Af Julie Sten-Knudsen
1.
Jeg bestemte mig først for at oversætte Jenny Tunedals Mitt krig, sviter på grund af titlen.
Jeg havde mødt digteren og kritikeren Jenny Tunedal, mens jeg var elev på forfatteruddannelsen Litterär gestaltning i Göteborg, hvor hun en eftermiddag var gæstelærer på et seminar med temaet vold: Sprogets vold, lovens vold, kærlighedens vold. Seminaret gjorde dybt indtryk på mig, og de sidste tekster til min digtsamling blev skrevet med Tunedals ord i baghovedet.
Da jeg hørte, at Tunedal skulle udgive en bog, der hed Mitt krig, følte jeg mig temmelig sikker på, at den havde en forbindelse til foredraget om vold. Desuden syntes jeg, at det var en radikal politisk gestus for en svensk digter at kalde en bog Min krig. I mine ører havde titlen en helt anden klang end Knausgårds Min kamp, for enhver kan vel siges at kæmpe, men Min krig – hvad var det for en krig? En virkelig krig, som digtet og digteren ville påstå at have en andel i, eller en personlig konflikt, som i digtet blev kaldt krig? Jeg blev så opsat på at få del i bogens tankeverden og sprog, at jeg skrev til Tunedal og fik lov at læse pdf’en nogle måneder inden udgivelsen. Da bogen udkom i august 2011, var jeg gået i gang med at oversætte den til dansk.
Titlen blev Min krig, suiter. Det svenske sviter kan også betyde ”følgesygdomme”, ”eftervirkninger”, men jeg kunne ikke finde noget ord, der på samme tid kunne rumme dén betydning og betydningen ”suiter”. Eftersom bogen består af en række lange digtsuiter, valgte jeg den mest oplagte, men også den mest neutrale, kedeligste løsning. Måske for at afbalancere det allerede tilpas voldsomme Min krig med en nøgtern konstatering.
De første ti sider var de sværeste, og det blev de ved med at være hver gang, jeg vendte tilbage til dem. Bogen starter benhårdt ud i et næsten helt abstrakt sprogligt rum:
Der er fred
Først mærker jeg det ikke
Siden fortsætter det
Der er en mark
Det uforglemmelige hjerte
Solen som skin
Det er dens pligt
Under stor smerte
Alene hos en alenemor
Det er en misforståelse
Hvor skulle det alvorligste være
I hendes hoved
Det er sket før
Levende døde eller døde levende eller
Nogen med egne hænder
Hvilken mark? Hvilket hjerte? Hvad henviser ”dens” til, hvad er det, der har en pligt til at gøre hvad? Hvem er alene? Hvad er det, der er sket før? Hvad er det, nogen gør ”med egne hænder”?
Jeg vil ikke påstå, at jeg rent intellektuelt-analytisk forstår bogens første digte. Her var jeg nødt til at satse på en intuitiv forståelse, stole på min egen famlende læsning. Min famlen var frustrerende, men nødvendig i fremskrivningen af det abstrakte, tvivlende sprog. Og hver gang jeg bevægede mig længere frem i bogen, føltes det som om, sætningerne begyndte at give mere fra sig. Der dukkede hurtigt mere afrundede linjer op, umuligt nøgne udsagn, jeg ikke kunne få ud af hovedet:
smerte eller ensomhed hvorfor plager de hinanden som børn
2.
Det første og største problem var det tilbagevendende ord fält, som almindeligvis betyder ”mark”, men også kan betyde ”slagmark”, ”felt”, ”terræn” og så videre. Her følte jeg mig nødsaget til at inddrage Jenny Tunedal i mine overvejelser. Et uddrag af vores korrespondance:
JSK: Felt på dansk rummer ikke betydningen mark (åker), men mark rummer til gengæld kun den konkrete betydning åker, ikke konnotationer til krigens slagmark, et mere abstrakt felt osv. Synes du at det er vigtigst, at der er tale om en konkret mark (som det kan regne på, hvor der vokser hvede etc.), eller at de abstrakte betydninger kommer med?
JT: oj vad svårt med fältet. vad heter slagfält på danska?
JSK: Slagfält hedder slagmark. Men dra i fält kan hedde ”drage i felten”. Jeg har indtil videre brugt ”mark”, det er helt subjektivt, fordi jeg holder af at se de konkrete billeder, jeg vil på en måde gerne have den mark til at være der. Men jeg kan godt se at mange andre betydninger ryger.
JT: jag litar på dig. och jag har tänkt. tror mark blir bra.
Jeg valgte konsekvent at skrive ”mark”, da jeg ikke syntes det gav mening at skrive fx ”Det kommer til at regne sølv på feltet”, mens ”Det kommer til at regne sølv på slagmarken” ville være for pædagogisk. Da nogle medlæsere kommenterede digtenes ”rurale præg”, måtte jeg indrømme, at det er min oversættelse, der har understreget teksternes placering i et landskab.
I tilfældet fält er det let at se, at jeg har foretaget et valg, som har ført teksten i en bestemt retning. Ofte har det ikke været så let at få øje på mine egne idiosynkratiske tilbøjeligheder, før nogen har påpeget dem. Efter et vist antal gennemlæsninger opstår en vis blindhed over for andre mulige formuleringer, teksterne falder på plads i deres danske version, som om de hele tiden havde set sådan ud.
Min svenske kollega og tidligere lærer Marie Silkeberg bladrede forleden i Min krig, suiter og nikkede indforstået til mig: Man ser dig i disse tekster. Jeg er ikke sikker på, hvad det er, jeg har gjort ved Min krig, suiter – hvordan jeg har farvet den. Men som jeg sagde til Marie, har bogen i hvert fald gjort noget ved mig og mit sprog. Jeg er endnu ikke sikker på, hvad det er.
Læs mere her:
http://basilisk.dk/bog/Min_krig_suiter.htm
http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1651782/svensk-krigsdigter-udfolder-voldelige-traesnit/
http://juliestenknudsen.dk/
Kære Julie Sten-Knudsen, sikke en spændende og tankevækkende artikel. Du rammer så præcist i forhold til oversætterens evindelige usikkerhed om ordvalg mm. Hilsen Rasmus
Utrolig lærerig og velskrevet "artikel" om læsningens problematikker – jeg tænker, at oversættelsen selvfølgelig er meget konkret fra et sprog til et andet, men velsagtens er et "issue" hver gang en tekst møder en ny læser og vice versa. Jeg skal med garanti læse "Min Krig, suiter"!
Mange tak for de fine kommentarer!