Af Ellen Boen
Jeg hedder Ellen Boen, og på vegne af Dansk Oversætterforbund og Ærespriskomiteen, der udgøres af Thomas Harder, Anette Bach og undertegnede, siger jeg hermed velkommen til alle jer, der er mødt op i dag for at fejre og hædre Aino Roscher, modtager af Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2012. Vi vil gerne takke Statens Kunstråds Litteraturudvalg for, at der med æren følger cool cash, nemlig 60.000 gode danske, skattefri kroner. Et sådant beløb er så sandelig ikke at kimse ad, men jeg ville være et skarn, og jeg ville ikke udvise rettidig omhu, hvis jeg i dag undlod at plædere for, at Æresprisen inden længe opjusteres til mindst samme niveau som de ca. 115.000 kroner, som kommer Den Danske Oversætterpris til del, det vil sige den årlige pris, som Statens Kunstråd tildeler udenlandske oversættere af dansk litteratur.
Vi ved alle, at de litterære oversættere bidrager til brobygningen mellem alverdens kulturer – ja, med fare for at lyde højtravende vil jeg påstå, at vi med vores arbejde er med til at skabe større indsigt i, forståelse og respekt for andre tankesæt og livsanskuelser og dermed yder et ikke ringe bidrag til ”verdensfreden”; samtidig hermed bidrager oversætterne naturligvis til både at bevare og ikke mindst fornye det danske sprog, dvs. dansk litteratur. Denne indsats bør derfor aldrig underkendes, men tværtimod anerkendes, og den fortjener den største bevågenhed – for ikke at sige honorering!
Efter denne ultrakorte brandtale vil jeg også takke Kulturstyrelsen for at lægge lokale til i dag. Jeg er jo klar over, at ”man” herinde gerne havde set prisoverrækkelsen henlagt til fx Dansk Forfatterforenings smukke stuer i Strandgade (simpelthen for at slippe væk fra arbejdspladsen), men næ nej, vi – oversætterne – vil gerne betræde ”de bonede gulve”, fordi vi har brug for synlighed, og denne synlighed mener vi bedst kommer til udtryk på … netop disse bonede gulve.
Nå, men over til Æresprisen og dagens hovedperson: Igen i år har priskomiteen modtaget en række velbegrundede indstillinger – faktisk flere end tidligere, hvilket vi takker og er meget glade for – og også denne gang skulle vi skære ind til benet og vælge en vinder, som altså blev Aino Roscher! I den fremsendte invitation har I kunnet læse vores kortfattede begrundelse for dette valg, så det vil jeg ikke berøre nærmere.
Om et øjeblik vil jeg bede jer skænke op i glassene, hvorefter jeg vil give ordet til Allan Hilton, der vil holde en motiveringstale, som uddyber baggrunden for valget af årets prismodtager, men inden da vil jeg lige berige jer med en Aino-anekdote: I en af Ainos romanoversættelser fra tysk lykkedes det hende at slippe af sted med at oversætte ordet ”Schnabel” med ”snabel” – hvor der vel at mærke var tale om en fugl, og der selvsagt skulle have stået ”næb”, som netop hedder Schnabel på tysk. Fejlen smuttede igennem samtlige redaktionelle sikkerhedsnet og hele vejen ud til boghandlerdisken! Aino græmmede sig selvfølgelig gevaldigt, og når jeg på en festdag som i dag tillader mig at stå her og gøre mig lystig på vores kollegas bekostning, er det ikke så meget for at påpege, at selv en driftsikker oversætter som Aino kan begå fejl, for det kan og gør alle, men fordi denne lille svipser mere end noget andet illustrerer den AUTORITET, Aino har ude på redaktionerne! Når Aino skriver, at en fugl har en ”snabel”, ja, så må det jo have sin rigtighed, og alle indvendinger må forstumme!
Så lad os skænke op, åbne vores næb og udbringe en STOR SKÅL for Aino – hvorefter vi stikker snablen i glasset!