Tale til Aino Roscher ved modtagelsen af Dansk Oversætterforbunds Ærespris i Kunststyrelsen 18.marts 2013

Af Allan Hilton Andersen

I Dansk Kvindebiografisk leksikon – og ikke ret mange andre steder endnu – kan man læse, hvor stor betydning kvinder har haft for udbredelsen og forståelsen af udenlandsk litteratur i Danmark. Når kvinder indtager så fremtrædende en plads, er det naturligvis mest takket være mændene, der i århundreder har fastholdt kvinder i barselsstue og ved huslige gøremål, men ikke gjorde ophævelser over, at de samme kvinder eventuelt havde intellektuelle sysler ved siden af – sandsynligvis fordi de – altså mændene, eller mange af dem – ikke særlig tit forstod, hvad der foregik.

En af de helt store skikkelser var Birgitte Thott, der levede fra 1610-1662. Hun var så heldig at tilhøre overklassen og blive gift med en mand, der døde kort tid efter. Med baggrund i en boglig uddannelse ’i renæssancehumanismens ånd’, som det er formuleret, en uddannelse der blandt andet omfattede noget så sjældent dengang som engelsk, gik hun videre med sprog via græsk og latin, så hun også beherskede tysk, nederlandsk, engelsk, fransk, italiensk og spansk – sprog, som hun alle oversatte fra. Det mest kendte fra hendes hånd er nok den ét tusinde foliosider lange oversættelse af Seneca til dansk, som indbragte hende megen hæder fra samtidens store … mænd.

Hun argumenterer tit og ofte for pigers ret til undervisning og ”fremhævede studiers gode påvirkning af kvinders moral og bidrag til realiseringen af et lyksaligt liv” – hun var i det hele taget en imponerede skikkelse i dansk åndsliv – og det ville kun være ret og rimeligt, hvis man indimellem kunne uddele en ’Birgitte Thott-pris’.

Det kan vi ikke, men vi har heldigvis Dansk Oversætterforbunds store oversætterpris, som Aino i år er blevet tildelt, og hun kan sammen med os andre glæde sig over, at synet på, hvad kvinder kan tillade sig – og hvad oversættelse er for noget pjank – har ændret sig markant her godt 350 år senere.

Eller også er det ikke så markant endda.

Den norske forfatter Jo Nesbø har en figur, der går igen i flere af hans romaner. Det er en dansk kvinde bosat i Oslo, og hun oversætter fransk litteratur til dansk. Hun beskrives som en mager, lettere anæmisk type, med tyndt, rødligt hår; hun har altid sikkerhedskæden for døren, og når der en sjælden gang ringes på, åbner hun kun så meget, at man lige kan se en tynd, spids næse, og for enden af samme næse hænger der altid en klar dråbe. Hun er prototypen på en person, der er tilfreds med de tanker, som andre har tænkt. Skriver Nesbø.

Man kan godt høre, at det ikke er Aino, som Nesbø har i tankerne, men alligevel er det en figur, der altid har irriteret mig, og som Nesbøs oversætter har jeg tilladt mig at gøre vrøvl og truet med at forvandle hans prototype til en klejn norsk forfatter, der hverken behersker bokmål eller nynorsk, og som ikke ved mere om fodbold end det samlede norske landshold.

Nesbø har forsvaret sig med, at den danske oversætter i hans bøger fortjener at blive drillet af helt private årsager, men under indtryk af mine trusler – tror jeg da – har han ladet sin anæmiske, danske oversætter glide ud af bøgerne.

Det gør han klogt i.

Vores bogoversættere og billedmedieoversættere – og Aino er begge dele – har selvfølgelig det til fælles, at de gemmer sig i skyggen af små og store navne, som i en anden sproglig og kulturel sammenhæng har udtrykt noget, som i stor udstrækning kun kommer i hænderne på vores lille befolkning, såfremt det oversættes til dansk.

Mange hævder ganske vist, at de læser eller ser deres klassikere på originalsproget, men det er for det meste pral. Danskere i al almindelighed gider ikke læse hverken norsk, svensk, tysk eller engelsk – selv om mange måske godt kunne, hvis de tog sig sammen. Og alle andre sprog kan de ikke læse. Med den holdning, politikere har til sprogundervisning i dag, kan det kun blive værre i fremtiden … Og bedre for oversætterne.

Aino har ikke fået den her pris, fordi hun i mange år utrætteligt har kæmpet sammen med ligesindede for at forbedre oversætternes arbejdsvilkår. Hun får den heller ikke, fordi hun er et elskeligt menneske, der altid tager sig tid til at hjælpe en kollega i nød – og heller ikke, fordi hendes stilfærdige lune altid gør godt, når oversættere sætter sig sammen og nyder et glas og en god middag, hvilket de gør, når de har råd.

Hun får heller ikke prisen, fordi hun kan være en skrap moster, når det gælder. Der verserer en sand historie om dengang, Aino var med til at organisere billedmedieoversætterne, og den viser, hvad hun kan mobilisere af bister beslutsomhed, når det stikker hende. Den nye forenings kasserer havde oprettet en bankkonto til opbevaring af kontingenter og den slags. I eget navn. Da Skat manglede indbetalinger fra den pågældende oversætter, blev indholdet af teksterforeningens konto suget over i Skats pengekiste. Alle indvendinger og bønner blev mødt med fornærmet uimodtagelighed. Indtil Aino troppede op hos Skat i egen høje person og belærte bureaukraterne om ret og rimelighed. Herefter fik teksterne deres penge uden mere vrøvl.

Nej, Aino får prisen, fordi hun er en eminent oversætter fra engelsk, svensk, nederlandsk og tysk.

Hun har vist ikke oversat noget fra russisk endnu, men hun har studeret sproget, ligesom hun har læst nederlandsk og billedmedieoversættelse på Københavns Universitet.

Og før det er hun faktisk tjeneruddannet, at I bare ved det.

Sit daglige udkomme henter Aino hos DR, hvor hun er fastansat tekster og dagligt glæder seerne med sine fine oversættelser, der – som en fælles kollega har udtrykt det – altid er baseret på grundig research og fremtræder arkitektonisk smukt i deres udtryk.

Som bogoversætter har hun en forkærlighed for smal litteratur, hvilket er godt for kulturlivet, men dårligt for bibliotekspengekontoen og genudgivelsesrettighederne. Kun én af Ainos oversættelser er kommet i mere end én udgave, nemlig den berømte ”Vådområder” af Charlotte Roche, der fik så saftige anmeldelser, at mange læsere blev … tændt på den. Jeg vil ikke læse op fra bogen i det her dannede selskab, men jeg kan kun tilslutte mig en af anmelderne, der skrev, at bogen absolut bør læses, og jeg citerer: ”Fordi man ikke tit nok støder på ordene: ’sexmindekaramel’ og ’røvbarbering’ og fordi den er velskrevet og røvskæg!”

Bemærk i øvrigt denne typiske anmelderkommentar: ”Bogen er velskrevet.” Anmelderen mener naturligvis, at bogen er godt oversat.

Aino har selv fortalt, at hun her kunne fornemme, at hendes målgruppe var en anden end den sædvanlige, og sprogbrugen og handlingen var helt speciel.

Vi andre tænkte: Nå? Er det vores Aino, der kan alle de her saftspændte ord?

Men det er typisk for hende at betragte en opgave som en udfordring, og jo mere research, desto bedre. Den har givetvis været spændende her.

Jeg har undertiden kigget på nogle af de børnebøger, Aino har oversat – mest for at lære af hende, eftersom tanken om at oversætte for så kritisk et publikum altid har skræmt mig en smule. Det viste sig naturligvis, at hvis man – som Aino – tager sin målgruppe alvorligt og bruger sit sprog med velberådet hu, er man nået et langt stykke hen ad vejen. Selv så tekstlette bøger som ”Lille Abes Store Tissecirkus” bærer præg af Ainos omhu.

Kigger man på en liste over de forfattere, Aino har oversat, mødes man af et væld af navne, som igen får en til at tænke på, at der godt nok findes meget udenlandsk litteratur, som man uden videre kan gå ned at købe eller låne på sit bibliotek.

Jeg nævner i flæng:

P.C. Jersild

Bert Keizer

Anna Enquist

Elle Eggels

Harry Mulisch

Zsuzsa Bánk

Renate Dorrestein

Helen van Royen

Karel Glastra van Loon

– og en hel del andre, som jeg heller ikke kan udtale.

Selv om det måske er inden for nederlandsk, at Ainos største bidrag til verdenslitteraturen på dansk ligger, vil jeg gerne tale lidt om hendes oversættelse af Julia Francks ”Die Mittagsfrau”, en slægtsroman, der strækker sig over to verdenskrige. Den interesserede mig bl.a., fordi anmeldelserne var meget delte. En skrev, at ”Francks familieroman er en vigtig, men desværre også søvndyssende beretning om, hvordan en jødisk pige må opgive at være menneske for at overleve Nazityskland.” En anden skrev: ”Stor og betagende roman, som gennem en tysk kvindes livshistorie beretter Tysklands historie i første halvdel af det tyvende århundrede.” Sådan går det jo tit, og som læser ved man godt, hvad anmelderi kan føre til. Her har den negative anmelder bemærket sig, at den store pris, som bogen fik i Tyskland var en boghandlerpris, hvor det kun var læserne, der havde valgt bogen, ikke anmelderne. Så den pris skal man ikke lægge så meget i, skriver han.

Hvad ingen af anmelderne kom ind på, er den kendsgerning, at sproget skifter markant undervejs i historien. Første del er meget ’tysk’ – i mangel af et bedre ord – med lange sætninger, ofte en del indskudte led, måske en anelse altmodisch i sprogtonen. Hør selv:

”Da Arthur meldte sig, sagde man, at han uden påviselig bopæl i Bautzen ikke var registreret, og så ville man ikke tilforordne ham noget regiment. Arthur protesterede, til man undersøgte ham og sagde til ham, at man ikke kunne bruge ham i krigen på grund af engelsk syge. Han skulle blot tage til Heidelberg, hvis han havde samlet de nødvendige penge og anbefalinger sammen, for i tvivlstilfælde havde man større gavn af en ung læge end af en soldat med engelsk syge.”

I sidste halvdel af bogen er hovedpersonen Helene blevet mere og mere indesluttet, og sætningerne bliver kortere, formuleringerne mere kondenserede. Som her:

”Tågen hang tungt over havbugten; skibene tudede; det ene horn afløste det andet. Oppe i byen skinnede solen gyldent og kastede lange skygger. Dagen var ved at bryde frem.”

I Politiken kunne man læse et langt interview med forfatteren, der forklarer, at sproget efter hendes mening skal følge temaet. Læseren skal føle, hvad romanens personer føler. Julia Franck gør ved samme lejlighed opmærksom på, at i den første del af bogen, hvor hovedpersonens far af militærmyndighederne bliver sendt hid og did med et virvar af indbyrdes modsigende forklaringer, bevidst er skrevet med en vis tør form for humor – en humor, som mange tyske læsere ikke fik fat i. ”Og derfor,” siger Julia Franck, ”er jeg så glad for, at Aino Roscher har fået humoren med i den sekvens, for den er meget stille, selv om den er grotesk.”

Jeg ved, at Aino brugte en masse ekstra tid på romanen. Sammen med 17 andre oversættere tilbragte hun fx flere dage med Julia Franck på oversættercentret i Straelen, hvor bogen blev gennemgået til mindste detalje.

 

Det er en tragisk, men mesterlig bog, synes denne anmelder. Og det er en blændende oversættelse ved denne anmelder. For den fungerer på dansk – man mærker angsten, skylden, kulden helt ind til knoglerne, og det gør man, fordi du er en fremragende oversætter, der behandler også dit danske sprog med stor og vibrerende indføling. Bettina Heltberg formulerede det ganske elegant i en anmeldelse, da hun skrev, at gode tyskoversættere ikke oversætter tysk til tysk. De pakker de tyske sætninger ud og gør dem danske.

Og fordi du kan alt det, har du i den grad fortjent Dansk Oversætterforbunds store oversætterpris.

Tillykke, Aino