Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Jeg er uddannet fra litteraturhistorie i Aarhus og blev allerede de første år optaget af litterær oversættelse. Jeg skrev speciale om Tomas Tranströmer, som er en af verdens mest oversatte poeter. (For hver ny udgave af hans samlede digte stiger antallet af sprog, han er oversat til – nu mere end halvtreds). Tranströmers digte er verdenspoesi, en del af en verdenslitterær samtale, og det er de jo også i kraft af gode oversættelser. Han var i øvrigt en forfatter, der meget eksplicit gav udtryk for oversættelsens betydning og altid udtrykte sin respekt for oversætternes arbejde. Det har alt sammen været en del af min motivation, men min mere konkrete vej ind i oversætteriet er blandt andet gået via tekstredigering. Jeg vil sammenligne det at tekstredigere dygtige og erfarne oversætteres arbejde med en form for mesterlære. For omkring ti år siden fik jeg så mod på at indsende en prøveoversættelse af en svensk bog, som jeg syntes burde udkomme på dansk. Forlaget syntes, at bogen var for smal, men gav mig i stedet en krimi, og det blev så min første oversættelse.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Jeg oversætter først og fremmest skønlitteratur, men jeg har også været utrolig glad for at oversætte en række bøger inden for såkaldt narrative non-fiction. Altså bøger, der formidler et faktuelt vidensområde, men gør det med skønlitterære eller essayistiske virkemidler. Det gælder for eksempel Morten A. Strøksnes’ Havbogen, den britiske humlebiforsker Dave Goulsons bøger og senest Long Litt Woons bog om svampe og sorg. Alle sammen bøger, der er noget af det mere researchtunge, man kan kaste sig over som oversætter, men hvis universer samtidig har været fuldstændig opslugende og fortryllende at befinde sig i. Da jeg så den første humlebi på vingerne det forår, hvor jeg havde oversat Humlen ved det hele om vinteren, blev jeg helt høj.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Her har jeg faktisk virkelig svært ved at vælge. Men jeg er meget glad for at oversætte svenske Jonas Hassen Khemiris romaner. Jeg synes, han er en af Skandinaviens bedste yngre forfattere, og samtidig har han nogle bestemte kvaliteter, der for mig gør ham utrolig interessant og sjov at oversætte. Han er også dramatiker, og det mærker man i den særlige flerstemmighed, der er på færde i hans romaner. Der fortælles gennem flere distinkte stemmer, og læseren må hele tiden revurdere sin fortolkning eller i sidste ende holde flere tolkninger åbne på én gang, når stemmerne musikalsk korrigerer hinanden. I hans Alt det jeg ikke husker bliver det aldrig direkte angivet, hvem der taler nu, det skal man kunne lytte sig frem til. Omvendt falder Khemiri aldrig i den grøft, hvor han overdriver forskellen på stemmerne eller indsætter nogle nemme eller overtydelige tonale markører, og det er en af de gode udfordringer ved at oversætte ham, det at forsøge at ramme tonen hos de forskellige stemmer rent.
Bedste oversættelse du har læst?
Det er svært at vælge. Jeg har redigeret mange oversættelser de seneste femten år, hvor jeg synes, der er flere kandidater. Men jeg vil gerne slå et slag for poesioversættelse, som er en trængt genre. Lyrikeren Peter Nielsens oversættelse af Tomas Tranströmers Samlede digte er yderst vellykket. Jeg kunne også have nævnt Anne Wedell-Wedellsborgs oversættelse af Bei Daos Når frosten kommer. Men da jeg ikke kan kinesisk, kan jeg kun konstatere, at det i hvert fald er smukke digte på dansk.
Hvor oversætter du?
For tiden udelukkende på mit kontor i Jamohuset, den gamle højtalerfabrik i Glyngøre med udsigt over Limfjorden til Danmarks smukkeste ø Mors. Her sidder jeg omgivet af skinnende blanke italienske motorcykler, scootere og kaffevogne, som husets nuværende værter importerer.
Her er et rart og hyggeligt miljø, og jeg går i hvert fald aldrig ned på motorspørgsmål.
Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?
Lige nu kan jeg ikke komme i tanke om et sådant enkeltstående problem, selvom de fleste oversættelser jo rummer masser af hårde nødder, der skal knækkes. Det er nemmere at huske de oversættelsesproblemer, der har været mere gennemgående for en bestemt bog. Da jeg oversatte den camerounsk-amerikanske forfatter Imbolo Mbues fine debutroman Drømmemestrene, havde jeg i den grad et gennemgående oversættelsesproblem, som det var afgørende at finde en løsning på.
I Imbolos roman er der nemlig en del replikker på det særlige pidginengelsk, som de camerounske immigranter har taget med sig til New York. Det sprog er så vigtigt for både persontegning og miljøskildring, men fuldstændig umuligt at oversætte. Det kan ikke neutraliseres, for så forsvinder det jo bare, og man kan heller ikke konstruere et eller andet fortænkt pidgindansk fyldt med de her tilsyneladende grammatiske fejl, som forskellige former for pidginengelsk kan forekomme at bestå af (men det er jo faktisk sprog i egen ret).
Jeg endte ganske enkelt med i vidt omfang at bevare replikkerne på camerounsk pidgin, kursiveret, og i de tilfælde, hvor det ville medføre et informationstab, forsøgte jeg at flette informationerne så umærkeligt ind, som muligt. Men for eksempel i følgende passage fra bogen, tror jeg, at alle forstår pidgin med lidt hjælp fra konteksten og nødigt vil undvære den særlige sproglige kolorit:
’Det var torvedag, en tirsdag eller fredag – at dømme efter hvor overfyldt der var på markedspladsen, og hvor langsomt bilerne kørte forbi, mens chaufførerne utålmodigt dyttede løs og stak hovedet ud ad vinduet for at bande ad hinanden og råbe, Commot for my front before I cam jambox ya mouth; ya mami ya, ya mami pima!’
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Rent strukturelt er det indlysende, at ordentlige honorarer og rimelige deadlines er afgørende. Også fordi begge dele er lig med tid. Men jeg vil bestemt også nævne et godt samarbejde med både forlagsredaktør og tekstredaktør som en vigtig faktor. Her har jeg været så heldig at kunne udvikle et langvarigt samarbejde med nogle faste redaktører, som jeg virkelig samarbejder godt med – og det har en helt særlig værdi, synes jeg.