Juliane Wammens sommerlæsning

Foråret har været ualmindelig travlt, varmt og fuld af store spørgsmål. Derfor bliver det meste af min sommerlæsning i år en tilbagevenden til bøger, der engang har betydet meget, og som nu måske kan få et nyt perspektiv (eller give mig et).

Inspireret af årets Zinklarprisuddeling vil jeg genlæse Judith Hermanns debut med den passende titel Sommerhus, senere (Høst & Søn 2000). Hun er så fremragende til små mættede detaljer og upåfaldende intensitet, noget som sommeren forhåbentlig også bliver fuld af. Ikke mindst i Niels Brunses oversættelse fra tysk. Og så bliver der forhåbentlig også plads til Flannery O’Connors samling A Good Man Is Hard To Find (Barnes & Noble 1955). Samme overlegne sprog og beherskelse af genren i en radikalt anderledes kontekst.

Et værk, jeg længe gerne har villet læse, og som snart sagt enhver kunstnerisk cool skribent med respekt for sig selv anbefaler som litteratur i mesterklasse, er Agota Kristofs trilogi Det store stilehæfte, Beviset og Den tredje løgn (Rosinante 2017), oversat fra fransk af Nina Lautrop-Larsen. Man kan næsten kun blive skuffet efter de fantastiske anmeldelser, den har fået, men måske ikke?

Efter at have holdt et foredrag i Aarhus om Østafrikansk litteratur for nylig, fik jeg lyst til at genlæse kenyaneren Binyavanga Wainainas fiktive selvbiografi om en middelklasseopvækst i Nairobi og omegn, livet som forfatter og litterær iværksætter og til sidst hans sene ”springen ud af skabet” som 40-årig i et land, hvor den slags mildt sagt ikke er nemt. Hans sprog er flydende og vittigt og helt renset for de sædvanlige klicheer om Afrika. One Day I Will Write About This Place (Granta Books 2011) er ikke oversat (endnu) – opfordringen er hermed givet videre. Det samme gælder ultraløberen og biologen Bernd Heinrichs inspirerende Why We Run: A Natural History (HarperCollins 2002) om menneskedyrets evne til at løbe langt og længe, og hvordan den har spillet en afgørende rolle i udviklingen af vores kognitive evner.

Sidst, men absolut ikke mindst, glæder jeg mig voldsomt til at genlæse et ungdoms-yndlingsværk, nemlig nyligt afdøde Ursula K. L. Guins fembinds-saga om Jordhavet (der kom i 1968, 1971, 1972, 1990 og 2001). Jeg har aldrig læst den på engelsk, kun i Niels Søndergaards og Claus Bechs fantastiske oversættelse. Men nu er jeg ældre og (måske også) klogere.

Nanna Kalkars sommerlæsning

Min sommerferielæsning vil i år byde på både lystlæsning og arbejdslæsning. Ren lystlæsning har jeg sjældent tid til, men nu har jeg bestemt mig for at læse Jean-Paul Didierlaurents Læseren i morgentoget, oversat af Anders Juel Michelsen.

Og tillad mig – i direkte forlængelse af Babelfiskens kategori ”Udeladelser” – i denne forbindelse at tage emnet ’hvem er oversætteren’ op. Blot af nysgerrighed slog jeg ovennævnte bog op på Google og tjekkede de 10 første poster på den første side: Litteratursiden, Politikens Forlag, Bogrummet.dk, Arnold Busck, Saxo, Frk. Litteratur, Bognørden, Plusbog, Gentofte Hovedbibliotek (artikel kaldet ”Biblioteket anbefaler”) og K’s bognoter. Af alle disse er der 1 (ÉN!), der nævner oversætteren, og det er K’s bognoter, som godt nok glemmer mellemnavnet, men alligevel, man blev helt lettet over at se, at der rent faktisk er nogen, der har lagt mærke til, at bogen er oversat og har fundet det værd at nævne.

Og sådan fortsatte det på side 2 – jamen, det er da ufatteligt! Hvorfor skal det være så hemmeligt, hvem der har beriget os med denne lille bog på dansk, som i øvrigt får vældig fine anmeldelser? Hvorfor skal Anders Juel Michelsen ikke have kredit for sin oversættelse? Jeg forstår det simpelthen ikke.

Der findes skabeloner, som flere aviser og bloggere benytter sig af, der indeholder titel, sideantal, forlag, pris, antal stjerner/hjerter (eller hvad folk nu ellers finder på) – er det virkelig så svært også at tage en ”oversat fra”-kategori med i samme skabelon?

Og det er muligvis barnligt, men jeg føler mig også provokeret af forlagenes/boghandlernes sider, hvor man kan ”Se mere info om bogen her”, hvor der så, i tilfældet med Læseren i morgentoget, står: Originalsprog: Fransk. Sprog: Dansk. Ja, HVOR ER MELLEMREGNINGEN?? Nogen har jo for hulen arbejdet for læsernes skyld for at gøre originalsproget forståeligt for en dansker – jeg synes, det er frækt, og nu fik jeg så lige det ud her op til ferien. Jeg vil læse bogen og tænke på Anders Juel Michelsen HELE TIDEN!

Min pligtlæsning denne sommer er en krimi af islandske Yrsa Sigurðardóttir: Gatið (Hullet). Jeg har oversat en del af hendes bøger efterhånden, og denne bliver den næste i rækken, som skal skydes i gang, når vinteren stunder til. Og ja, jeg har tænkt mig at give den en anden titel! Der er jo lang tid til vinter, men oversættelsesarbejde kræver en del langtidsplanlægning, så hellere få læst den nu end at stresse over den senere. Yrsa skriver langt og grundigt og gør meget ud af at udvikle et plot, og det er hun også god til. Nu er krimier ikke lige det, der generelt interesserer mig mest, men på den anden side er der noget over at oversætte den samme forfatter igen og igen – man lærer dennes sprog og stil vældig godt at kende, så det er som at møde en gammel ven, hver gang man åbner en ny bog og sætter sig til tastaturet.

Så – sommerlæsning om at læse og holde af litteratur og så lidt om mord, vold og storrygende, indebrændte kriminalbetjente, det skulle nok kunne holde mig beskæftiget! Og hvis jeg får en lillebitte ekstra ledig stund på et tidspunkt, vil jeg også læse Karin Boye (hende med Kallocain): Snäckorna, som jeg har i en lille fin og meget handy udgave fra Novellix – det er altså alletiders idé med den slags formater, der lige kan være i tasken på en togtur – og så er der også lidt modspil til den nutidige litteratur.

Mette Olesens sommerlæsning

Mest arbejdsrelateret, bl.a. Simone de Beauvoir: Le deuxième sexe, eller Det andet køn på dansk (ved Karen Stougård Hansen og Svend Johansen). Den danske titel er selvfølgelig oplagt men viser også hvordan en oversættelse kan forblive tro mod originalen og samtidig berige den: det franske deuxième får foræret den ekstra betydning autre som jo netop også er central hos Beauvoir. Glæder mig til endelig, langt om længe, at læse de to bind i deres helhed!

Den rene lystlæsning skal som sædvanlig være dansk: nyere, aktuel skønlitteratur som jeg som sædvanlig følger for lidt med i, så jeg skal indhente alt det jeg kan nå ved hjælp af de vidunderlige danske folkebiblioteker. Og ville blive utrolig glad hvis nogen skulle få lyst til at hjælpe med forslag på titler ved at bruge kommentarfeltet herunder!

På forhånd tak og god sommer!

Marie Groth Bastiansens sommerlæsning

Jeg er netop gået i gang med Olga Ravns sci-fi-arbejdspladsroman De ansatte, som altså skyder min sommerlæsning i gang i år. Jeg er for tiden meget fascineret af hele sci-fi-universet og har på det seneste dyrket genren en del både inden for serier, film og litteratur. Jeg har derfor også for nylig læst Peter Adolphsens Rynkekneppesygen og Kaspar Colling Nielsens Det europæiske forår, som begge virkelig kan anbefales, samt binget serier og film som The Handmaid’s Tale, Arrival, The Rain og Annihilation. Så jeg bliver lidt i det univers for nu – jeg kan godt lide at være der.

Derefter vil jeg gerne læse Theis Ørntofts Solar, som jeg fik i Samlerens Bogklub for nylig. Den ligner i hvert fald en ægte sommerbog med sit flotte gul/orange omslag, og så har nogen sagt, at romanen er en moderne udgave af Hærværk, så den kalder jo på at blive læst!

Så har jeg lidt planer om at læse et par bøger, som for nylig har fundet vej til min bogreol uden at blive læst. På japansk har man faktisk et ord, tsundoku, for det med at blive ved med at købe bøger, der bare hober sig op i reolen uden at blive læst. Hvordan ville man mon oversætte det ord til dansk… Nå, men i min bogreol står blandt andet brasilianske Hilda Hilsts den uanstændige madam D (oversat af Lean Pejtersen for forlaget Gladiator), Emmanuelle Richards For at mærke huden (oversat af Ann-Jette Caron for forlaget Etcetera) og Italo Calvinos Hr. Palomar (oversat af Lene Waage Petersen for Tiderne Skifter).

Ellers skal min sommer såmænd bruges på at varme op til Louisiana Literature i august, som jeg glæder mig rigtig meget til. Det er allerede et stærkt program, de har offentliggjort indtil videre. Festivalen gæstes blandt andet af argentinske Mariana Enriquez, hvis novellesamling, Ting vi mistede i ilden, udkom på dansk sidste år (oversat af Tine Lykke Prado og Niels Tryde Munch). Jeg slugte allerede novellesamlingen tilbage i efteråret, men den var så fantastisk god og hårrejsende, at jeg nok bliver nødt til at læse et par af historierne igen forud for festivalen.

Norske Gunnhild Øyehaug gæster også festivalen, og da jeg var på sommerferie i Oslo sidste år, købte jeg hendes novellesamling Draumeskrivar med hjem, men fik den aldrig læst (apropos det med tsundoku), og i mellemtiden er det jo så blevet endnu mere aktuelt at læse lidt af hende inden festivalen på Louisiana.

Desuden gæster Guadalupe Nettel, Péter Nádas, Sally Rooney og Delphine de Vigan årets litteraturfestival. Det bliver jo intet mindre end fantastisk!