Af Moritz Schramm
Det er ikke nemt at oversætte Thomas Bernhards værker: men de danske oversættere klarer opgaven overbevisende – på hver deres måde, og på trods af enkelte skønhedsfejl.
De seneste år har der kunnet iagttages et veritabelt boom i nye, danske oversættelser af Thomas Bernhards værker: Siden midten af 1990’erne er ikke mindre end fem romaner, tre bind af forfatterens autobiografi og en række skuespil af den kontroversielle østrigske forfatter udkommet på dansk. Og ikke mindst prosaværkerne må være en voldsom udfordring for enhver oversætter: Der er, som Anders Juhl Rasmussen for nyligt skrev i Kristeligt Dagblad, tale om „virtuose, dybtgående og polemiske værker”, der overbeviser med deres ”gennemmusikalske prosastil og kompositionskunst”.
Rent formelt skriver Bernhard med lange og indviklede sætninger, der nogle gange strækker sig over flere sider – med massevis af underordnede bisætninger, der skaber en hurtig og åndeløs, men samtidig også temmelig svært læselig prosa. Og den hypotaktiske sætningsstruktur er ikke det eneste kendetegn for forfatteren. De fleste af hans prosaværker indeholder ikke et eneste afsnit: Ofte er der tale om indre monologer, der med intens og vedvarende dynamik udfolder sig side op og side ned til en såvel fascinerende som vanskelig prosa. For oversætterne er der uden tvivl tale om en udfordring af de større, både hvad angår syntaksen, rytmen og sprogtonen.
Og de foreliggende oversættelser er i medierne heller ikke blevet modtaget med ubetinget begejstring. Især Ole Eistrups oversættelse af romanen Udslettelse hos Husets Forlag i 1999 fik hug af de danske anmeldere. Marianne Rosen ytrede sig i dagbladet Information eksempelvis direkte skuffet: Hun fortrød at hun ikke havde læst den tyske originaludgave i stedet for oversættelsen, siden denne ifølge hende forstyrrer læsningen: ”Der er mange slagfejl og eksempler på uformidlet oversættelse, direkte efter ordbogen, uden tanke på, hvad den habile, hidsige Bernhard ville have skrevet, hvis han skulle udtrykke sig på dansk”. Godt nok havde forlaget ydet en stor præstation ved at udgive en roman af ”den store østriger”, men oversættelsen, konkluderer hun, var slet og ret mislykket.
Nu har det siden Udslettelse imidlertid ikke længere været Ole Eistrup, der har stået for de danske oversættelser af Thomas Bernhards værker. De seneste år har det i stedet været to ret forskellige ildsjæle, der uafhængigt af hinanden har stået for samtlige nyere oversættelser af den østrigske forfattere: den ene er lektor i tysk litteratur ved Aarhus Universitet, Søren R. Fauth; den anden, tidligere elev fra forfatterskolen, forfatteren og oversætteren René Jean Jensen, der har en lang historie som oversætter af blandt andet tyske værker bag sig. Begge er kendt for deres indgående kendskab til det tyske sprogs nuancer og faldgruber, og begge har de seneste år nærmest utrætteligt arbejdet for at udbrede Bernhards værker i Danmark, især hos de små forlag Basilisk og Sisyfos.
Således stod René Jean Jensen sammen med Tommy Kierkegaard for oversættelsen af Bernhards roman Gående (Gehen, 1971) hos Basilisk i 2005, og lige nu er han aktuel med oversættelsen af romanen Træfældning (Holzfällen, 1984), der for nogle uger siden udkom på samme forlag. Hvorfra også Søren Fauth stod for oversættelsen af Bernhards Undergængeren i 2008 (Der Untergeher, 1983), og sidenhen, fra forlaget Sisyfos, har kastet sig over oversættelsen af Bernhards selvbiografiske pentalogi, hvoraf de første tre bind allerede er udkommet: Årsagen. En antydning (2011, Die Ursache. Eine Andeutung, 1975), Kælderen. En unddragelse (2012, Der Keller. Eine Entziehung, 1976), og – for få uger siden – Åndetrættet. En afgørelse (2013, Der Atem. Eine Entscheidung, 1978). De resterende to bind af autobiografien er efter sigende lige på trapperne.
Set med nutidens øje er deres oversættelser derfor mere interessante at kigge på end Eistrups oversættelse af romanen Udslettelse fra 1999. Og selv om der er tale om meget forskellige værker, som hhv. Jensen og Fauth har gjort tilgængelig for det danske publikum, er det givende at sammenligne deres respektive oversættelses-strategier: Det bliver nemlig allerede ved første øjekast synligt at der både er overensstemmelser og forskelle i deres måder at håndtere Bernhards sprogtone og indviklede sætningskonstruktioner. Begge virker meget tekstnære, og begge formår at fremstile en velfungerende dansk tekst, der ikke på nogen måde forfalder til overfladiske fordanskninger.
Blandt overensstemmelserne kan eksempelvis nævnes det hos begge oversættere udbredte forsøg på at skabe en flydende dansk tekst, der rent grammatisk ikke er bange for at fjerne sig fra originalteksten. Eksempelvis finder vi hos begge en tendens til at erstatte de hos Bernhard hyppigt optrædende, ofte indskudte participialkonstruktioner med finitte sætninger; i stedet for at oversætte ”durch die Stadt laufend” direkte med ”løbende gennem byen”, vælger eksempelvis Jensen: ”mens jeg løb gennem centrum” – en tendens, vi finder på tilsvarende vis hos Fauth. Også ham gengiver ofte indskudte participialkonstruktioner som nye, underordnede bisætninger (…”es mag den beiden mit allen möglichen Hausarbeiten beschäftigten Frauen”, bliver eksempelvis hos Fauth til: ”de to kvinder, der var optaget af alt slags husarbejde,” …).
Resultatet er for begges vedkommende overbevisende: her er tale om yderst velfungerende prosa, der er kendetegnet ved en høj læselighed og en attraktiv prosastil. Oversætternes tilgang fungerer fint: Hvis de alt for nidkært havde holdt fast i de indviklede, tyske sætningskonstruktioner ville resultatet have været en besynderlig kluntet prosa, der – sammenlignet med den tyske original – slet ikke i samme grad ville fungere på dansk. I stedet vælger oversætterne her heldigvis den eneste rigtige vej: at sørge for at teksten fungerer på målsprogets betingelser, selv hvis det med blik på originalteksten kræver partielle ændringer i stilen og sætningsstrukturen.
Mens deres tilgang altså på nogle områder ligner hinanden, er deres oversættelsesstrategier på andre områder faktisk ret forskellige. Eksempelvis benytter Fauth sig ofte af semikolon eller sågar tankestreger for at sortere de lange og indskudsfulde sætningskonstruktioner – en fremgangsmåde, der ikke i samme grad ses hos Jensen.
Og det bliver med disse forskellige strategier især tonen og stemmeføringen, der tydeligvis kommer til at adskille sig fra hinanden: mens Fauth giver Bernhards prosa en temmelig alvorsfuld og dermed måske også mere original stemme, virker Jensens oversættelse mere mundret, flydende og nutidig. Mens Jensen således primært vælger velfungerende udtryk fra samtidens danske sprogbrug, er Fauth ikke bange for at benytte sig af lidt ældre, og dermed mere højstemte udtryk. Eksempelvis oversætter Fauth i tredje bind af autobiografien den selv på tysk ret voldsomme participialkonstruktion ”so unternehmend auschreitend” med ”skridtede så gesjæftigt ud”: han opløser altså participialkonstruktionen, men bibeholder en vis højstemthed i og med han bruger mere usædvanlige udtryk – noget der ikke i samme grad ses hos Jensen.
Resultatet er for Fauths vedkommende en generelt lidt tungere sprogtone. Sine steder virker Fauths oversættelse direkte mørk, og melankolsk på en nærmest højtidelig facon. Jensens oversættelse af Bernhards prosa forekommer mere ligetil, mere nemt læselig og dermed også mindre dyster. Bernhards prosa introduceres således på ret forskellige måder: mens Fauth i højere grad fremstiller Bernhard som historisk klassiker, hvis sprog adskiller sig markant fra nutidens, fremstår forfatteren hos Jensen i stærkere grad som en nulevende forfatter, man direkte kan interagere med.
Begge tilgange har deres fordele og ulemper. De fremhæver på hver deres måde bestemte elementer af Bernhards prosa, mens andre dimensioner i de respektive oversættelser bliver mindre fremtrædende. Der er tale om accentforskydninger: Melankolien og mørkheden i Bernhards prosa træder, for mig at se, mere tydeligt frem hos Fauth, mens dens tempo og aggressivitet måske er en smule mere synlig hos Jensen. Vælger den ene en mere ophøjet og dermed også mere langsom sprogtone, sigter den anden efter en mere mundret og dermed også mere uhæmmet sprogholdning: Prisen, som Jensen betaler, er en mindre udpræget originalitet i Bernhards sprogtone; prisen, som Fauth betaler, ligger i distancen til nutiden: Bernhards stemme virker hos ham mere særlig, mere frakoblet fra nu og her – noget der imidlertid sagtens kan legitimeres med Bernhards egen sprogtone, der heller ikke nødvendigvis virker meget nutidig på tysk.
Men begge oversættelses-strategier har deres berettigelse: de er begge på hver deres måde yderst velfungerende – de fremhæver blot forskellige nuancer af forfatterskabet, og giver dermed i sidste konsekvens forskellige tolkninger af dette, og af dets accentueringer.
Samtidig foreligger der i begges oversættelser unødvendige skønhedsfejl – således er jeg hos begge faldet over delsætninger, der ikke kom med i den danske tekst: for Jensens vedkommende bliver eksempelvis den indskudte forklaring, ”daß ich Wien hasse und daß es doch rührend ist”, mod slutningen af Træfældning slet og ret glemt – en forseelse, der samtidig opvejes ved at romanens fortæller kort efter gentager pointen ved at henvise til ”daß ich dieses Wien hasse und doch lieben muß”; en henvisning som er med hos Jensen. Med andre ord: den for romanen så væsentlige skildring af en indre splittelse hos fortælleren gengives på dansk, men hvor den i Bernhards åndeløse prosa nævnes to gange, optræder den kun én gang i Jensens danske oversættelse (s. 321 i det tyske original; s. 213 i den danske oversættelse). Og i Fauths oversættelse af Der Atem ryger på lignende måde først en længere bisætning, der nærmere beskriver fortællerens ”eksistensmulighed” (…”die mich kühn und mutig zugleich gegen alle Widerstände mein Leben in die Hand (und vor allem auch in den Kopf) hatte nehmen lassen”…, s. 24 i den tyske original), inden der lidt senere i teksten ligefrem glemmes en hel sætning, der – typisk for Bernhard – gentager og uddyber en pointe, der allerede lige én gang var blevet beskrevet. Efter at fortælleren har tilkendegivet, at det især er omkring midten af januar, hans sygdomme bryder frem, forklarer han således: ”Die Körperkonstitution, die der ungeheuren Belastung einer oder mehrerer Krankheiten den ganzen Herbst und den halben Winter gewachsen war, bricht Mitte Januar zusammen” (s. 25 i den tyske original) – en uddybende forklaring, der er forsvundet i den danske oversættelse.
Disse fejl er heldigvis ikke meningsforstyrrende: Bernhards prosa er i den grad bygget som en dynamisk tilnærmelse, der ofte benytter sig af rytmiske, musikalske gengivelser og uddybninger, at en manglende bisætning eller sågar en uddybende helsætning kan undværes uden at forståelsen af tekstens indhold falder fra hinanden. Og personligt vil jeg hellere læse en velfungerende oversættelse med enkelte fejl end en æstetisk dårlig oversættelse uden de mindste fejl. Men selvfølgelig er disse fejl alligevel problematiske – og man kan kun undre sig over at de ikke er blevet fanget senest under korrekturlæsningen. Muligvis har oversætterne ladet sig rive med af den store dynamik, som Bernhards prosa er kendetegnet ved: en dynamik, der muligvis nogle steder har sløret blikket for enkelte detaljer. Lidt mindre tempo, lidt mere Entschleunigung, vil her nok være på plads fremover – for at undgå at den slags forstyrrende fejl opstår igen.
Disse fejl kan dog ikke ændre ved, at der i begge tilfælde er tale om fremragende oversættelser, der på hver deres måde gengiver Bernhards prosa overbevisende på dansk. Sammenligner man de to oversætteres strategier med hinanden står det især klart, at sådanne forskellige strategier kan fungere ved siden af hinanden, uden at man nødvendigvis behøver afgøre, hvilken tilgang er den ”bedste” eller den mest overbevisende: i dette tilfælde har de begge deres berettigelse, deres fordele og ulemper. De er begge uden tvivl en berigelse til det danske litteraturlandskab. Man kan håbe, at både Fauth og Jensen bliver ved med at oversætte den besynderlige og indviklede østrigske forfatter til dansk – fremover måske med en ekstra korrekturlæsning hvad forfatterens karakteristiske uddybninger, gentagelser og mange indskudte bisætninger angår.