Anmeldelse af Virginia Woolf, Sit eget værelse (A Room of One’s Own), oversat af Merete Ries, Rosinante 2013.
Af Ida Klitgård
Den store britiske modernistiske forfatter Virginia Woolf (1882-41), hende med Mrs Dalloway (1925), Til fyret (1927) og Bølgerne (1931), var andet og mere end en af datidens store kunstnere udi smukt svævende bevidsthedsstrømme og sarte indre monologer. Hun var glødende feminist og fortaler for kvindelige forfatteres ret til anerkendelse – både i samtiden i mellemkrigsårenes England og i litteraturhistorien i det hele taget, hvor kvindelige skribenter har været usynliggjorte og forviste til den pyntede dagligstues hjemlige sysler.
I 1928 holdt Woolf to forelæsninger for kvindelige studerende på Cambridge University med netop den kvindelige forfatter gennem historien som omdrejningspunkt, og disse forelæsninger blev efterfølgende samlet i bogudgivelsen A Room of One’s Own, der udkom samme år. Ti år efter fulgte Three Guineas, der er endnu en samling polemik, men denne gang en stærkere og mere passioneret bandbulle, der drager overraskende sammenligninger mellem det victorianske patriarkat og fascismen, der hærgede Europa på det tidspunkt.
A Room of One’s Own belyser, hvor umuligt det er og altid har været for en kvinde at blive forfatter, så længe hun ikke har midlerne til at forsørge sig selv. Uden penge og frihed kan man ikke skrive. Og når kvinden er økonomisk afhængig af en mand, kan det ikke komme på tale at lukke sig inde på et kammer – “a room of one’s own” – og skrive i ensomhed. Nej, man skal passe de huslige pligter og om aftenen sætte sig i dagligstuen med stramajpuden. Derudover kræves det, siger Woolf på det mandsdominerede Cambridge, at kvinder får lige adgang til en højere uddannelse som fx netop universiteterne. På baggrund af en fyldig gennemgang af det nittende århundredes kvindelige forfattere, hvis private liv ikke har været mange siders litteraturkritik værd i samtiden, opfordrer Woolf slutteligt de kvindelige tilhørere til at blive sig den kvindelige litteraturhistories tradition bevidst og bruge den til at skabe større fremgang og frihed for både kvindelige forfattere og forskere fremover. Hele teksten er generelt præget af en balanceret og ikke-aggressiv eller skinger stemme. Der er ingen indigneret feministisk vrede, kun vis og poetisk indlevelse. Og måske netop derfor gider man godt lytte og lære, også den dag i dag i 2013.
I 1978 udkom A Room of One’s Own på dansk ved Elsa Gress. Nu er den så blevet nyoversat ved Merete Ries, der også har stået for oversættelsen af Til fyret og som forlægger af en lang række andre Woolf-oversættelser og genudgivelser. Og det gør hun så utrolig legende let og smidigt, men ellers synes jeg, Gress’ oversættelse i den grad også går an. Det første, der falder i øjnene, er naturligvis oversættelsen af titlen til Sit eget værelse mod Elsa Gress’ Eget værelse. Med originalens berømte ordlyd står der (og bemærk der står “her” i stedet for “one’s”):
“- a woman must have money and a room of her own if she is to write fiction”.
Det oversætter Gress og Ries til:
“- en kvinde må have penge og et værelse for sig selv, hvis hun skal skrive skønlitteratur” (Gress).
“En kvinde må nødvendigvis have sine egne penge og sit eget værelse, hvis hun skal skrive litteratur” (Ries)
Gress’ version er næsten lige så ordknap som Woolfs, mens Ries udbreder mere, hvad der menes med udsagnet. Ordet “nødvendigvis” er tilføjet, og det samme med “sine egne penge” i stedet for bare penge. Derved opstår der en bedre rytme og ligevægt med “sit eget værelse”. Gress skriver også ” et værelse for sig selv”, hvilket kan betyde, at der skal afsættes et rum til at skrive i, mens Ries’ version slår mere direkte på, at dette værelse skal tilhøre kvinden ene og alene. Sidst men ikke mindst skriver Gress “skønlitteratur”, som om det adskiller sig fra andre genrer, mens Ries skriver slet og ret “litteratur”, hvilket gør det lidt mere ophøjet og højtideligt.
Hvad angår den balancerede og rolige stemme i A Room of One’s Own, så rammer begge oversættere fint en slags “egen” stemme som oversættere, der matcher Woolfs. Her den berømte passage, hvor Woolf fortæller om en tur ned til floden i det ubestemte Oxbridge, hvor hun påtager sig en persona som den kvindelige forfatter generelt:
Here then was I (call me Mary Beton, Mary Seton, Mary Carmichael or by any name you please–it is not a matter of any importance) sitting on the banks of a river a week or two ago in fine October weather, lost in thought. That collar I have spoken of, women and fiction, the need of coming to some conclusion on a subject that raises all sorts of prejudices and passions, bowed my head to the ground. To the right and left bushes of some sort, golden and crimson, glowed with the colour, even it seemed burnt with the heat, of fire. On the further bank the willows wept in perpetual lamentation, their hair about their shoulders. The river reflected whatever it chose of sky and bridge and burning tree, and when the undergraduate had oared his boat through the reflections they closed again, completely, as if he had never been. There one might have sat the clock round lost in thought. Thought–to call it by a prouder name than it deserved–had let its line down into the stream. It swayed, minute after minute, hither and thither among the reflections and the weeds, letting the water lift it and sink it until–you know the little tug–the sudden conglomeration of an idea at the end of one’s line: and then the cautious hauling of it in, and the careful laying of it out? Alas, laid on the grass how small, how insignificant this thought of mine looked; the sort of fish that a good fisherman puts back into the water so that it may grow fatter and be one day worth cooking and eating.
Gress:
Her var jeg så (kald mig Mary Beton, Mary Seton, Mary Carmichael eller hvad De vil – det har ingen betydning) på bredden af en flod for et par uger siden, i smukt oktobervejr i dybe tanker. Den byrde, jeg nævnte, emnet kvinder og skønlitteratur, nødvendigheden af at komme til en slutning om et emne, der rejser alle mulige fordomme og lidenskaber, bøjede mit hovede til jorden. Til højre og venstre lyste buske af forskellig art op, gyldne og højrøde, glødende af farver, syntes endda forbrændte af varme, af ild. På den modsatte bred græd piletræerne i evig sorg, med håret nede ad nakken. Floden genspejlede hvad den ville af himmel og bro og brændende træer, og da studenten havde roet sin båd igennem spejlbillederne, lukkede de sig igen, fuldkomment, som om han aldrig havde været til. Der kunne man have siddet døgnet rundt fortabt i spekulationer. Min tanke – for at give den et stoltere navn end den fortjener – havde kastet sin line ud i strømmen. Den svajede hid og did, minut efter minut, bland spejlbillederne og sivene, lod sig løfte og sænke af vandet, indtil – De ved, det lille hiv – den pludselige sammensmeltning af en idé for enden af linen, og så den forsigtige indhalen og beskuelse af den? Ak, hvor lille, hvor ubetydelig forekom ikke denne min idé at være, spredt ud på græsset, en fisk som den gode fisker sender ud i vandet igen, så den kan blive større og værd at stege og spise senere.
Ries:
Her sad jeg altså (kald mig Mary Beton, Mary Seton, Mary Carmichael, eller hvad De nu synes – det har ingen som helst betydning) ved flodbredden for et par uger siden i dejligt oktobervejr, hensunket i tanker. Den ledetråd, jeg har nævnt, kvinder og litteratur, behovet for at nå frem til en eller anden konklusion på et emne, som vækker alle mulige fordomme og lidenskaber, tyngede mit hoved mod jorden. Til højre og venstre strålede buske af en eller anden slags, gyldne og højrøde, med en farve, der skønt svedet af heden var som ild. På den modsatte bred græd piletræerne i uophørlig klage med håret hængende ned om skuldrende. Floden spejlede, hvad den fandt for godt af himmel og bro og brændende træ, og når studenten havde staget sin båd gennem spejlbillederne, samlede de sig igen, fuldendte, som om han ikke havde været der. Der kunne man have siddet i timevis, hensunket i tanker. Tanken – for nu at betegne den med et fornemmere navn, end den fortjener – havde ladet sin snøre synke ned i strømmen. Den svajede, minut efter minut, hid og did imellem spejlbilleder og vandplanter, mens vandet løftede og sænkede den, indtil – man kender det lille ryk – en idé pludselig samlede sig for enden af fiskesnøren; og dernæst gjaldt det om forsigtigt at trække den i land og omhyggeligt lægge den fra sig? Men ak, udbredt der på græsset, hvor lille, hvor ubetydelig tog denne min tanke sig dog ud; en fisk af den slags, en ordentlig fisker sætter ud i vandet igen, så den kan vokse sig større og en dag blive værd at tilberede og spise
Egentlig synes jeg, de to oversættelser ikke adskiller sig ret meget fra hinanden, og det er generelt for hele oversættelsen i begge versioner. Der er dog nogle små afstikkere her, der falder i øjnene.
Fx oversætter Gress ordet “collar” til “byrde”, mens Ries vælger “ledetråd”. De er jo immervæk ikke helt ækvivalente. Efter dybtgående søgninger i ordbøgerne og på nettet kan jeg ikke få “collar” til at betyde andet end noget med en krave eller noget der ligger på skuldrene af en, fx et åg. Det er svært at se, hvordan “ledetråd” passer ind her, også fordi “byrden” på skuldrene tynger fortællerens hoved mod jorden efterfølgende, som Woolf skriver det.
Et andet sted beskrives piletræerne som sørgende træer med enten “håret ned ad nakken” (Gress) eller “med håret hængende ned om skuldrene” (Ries). Nyoversættelsen er mere tro mod originalen og giver et mere trist billede af træerne, mens Gress’ nakkehår er mig en smule ufrivillig morsomt, idet udtrykket at stå med håret ned ad nakken betyder, at man står modløs og skuffet tilbage efter et svigt. Det er nok ikke tilfældet med de smukke piletræer, man ser så tit langs de engelske floder, som vi især kender det i Cambridge.
Og apropos Cambridge. Ries fanger også bedre billedet af “studenten” (skulle vel egentlig have været “den studerende”?), der i stedet for at ro en båd rent faktisk stager sig frem på floden, som vi kender det fra de klassiske “punts”, der kendetegner fx floden Cam i universitetsbyen Cambridge.
Men hvorfor egentlig denne nyoversættelse, når begge oversættelser rammer tonen og betydningerne så glimrende? Det, der adskiller dem mest tydeligt, er det, vi kalder parateksterne. Elsa Gress har forsynet sin udgivelse med et 6-7 siders forord med titlen “Woolf og feminismen”, mens Ries kun har en lille sides introduktion med ganske få oplysninger. Til gengæld er der intet noteapparat i Gress’ udgivelse, men det er der i Ries’ bog. Ries tilføjer det, hun kalder “realkommentarer” om de forfatter, bøger og forhold, der måtte være den danske læser fremmed anno 2013. Disse noter omtales helt uprætentiøst som “uvidenskabelige noter”, og de giver en meget vidende indføring i alt det indforståede for Woolfs tilhørere i samtiden. En anden forskel på Gress’ og Ries’ oversættelser er, at Gress lader samtlige citater og referencer til anden litteratur, som fx digteren Alfred Lord Tennyson, stå uoversatte hen. Ries påtager sig derimod faktisk at oversætte dem, suppleret med Niels Brunses fine oversættelser af netop Tennyson. Kildeteksterne er tilmed samlet et sted i bogen, så læseren får både Ries’ version og originalerne til rådighed.
Alt i alt sidder Ries’ nyoversættelse lige i skabet, både stilistisk, tonemæssigt og indholdsmæssigt. Ries’ “egen stemme” – både som oversætter og som realkommentator – får Woolfs klassiker til at stå langt skarpere og fyldigere i bogskabet med Woolfs samlede værker hos den danske læser og beundrer af den store engelske forfatterinde.