(Frit efter Proustspørgsmålene)

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

Dr. Seuss’ Katten med hatten oversat af Karl Nielsen. Jeg elskede den som barn, og nu nyder jeg at høre mine egne børn klukke, når jeg læser den højt for dem. Det er svært at lave rim, der fungerer, så jeg beundrer de oversættere, som virkelig kan.
Af egne oversættelser må det være Jeg er mig af Emma AdBåge, som jeg lige har oversat. Den handler om en stille pige, som ikke er særlig pæn, ikke har særlig mange venner og er bange for ret mange ting. Men på trods af det – eller måske netop fordi hun tør bare at være sig selv – er hun et skønt bekendtskab og på sin egen måde mindst lige så sej som Pippi!

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Min sengelekture består gerne af kogebøger, men derudover vælger jeg i reglen velskrevne krimier af den ikke-blodige slags, bøger, hvor sproget er smukt, eller bøger, som handler om sprog.

Jeg oversætter næsten udelukkende børnebøger. Det er en svær genre, fordi man ikke bare kan gå ud fra, at danske børn har de samme forudsætninger som børn i andre lande, hvor man i mange tilfælde kommer i skole samt lærer at læse tidligere, end man gør herhjemme. Men også en meget sjov og givende genre, både på grund af historierne og fordi der ikke er så mange dikkedarer – enten virker oversættelsen, og bogen bliver læst, eller også gør den ikke! Det incitament kan jeg godt lide.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Jeg er ikke den slags oversætter, der kan falde i svime over spidsfindige referencer til andre litterære værker. Vælger en forfatter derimod en sjældnere brug af genitiv, kan det kalde det helt store smil frem hos mig. Jeg elsker små sproglige finesser og grammatiske finurligheder – det er den sproglige udfordring som sådan, der fascinerer mig ved oversættelsesarbejdet.

Hvor oversætter De?

Jeg oversætter på mit hyggelige hjemmekontor, omgivet af ordbøger, grammatikbøger og alskens andre opslagsværker. Jeg ser ud på haven, og af og til kigger et egern eller en fugl forundret ind på mig for at se, hvad jeg mon laver derinde bag den store skærm.
Hvis jeg trænger til luftforandring, læser jeg korrektur eller nye opgaver på en café eller på biblioteket.

Deres største fejl?

Det irriterer mig grænseløst, hvis en forfatter ikke staver navne konsekvent, flytter rundt på huses beliggenhed eller citerer en eskadrilles motto forkert.
Så bager jeg boller, og så er jeg klar igen!

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Bøger, som er fulde af unødig vold, eller som kun er skrevet, fordi forfatteren føler trang til at få lidt opmærksomhed ved at udstille andre mennesker.

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Pudsige originaler som Agatha Christies Hercule Poirot eller Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe samt charmerende misantroper som Colin Dexters Inspector Morse eller James Herriots Siegfried Farnon. Alle får de mig til at smile lidt mere af tilværelsen.

Deres helte i det virkelige liv?

De voksne, som bruger deres arbejdsliv på at give små børn tryghed, selvværd, viden, færdigheder og respekt for andre mennesker. Og dermed også de allerbedste forudsætninger for et meningsfyldt liv.

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Ingen specifik bog eller forfatter, men det kunne være sjovt at prøve kræfter med voksenlitteratur igen på et tidspunkt.

Deres sindsstemning netop nu?

Harmoni midt i kaos.

Deres devise?

Så læs dog korrektur!

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.