Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?
De seneste 20 år har vi levet i oversættelsens guldalder. Ikke oversætternes guldalder, som Bjørn Bredahl fejlagtigt skrev for nogle år siden i Politiken. I det tidsrum har vi ikke blot fået mange spændende nyoversættelser inden for litteratur og filosofi, men også en lang række kanoniske værker, der ikke har været oversat før. Det danske læsepublikum har aldrig før haft et så rigt udvalg af litterære og filosofiske klassikere i oversættelse. Det burde påskønnes noget mere – også af kritikerne. At skulle vælge mellem så mange fremragende og inspirerende oversættelser er næsten for meget forlangt. Men skulle jeg hårdt presset vælge én oversættelse, må det blive Else Hennebergs oversættelse af Michel de Montaignes Essays fra 1992. Et på alle måder monumentalt arbejde. Hvad egne oversættelser angår, har det været et privilegium at prøve kræfter med den store tyske filosofi i skikkelse af F.W.J. Schelling og Jürgen Habermas. Kærlighedsarbejdet er det store udvalg af Per Højholts lyrik, Peter Urban-Halle og jeg oversatte til tysk under titlen Der Kopf des Poeten i 1998. Per Højholt var så glad for bogen, at han optog den i sin danske værkfortegnelse. Det var en stor oplevelse for os at oversætte et dansk, der er så færdigformuleret og formfuldendt.
Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?
Bøger af kvalitet inden for litteratur og filosofi. Her skal ordet kvalitet udtales som afdøde Poul Borum gjorde det: med dyb og salvelsesfuld stemme. Livet er, især efter de halvtreds, for kort til at beskæftige sig med uvæsentligheder. Det gælder både for læsning og oversættelse. Men især for oversættelse. Den gode bog kan kompensere for det faktum, at vi ikke lever i oversætternes guldalder, en ringe bog minder os hvert sekund om, hvor lidt guld vi spinder på vores arbejde.
Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?
Ukuelig optimisme. Alle oversættere, tror jeg, bærer på drømmen eller utopien om den fuldendte oversættelse, at der hinsides håndværket, anstrengelsen og tvivlen om det rette ord, den rette vending, den rette sætning og det rette greb om værkets helhedskonstruktion indtræder et magisk øjeblik, hvor udgangssprog og modersmål flyder sammen til en organisk helhed, hvor afgrunden mellem ord og genstand ophæves og smelter sammen til det paradissprog, Walter Benjamin drømte om. Det kræver en ukuelig optimisme at vide, at denne drøm altid brister.
Og hvis det lyder for højttravende for nogen, at oversætte kræver den optimisme og ukuelighed – og her sender jeg en kærlig hilsen til Sonja Rindom, en af det 20. århundredes store danske oversættere – som Anders And præsterer, når han hver tirsdag møder på arbejde som altmuligmand på margarinefabrikken.
Hvor oversætter De?
Det meste af tiden på min klaverbænk i hjemmet på Bellahøj. En gang om året i mit andet hjem: Europäisches Übersetzer-Kollegium i Straelen. Et utroligt inspirerende sted at arbejde, hvor man kan møde andre medlemmer af Den Europæiske Oversætterrepublik. Andre steder kan også komme tale: Jeg har set ud på den svenske midsommernat i Dalarne sammen med Victor Klemperer og kigget ned på Wienerstraße i Kreuzberg sammen med Christa Wolf. I sommer sad jeg på Söder i Stockholm sammen med Uwe Johnson og fortalte ham, hvor stor en forfatter han var, og hvor svensk han i grunden så ud.
Deres største fejl?
Letsindighed. Min mund har ofte sagt ja, hvor den burde sige nej. Det har ført til en del ubehageligheder i mit liv. På den anden side: En alt for stålsat karakter kan også være en hindring for at få spændende oplevelser i det hele taget.
Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?
De romaner, især kriminalromaner, hvor fantasien, fortælle- og konstruktionsevnen kun rækker til halvdelen af bogen. På et tidspunkt begynder fortællemaskineriet at støje så meget, at jeg må lukke bogen. Eftertrykkeligt.
Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?
J. P. Jacobsens Marie Grubbe. Fordi hun vedkender sig det liv, hun har levet. På det smukkeste dansk og med den klareste argumentation i romanens slutdialog med Ludvig Holberg.
Deres helte i det virkelige liv?
J.P. Jacobsen. For hans konsekvente, kloge og altid anfægtede ateisme. For hans mod til at trodse den frygtelige tuberkulose, han led af, og for hans mod til at slutte forfatterskabet med ordene: Lys over landet, – det er det, vi vil. Ikke et hvilket som helst lys, men det magiske og smukke lys, som falder i Thy og på Limfjordens vande. Hans forfatterskab og brevveksling burde være tvangslæsning for alle de religiøse, der uafladeligt tager ordet ”åndelighed” og ”spirituel længsel” i munden og derfor ikke kan se, hvor fantastisk og mangfoldigt det faktisk foreliggende liv er.
Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?
Uwe Johnsons tetralogi Jahrestage. Mirabile dictu: Jeg er så heldig, at jeg sidder og oversætter dette værk nu. Og så håber jeg, at Peter Urban-Halle og jeg på et tidspunkt kan få færdiggjort den store antologi af dansk lyrik i tysk oversættelse, vi med store afbrydelser har arbejdet på i årevis.
Deres sindsstemning netop nu?
Sorg. Min nære ven Herbert Zeichner døde den 12. december. Jeg vil savne hans utrolige nærvær, generøsitet og sproglige følsomhed. Og ikke mindst hans stemme, når han læste op på sit modersmål. Hvor magisk den lød, kan man forvisse sig om på Martin Hals cd Das mechanische Klavier eller på cd’en til det ovennævnte tyske udvalg af Per Højholts digte, hvor han læser den sene Højholt op. Hans død fulgte kort tid efter Christa Wolfs død den 1. december, som berørte mig dybt. Jeg har fulgt hendes forfatterskab i over fyrre år og oversat de tre seneste af hendes værker til dansk. Denne sørgelige afslutning på året kaster også sit triste lys over de gode kolleger, jeg (vi) mistede i år: Andreas Bonnevie, Jørgen Nielsen, Gisela Perlet og Mone Hvass.
Deres devise?
”Jeg har takket den gode Gud tusinde gange for, at han har gjort mig til ateist.” (Med et venligt nik til Georg Christoph Lichtenberg).