Af Niels Brunse

Jeg er lige blevet færdig med oversættelsen af J.M. Coetzees nyeste roman, ”The Childhood of Jesus”, som jo ikke rigtig kan hedde andet end ”Jesu barndom” på dansk. Men hvis nogen derfor tror at Coetzee er blevet from og bibelparafrastisk på sine gamle dage, så kan de godt tro om igen. Romanen er en fascinerende og underlig skildring af noget, der måske er livet efter døden, som det vil se ud hvis det er indrettet af velmenende betonsocialister, eller måske den nøjsomme vrangside af en samfundsutopi. Og så indeholder den en sætning, der muligvis er verdens hidtil værste scorereplik.
Der er også intertekstuelle referencer i massevis, mere eller mindre godt gemt i ordene, nok til at holde fortolkningsindustrien fornøjet i adskillige måneder. Jesus-skikkelsen, for sådan en er der da, er en fascinerende blanding af tænksomt vidunderbarn og påståelig møgunge, men hvordan han egentlig skal relateres til den bibelske Jesus – hvad han vel skal, hvorfor ellers den udfordrende titel? – det vil kræve lange og lærde artikler at rede ud.
Men alt det er jo på indholdssiden. Hvad jeg har siddet og været optaget af, er naturligvis sproget. Coetzee er, med sin tosprogede baggrund af afrikaans og engelsk og med sin omflakken i verden, sydafrikaner med længere ophold i bl.a. England og nu, efter eget valg, australier, en af de mest sprogbevidste forfattere jeg kender. I denne roman har han bestemt, at alle personerne der ankommer til det gådefulde hinsides-land, skal tale spansk; de har alle sammen glemt så godt som hele deres fortid, men de ved, at spansk er et nyt sprog de må lære sig, og det fortæller Coetzee både implicit og eksplicit – på engelsk. Det tvinger mig til f.eks. at vælge for ham, om personerne skal være dus eller Des; på engelsk skelner man ikke, men det gør man på spansk (tu/usted) og altså også på dansk.
Og hvad værre er: den gennemgående hovedperson, gennem hvis øjne det hele er set, selv om han optræder i tredje person, er også meget bevidst om hvor fremmed det spanske sprog er for ham, og han udtrykker sig derfor lidt stift og korrekt. Her er det så, at oversætteren kan føle sig utryg ved mødet med anmelderne om føje tid: kan de gennemskue, at det lidt stive og korrekte ikke er min klodsethed, men tværtimod en effekt, jeg har måttet bruge al min kunst til at opnå? Tror de, at jeg bruger et gammeldags ord som ”rutebilstation” og lader personerne sige ”davs” i stedet for ”hej” til hinanden, fordi jeg selv er blevet for gammel til at oversætte nutidslitteratur – eller kan de gennemskue, at det er bevidste valg ud fra den sært regressive verden, Coetzee ruller op (dampere, hestevogne, ingen mobiltelefoner, ingen fly, men dog tv med Mickey Mouse i)?
Oversætterhåndteringen sætter godt nok sine udøvere på mange sære prøver.
Hvad? Nåh ja, scorereplikken – her er den: ”Jeg ønsker ikke at sætte Dem i forlegenhed, så lad mig bare sige, med største respekt, at hvis De overvejer at stå i forhold til en mand med henblik på et svangerskab, så kunne De måske overveje mig.”
Niels Brunse

Lad venligst dette felt stå tomt.

Få besked ved nye indlæg!

Dette felt er krævet

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Tjek din indbakke eller spam mappe for at bekræfte din tilmelding.