Som forberedelse til oversættelsen gjorde jeg mig disse overvejelser angående præstens navn: Han hedder Arthur Breen og kaldes Father Arthur, Father Art eller blot Father – eller Art. Jeg ville (naturligvis) have teksten til at fungere på dansk og mener ikke, at en direkte oversættelse til ‘fader Arthur’ er korrekt sådan at forstå, at ordet ‘fader’ stort set ikke anvendes i moderne dansk undtagen som synonym for Gud. Både tituleringen ‘fader’ og ‘pater’ af katolske præster er forældet i Danmark. (Andre terminologiske opdateringer var også nye for mig, f.eks. taler man i dag ikke længere om ‘den sidste olie’, men ‘de syges salvelse’). Den katolske menighed i Danmark har en meget informativ hjemmeside, hvor det fremgår, at en katolsk præst i dag formelt tituleres pastor, fulgt af pastorens efternavn. Jeg forsøgte at skrive ‘pastor Breen’, men det fungerede slet ikke – det lagde en alt for stor distance til Art eller Father Art. Jeg kom så i kontakt med en praktiserende katolik fra menigheden i København og spurgte, hvordan hun tiltaler præsten. “Jamen, jeg siger da bare hans fornavn, Jens eller Niels, eller hvad han nu hedder,” lød det. Præster, der er kommet hertil fra udlandet, det kan f.eks. være fra Indien, vil man somme tider i Danmark titulere Father før deres fornavn, forklarede min kilde videre.
Efter denne lille research-runde besluttede jeg at lade være med at oversætte ‘Father’, men lade det stå som det stod i det amerikanske forlæg – analogt med at man ikke længere oversætter mr. og mrs. i tekster, der oversættes fra engelsk og amerikansk. Jeg vendte tilbage til udgangspunktet og lod pastoren være Father Arthur, Father Art eller blot Father eller Art – også i den danske oversættelse.
Af Ellen Strandgaard
Om oversættelsen af Jennifer Haigh, Faith, 2011, på dansk Mistro, Verve, 2011.
Denne stilfærdige, men følelsesmættede, smukke og oversete roman foregår i et katolsk miljø i en mindre by i det østlige USA; den handler om en katolsk præst, hvis liv bliver ødelagt, fordi han (fejlagtigt) mistænkes for at have forgrebet sig på en lille dreng. Historien fortælles i jeg-form af præstens søster.
Interessant at læse, at "man" ikke længere oversætter "mr", "mrs". Det gør jeg altid. Oftest til "hr." og "fru", men andre gange til noget andet, fx til at personerne er Des, og andre gange igen til ingenting eller måske til personenes fornavn, hvis det passer bedre i sammenhængen. Jeg er opmærksom på, at det ikke svarer til moderne danske omgangsformer, men de historier, jeg oversætter, foregår jo netop heller ikke i Danmark, men i kulturer med en anden praksis, og jeg vil ikke prøve at lade, som om at England i 1700-tallet eller for den sags skyld Rom eller New York i 2012 er befolket af mennesker, der opfører sig ligesom moderne danskere. På samme måde oversætter jeg "father" og (det italienske)"padre" til "fader" eller "pater"(alt efter om der er tale om en verdenspræster eller en ordenspræster – fik jeg engang forklaret af en katolik med sans for detaljer).Det er altid et interessant problem, det med De/du, titler, tiltaleformer osv. Har netop afleveret en oversættelse fra italiensk, hvor en person gentagne gange omtales som "geometra + efternavn". "Geometra" er i sig selv lidt vanskeligt, men kan ofte oversættes ved "bygningskonstruktør". Jeg valgte imidlertid i de fleste tilfælde at kalde ham "hr." + efternavnet, fx når han blev tiljublet af en folkemængde, og "Længe leve bygningskonstruktøren!" alligevel ville lyde (for) ufrivilligt komisk.
Svar fra Ellen Strandgaard: Når jeg skriver, at ”man” ikke længere oversætter ”mr.” og ”mrs.” fra engelsk og amerikansk, er det fordi jeg løbende har været i tvivl, om jeg skulle oversætte til hr. og fru eller ej; på tv ser man jo f.eks. altid de engelske betegnelser. Jeg har derfor kigget i et større antal oversættelser fra ”nu-engelsk” til ”nu-dansk”. Jeg har valgt at følge flertallet, men kunne retteligen have skrevet, at ”mange” ikke længere oversætter i stedet for ”man”, og jeg kunne også have udvidet betragtningen med ”i mange tilfælde”. Det er altså en meget udbredt praksis, men jeg er enig i, at man kan argumentere både for og imod. Når det drejer sig om oversættelse fra sprog, der ligger fjernt fra dansk, og som de færreste eller ingen forstår, ville jeg formentlig slet ikke være i tvivl, om jeg skulle oversætte til hr. og fru. Når jeg ikke uden videre oversatte ”Father” til ”fader”, skyldes det, at i mine ører har ordet ”fader” på dansk, når det ikke lige drejer sig om Vorherre, en arkaisk, lidt komisk og latterliggørende klang, der altid får mig til at tænke på Henrik Hertz’ parodiske digt Skriftemaalet, hvor ”synderen” henvender sig til ”Pater Joseph”, den ”Fromme Fader”. (Sammensætninger som ”faderløs”, ”stamfader” osv. er en anden sag). Derfor iværksatte jeg min lille research, og da jeg ikke kunne finde belæg for ”fader” i katolske cirkler, valgte jeg som beskrevet. Jeg ved godt, at jeg her ikke følger den udbredte praksis.Men det er jo ikke for ingenting, der tales om ”de svære valg”.