af Aino Roscher
And the Oscar goes to …
“Nej, vi tager sgu bare pis på dig, Gus, op med humøret. Sæt dig nu ned. Vi er samlet for at hilse på en mand, der fylder år, venner. Desmond, læg nu en plade på, for helvede, mand.”
Mingus stod og vred sig, så sneakerssålerne borede sig ned i tæppet.
”Har du en af dine venner gemt af vejen dernede? Du skal ikke være bange for noget, mand. Tag dem med op.”
Kære Søren
Som litterære oversættere tager vi læserne ved hånden og formidler vores oplevelse af et værk, der ofte beskriver en helt anderledes og mere eksotisk verden end vores egen.
Somme tider må vi hjælpe kamelen ned med en forklarende tilføjelse, men ellers bliver det i det store og hele forventet af os, at vi oversætter tekstnært og i originaltekstens ånd.
Der er en enkelt undtagelse: Når man oversætter talesprog, må man somme tider standse op, træde et skridt tilbage, betragte sin tekstnære oversættelse sådan lidt på afstand og tænke:
Hvordan ville jeg selv have sagt det her?
Og så kan det tænkes, at det ikke er nok at tilføje et ord – måske er man ligefrem nødt til at skrive noget helt andet end det, der står i originalteksten.
Det er desværre ikke altid, de mest pernittengrynede redaktører forstår ens kreativitet, men jeg er sikker på, at læserne ubevidst er taknemlige.
Du får Æresprisen for hele din produktion, men frem for alt for dit talent for at oversætte talesprog til mundret dansk. Oversættelse af talesprog er en disciplin, du mestrer som ingen anden. Du får skurke og helte til at lyde ægte og overbevisende i bøger af forfattere som Michael Connelly, Susan Hill, Ian Rankin, James Crumley, Jonathan Lethem – for nu bare at nævne nogle få stykker fra dit omfattende bagkatalog.
Du har forstået, at det i talesprog ikke er nok at oversætte ordene. Vil man have hele stemningen med, er man altså tit nødt til at gøre replikkerne en tand mere danske end resten af teksten.
Somme tider kræver det kun et lille sgu som i det citat, jeg indledte med. Vi taler jo ikke altid så pænt på dansk. Slet ikke i mange af de universer, du har det med at bevæge dig rundt i, Søren.
Citatet stammer i øvrigt fra din meget roste oversættelse af ”Ensomhedens fæstning” af Jonathan Lethem.
En søgning blandt det seneste tiårs anmeldelser af dine oversættelser viser, at jeg ikke er ene om at være imponeret:
Replikker så spidse som dartpile.
Ægthed i replikken.
Ikke en stavelse klinger falskt.
Farverigt og (slang)energisk sprog.
Et godt øre for dialog.
Eminente replikskifter.
En fornemt rablende, dansk stemme.
En beundringsværdig sans for troværdige replikker.
Et fast og overbevisende greb om både terminologi og dialog.
Og ja, i dine oversættelser er terminologien og alle de andre detaljer selvfølgelig også på plads. Man føler sig altså i gode og trygge hænder, når man kryber sammen i sofaen med en bog, der er oversat af dig.
Så du har til fulde fortjent Dansk Oversætterforbunds Ærespris!
Søren K. Barsøe stod og vred sig, så sneakerssålerne borede sig ned i tæppet.
”Har du nogen af dine venner gemt af vejen dernede? Du skal ikke være bange for noget, mand. Tag dem med op!”
Stort til lykke, Søren!
/Aino Roscher