Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Ja, det kom også lidt bag på mig. Jeg mente ellers, at min spidskompetence (og favoritbeskæftigelse) var at læse med på andres oversættelser, og har haft glæden og privilegiet at arbejde med mange fantastiske oversættere (og forfattere) i mine tyve år som redaktør og forlægger. Men en dag sprang jeg selv ud som oversætter, det var i 2014, hvor jeg tog en måneds orlov fra Gyldendal for at oversætte Joakim Zanders Svømmeren, og det var en meget lykkelig måned.
Jeg fandt ud af, at jeg elsker at bevæge mig dér mellem sprogene. Det er faktisk et af de steder, hvor jeg trives bedst. Jeg holder ufattelig meget af at læse, og at oversætte er at læse på en meget særlig måde, som jeg gerne ville kunne beskrive, eller vide, om nogen har beskrevet?
Det er som en særlig zone og en helt særlig bevægelse. Både mellem sprogene og når man dykker ned i sproget, sproghistorien og alle de andre tekster, opslagsværker og i www for at få greb om et ord, et billede, en betydning, et begreb eller noget specifikt indhold i den tekst, man arbejder med.
Det er vildt nok, og trøstefuldt på en eller anden måde, at tænke på alle os oversættere verden over, der hver dag flittigt bevæger os frem og tilbage i det her særlige lys og luftlag og forbinder det hele på nye måder i teksternes oceaner.
Men nu har jeg vist mest svaret på hvorfor. Spørgsmålet om hvordan er lidt mere gådefuldt, altså ikke rent praktisk, det kan jeg takke min fortid i forlagsbranchen for. Men hvordan man finder ordene og føjer dem sammen, så forfatterens værk kommer til at leve som helhed på dansk, det er både en uhyre konkret og en forunderlig proces. Især når man støder på det modsatte: oversættelsens umulighed, ord, der ikke findes eller ikke dækker. Og så løser det sig alligevel.
Jeg elsker det her citat af den svenske digter Ida Börjel, som både opmuntring og udfordring, at få det til at blive så enkelt, poetisk transparent og samtidig selvindlysende konkret:
Sittandet som stolens översättning … Smärtan på tårarna. Att dricka är översatt vatten …
Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?
Jeg er opvokset i en tresproget familie med svensk, tysk og dansk og har boet skiftevis i de tre lande som barn. Det føltes nok lidt som noget rod med alle de sprog, så det var noget, jeg forsøgte at få styr på, og jeg har været ret bidt af at studere og lære sprog og grammatik. Jeg boede et år i Paris som ung, og flere år i Prag, Brno og Berlin, mens jeg studerede sprog og litteratur i Århus. Nu drømmer jeg om at lære islandsk … Dét og så ikke mindst at læse, læse, læse, læse … Litteraturen og bøgerne er jo et fantastisk frit og grænseløst og generøst sted at færdes. Og selvfølgelig at være sammen med andre mennesker, rejse, være undervejs, suge til sig. Sprog er så meget andet og mere end sprog.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Hm, inden for skønlitteraturen er der ikke meget, jeg ikke kan lide at oversætte, hvis det er godt skrevet. Det gælder inden for alle genrer, også de kommercielle. Jeg elsker krimier, den måde at komme rundt i miljøer og landskaber på.
På den litterære hylde har jeg en forkærlighed for små bøger, nok fordi der findes mange perler. Men det er selvfølgelig en fiks idé – nu har jeg lige sagt ja til en mammut på små tusind sider, som jeg glæder mig meget til.
Med faglitteratur er jeg kræsen, her skal det være særligt velskreven narrative non fiction, essayistik, eller bøger, der virkelig interesserer mig.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Jeg er glad for dem alle! På forskellige måder. Og man er jo sjældent kun glad for dem, undervejs, i kampens hede. Nogle af dem, man kæmper mest med, kan være nogle af dem, man er eller bliver allermest glad for.
Jeg har lige oversat Jenny Erpenbecks Kairos, og den var jeg meget optaget af, også fordi den foregår i Berlin før murens fald, en tid, hvor jeg selv boede i byen og var jævnaldrende med bogens hovedperson, så der var mange flashbacks.
Hun skriver så interessant om kærlighed og begær, og om tid. Den personlige og den historiske tid, som hun skildrer både i dens brutale konkrethed og meget stofligt og sanseligt, kunstens transcendente tid, en mytologisk tid og så en slags evighed eller ikke-tid. Jeg var vild med den, heldigvis, for det tog lang tid. Også fordi jeg måtte have fat i en bunke andre tekster, som hun citerer, parafraserer, trækker på og skriver henover. Plus selvfølgelig en masse realia og særlige, tidstypiske ord, ting, slogans osv. Men det var sjovt. Jeg elsker research.
Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?
Jeg kan umuligt udnævne den bedste, og der er mange, jeg har lyst til at nævne. Ida Jessens oversættelser af Alice Munro, flere af dem sammen med sin mor Gudrun Jessen, har betydet meget for mig, Hanne Friis’ oversættelser af Amos Oz og Hanne Lone Tønnesens af Olga Tokarczuk. Senest har jeg læst Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads oversættelse af Lumre dage af Eduard von Keyserling udgivet på det fine forlag Sidste Århundrede, og det var ren fryd! Jeg er fuld af beundring over, hvordan de rammer tonen og genskaber fylden, flowet og stemningen i den roman. Og så det perfekte touch af altmodisch og let dekadence, også med få, velvalgte herligt særlige ord.
Hvor oversætter du?
I mit arbejdsværelse derhjemme. Jeg har siddet i fantastiske kontorfællesskaber, men er elendig til det. Jeg skal have ro omkring mig, så jeg kan høre og smage på sproget, og sidder også og læser højt indimellem. Og så får jeg pludselig kriller, har brug for at gå rundt, foretage mig noget praktisk, gå ud i min lille ’havestue’, trave en tur eller høre høj musik, for så igen at blive helt væk i arbejdet i timevis.
Om sommeren har jeg den luksus at kunne låne et hus på Bornholm nogle uger; det er det bedste, med badeturene indimellem! Og jeg har også fået lyst til at prøve nogle af de forskellige refugier.
Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det?
Dem er der jo myriader af, men sjovt nok – og heldigvis – glemmer man dem igen, når de er løst. Men det er ofte overraskende, hvad der gør knuder. De mest komplicerede ting løser sig tit forbløffende gelinde, og så kan der være et lillebitte ord eller udtryk, man går helt i stå over. I dag har jeg siddet og puslet med udtrykket ”naturen og dens växlingar” – i en biografi om Edith Södergran. Jeg bryder mig ikke om ”forandringer”, for jeg ser ”naturens växlingar” som skift i noget mangfoldigt, men rytmisk, genkommende, og synes, at ”forandring” beskriver en mere åben proces. Og ”vekslen” eller ”veksling” lyder lidt mekanisk i mine ører, plus de fungerer bedst i ental. På svensk ligger ordet lydligt ydermere op ad ”växt” og ”växter”, altså planter, hvilket gør vekslen og veksling endnu mere stift. Tja, den summer jeg over …
Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Jeg synes, der er mange gode og vigtige svar på det spørgsmål i de foregående besvarelser. Også hvad angår det fagpolitiske og økonomiske. I den henseende er jeg meget taknemmelig for vores forbund, DOF, der arbejder så utrætteligt, topprofessionelt, strategisk klogt og diplomatisk for vores vilkår og interesser.
Skal jeg tilføje én ting, der ligger mig på sinde, så er det, hvor afgørende en rolle den gode tekstredaktør og den gode korrekturlæser spiller. Dét samarbejde er en vigtig del af det hele. Og også kontakten og samspillet med bogens ankerperson på forlaget.
Tekster, ikke mindst litterære tekster er komplekse størrelser at arbejde med, et arbejde, der sluger uanede mængder af tid og omhu. Og det gør en verden til forskel, også for den færdige bog, med et godt og gensidigt ’arbejdsrum’ omkring teksten, at forlagene prioriterer og faciliterer det. Der er brug for med- og modspil, andre (også akribiske) gennemlæsninger og blikke, samt en sikker hånd, der kan samle det hele til sidst.
Foto: Kim Lembek