Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Nogen foreslog mig at spørge Klim, om de havde brug for en oversætter. Og det havde de. Hvad med Mario Vargas Llosa, spurgte de, så jeg startede med hans hovedværk Krigen ved verdens ende. På spanskstudiet havde jeg lært, at man skulle føre kartotek over ordene i det værk, man oversatte, så et ord altid blev oversat på én og samme måde. Min kæreste var databaseprogrammør og udviklede fluks en database til vores og verdens første Macintosh. Det lærte mig én ting: Et ord kan sjældent oversættes på én og samme måde værket igennem, da det altid indgår i en kontekst. Til gengæld var min ord-database ganske nyttig til at holde styr på alle de specielle ord, hvis betydning jeg fandt frem med møje og besvær. (Ingen havde tænkt på elektroniske ordbøger dengang).
Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?
Jeg tog på min første arbejdslejr som 16-årig og blev plukket ud til lederkurser, så jeg vænnede mig til engelsk og tysk. På universitetet var det især oldsprogene, der lærte mig at se sprog i udvikling, som noget, der kunne forandre sig, altså stik mod den normative tilgang til sprog, der var fremherskende på mange nutidssprogfag. Oldgræsk, kirkeslavisk, oldrussisk, oldspansk var dengang tunge fag, der gik over et par semestre. I samme omgang opdagede jeg, at også bogstaver er foranderlige.
Men vigtigst af alt: dansk. Jeg har altid læst, stakkevis af bøger i alle tænkelige genrer, også de opstyltede, bedagede, uglesete, kedelige, filosofiske, underholdende, lærde. Selvfølgelig på andre sprog, men vigtigst af alt på dansk.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Jeg elsker, når et forlag beder mig oversætte noget, jeg ikke selv havde tænkt mig. Og især når alle andre synes, det er pinligt lavlitterært. Der skjuler sig tit de mest uventede udfordringer. Men normalt er det især de besværlige opgaver jeg får tilbudt.
Jeg oversætter fra spansk og tysk, men har også oversat fra fransk, katalansk og engelsk.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Leonardo Paduras storværk Manden der elskede hunde, fordi store dele af den foregår i Sovjetunionen, så jeg havde mit hyr med at ‘oversætte’ det spanske navnestof til russisk og derfra translitterere det til dansk. I øvrigt en roman Kirsten Nielsen var så rar at overlade til mig.
Miguel de Cervantes’ Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha, fordi jeg skulle opfinde et helt nyt sprog, der kunne læses i dag, men samtidig lød landligt og ældre.
Mario Vargas Llosas Krigen ved verdens ende, fordi den er skrevet på spansk, men foregår i et ludfattigt område i Brasilien omkring år 1900, så det myldrer med lokale ord fra området, somme tider stavet på brasiliansk, somme tider på spansk.
Julio Cortázars roman Hinkeleg, fordi jeg kunne more mig med at opdage små krøller på hans patafysik, som ingen andre havde opdaget. Der var til gengæld ikke mange spor efter indvandrernes sprog lunfardo.
Diego Maradonas bog om hans gudbehåndede mål var til gengæld en udsøgt fornøjelse at oversætte, for i Mit VM, México 86 blander Maradona med dødsforagt lunfardo fra det slumkvarter, han voksede op i, med det nyeste nye inden for fodboldslang i Buenos Aires.
Bedste oversættelse du har læst?
Der er mange:
Niels Brunses oversættelse af Andrej Belyj: Petersborg. Fordi et russisk navn fordanskes til det “russiske” navn Pupilov, der giver mening for den danske læser.
Mone Hvass’ oversættelse af José Saramago: Jesusevangeliet. Fordi hun er så eminent til at lade Saramagos stream-of-narration slynge sig på dansk.
Peter Poulsens oversættelse af João Guimarâes Rosa: Djævelen på vejen. Fordi han indfanger romanens kulturgeografiske sprogmosaik med de virkemidler, dansk har at gøre godt med.
Mette Holms oversættelse af Haruki Murakami: Trækopfuglens krønike. Fordi hun viser os, at det sagtens kan lade sig gøre at oversætte fra ikke-indoeuropæiske sprog som japansk uden en engelsk oversættelse som mellemled.
Henning Goldbæks oversættelse af Orhan Pamuk: Den sorte bog. Fordi han med sit indgående kendskab til de traditioner, Pamuk har sin forankring i, balancerer mellem tyrkisk indforståethed og letflydende dansk, selvfølgelig også uden en engelsk oversættelse som mellemled.
Hans-Jørgen Birkmoses oversættelse af Edgar Allan Poe: Samlede fortællinger. Fordi han med et utroligt sprogligt overskud giver liv til Poes mangeartede eksempler på sprogforvanskninger.
Og jeg kunne blive ved.
Hvor oversætter du?
Hjemme hos mig selv i mit værelse, med udsigt til et vældigt egetræ nede i skellet.
Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?
I Julio Cortázars hovedværk Hinkeleg/Rayuela støder man på passager med “el tiempo soplaba”, første gang i kapitel 1: “y el tiempo soplaba contra nuestras caras una lenta lluvia de renuncias y despedidas y tickets de metro”. Det luskede her er, at tiempo både kan betyde tid og vejr. Soplar/blæse forbindes med viento/vind, så det er fristende at oversætte tiempo til vejr. Men vejret er et abstrakt begreb, der omfatter alle vejrtyper: vind, regn, sol, kulde, sne, etc. Til gengæld er det kun vinden, der kan blæse. Så i stedet for det halvskæve udtryk “vejret blæste” valgte jeg det mere direkte sammenstød mellem abstrakt tid og konkret blæsning, så det blev til “og tiden blæste en langsom regn af afkald og afskeder og metrobilletter mod vores ansigter.” Sammenstødet mellem konkret og abstrakt finder man også i fortsættelsen, hvor regnen er blandet af abstrakte “afkald og afskeder” og konkrete “metrobilletter”.
Jeg har lige nu lagt sidste hånd på Sangen om min Cid, det første litterære værk på romancespansk fra omkring år 1200. Også her er der valg at træffe. Hver verslinje består af to halvvers af varierende længde. Hvis jeg fulgte variationen, ville det ligne en ubehjælpsom digtoversættelse. Så hvor verslinjerne på oldspansk svinger fra 12 til 16 stavelser, lader jeg dem svinge lidt mindre, fra 14 til 16 stavelser. Et andet valg angår verbaltiderne. Selv om handlingen foregår fortløbende på én og samme tid, springes der mellem at fortælle i nutid og datid. Det sker ikke kun i Sangen om min Cid, men også i anden middelalderlitteratur og dukker i øvrigt også op som litterært virkemiddel på moderne spansk. Denne vekslen kan sammenlignes med filmkameraet, der zoomer ind og ud. Det er således ikke en tidslig, men en rumlig og narrativ dynamik, der er på færde. Jeg ville kalde det aspekt, ikke, som det kendes fra russisk, men dynamisk aspekt i fri kombination af alle verbaltider. Det ville pine mig at normalisere denne lunefulde verbalbrug, som Ulla Albeck kalder det, til normaldansk tempusbrug. Jeg har derfor valgt at bibeholde den springvise hoppen frem og tilbage mellem nutid og datid, men sådan, at jeg hist og her harmoniserer en verslinje eller to, hvor springene virker forstyrrende.
Som man kan se, handler problemerne ikke om at finde betydningen af dette og hint mystifistiske ord, men snarere om at udrede problematikker, som ikke kendes fra normal oversættelse af gængs litteratur, for derpå at tage et valg efter at have afvejet hensyn til kildetekst, anmeldere og læsere.
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Dødsforagt for at tjene halvdelen af en kassedame i Bilka. Glæde ved at udfylde lakuner i ens hav af uvidenhed. Sans for dialektale rester såsom grattet. Interesse for ordenes etymologi. Afsky for folkeskolens sproglige forfladigelser a la mest vigtig i stedet for vigtigst. Øre for sprogets rytmer, hvad enten sætningerne valser af sted, er synkoperet ophakkede eller stramt dansende som en tango i en film af Sally Potter eller Wong Kar Wai.
Og selv om det er det danske sprog, jeg har i tankerne, skader det jo ikke at have læst en to-tre sprog på universitetsniveau, deltaget i et oversætterkursus, hvor man eksemplarisk kan lære, hvordan man klarer ti oversætterknuder som inspiration til de 1.873.964 nødder, man derefter selv kommer til at knække sig igennem mutters alene. Ej, det lyder godt nok som surt slæb …
I virkeligheden mangler der opfindsomme oversættere, der vover et øje, så ikke kun indholdet, men også formsproget kommer med over i dansk gendigtning. Og kan de oven i købet sprænge sig vej gennem det stadig mere forarmede ordforråd og berige sproget med længst glemte gloser og hidtil uhørte ord, ville vi få et sprogblomstrende bolværk mod dagspressens værste ubehjælpsomheder.