Hvordan er det at oversætte fra dansk? Hvilke særegenheder, specialiteter og spidsfindigheder gemmer det danske sprog, hvilke udfordringer er der ved at overføre danske forfatteres værker til andre sprog og kulturkredse? Babelfisken har spurgt en gruppe dygtige, erfarne og kreative oversættere af dansk litteratur om med egne ord at svare på de spørgsmål. Som den anden i rækken får italienske Bruno Berni ordet. Artikelserien har fået støtte af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg.
Af Bruno Berni
Oversættelse af dansk litteratur – med sjældne afstikkere til svensk, norsk og tysk litteratur – har været en del af mit job i mere end tredive år, ved siden af forskningsarbejdet som skandinavist. Forholdet mellem oversættelse og forskning er fredeligt og frugtbart, da erfaringen med oversættelse påvirker forskningen – som ret ofte beskæftiger sig med formidlingshistorie – mens selve oversættelsen tit slår rødder i forskningens overvejelser om formidlingens metoder og historiske udvikling, om grunde til og formål med formidlingen af en – i mit land – delvis ukendt kultur.
Det er en nødvendighed for dem, der oversætter “mindre udbredte” litteraturer – fordi “mindre” i sig ikke er nogen litteratur – at arbejde uden for teksten og omkring den, med oplysninger der tjener til at opbygge en kulturel baggrund og hjælpe læseren på rejsen ind i ukendte områder. Og det er en nødvendighed for dem, der dyrker formidlingshistorie, at forsøge at finde kriterier, der gør det muligt at vurdere formidlingens virkning. Derfor er det nødvendigt at kalde “formidling” en aktivitet, der ikke udtømmes i den sproglige handling, men har til formål at overføre en hel kultur ved bl.a. at bygge en pålidelig kanon, og ved at opbygge dele af hvad der i mit tilfælde vil være billedet af dansk litteratur i Italien. Formidleren af “mindre udbredte” litteraturer – af dansk litteratur – har således – om muligt – et større ansvar end andre formidlere.
Sjældent – faktisk aldrig i Italien – har en oversætter fra dansk samtalepartnere i forlagsbranchen, der har adgang til de originale værker; derimod har en sådan formidler det privilegium at arbejde i et nyt område, hvor man – som den eneste ekspert – ofte følger alle aspekter af produktionskæden, vurderer værket og udarbejder et forslag, undertiden hjælper med erhvervelsen af rettigheder og ikke sjældent præsenterer bogen. En formidler af en “mindre udbredt” litteratur har som sagt muligheden for at være med lige fra starten – eller næsten: arbejder på den geografiske spredning af et værk, når man overfører nyheder, men udvider den også kronologisk ved f.eks. for første gang at oversætte en klassiker.
Sproglig bevidsthed er afgørende, fordi den indirekte formidling – via fransk eller tysk – længe har været et problem for nordisk litteratur i Italien, med de medfølgende skavanker: forsinkelsen (fordi værket først skulle udkomme på et andet sprog) og tilfældigheden (fordi valgene ikke nødvendigvis var egnet til en italiensk kontekst). Andenhåndsoversættelsen var en rent sproglig handling, fordi formidleren ret ofte manglede erfaring i dansk kultur. Selvfølgelig er overførslen af en tekst den første handling, som i sig selv kræver sproglig ekspertise, stilistisk og litterær finesse, men formidlerens færdigheder – især når det drejer sig om ukendte horisonter – er også andre. Formidleren bør være meget bevidst om, hvordan arbejdet foregår, om årsagerne til valget af teksterne, have et indgående kendskab til den kulturelle kontekst, hvori en tekst bliver placeret, og bevidsthed om, hvad der er og ikke er blevet oversat før – og hvorfor –, om hvad der burde formidles – og hvordan.
“Bevidsthed” er derfor det udtryk, jeg oftest tænker på, når jeg tænker på mit arbejde. Bevidsthed om begge kulturer, med henblik på at opbygge et passende landskab, hvis læseren mangler redskaber, eller ændre det, hvis det er forkert. Dette er forskelligt fra land til land, for der er sprogområder – f.eks. det tyske – hvor oversættelse af nordisk litteratur har været en selvfølge i mange år, faktisk lige siden Holberg. Men i de fleste lande bliver dansk litteratur – med undtagelse af enkelte navne som H.C. Andersen – ofte oversat for første gang i dag: ved siden af oversættelsesarbejdet skal formidleren arbejde på at skabe en tradition og dermed opbygge en kulturel baggrund og sammenhæng, som læseren manglede.
Er formidleren af “mindre udbredte” litteraturer – af dansk litteratur – en superhelt, der ændrer verden? Nej. Heldigvis sker det ofte nu, at man bare bliver ringet op og simpelthen får en opgave, uden at man selv skal foreslå et værk eller vurdere det, uden at man selv skal bære andet ansvar end det sproglige. Formidlingen kræver ikke altid, at man udfolder alle dens funktioner, men hvis man skal føre læseren rundt i et ukendt terræn, er det lettere, hvis man har et dybere kendskab til den kulturelle geografi, dvs. en bred vifte af kompetencer, hvilket er grunden til, at f.eks. uddannelsen til oversætter burde levne mere plads til en række ikke-sproglige færdigheder som forlagshistorie og formidlingshistorie.
Fordi oversættelsen er forskellige ting og frem for alt er kommunikation mellem kulturer, verdener, personer, eller som den danske digter Morten Søndergaard skriver:
En oversættelse kan være en oversættelse af en anden oversættelse.
Et digt kan være en oversættelse af et andet digt.
Et sted kan være en oversættelse af et andet sted.
En nat kan være en oversættelse af en anden nat.
Du kan være en oversættelse af mig.
Jeg kan være en oversættelse af dig.
Foto: Eva Capirossi
Bruno Berni (f. 1959) er forsker og oversætter. Han har bl.a. skrevet om Karen Blixen (Vedere la cicogna. Introduzione a Karen Blixen, 1996, 2004), H.C. Andersen og Ludvig Holberg (Ludvig Holberg tra Danimarca e Germania, 2016) og oversat omkring 100 litterære værker, især dansk litteratur. Blandt hans oversættelsesarbejder er klassikere som Ludvig Holberg, H.C. Andersen, J.P. Jacobsen og Karen Blixen, og moderne forfattere som Villy Sørensen, Henrik Stangerup, Peter Høeg, Carsten Jensen, Helle Helle og Ida Jessen, samt en del dansk lyrik, bl.a. Inger Christensen, Henrik Nordbrandt, Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, Morten Søndergaard og Yahya Hassan.
Han arbejder til dagligt på Istituto Italiano di Studi Germanici i Rom, hvor forskningen primært går ud på at undersøge formidlingen af dansk litteratur i Italien med fokus på oversættelseshistorie og forlagshistorie. For sit arbejde har han modtager flere priser, bl.a. Den Danske Oversætterpris (2009) og Premio Nazionale per la Traduzione (2012).