I Shakespeares Richard II, som jeg arbejder med netop nu, sker der noget sørgeligt for hertugen af Norfolk. Kongen landsforviser ham på livstid. I sit svar på denne hårde dom siger han:
Det sprog, som jeg har lært i fyrre år,
mit vante engelsk, må jeg slippe nu;
min tunge er til liså ringe nytte
som strengeløse harper og fioler,
som instrumenter lagt i foderalet –
eller, hvis det blir åbnet, lagt i hånden
på en der ikke kender greb og toner.
Nu har I fængslet tungen i min mund
med tænderne og læberne til gitre,
og sløv, ufølsom, gold uvidenhed
er blevet indsat som min fangevogter.
Jeg er for gammel til en barnepige,
for voksen til at blive skoledreng.
Har dommen ikke mig til døden knægtet,
når modersmålets ånde er mig nægtet?
Det er en interessant replik. Det største tab, som hertugen ser i møde ved sin forvisningsdom, er hverken at miste sine godser eller sin position ved hoffet eller synet af sit hjemlands herligheder, men at miste sit sprog, sit modersmål, der ikke kan bruges dér hvor han må rejse hen. Det er et tab, der gør ham stum, for ingen vil forstå ham, og uvidende, for han vil intet kunne forstå; det er faktisk ensbetydende med døden, for modersmålet er som at trække vejret, og uden ånde, intet liv.
Selvfølgelig er det en digter der har skrevet det, og dermed én der er dybt forbundet med sit sprog – og selvfølgelig ville hertugen nok ikke i vore dage få de store problemer ved at rejse ud i resten af verden og tale engelsk – men det helt basale i replikken er forståelsen af, at et menneske uden sprog er et amputeret væsen, dømt til stumhed, døvhed og uvidenhed.
Det er derfor det er så vigtigt at dyrke og styrke sproget, træne det og dræne det for den tynde gylle, visse af dets brugere hælder ud af ørerne. Et sprog, der ikke kan hamle op med sin omverden i præcision og kompleksitet, er et døende sprog. Det gælder heldigvis ikke for dansk, trods de bekymringer der ofte luftes i debatten om vores modersmåls udsathed for pres fra stormægtige fremmedsprog, ikke mindst engelsk. Dansk lever og har det godt, og debatten er slet ikke ny. For et kvart årtusind siden harcelerede Holberg over hvad vi dog skulle med det nymodens tyske ord ”digter”, når vi havde det gode gamle ord ”poet”. Der tog han fejl – men han fik ret i at vi stadig siger ”bibliotek” i stedet for ”bogsal”, og ”astronomi” i stedet for ”stjernekunst”.
Med andre ord: sproget udvikler sig i et spændingsfelt mellem nyt og gammelt, og nye ord og vendinger må bevise deres brugbarhed, før de slår an. Det sker dog ikke helt af sig selv. Det segment af befolkningen, der kaldes ”trænede sprogbrugere”, har måske et lidt større ansvar for udviklingen end andre, fordi de er både medieeksponerede og velinformerede, for nu at bruge et par moderne gloser. Den første ville Holberg måske have rystet på pudderparykken af, den anden har han sjovt nok selv brugt.
Jeg har arbejdet professionelt med sprog i mere end fyrre år, så jeg tør vist godt kalde mig en ”trænet sprogbruger”. Og mange gange i alle de år har jeg tænkt over hvad det er man gør for, ved og, i uheldige tilfælde, mod sproget, når ens brug af det resulterer i tekster, der opfattes og vurderes af en større kreds af mennesker end ens familie og venner og dem der sidder ved siden af, når man taler i mobiltelefon. Alle de overvejelser meldte sig igen, da jeg blev ringet op af Jørgen Christian Wind Nielsen og fik at vide, at jeg var udset til at blive dette års modtager af Modersmål-Prisen. Og de tog en særlig drejning netop i denne sammenhæng.
Jeg har været vidt omkring og prøvet mange ting, når det gælder modersmålets anvendelse. Men målt i boghyldemeter, eller for den sags skyld i teaterspilletid, har jeg uden tvivl gjort mest af det, man kalder ”litterær oversættelse”. Og hvordan er det egentlig med oversættelser? Har de overhovedet noget at sige, når det drejer sig om styrkelse og udvikling af det danske sprog? Er de ikke bare en slags implantater fra fremmede sprog, eller en slags litterære kørestole for folk, der ikke ved egen kraft kan bevæge sig gennem romaner på finsk, japansk eller latin?
Nej, mener jeg selvfølgelig. Men så let vil jeg ikke la mig slippe. Der findes argumenter for, at litterære oversættelser har betydning for modersmålets udvikling og udtrykskraft. Jeg har nævnt, hvordan ord og udtryk vinder indpas i dansk igennem en vis modstands- og udvælgelsesproces, og en vis del af dem er da også kommet ind via oversættelser. Tænk på et udtryk som ”brave new world” fra Shakespeares Stormen, som blev titlen på en roman af Aldous Huxley, der blev oversat til dansk af Harriet Oppenhejm og Henning Kehler, som greb tilbage til Edvard Lembckes Shakespeare-oversættelse, hvor det hed ”fagre nye verden” – ofte brugt som lakonisk kommentar til tidernes ugunst eller teknologiens forviklinger, og altså en del af dansk daglig tale i det enogtyvende århundrede.
Men faktisk bidrager litteraturen, både den originale og den oversatte, ikke ret meget til sprogfornyelsen (eller sprogfornyningen, som en af mine skolekammerater sagde, med et ord der selv er hvad det beskriver) – på det leksikalske plan, altså når det gælder enkelte gloser og vendinger. Det er noget meget større, dybere og mere diffust, der er det rigtig interessante.
Shakespeare giver os et fingerpeg, når han lader hertugen af Norfolk sige at hans tunge er til ligeså ringe nytte som strengeløse harper og fioler. Det konkrete sprog er som strengene på et instrument, men lyden og betydningen afhænger af resonansen i resten af instrumentet. De litterære værker er ikke bare samlinger af ord, men fortællinger om menneskelige oplevelser i al deres sammensathed. Fortællingerne bidrager til den forståelsesmæssige klangbund, ethvert udviklet sprog har, de er med til at give ordene den egenskab at de, med et smukt og megetsigende udtryk, vækker genklang i os. Man kan ikke tale om kærlighed uden at Shakespeare svinger med et sted i ordets dybder, tænk på Romeo og Julie; man kan ikke tale om skyld uden Dostojevskij, tænk på Raskolnikov; man kan ikke tale om fattigdom uden Dickens, tænk på Oliver Twist; man kan ikke tale om dannelseuden Goethe, tænk på Wilhelm Meister. Man behøver slet ikke at have læst disse værker, for andre har læst dem og bragt resonanserne fra dem ind i ordenes valør, ligesom vores tale i den vestlige verden er fuld af bibelresonanser, hvad enten vi er kristne eller ej.
Det er jo sådan, at en oversættelse af et værk ikke er en kopi af værket. De to tekster, de to organiserede sprogmængder, er ikke enslydende. Men ved at værket i sin danske form er bragt ind i vores sprog, knyttet til vores danske ordforråd, bliver det nærværende i vores sprog og vores samfund på en helt anden måde, end hvis vi kun havde adgang til det gennem et andet sprogsystem. Et kultursprog er ikke kun kendetegnet ved sin righoldighed af gloser for det ene og det andet, men også af disse dybe og vidtstrakte resonanser, der gør sproget til mere end et redskab til information.
Jeg er ikke i tvivl om, at litterære oversættelser, her altså fordanskninger af fortællinger og erfaringer fra andre kulturer, tæt på eller langt borte, bidrager til at styrke det danske sprog på denne måde. Det forekommer mig også indlysende, at nyoversættelser af klassikere forstærker deres vitale genklang i dansk langt ud over den blotte repetition. Fordi jeg har brugt så meget af mine mange år som oversætter på netop det, føler jeg det som en ganske særlig påskønnelse, at jeg har fået lov til at modtage Modersmål-Prisen i år. Mange, mange tak.
