Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Jeg fandt meget hurtigt ud af, at jeg gerne ville være oversætter, efter at jeg var startet med at studere finsk på Københavns Universitet. Måske skyldtes det, at jeg havde svært ved at se, hvad jeg ellers skulle bruge faget til (!). Jeg havde læst dansk/nordisk i nogle år, inden jeg skiftede til finsk, og jeg havde på et tidspunkt snakket med en tyskstuderende, der havde læst oversættelsesteori og fortalt mig om nogle problemstillinger.
Jeg syntes, det lød virkelig spændende, og det var en øjenåbner, fordi jeg aldrig før havde tænkt på oversættelse som et fag og på de udfordringer, der ligger i det. Jeg begyndte at læse finsk dels ud fra sproglig interesse (finsk er ikke et indoeuropæisk sprog, som de fleste andre sprog, vi i Danmark stifter bekendtskab med) og dels en interesse for Norden.
Jeg har som ung boet et halvt år på Island, og kan derfor en smule islandsk, og svensk og norsk er jo inden for rækkevidde, når man har dansk som modersmål. Finsk var derfor det eneste af de ’store’ sprog i Norden, som jeg ikke forstod. Det var egentlig kun meningen, at jeg ville læse finsk på tilvalg, men jeg blev så grebet af sproget, at jeg begyndte at følge undervisningen på Finsk Afdeling. Også efter jeg egentlig havde taget de eksamener, jeg skulle. Til sidst indså jeg, at jeg var nødt til at læse finsk som hovedfag!
Jeg oversatte min første roman fra finsk efter et arrangement, hvor vi som finskstuderende havde præsenteret en selvvalgt bog for danske forlæggere. Det var et arrangement, som Finsk Afdeling på Københavns Universitet, Finlands Ambassade i København og Finlands Kulturinstitut i Danmark havde sat i værk.
Efter i mange år at have oversat fra finsk blev jeg spurgt, om jeg også kunne oversætte fra svensk og norsk, så i dag oversætter jeg fra finsk, svensk (rigssvensk og finlandssvensk) og norsk (bokmål og nynorsk) til dansk.
Hvor kommer dine sprogkompetencer fra?
Jeg har læst dansk/nordisk på Københavns Universitet, hvor man også har kurser i svensk og norsk. Desuden har jeg fulgt sprog- og kulturkurser i svensk og norsk i Sverige og Norge, og jeg har lært og studeret svensk især i Finland som udvekslingsstudent i Jyväskylä og via mit arbejde i Finland.
Finsk har jeg læst som hovedfag på Københavns Universitet, og jeg var tre gange på ophold i Finland som udvekslingsstudent (Nordplus) i løbet af min studietid. Efterfølgende har jeg boet og arbejdet i Finland i sammenlagt syv år.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Jeg er primært skønlitterær oversætter – det er dét, jeg har bedst erfaring med. I mange år oversatte jeg udelukkende romaner for voksne, men de seneste år har jeg også oversat en del børne- og ungdomslitteratur. Som oversætter er det nogle lidt forskellige ting, man skal tænke på og give opmærksomhed alt efter hvilken genre, man oversætter. Det kan jeg rigtig godt lide, og jeg tror, det er sundt og med til at holde én skarp. F.eks. kan man i voksenbøger stilistisk lade sit sprog farve af den tid, som romanen foregår i.
I børnebøger er der ofte en kreativ proces i at give bogens personer navne – fordi navnene ofte fortæller noget om personerne, og fordi man ofte oversætter udenlandske navne, når målgruppen er børn. Det ville man f.eks. ikke gøre i en voksenroman.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Jeg har været heldig og privilegeret at få lov at oversætte næsten udelukkende gode bøger – endda bøger, som jeg selv har ’fundet’, anbefalet og talt varmt om overfor forlag. Oversættelsesarbejdet er altid sjovest, når man sidder med fingrene i en virkelig god bog. Man beskæftiger sig jo intensivt med bogen i flere måneder.
Hvis jeg skal fremhæve én bog, bliver det nok Mikko Rimminens Næsedag (2014). Rimminen er kendt for sit anderledes sprog og for at konstruere sine egne ord. Det var en kæmpeudfordring på dansk, fordi vi på dansk ikke har lige så meget sprogligt materiale at nydanne ord af som finsk, og fordi dansk heller ikke er et sprog, hvor vi kan gøre det lige så smidigt. Finsk har f.eks. over 300 afledninger, som man kan smide ind som affikser i et ord og dermed give det en medbetydning.
Det er også meget almindeligt på finsk at skabe nye ord ved at sammensætte elementer fra flere ord, f.eks. er ordet luomu (=økologisk) på finsk sammensat af luonnon mukainen som kan oversættes til i overensstemmelse med naturen. Mange af den slags ord er selvfølgelig leksikaliseret i finsk og alment kendte, men Rimminen skaber også helt nye, ukendte og alternative ord på denne måde. Min oversættelse af Næsedag skulle derfor helst indeholde ord, som var nye og anderledes, men stadig var genkendelige for læseren og gav mening i sammenhængen.
Under oversættelsesprocessen havde jeg konstant en lille notesbog på mig, hvor jeg skrev ord ned, som jeg pludselig fandt på, eller ord, som var sjove eller mærkelige, og som jeg kunne bruge som materiale. Det var en virkelig kreativ og sjov proces. Jeg fandt på ord som: krølleficere, blindgyderi, rirre (verbum for lyden, når man skraber neglene ned af en tavle) og sorgtrukken (efter inspiration fra langtrukken).
Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?
Hånden på hjertet, det ved jeg ikke! Jeg har læst rigtig mange virkelig gode bøger, som er oversatte. Men hvis jeg læser en bog i oversættelse, skaffer jeg ikke også originalen for at sammenligne, om den er godt oversat – og jo slet ikke, hvis jeg ikke har kundskaber i originalsproget. Jeg tænker, at en bog er godt oversat, hvis originalsproget ikke skinner igennem, og man som læser ikke tænker over, at bogen er oversat eller ligefrem kan se, hvilket sprog bogen er oversat fra. Men det er der vist delte meninger om – jeg har snakket med folk, som godt kan lide, at originalsproget skinner igennem, og at man som læser får en fornemmelse af det.
Hvor oversætter du?
Jeg oversætter mine bøger på min bærbare computer, som jeg kan flytte lidt rundt med. For det meste sidder jeg ved spisebordet i stuen. Her har jeg også opslagsværker og ordbøger på reolen bag mig, hvis ordbøgerne på nettet og google svigter.
Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det?
Jeg har allerede været lidt inde på at nydanne ord, men derudover har finsk også utroligt mange ord, der beskriver lyd. På dansk kan man godt sidde og føle, at man bare må skrive det samme ord hele tiden – vi har f.eks. ikke tyve forskellige ord for, hvordan noget klinger – om det nu er en metallisk eller glasagtig klingen, om det er en stor ting, der klinger, om lyden er hul og dump eller hvor høj og skinger den er osv.
Et meget klassisk eksempel på et oversættelsesproblem for oversættere, der oversætter fra finsk, er 3. personers køn. På finsk skelner man ikke mellem han og hun, og ofte heller ikke på personer og ting dvs. han, hun, den og det. Det sidste er et talesprogstræk, der bliver mere og mere almindeligt også i skriftsproget, der ellers traditionelt har skelnet mellem personer og ting.
Hvis kønnet på personen ellers fremgår af konteksten, skal man som oversætter være opmærksom på netop at bruge han og hun på dansk og ikke hele tiden skrive f.eks. manden eller kvinden. Fremgår det ikke, hvad køn en person har, må man spørge forfatteren, der ofte ikke ved det og heller ikke synes, at det er afgørende for fortællingen! Så må man aftale med forfatteren, hvad køn personerne har.
Hvis bogen oversættes til flere andre sprog, giver det bedst mening, hvis personerne har det samme køn, – så det er også noget jeg som finsk-oversætter ofte snakker med oversætterkolleger i andre lande om. Hvis det er en pointe, at kønnet netop ikke er vigtigt, kan man godt skrive sig ud af det på dansk ved f.eks. at skrive personen eller vedkommende – selv om det nemt kan komme til at lyde tungt. Her er man som dansk finsk-oversætter noget mere heldig end f.eks. slavisksprogede, hvor ALT bøjes i køn – både verber og adjektiver!
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Selvfølgelig at man kan sine sprog (fremmedsprog og modersmål), og at man kan researche sig frem til det, man ikke ved – men det er en forudsætning som oversætter. Derudover er det vigtigt, at der er et godt samarbejde og samspil mellem forfatter og oversætter, og mellem oversætter, redaktør og korrekturlæser. Som oversætter har man altid brugt rigtig meget tid (ofte flere måneder) intensivt med en bog, og man kan godt nogle gange sidde med en fornemmelse af, at korrekturlæseren og redaktøren ikke rigtigt har sat sig ind i bogen. Nogle gange savner jeg en forståelse af og respekt for, at oversætteren faktisk har gennemresearchet bogen, kender kildesprogets kultur og har fået ting afstemt med forfatteren.
Indimellem synes jeg også, der er en tendens til at ville forenkle sproget, som jeg synes er sørgelig. Måske skyldes det, at mange ikke rigtig læser litteratur mere – og redaktøren vil skåne læseren for ’ukendte’ eller ’svære’ ord. Det kan også skyldes, at mange bøger nu indtales som lydbøger, og der derfor er et krav om, at det skal være ’let og ukompliceret’ sprog. Men det er jo synd at gøre sproget fattigere, end det er, og ofte går det galt. En ændring fra vejen var jævn til vejen var lige, er f.eks. også en ændring i betydning, da de to ting jo ikke er det samme. Jeg har måttet forklare forskellen mellem han var ikke i syne og han var ikke synlig – og er generelt nogle gange overrasket over ord og udtryk, som korrekturlæsere og redaktører vil ændre. Jeg synes, det er at se ned på læserne ikke at regne med, at de kender helt almindelige ord og vendinger og at ville forskåne dem. Hvis man aldrig i litteraturen møder ord, man ikke kender, lærer man jo heller aldrig nye ord og får ikke udvidet sit ordforråd. Og det er da sørgeligt!
At lave en god oversættelse kræver også først og fremmest tid, så man har mulighed for at lave den research, der er nødvendig. I min seneste oversættelse sad jeg og læste strikkeopskrifter og artikler om håndarbejde for at finde de ord, man bruger på dansk til at beskrive emnet med – jeg strikker ikke selv, så der var en del termer, som jeg ikke kendte til. Jeg har det bedst med at lade min oversættelse hvile noget tid, inden jeg læser den igennem igen et par gange og finpudser.
Ideelt set bør vi som oversættere have bedre vilkår til at oversætte. Først og fremmest et ordentligt honorar, der afspejler den tid og det store arbejde, vi lægger i det. Jeg regnede på et tidspunkt ud, at jeg på en oversættelse havde haft en månedsløn på 6.000 kr. efter skat i de syv måneder, jeg havde brugt fuldtids på at oversætte bogen. Jeg tror ikke, man kunne få andre end oversættere til at arbejde fuldtids for sig for en tilsvarende løn. Mange oversættere er bare utroligt dedikeret til deres arbejde: vi elsker vores sprog, vores oversættelsesarbejde og vil utroligt gerne formidle vores ’andet hjemlands’ litteratur.
Eget foto.