Det har været et begivenhedsrigt år. Oversættelse er et erhverv og en kunstform, der gerne hyldes for ikke at gøre opmærksom på sig selv, men i 2024 er der blevet diskuteret både kvalitet og vilkår, også uden for branchens snævre kredse.
I maj slog Slots- og Kulturstyrelsen fast, at man ikke har krav på bibliotekspenge for værker, der er maskinoversat og menneskeredigeret, eftersom redaktører aldrig har været blandt de berettigede. Det vakte en del tiltrængt debat om oversætternes – og de nye maskinredaktørers – faglighed og arbejdsvilkår.
I oktober vandt koreanske Han Kang Nobelprisen, og Danmark blev præsenteret for begrebet relæoversættelse, altså at tekster indimellem må oversættes med et tredje sprog som mellemstation, fordi der her i landet ikke findes nogen, der kan oversætte dem direkte. Den slags oversættelser kan sagtens være gode, men kan de siges at være af originalen? Debatten om særligt de engelske oversættelser af Han Kangs værker har raset, lige siden hun vandt Bookerprisen i 2018. Hvad betyder det for relæoversættelserne?
I november bød Bogforum på usædvanlig mange oversættelsesoplevelser – måske fordi læsere og arrangører har opdaget, at oversættere ofte er gode formidlere af de værker, de oversætter. Og i samme måned blev tyske Hinrich Schmidt-Henkel den første modtager nogensinde af den nye Fossepris på 500.000 norske kroner for sit lange oversættervirke.
2024 har med andre ord været et år med masser af glædelig opmærksomhed, og Babelfisken har dækket en stor del af den. Nu ønsker den travle redaktion hårde, veloversatte pakker under træet til jer alle, og en fredelig stund at nyde dem i.