Af Julio Jensen
Anmeldelse af Laia Jufresa: Umami, oversat af Ane-Grethe Østergaard. Skjødt Forlag, 2020.
Laia Jufresa. Foto: Claudia Leal
Laia Jufresa er født i 1983, og er en af den mexicanske litteraturs lovende skikkelser. I 2014 blev hun udvalgt som en af Mexicos bedste unge forfattere (Mexico20) og i 2017 som en af Latinamerikas bedste yngre forfattere (Bogota39). Hun er – ud over romanen som skal omtales i det følgende –også forfatter til novellesamlingen El Esquinista (Tierra Adentro, 2014). Endvidere har hun skrevet for avisen El País, for tv (Netflix), for radiomediet (BBC) og for tidsskrifter som McSweeney’s, Vogue eller Pen Atlas. Umami (Literatura Random House, 2015) er oversat til et dusin sprog og er en langsom og bevægende roman som omhandler familien, fællesskabet og tabet. Bogen er centreret omkring ejendommen Klokkehusene (”Campanario”) og de fem boliger som den er ramme for (der er tale om en ”privada” eller en ”gated community”). Denne ejendom var oprindeligt et herskabeligt hus, men da en af romanens personer, Alfonso Semitiel, arvede den, omdannede han den til fem selvstændige boliger med fælles adgang fra gaden. Semitiel er antropolog ansat på universitetet med speciale i præcolumbiansk ernæring. Dette er grunden til at hver bolig har navn efter en af de fem kategorier som man sædvanligvis inddeler smagssansen i: sur, salt, umami, sød og bitter. Som læser følger man de fem boligers respektive beboere og hvordan deres liv former sig og er samtidigt flettet sammen. Der er altså tale om en roman der omhandler vanskelighederne ved et liv i fællesskab, om så der er tale om en kernefamilie (hvis bolig er Salt), om en enlig far med sin datter (som bor i Sur), om en enkemand (Umami) eller om en lettere forstyrret yngre kvinde (Bitter). Den sidste af boligerne (Sød) anvendes som musikskole af ægteparret der bor i Salt, som er professionelle musikere i symfoniorkesteret. Romanen har en sofistikeret struktur. Den er inddelt i fire dele, som hver består af fem kapitler. Disse er ordnet omvendt kronologisk, som angivet af deres titler, der kun består af et årstal. Hver del har således kapitelinddelingen 2004, 2003, 2002, 2001 og 2000. Umami er dermed et puslespil, som samles efterhånden som læsningen skrider frem, for til sidst at danne et billede af et kollektiv, der på mange måder er en allegori over Mexico.
På det sproglige plan er den mexicanske egenart da også klart til stede, for personerne taler i udpræget grad den mexicanske variant af spansk. Dette er selvfølgelig en udfordring for oversætteren, for hvordan gengiver man en geografisk klart lokaliseret variant af et sprog i en oversættelse? Det som for en spansksproget læser vil give teksten lokalkolorit og medvirke til at man bliver ført til det sted, hvor bogens handling finder sted, kan kun i begrænset omfang oversættes. Selv i et sprog der har oversøiske varianter, som engelsk eller fransk, vil det formentlig ikke fungere at oversætte ved at benytte f.eks. den australske variant i oversættelsen som pendant til den mexicanske i originalen. For det første er det ret usandsynligt at forskellene mellem den iberiske og den mexicanske variant af spansk skulle falde sammen med forskellene mellem britisk og australsk engelsk. Hvis der i kildeteksten er en mexicansk talemåde der udtrykker drillen (sådan som det er tilfældet i Umami), er det usandsynligt at der på tilsvarende vis er en australsk form der betegner det samme, som står i kontrast til andre engelske varianter, og som dette udtryk kunne oversættes til. For det andet kan de idiosynkrasier, billeder eller stereotyper som den mexicanske variant fremkalder hos en spansksproget læser jo ikke medoverføres på den måde. Her findes altså en grænse for oversættelsen, for selvom Ane-Grethe Østergaard overfører de mange mexicanismer perfekt, er der alligevel tilfælde hvor det viser sig umuligt at oversætte spillet mellem den mexicanske og den spanske variant. Dette problemfelt er hvad man kalder den pragmatiske ækvivalens i oversættelsen, nemlig at søge at opnå samme effekt hos modtagergruppen for den oversatte tekst som kildeteksten opnår hos sin modtagergruppe. Det følgende eksempel indgår i en diskussion mellem to småpiger om, hvordan man undfanger børn. Pina har fået den korrekte forklaring af sin mor, men den tror Ana ikke på:
| Pina va a demostrarle que sí tiene: su mamá no es ninguna mentirosa. Ana se quita el pantalón y las bragas. Es ella la que dice bragas, porque así les dicen en sus libros traducidos en España. Pina dice calzones. | Pina vil demonstrere, at det har hun, for hendes mor lyver ikke. Ana tager bukserne og trusserne af. Det er hende, der siger trusser, for det står der i hendes bøger, der er oversat i Spanien. Pina siger underbukser. (s. 71). |
Disse linjer vil forårsage en trækken på smilebåndene hos de fleste spansksprogede læsere. På den ene side pga. den ret uventede kontekst omkring den forskellige benævnelse af trusser på mexicansk og på iberisk spansk (hhv. ”calzones” og ”bragas”). Denne er en typisk fremgangsmåde i humoristiske tekster – og Umami er meget humoristisk selvom den fremstiller nogle ganske tragiske skæbner – nemlig at sætte to fænomener ved siden af hinanden som ikke normalt ville optræde sammen. I dette tilfælde optræder de pikante og intime associationer omkring kvindeundertøj i forbindelse med to småpigers barnlige diskussion, og desuden nævnes det – tilsyneladende umotiveret – at den omtalte beklædningsgenstand hedder noget forskelligt i Mexico og Spanien. Det humoristiske element beror til dels på at denne forskel i betegnelsen lader en kulturel verden komme til syne. Man kan sammenligne med hvordan en jysk talemåde der høres af en sjællænder, hos sidstnævnte vil lade en verden af omgangsformer og hverdagskultur komme til overfladen, som ellers normalt er glemt i dennes lokale kontekst. Disse kulturspecifikke associationer kan selvfølgelig ikke medtages i en oversættelse, og det er nok et vilkår man må affinde sig med i det omfang man ikke ønsker forklarende fodnoter i en skønlitterær tekst. Oversættelsen af det iberisk spanske ”bragas” med ”trusser” og af det mexicansk spanske ”calzones” med ”underbukser” får teksten til at fungere i forhold til den semantiske ækvivalens, hvor indholdet bevares. Til gengæld er den pragmatiske ækvivalens, opnåelsen af samme virkning som originalteksten har hos den nye modtagergruppe, ganske enkelt umulig at opnå.
Et andet aspekt ved Umami som er karakteristisk for Mexico, og som er relevant i en oversættelsessammenhæng, er den jævnlige forekomst af engelske udtryk og sætninger. Naboskabet til USA forårsager en kraftig påvirkning af mexicansk sprog og kultur, hvorved engelsk er mere tilstede i en hverdagssammenhæng i Mexico end i andre spansktalende lande. I romanen forstærkes dette af at hovedpersonen Anas mor er fra USA. Dette forårsager en diglossisk kontekst spansk/engelsk i hovedpersonens relation til sin mor. Således i følgende eksempel:
| Cuando le pregunto a mi mamá si estoy gorda, me dice que no, que es baby fat y que voy a outgrow it. No sabe cómo decir esas cosas en español. ¿O sea que voy a crecer hasta dejar atrás la gordura como las pieles que dejan las víboras?, le pregunto.
|
Når jeg spørger min mor, om jeg er tyk, siger hun nej, det er bare baby fat, og jeg vil outgrow it. Hun ved ikke, hvordan hun skal sige det på spansk. Så jeg vil altså bare blive ved at vokse, indtil jeg lader fedmen bag mig, som slangerne gør med deres ham? (s. 95). |
Forfatteren søger her at gengive den nævnte diglossi som hovedpersonen og dennes mor naturligt lever i. I dette tilfælde udvikler der sig endnu en humoristisk passage, som pigen Ana forårsager, ved at forstå det engelske verbum ”to outgrow” som ”at vokse ud af” i samme betydning som at vokse ud af et par bukser eller, som Ana opfatter det, som en slange der skifter ham. Dette eksempel minder på sin vis om det foregående idet den semantiske ækvivalens sagtens kan overføres, mens den pragmatiske ækvivalens vil være umulig at opnå. Den rolle som det engelske sprog spiller i en mexicansk sammenhæng og den rolle som det spiller i en dansk sammenhæng er simpelt hen for forskellige. Ganske vist har engelsk en høj kulturel status både i Danmark og i Mexico, men mens den engelsksprogede verden i en dansk kontekst langt hen ad vejen opfattes som kongenial med dansk sprog og kultur, er relationen anderledes i Mexico. Her er den engelsksprogede verden primært repræsenteret ved USA, som jo politisk og økonomisk betinger rigtigt mange ting i Mexico. Man kan sige at relationen til den engelsksprogede verden fra et dansk perspektiv er forholdsvis ukontroversiel, mens den er helt anderledes problematisk fra en mexicansk synsvinkel. Af denne grund vil forekomsten af engelsk i bogen spille en helt anden pragmatisk rolle i originalteksten og i en dansk oversættelse. Det skal dog nævnes at romanen ikke på nogen måde berører det politiske forhold mellem Mexico og USA, men tværtimod nedtoner det. USA er en del af bogen fordi en af personerne, Linda, er en amerikaner der er bosat i Mexico fordi hun er gift med en mexicaner, Víctor. Med ham har hun fået fire børn, og hele familien bor i Mexico City. Det er derfor en familierelation der betinger det billede der gives af forekomsten af engelsk, som desuden gøres yderligere venligsindet ved at det i de fleste tilfælde er hovedpersonen Ana (Lindas datter) som er årsag til at engelsk optræder i bogen. Ana har ubetinget læserens sympati gennem hele romanen, og på den måde forsones forekomsten af engelsk, men det kan nok ikke undgås at det af mange mexicanske læsere vil opleves som udfordrende i højere eller ringere grad.
I forbindelse med oversættelsesproblematikken kan følgende citat inddrages, som er en art refleksion over netop det at oversætte. Det er ovenfor anførte universitetslærer, Alfonso Semitiel, ekspert i præcolumbiansk ernæring, der reflekterer over begrebet umami (som jo er et japansk ord der netop ikke har en pendant på andre sprog og derfor ikke kan oversættes):
| Morder es un placer, y el umami es la cualidad de lo mordible. Mordible no es una palabra, pero masticable no me gusta. Masticable es lo que dicen de la vitamina C en pastilla. Mordible me parece más ad hoc, suena antojadizo, pecaminoso o, como diría Agatha Christie: delish.
En los artículos de divulgación, para explicar el umami dicen rich. Me gusta rich, pero se traduce mal, porque en inglés rich no significa rico nada más, sino también complejo, contundente, satisfactorio. |
At bide er en nydelse, og umami er egenskaben: bidelig. Bidelig er ikke et eksisterende ord, men jeg bryder mig ikke om tyggelig. Tyggelig er det, man siger om C-vitaminpiller. Jeg synes, bidelig passer bedre i sammenhængen, det lyder mere fantasifuldt, syndigt eller – som Agatha Christie ville sige – delish.
I populariserende artikler om umami bruger man udtrykket rich. Det kan jeg godt lide, rich, men det er svært at oversætte, for på engelsk betyder rich ikke bare rig, men også kompleks, kraftfuld, tilfredsstillende. (s. 200-201).
|
Den Agatha Christie som der er tale om, er ikke den berømte engelske krimiforfatter, men hovedpersonen Ana, som Alfonso benævner således på grund af hendes hengivenhed til dette forfatterskab. Dette er også grunden til at den engelsk term ”delish” optræder, da Ana jo er tosproget spansk/engelsk. Dette citat er en refleksion affødt af hvad termen umami betegner. Det er et typisk problem for ord som refererer til sansemæssige erfaringer, for hvordan skal man oversætte farven grøn til et hypotetisk sprog som ikke har denne farve i sit ordforråd? Eller hvordan skal man forklare forskellen mellem høje og dybe toner til en person der er døv fra fødslen? På tilsvarende vis er termen umami umulig at oversætte, og skal indkredses på samme måde som Alfonso gør i ovenstående citat. Ydermere bruger han en engelsk udtryksmåde, rich, som ikke har sit helt tilsvarende ord på spansk, og dermed indkredser han termen umami ved hjælp af endnu et fremmedsproget ord, rich. På spansk kan ”rico” betyde ”rig, velhavende”, men også ”velsmagende”. Det er forskellen mellem sidstnævnte betydning og det engelske ”rich” der udlægges til sidst i citatet. Da en dansksproget læser ikke kan forventes at kende til betydningen af det spanske ”rico”, men højst sandsynligt kender til betydningen af det engelske ”rich”, har Ane-Grethe Østergaard klogeligt valgt at lægge sin oversættelse op ad den engelske betydning.
En oversættelse har en kreativ side, en analytisk dimension og et formidlingsaspekt. Oversætteren skal være kreativ når det er umuligt at vælge en ordret oversættelsesstrategi. Dette indebærer at oversætteren, når det er nødvendigt, skal være en art med-forfatter for at kunne finde den bedste oversættelsesmulighed. Endvidere skal en oversætter have analytiske og fortolkningsmæssige kompetencer, for hvis ikke teksten er forstået og assimileret hos den der skal overføre den til et andet sprog, vil resultatet lade en del tilbage at ønske. Slutteligt skal en oversætter være en god formidler, dvs. være bevidst om de kulturspecifikke aspekter ved en tekst og – i det omfang det nu er muligt – forsøge at formidle dem i den nye kulturelle kontekst som oversættelsen skal indgå i. Denne oversættelsesanmeldelse har i høj grad fokuseret på de pragmatiske udfordringer som Umami byder på, og som kun delvist kan indfries. Grunden til dette fokus er ganske enkelt at der ikke er meget at kritisere i Ane-Grethe Østergaards oversættelse. Det kreative, det analytiske og det formidlingsmæssige er alt sammen i top, og derfor måtte anmelderen ty til de vanskeligheder som kun delvist kan overvindes – i denne eller i enhver oversættelse.
Anmeldelsen er en del af Babelfiskens 10 års jubilæumsserie, som støttes af Statens Kunstfond