Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Det var en del af min uddannelse i russisk filologi at lære oversættelse fra russisk til dansk, og kombineret med min passion for skønlitteratur begyndte jeg ret tidligt at eksperimentere for mig selv med litterær oversættelse fra russisk, både lidt Dostojevskij og lidt poesi, endda en satire fra 1700-tallet. Siden fik jeg som en af de relativt få uddannede i russisk i Danmark stadig flere småopgaver inden for oversættelse af både essayistiske og litterære tekster, og jeg kunne med det samme rigtig godt lide alle de aspekter, det indebar: fortolkningen af teksten og dens kontekster, koncentrationen om det sproglige udtryk og arbejdet med at finde den bedst mulige formidling af alt det ofte meget fremmede russiske/sovjetiske på dansk.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Jeg foretrækker skønlitterær prosa og ikke overraskende den slags, som jeg mener at have en kvalificeret forståelse af som samlet værk og som sprogligt udtryk. Det kan både være klassisk litteratur, som Dostojevskij, og moderne kritisk-humoristisk litteratur, som Aleksej Slapovskij, som jeg netop selv anbefalede til udgivelse. Selvfølgelig foretrækker jeg også værker af høj litterær kvalitet og tekster præget af omhu. Da jeg har fast stilling på universitetet, er jeg nu i den privilegerede situation, at jeg kan nøjes med at sige ja til de oversættelsesopgaver, jeg virkelig gerne vil have. Samtidig må jeg desværre nogle gange takke nej til større værker, som jeg umuligt kan presse ind i fritid og ferier.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
I selve oversættelsesarbejdet har jeg været mest glad for Dostojevskijs Dobbeltgængeren, som udkom sidste år på Bechs Forlag. Jeg skrev i slutningen af 1990’erne ph.d.-afhandling om Dostojevskijs ungdomsværker, herunder Dobbeltgængeren, så jeg havde i forvejen været virkelig dybt nede i teksten, kendte til de mange forskellige fortolkninger af den og havde haft mange år til at gruble videre over både Dobbeltgængeren og Dostojevskij i det hele taget. På den baggrund var det selvfølgelig fuldstændig fantastisk at få lov at stå for en nyoversættelse af værket. Jeg glæder mig til denne sommer at genfordybe mig i et andet af Dostojevskijs ungdomsværker, nemlig debutromanen Arme mennesker, som skal udkomme på Gyldendal.
Hvis jeg må tilføje et svar, som inddrager flere aspekter af oversættelsesarbejdet, ikke mindst samarbejdet med redaktør og forlag, vil jeg pege på Svetlana Aleksijevitjs Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, som udkom i 2015 på Forlaget Palomar. Det var en helt særlig oplevelse ikke bare at oversætte værket, men også at arbejde intensivt med forlægger og redaktør Marie Andersen om udgivelsen og om at håndtere al opmærksomheden, da Aleksijevitj midt i vores arbejde fik Nobelprisen i litteratur. Derudover har det været en stor oplevelse senere at møde forfatteren og oversætte endnu et værk af hende, men især til stadighed at få henvendelser fra læsere, der takker for oversættelsen og den store oplevelse, værket har givet dem. Sådan en læseranerkendelse kan opveje mange anmelderignoreringer, og det burde være alle oversættere forundt at opleve det!
Bedste oversættelse du har læst?
Jeg har læst mange virkelig gode oversættelser, men jeg husker især de danske oversættelser af Geert Maks Min fars århundrede og Europa (Tiderne Skifter). Jeg anmeldte begge bøger for Information, som dengang udtrykkeligt bad anmeldere om også at forholde sig til oversættelseskvalitet. Det var ofte vanskeligt, men ikke her: Tove Dueholm Nielsens oversættelser fra hollandsk er respektindgydende, ikke mindst taget i betragtning at værkerne rummer en kolossal terminologisk og stilistisk spændvidde.
Hvor oversætter du?
Primært hjemme. Jeg har tidligere siddet i et lille åbent anneks til vores stue, men nu da vi ikke længere har hjemmeboende børn, har jeg fået a room of my own: et hyggeligt kontor, der også fungerer som gæsteværelse, men primært er indrettet til oversætterhule. Her har jeg fred og ro, ordbøger og internet, og hurtig adgang til køkken og haveterrasse. Jeg nyder ensomheden og roen til at fordybe mig, men det skyldes nok også, at jeg har en travl arbejdshverdag med masser af menneskekontakt og samarbejdsrelationer. Hvis jeg var fuldtidsoversætter, ville jeg helt sikkert søge plads i et kontorfællesskab.
Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det
I Aleksijevitjs værk Secondhand-tid, som er sammensat af vidnesbyrd om Sovjetunionens sammenbrud, omtales hendes generiske hovedperson, sovjetmennesket, nogle steder som homo sovieticus, et begreb der uden videre kan gengives på dansk, men andre steder som “sovok”. Det betyder “fejebakke”, men bruges samtidig i post-sovjetisk tid som nedladende betegnelse for sovjetmennesket, og nogle gange om sovjettiden eller sovjetkulturen som sådan. Desuden kan tidligere sovjetborgere godt finde på kærligt-ironisk at appropriere betegnelsen om sig selv. Da jeg meget gerne ville undgå fodnoter, og undgå blot at oversætte med det neutrale “sovjetmenneske” (som jeg så det blive gjort i oversættelser til andre sprog) måtte jeg finde et nogenlunde tilsvarende ord. Det tog lidt tid, men jeg endte på “sovjetspade”, som jeg synes fungerer, og som jeg måske vil få held til at udbrede.
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Ud over solide kundskaber i originalsproget bør oversætteren have dybtgående og opdateret viden om den relevante kulturs historie, herunder litteraturhistorie, samfundsforhold og kulturelle udvikling i bred forstand. Og tilsvarende viden om den danske sammenhæng, der oversættes ind i. Det er noget nær umuligt at opnå tilstrækkelig viden til at forstå og formidle hvad som helst, der skrives på et sprog, man oversætter fra, og derfor skal man ikke underkende, hvor meget research der indgår i en oversættelsesopgave, og hvor fantastisk det er, når man kan trække på gode kolleger, og når redaktøren fungerer som en kreativ partner.
Der findes som bekendt forskellige oversættelsesstrategier, og her varierer smag og behag, samtidig med at der skal tages hensyn til redaktørens/forlæggerens ditto. Men i det mindste må man respektere en oversættelse, der er konsekvent i sin strategi, hvis denne strategi kan forsvares – og hvis resultatet er en dansksproget tekst. Jeg har selv som udgangspunkt været meget forpligtet på formel ækvivalens, mens dynamisk ækvivalens har stået som et mere eller mindre afklaret pejlingspunkt. Oversættelsen skal fungere som dansk tekst, men jeg er også efterhånden blevet mere modig i min fastholdelse (ikke-naturalisering) af russiske særheder, som for eksempel tendensen til følelsesmæssig højtidelighed, der let kan virke patetisk eller ironisk på dansk. Som oversættere er vi jo med til ikke bare at udvide de danske læseres erfaringsverden, men også potentielt til at udvikle det danske sprog.