Månedens oversætter: Birgita Bonde Hansen

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Som for så mange andre var det for mit vedkommende lidt af et tilfælde, at det endte sådan. Kærligheden til sprog og fascinationen af andre kulturer har altid været der, lige siden jeg var barn. Men med en mor, der var sproglærer, blev jeg nødt til at finde min egen niche, og med en interesse for det nordiske og det skæve, endte det derfor via diverse omveje med estisk og finsk. Da jeg blev færdig med min kandidatgrad i finsk fra Københavns Universitet, lå det ikke i kortene, at jeg skulle være oversætter. Jeg har altid været praktisk orienteret og mere lingvistisk end litterært interesseret og troede, at jeg enten skulle være forsker eller arbejde internationalt i det private erhvervsliv. Som nyuddannet arbejdede jeg også i en årrække som forretningsudvikler på finske projekter i Danske Bank samt i en mediekoncern, før oversætterfaget indhentede mig.

Allerede som studerende havde jeg udført diverse mindre oversætteropgaver. Blandt andet oversatte jeg sammen med flere medstuderende en række finske skuespil, der blev opført i readingform på en teaterfestival på Plan B i foråret 2006, og derefter i en lang årrække et skuespil om året til festival for europæisk dramatik på Husets Teater. Datidens toneangivende finskoversætter Helena Idström hørte her mine oversættelser, og da hun nogle år senere neddroslede sine aktiviteter for at gå på pension, meddelte hun mig, at jeg havde flair for både finsk og oversættelse, og at hun havde anbefalet mig til de danske forlag, hun arbejdede for. Mine første store oversættelsesopgaver i tillæg til skuespillene blev dermed Kari Hotakainens Eftermæle og Sofi Oksanens Stalins køer. Jeg kunne ikke have følt mig mere beæret og heldig og blev hurtigt klar over, at jeg havde fundet min rette hylde.

Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?

Jeg rejste allerede som barn på ferie rundt i Norden med mine forældre. Min far var meget interesseret i Østersøområdet og i historie (deraf navnet Birgita). Han havde som ung forsøgt at lære sig lidt finsk og ville have elsket at besøge gamle danske besiddelser i Estland, hvilket han desværre aldrig nåede. Det finske sprog har dermed aldrig været meget fjernt eller mærkeligt for mig. Interessen for Baltikum blev bestyrket, da min mor underviste 25 baltere i Danmark i 1991, og derfor drog jeg til Estland som udvekslingsstuderende i 1993-94. Da det ikke var muligt at studere estisk på Københavns Universitet, begyndte jeg i stedet på russisk og østeuropastudier. Som oversætter er jeg meget glad for at have den erfaring med mig i bagagen, men jeg måtte efter grundstudiet sande, at det finsk-ugriske og mere nordiske stadig trak i mig. Derfor blev hovedfaget ændret fra russisk til finsk, og jeg er i dag cand.mag. i finsk fra Københavns Universitet med tilvalg i russisk og estisk. Som en del af mine studier har jeg været på udveksling flere steder i Finland, blandt andet har jeg studeret tolkning og oversættelse ved Helsinki Universitets afdeling i Kouvola samt sociolingvistik, finske dialekter og estisk i Oulu, og jeg har opholdt mig et halvt år i Lapland som Comenius-undervisningsassistent på en erhvervsskole. Jeg blev ansat som forretningsudvikler i Danske Bank på grund af mine finskkompetencer, da Danske Bank havde opkøbt finske Sampo Bank og skulle have deres IT-system indarbejdet i bankens IT-platform. Det var et spændende job, som jeg var glad for, men folk spurgte ofte, hvad jeg så skulle efter det. Da Idström anbefalede mig til danske forlag, tog jeg det derfor som et vink med en vognstang og valgte at blive skønlitterær oversætter på fuldtid. Det gav mig mulighed for at tage et halvt år til Estland for at få litterære kontakter og genopfriske sproget, og dermed kunne jeg også oversætte fra estisk. I dag bor jeg i Finsk Lapland, men jeg rejser til Danmark så ofte som muligt.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Jeg har haft den luksus helt fra begyndelsen at arbejde med skønlitterære værker af meget høj kvalitet. Derfor står den traditionelle skønlitterære roman meget centralt i mit virke, og eftersom man bliver god til ting, man gør meget af, er det også i arbejdet med romanen, at jeg føler mig mest hjemme. Desuden sætter jeg stor pris på arbejdet med skuespil, fordi det er sådan en levende udtryksform,  en dynamisk proces, hvor man ofte samarbejder direkte med instruktør og skuespillere om teksten. Som barn ville jeg gerne være skuespiller, og det synes jeg på sin vis, man kan sige, at jeg er blevet, for jeg oplever det sådan, at en god oversætter lever sig ind i sin tekst og dens personer på samme måde som en skuespiller. Jeg sætter dog også stor pris på udvikling og fornyelse, og det er en vigtig del af min oversætteridentitet, at jeg er parat til at kaste mig ud i nye typer opgaver. Noget af det bedste ved at være oversætter er muligheden for at tilegne sig ny viden om en bred vifte af emner. Som oversætter keder man sig aldrig! Derfor sætter jeg en ære i at kunne arbejde inden for mange forskellige genrer. Det siger dog sig selv, at det uanset genre altid er nemmere at arbejde med en velskrevet end en ubehjælpeligt formuleret tekst. Velskrevne tekster er udgangspunktet for velfungerende oversættelser.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Jeg tror ikke, jeg kan nævne én bog, for det er forskellige ting ved forskellige bøger, der fascinerer mig, forskellige dele af processen. Jeg nyder udfordringer, hvor jeg så at sige kan nørde igennem. Det kan være en historisk roman som Svirreflugt af estiske Jaan Kross, for slet ikke at tale om udfordringen ved den sproglige leg og det arkaiske sprogbrug i finske Aleksis Kivis monumentale klassiker Syv brødre. Men jeg nyder i lige så høj grad udfordringen ved at få omsat et sprogekvilibristisk overflødighedshorn som Jordemoderen af Katja Kettu, de sanselige naturbeskrivelser hos Rosa Liksom eller den underspillede humor hos Kari Hotakainen til dækkende dansk.

Og selvom jeg nyder selve udfordringen uanset tekstens natur, er der jo de uforglemmelige oplevelser med bøger, hvor flowet bare opstår, så de nærmest oversætter sig selv. Det er en ubeskrivelig oplevelse at føle oversættelsesprocessen som en udefrakommende kraft, der løber gennem ens krop, så man fungerer som en form for medium, en formidler for en proces, der næsten lader til at ligge uden for ens egen kontrol. Jeg har haft det privilegium at opleve denne følelse med nogle af de allerførste værker, jeg oversatte, og jeg kan til min store glæde sige, at jeg stadig oplever den flowtilstand med en relativt stor procentdel af de bøger, jeg oversætter.

Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?

Jeg når desværre ikke at læse særlig mange oversættelser, men en storfavorit – nok også fordi jeg godt kan lide russisk litteratur – er Jan Hansens oversættelser, for eksempel af Nikolaj Gogols Døde sjæle.

Hvor oversætter du?

På mit kontor. Faktisk udløber lejekontrakten nu, og det er svært at finde nyt til samme pris, så vi får se, hvad jeg gør. Jeg lærte allerede som helt ny oversætter, at det er rart at få arbejdet ud af hjemmet. For mig er mit hjem det sted, hvor jeg slapper af, og det er fuldt af praktiske opgaver, der gør det svært at holde fokus på oversættelsen. Jeg får bedst adgang til min kreativitet ved at holde fritid og arbejde adskilt og have et separat sted, et rum, jeg kan gå ind i, der er helliget arbejdet med teksten.

Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det?

Finsk adskiller sig jo strukturelt set noget fra dansk og indoeuropæiske sprog generelt, så næsten hvert eneste værk har en del indbyggede oversættelsesproblematikker. Ser vi ud over sætningsniveau og i stedet på den samlede tekst, byder for eksempel Rosa Liksom altid på spændende udfordringer, fordi hun ofte skriver på tornedalsfinsk eller nordfinsk dialekt. At man ikke kan gengive dialekt, og især ikke formidle de følelser, der er forbundet med brugen af den, er efterhånden blevet en faktor, jeg er har vænnet mig til. Under arbejdet med Liksoms seneste roman, Elven (udkommet på dansk i januar 2023), blev udfordringen dog mangedoblet, og jeg måtte i dialog med forlaget træffe flere principielle beslutninger. Her gengiver jeg et par af dem:

• • Romanen er en almenmenneskelig fortælling, men samtidig sat i en meget specifik tornedalsfinsk ramme og skrevet på tornedalsfinsk. Der er rigtig mange navne i teksten, og i deres tornedalsfinske form vækker de mange følelser hos en (tornedals-)finsktalende læser. Køer står centralt i fortællingen, og det er en præmis i romanen, at mennesker og dyr er ligestillede og underlagt naturen på lige vilkår. Ergo har køerne navne, som er velkendte konavne på finsk, men ikke siger en dansk læser noget. I en roman ændrer man dog ikke bare på et menneskes navn, og hvis køerne er sidestillet med mennesker, kan man heller ikke tillade sig at ændre deres navne uden at bryde mod romanens grundtanke. Omvendt vil man gerne finde danske tilsvar til dyrenes navne for at vække samme følelse hos den danske læser, så koen hedder Maren og ikke Pirkko. Menneskenes ofte religiøst funderede navne er genkendelige for internationale læsere i international form, men er det så mest korrekt at ændre navnet til en international form, gengive det i den finske standardform eller lade personerne beholde deres navne i dialektal form? Er det Elia-Eehvraimi eller Elias-Efraim? Skal personerne på den svenske side af grænsen hedde Saarlotta eller Charlotte, Uuve eller Ove? Skal kalven hedde Sokkeri som på tornedalsfinsk, Sokeri som på standardfinsk, oversættes til dansk, Sukker, eller gengives som Rosa? Jeg valgte Elias-Efraim, Charlotte og Sokeri.

• • På finsk er der kun ét fælles, kønsneutralt pronomen, og i skrevet talesprog, som her, bruges ’den/det’ også om mennesker. På dansk bliver vi nødt til at anvende han/hun. Derfor skal man altid ind at tjekke bipersoners køn med forfatteren, når det ikke fremgår af teksten. Nuvel. Men i denne tekst bruges den/det om både mennesker og dyr. Skal vi så bruge han/hun om dyrene? Skal der kun bruges han/hun om køerne, og så den/det om andre dyr? Hvad med kælerotten Aikili (Aigil?), der har et kønsneutralt navn, og som Liksom gerne ville bevare hverken som en han eller en hun, men dog heller ikke som en den? Det endte med, at Liksom godtog, at vi gjorde Aikili til en hunrotte, og jeg fulgte Rosas præmis og brugte han/hun om alle navngivne dyr, og den/det om de unavngivne.

Af ovenstående fremgår det tydeligt, at den danske udgave af en finsk roman i nogle tilfælde vil se markant anderledes ud end originalen, og at oversættelsesarbejdet kræver en lang række overvejelser, som man nok ikke bliver kastet ud i, når man oversætter fra nært beslægtede sprog. Som oversættere ved vi alle, at man aldrig kan oversætte en til en, men når man oversætter fra finsk føles det virkelig ofte, som om virkelig mange ting forbliver ’lost in translation’. Så er det ens opgave som oversætter at sørge for at få formidlet mest muligt, omend det bliver omsat i en noget anden form.

Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Ordentlige arbejdsvilkår, det vil sige ordentlig aflønning og tillid mellem forfatter, oversætter og forlag samt agenter og andre aktører inden for feltet. Eftersom selve arbejdet er så ensomt, er det i hvert fald for mig også rasende vigtigt at have gode netværk og kontakt til andre oversættere. Derfor er det af afgørende betydning, at der findes sociale arrangementer og mulighed for at mingle med kolleger og samarbejdspartnere. Jeg ville formodentlig ikke være i stand til at arbejde som skønlitterær oversætter på fuld tid, hvis ikke både Estland og Finland satsede så meget på kultureksport. Både Estland og Finland har eminente støtteordninger, der finansierer oversættelser af litteratur, og de har også litteratureksportcentrene Estonian Literature Center, ESTLIT, og Finnish Literature Exchange, FILI, der begge afholder oversætterseminarer og har en række andre tiltag, der understøtter ens identitet som skønlitterær oversætter og underbygger ens netværk og sociale kontakter. På samme måde understøtter det vores identitet og følelse af faglig samhørighed, når Dansk Forfatterforening får en egen stand på BogForum – det er positivt for vores synlighed som litterære formidlere og vigtigt for vores sociale velvære. Sidst men ikke mindst er muligheden for at søge legater fra Statens Kunstfond også af uvurderlig betydning, især for os oversættere af små og marginale sprog.