Kære oversættere
I dag fejrer vi og fester for Oversætter-dagen! Men for os, der er samlet her i aften, er hver dag – i større eller mindre grad – jo en oversætterdag, og guderne skal vide, at de ikke alle er lige festlige! Så hvis I tror, I får en festtale eller en skåltale, så må I tro om. Det her er en kamptale! Selvhøjtideligheden må I bærer over med.
I dagens Danmark er vigtigheden af oversættelse i almindelighed og oversættere i særdeleshed stærkt underkendt. Vi er ganske enkelt blevet en paria inden for snart sagt alle tekstproducerende erhverv og tekstforbrugende institutioner.
Det sætter vores situation i relief, at mens vi som oversættere til stadighed skal kæmpe for vores ophavsretssikrede ret til f.eks. kreditering, så sidder man i DR (ifølge Morten Visby) og skændes om rulleteksternes hastighed ned over skærmen!
Dansk Oversætterforbund udfører et stort arbejde på mange fronter for at forbedre oversætternes vilkår. Eller måske skulle man snarere sige: For at de ikke skal blive endnu ringere. Men det virker, som om DOF i udøvelsen af sine mange forskellige aktiviteter igen og igen støder ind i en uudtalt, bagvedliggende, nærmest refleksagtig desavouering af oversætterhvervet. Udtrykt i bedste fald som ligegyldighed i værste faldt som decideret ringeagt.
Hvad der skal til, er en holdningsændring! Hos vores omgivelser såvel som hos os selv. Metoderne er bl.a. synliggørelse, oplysning og måske mere målrettet markedsføring. Men man ændrer ikke holdninger over en nat. Derfor har DOF taget forskellige initiativer, som det måske tager år at få ført ud i livet, men hvis langtidseffekt så gerne skulle være en betragtelig højnelse af oversætterhvervets anseelse. Lad mig nævne to eksempler på, hvad vi har brug for: Vores egen historie og flere priser!
I DOF-regi er de første spæde spadestik taget til et Oversætterleksikon, dvs. dokumentation af oversættelsens og oversætternes historie. Beskrivelsen af en dansk oversættelsestradition og omtalen af ældre oversættere i et historisk lys giver nulevende oversættere et lang mere solidt ståsted, når den vedvarende kamp for respekt omkring oversættelsesfaget skal føres.
Ligeledes arbejdes der i DOF-regi på at få indstiftet en Nordisk Råds oversætterpris. Og hvorfor standse her? Hvem ved: Måske en dag en Nobels oversætterpris. I hvert fald er det et faktum, at uden et hav af oversættelser får ingen en nobelpris i litteratur. Så lad os stile imod at gøre Nobelkomitéen moden til en ansøgning fra Det Internationale Oversætterforbund om en lille oversætter-nobelpris!
Men vi må også gribe i egen barm. Måske har omgivelsernes generelle despekt upåagtet ædt sig dybt ind i vores sarte oversættersjæle, så vi nu står med et billede af oversættere som et tilbageholdende, forsagt, konfliktsky og opofrende folkefærd, der udfører deres arbejde på trods af lønnen. Det drejer sig i sidste ende om vores selvforståelse. En ændret holdning til oversætterstanden kan kun komme ét sted fra: Os selv!
Oversættere i Danmark har alt for længe været usynlige storleverandører til dansk kultur og af dansk kultur. Vi er importører, eksportører og hver især små speditører, der globaliserer løs. Ingen kan som oversættere gør verden mindre og større på samme tid! Vores akilleshæl er, at den samlede kulturelle effekt af vores indsats ikke figurerer på handelsbalancen. Men hvor kunne jeg dog godt ønske mig, at virkningen af oversættelse blev lige så anskueliggjort, som når vores ældre, ja, meget ældre kollegaer oversatte – men vel at mærke: OVERSATTE FORKERT!
At Holger Danske sidder og slumrer under Kronborg som ærkedansk nationalsymbol kan en oversætter tage æren for. Da Rolandskvadet (oldfr. digt fra midten af 1100-tallet) i sin tid skulle oversættes til nordisk, læste oversætteren ”Ogier le Danois” (Holger den danske), i stedet for, som der står, at oversætte ”Ogier l’ardennois” (Holger fra Ardennerne).
I dag kan man overalt i europæisk maler- og billedhuggerkunst (i Danmark især i kirkernes kalkmalerier) opleve den gammeltestamentlige person Moses med horn i panden. Og det ikke fordi han leger hanrej eller fanden selv! Der er atter tale om en simpel oversættelsesfejl, som fik en langtrækkende og virkningsfuld effekt. Og den blev bedrevet af ingen ringere end af oversætternes skytshelgen og den, som har lagt navn til Oversætterdagen: Hieronymus. Han oversatte i det fjerde århundrede hele Det Gamle Testamente fra hebraisk til latin. Da han nåede til den episode, hvor Moses stiger ned fra Sinai Bjerg med de ti bud, står der i den hebraiske tekst, at hans pande strålede. Men det hebraiske ord for ”stråle”, ”udstråle lys” kan også betyde ”udvoksende horn”.
For mig at se anskueliggør de to eksempler på en omvendt og absurd måde den groteske situation, vi som oversættere befinder os i: At vi ved at oversætte korrekt tilsyneladende ikke afsætter os kulturelle spor eller opnår den anerkendelse vores indsats berettiger os til. På den anden side er der nok ikke meget perspektiv i at begynde at oversætte forkert, selv om mange oversættere har måttet sande, at de først bliver interessante, når man har grebet dem i en fejl.
Hvad er det så vi som oversættere ønsker ud over nogle bedre kontrakter?
1) En grundlæggende accept af, at oversættelse er mellemstatslig kulturudveksling af umådelig stor national og international værdi.
2) En grundlæggende anerkendelse af den kompetente oversætters arbejdsindsats og uundværlighed i og for dansk kulturliv.
Eller som en stor beundrer af oversættere, Hans Magnus Enzenberger, under sit nylige besøg i København formulerede det: ”For at livlinerne til den udenlandske tankeverden holdes åbne, anbefaler jeg, at vågne regeringer forgylder gode oversættere”.
Og selv om det her ikke skulle være en skåltale, så lad os sammen udbringe en skål for Hr. Ronymus.