For niende gang afholder kunstmuseet Louisiana i Humlebæk litteraturfestivalen Louisiana Literature, der gæstes af et væld af spændende og anmelderroste forfattere fra både ind- og udland. Festivalen begynder på torsdag d. 23. august og slutter igen søndag d. 26. august. Som altid vil forfatterne optræde på scener rundt omkring på museet, både inde og ude, så deres ord og stemmer kan opleves mellem natur, arkitektur og billedkunst.
I løbet af de fire festivaldage er der også i år mulighed for at opleve en lang række udenlandske forfattere – bl.a. fra Mexico, Japan, Canada, Argentina, Irland, Frankrig, Italien, Spanien, Norge og Ungarn – som alle er oversat til dansk. Festivalen er på den måde en oplagt mulighed for med egne ører og øjne at bevidne, hvor meget oversat litteratur fylder for det danske læsende publikum, og hvor meget det derfor betyder, at der fortsat er gode oversættelser fra alle dele af verden. Igen i år er det opløftende at se, hvordan danske forlag, små og store, og alle de dygtige oversættere fortsat løfter opgaven med at formidle stor verdenslitteratur til et dansk publikum.
På årets festival kan man bl.a. møde de japanske forfattere Hiromi Itō og Yoko Tawada, canadiske Anne Carson, Guadalupe Nettel fra Mexico, Mariana Enríquez fra Argentina, irske Sally Rooney, spanske Javier Marías, italienske Domenico Starnone, franske Delphine de Vigan, Gunnhild Øyehaug og Jan Kjærstad fra Norge og Péter Nádas fra Ungarn.
Derudover vil også garvede og debuterende danske forfattere og journalister optræde på festivalen. Læs mere og se hele festivalprogrammet her