigtig reference, eftersom folkene bag selvsamme tv-program dukker op i slutningen af romanen for at lave en udsendelse med Sofía og Matías, har jeg imidlertid valgt at tilføje en note til titlen, der forklarer referencen til tv-programmet. Principielt er jeg ikke tilhænger af brugen af fodnoter i en skønlitterær tekst, da jeg mener, de nemt kan bryde den flydende læsning. Men i dette tilfælde, hvor noten knytter sig til titlen og dermed ikke optræder midt inde i teksten, men derimod på titelbladet, mener jeg at kunne argumentere for anvendelsen i denne sammenhæng. Alternativet er, at referencen går tabt, og det ville være en skam.
Taler vi så samme sprog, når vi griner?
Når man oversætter humor, vil der være forskel på, hvilken form for humor man har med at gøre. Netop i forbindelse med oversættelsen af en tekst som Lo que necesitas es amor, hvor både den universelle, lingvistiske og kulturelle humor er repræsenteret, bliver det tydeligt, hvorledes oversættelsesproblemerne varierer alt efter, hvilken type humor det drejer sig om. Det betyder, at selvom der måtte opstå problemer med at oversætte den kulturelle humor, vil man på trods af det kunne skabe en humoristisk oversættelse, idet den universelle og lingvistiske humor i mindre grad skaber problemer i oversættelsen til dansk. På den måde kan man med oversættelsen af det humoristiske udtryk i en tekst som denne kompensere for den ene type humor ved hjælp af de andre, idet de forskellige humortyper alle er til stede i teksten. Det vil sige, at skulle en humoristisk kulturel allusion fra originalteksten gå tabt i oversættelsen grundet et manglende kulturelt overlap mellem original- og målkulturen, så kan man kompensere for dette ved at overføre et universelt humoristisk udsagn mere eller mindre direkte i en af de følgende sætninger. Således kan man, når flere typer humor er repræsenteret i en tekst, genskabe en humoristisk stil/tone på trods af det betydningstab, der måtte være til stede i oversættelsen.
Når man oversætter mellem to forskellige sprog og kulturer, må man erkende, at man umuligt kan tilgodese den overordnede kulturelle forskel mellem spansk og dansk kultur uden at tilpasse teksten kraftigt til målkulturen, og man må derfor nødvendigvis erkende, at der vil være tale om en grad af betydningstab. Den forestillede læser af oversættelsen vil aldrig kunne få samme læseoplevelse, som den oprindelige læser har haft af originalen, grundet de to læseres forskellige kulturelle referencerammer og forudsætninger for forståelse af teksten. Det resulterer i sidste ende i forskellige opfattelser af det humoristiske udtryk i en tekst som Lo que necesitas es amor i henholdsvis den spanske og den danske kultur.
For mig er det tydeligt, at det især må være med tanke på den kulturelle humor, at påstanden om humors uoversættelighed udspringer. Hertil hører, at den kulturelle humors påståede uoversættelighed ikke direkte kommer til udtryk i oversættelsesproblemer på ordniveau, men nærmere på kontekstniveau, idet det reelle problem ligger i at generere samme modtagelse af det humoristiske udtryk, altså samme humoristiske effekt, i oversættelsen som i originalteksten. Som Octavio Paz udtrykker det, er det takket være oversættelse, at vi lærer, at selv vores nærmeste naboer hverken tænker eller taler samme sprog som os selv.
Hej Marie.
Hvor kan jeg finde dit speciale? Er meget interesseret i at læse det, da jeg selv skal til at skrive bachelor under næsten samme emne 🙂
Håber du kan hjælpe.
Med venlig hilsen Rose, Odense