Af Rigmor Kappel Schmidt
Den argentinsk-franske forfatter Julio Cortázars storværk fra 1963, Hinkeleg, er balancekunst for viderekomne. Romanens førstedel foregår i Paris, andendelen i Buenos Aires, mens tredjedelen er en blanding af alverdens citater og løsrevne fragmenter fra den fiktive forfatter Morellis poetik, hvori han udbreder sig om, hvordan romaner generelt og denne roman i særdeleshed skal skrives.
Men helt fra starten er der hjælp at hente. Romanen kan nemlig læses på to forskellige måder. Damelæseren (m/k) starter fra begyndelsen og læser romanens første- og andendel som en (næsten) helt normal fremadskridende roman. Den medskyldige læser (også m/k) skal starte med kapitel 73 i tredjedelen. Ved kapitlets slutning er der anvisning til, hvilket kapitel han skal blade hen til, og herefter foregår læsningen springvist mellem kapitlerne, så den lineært fremadskridende læsning bliver brudt op, og tredjedelens fragmenter blandes med første- og andendelens kapitler.
I romanens første del bor argentineren Horacio Oliveira i Paris, er kæreste med Maga fra Uruguay og kommer i Slangeklubben, hvor en flok intellektuelle af forskellig herkomst mødes. Da Maga forsvinder, tilbringer Horacio en grænseoverskridende nat sammen med Magas hjemløse veninde. Som en direkte konsekvens heraf udvises Horacio fra Frankrig. I romanens anden del er Horacio blevet sendt tilbage til Buenos Aires, hvor han omgås sin ungdomsven Traveler og dennes kone Talita, der minder ham om Maga. Selv bor han sammen med Gekrepten, som ikke interesserer ham.
Blidtsparkende modsætningsord
Legen er én dimension af romanen, metafiktion en anden, og dertil kommer en tour de force gennem kulturelle kraftcentre som jazzens udvikling, abstrakt malerkunst, filosofi, atomfysik, boksning, litteratur … Gennem sin legende omgang med Maga og med sproget søger Horacio en smutvej til det helt andet, til det absolutte, der ikke er bundet af hverdag, fornuft eller logik. Og snyder engang imellem, når han låner sig ind hos Maga, der intuitivt kender smutvejene ud og ind af det absolut andet. Ikke så sært, at den intellektuelle Horacio er splittet i forhold til Maga med den paradisiske intuition og den uendelige uvidenhed. Videbegærligt spørger hun Horacio om alt mellem himmel og jord, men tager ikke selv ansvar for at lære noget. Magas opspil til at spørge opleves gennem Horacios synsvinkel, udtrykt adverbielt med “epidérmicamente”, hvor “epidérmico” konkret refererer til huden og i overført betydning til overfladiskhed. Det fremgår af konteksten, at begge betydninger bliver aktiveret, hvilket på dansk kan indfanges af det hjemmelavede ord “hudoverfladisk”. Horacio tænker videre i selvopfundne modsætningsord “en kærtegnslussing, et honningspark”, der indfanger hans ambivalens, på én gang forelsket i Maga og drønirriteret på hende. Men se engang hele passagen: “Maga trykkede sig tættere ind til ham. ‘Nu kommer hun med en af sine tåbelige bemærkninger,’ tænkte Oliveira. ‘Først skal hun gnide sig lidt op ad mig for hudoverfladisk at bekvemme sig til at spørge.’ Han følte en slags hadsk ømhed, noget så modsætningsfyldt, at det måtte være sandheden selv. ‘Man burde opfinde en kærtegnslussing, et honningspark’.” (s. 64, Hinkeleg).
Det mondrianiserede absolutte
Herefter glider samtalen over på de abstrakte malere Klee og Mondrian, hvor Horacio i sin forklaring til Maga danner et nyt verbum, “mondrianizarse” ud fra Mondrians navn: “– Han [Etienne] mener bare, at et maleri af Klee i grunden kræver en universitetsgrad ès lettres eller i det mindste ès poésie, mens man med Mondrian kan nøjes med at mondrianisere sig, og så er den ikke længere.” Da Etienne protesterer mod at få skudt en opfattelse i skoene, ruller Horacio sig ud og giver samtidig en minipoetik til romanen Hinkeleg og dens to læsninger, hvor den springvise læsning forudsætter en medskyldig læser: “– Du mener jo, at et maleri af Mondrian er selvtilstrækkeligt. Der er altså mere brug for din uskyld end din erfaring. Jeg taler om paradisisk uskyld, ikke om dumhed. Tænk bare: Selv din metafor om at stå nøgen foran et maleri smager af før-adamisme. Paradoksalt nok er Klee langt mere beskeden, han er ikke selvtilstrækkelig, men fordrer en mangfoldig medskyldighed af beskueren. I grunden er Klee historie, mens Mondrian er tidløs. Og du tragter efter det absolutte. Kan du følge mig?” Og da Maga spørger til det absolutte, har Horacio igen et kategorisk svar på rede hånd: “det opstår i det øjeblik, noget når sin maksimale dybde, sin maksimale rækkevidde, sin maksimale betydning, hvorpå det straks mister enhver interesse.” Men nu tager Ronald imod dem i døren, “rødhårligt i ternet skjorte”, så hans røde hår adverbialiseres til “pelirrojamente” for at beskrive hans måde at modtage dem på.
Den berusede sjæl
Under et af deres møder i Slangeklubben har Ronalds kone Babs drukket tæt, mens de andre diskuterede. Da Ronald opdager, hvor styrtende beruset hun er, udbryder han: “sikken en brandert hun har på, selv hendes sjæl lugter af cognac” (s. 283, Hinkeleg). Morskaben opstår af, at den konkrete brandert i kroppen er så stor, at den er sivet over i den uhåndgribelige sjæl. Langt tidligere finder vi en næsten tilsvarende formulering, hvor den berusede Horacio siger til sig selv: “ih, hvor det går, jeg tænker jo klokkeklart, vodkaen spidder tankerne som sommerfugle på nåle,” (s. 113, Hinkeleg). Denne overskridelse af grænsen mellem fysisk krop og metafysisk sjæl har Cortázar lært af Miguel de Cervantes, der lader don Quixotes væbner Sancho vigte sig af, at han “har et fire fingerbredder gammelkristent fedtlag på sjælen” (s. 60, bd. II, Don Quixote). Til forskel fra jøder og maurere propper Sancho sig nemlig med det fede svinekød for at vise sit kristne sindelag. Så fed er Sancho, at vommens konkrete fedt breder sig til den immaterielle sjæl. Og på samme måde understreger Cortázar sine personers beruselse ved at lade spiritussen sive fra krop til sjæl.
Tidens vinde
Legen med de konkret-abstrakte sproglige udtryk begynder allerede i kapitel 1, hvor “tiden blæste en langsom regn af afkald og afskeder og metrobilletter mod vores ansigter” (s. 19, Hinkeleg). Normalt ville man sige “el viento soplaba …”, vinden blæste. Her er det imidlertid ikke vinden, der blæser, men “el tiempo”, der både kan betyde tid og vejr. Det er selvfølgelig fristende at lade vejret blæse, men vejr på spansk er generelt, og hvis det skal gøre noget mere specifikt end bare at være vejr, skal vejret konkretiseres, så der kommer sol, vind, regn eller blæst på banen. Men når det ikke er det abstrakte vejr, men tiden, der skaber den ruskende blæst, kan der også ske en poetisk forskydning fra vejrets regndråber til de afkald og afskeder og metrobilletter, der udveksles mellem folk i Paris’ gader som en del af tidens gang. I opremsningen af det, som tiden rusker i, glides der fra abstrakt (afkald og afskeder) til konkret (metrobilletter). “Afkald og afskeder” skaber en melankolsk stemning, der dukker op igen i kapitel 23 i form af “et hul, hvor tiden blæste” (s. 182, Hinkeleg). Som modvægt til tidens melankolske blæsevejr kan Horacio finde på at erindre formålsløse ting, der ubetydelige og uanselige for længst er gået til. Her lykkes det ham at fremdrage et par brune sko af erindringen med så tynde såler, at han blev våd om sjælen, når det regnede (s. 22, Hinkeleg). Og med den erindring er vi igen tilbage i kapitel 1.
Legens brownske figur
Horacio og Maga leger. Ikke barnets selvforglemmende leg, men den voksnes forsøg på at undslippe hverdagslivets målrettede fornuft. De taler gliglisk, et sprog, Maga har fundet på, der mest af alt ligner sort snak. Og når de mødes, sker det altid gennem ikke-aftaler, hvor de lader tilfældet bestemme, om de render på hinanden i Paris’ gader. Og det gør de altid, indtil Horacio ikke længere kan finde hende og forgæves leder efter hende overalt. I håb om at fremmane hende gentænker han deres forhold som en brownsk bevægelse, som han nu forklarer den fraværende Maga. For sammen danner de en absurd figur “ligesom fluerne, når de flyver hid og did i et værelse, brat skifter retning, did og hid, det er det, der kaldes en brownsk bevægelse, forstår du det nu? en ret vinkel, en opadgående linje, hid og did, fra baggrund mod forgrund, opad, nedad, forkrampede bevægelser, brat opbremsning og straks efter afsæt i en anden retning, og alt dette væver en tegning, en figur, noget ikkeeksisterende som du og som jeg, der som to vildfarne punkter i Paris bevæger sig hid og did og did og hid, tegner deres figur, danser for ingen, end ikke for sig selv, en uendelig figur uden mening.” (s. 281-282, Hinkeleg). Som her i slutningen af kapitel 34 bidrager mærkværdige, naturvidenskabelige indsigter til at sætte den legende ikke-fornuft i perspektiv.
To begyndelser
Hvis man vælger den springvise, medskyldige læsestrategi, skal kapitel 73 læses som det første. Her fortælles der om Picasso, som tager en legetøjsbil og forvandler den til kæbepartiet på en cynocephalus (s. 532, Hinkeleg). Legetøjsbil og cynocephalus havde jeg imidlertid svært ved at se for mig. Men da jeg i min eftersøgning var nået til en bog om Picassos elskede dværghund, fandt jeg den endelig: en skulptur i bronze, som Picasso har lavet af en bavian, hvis hoved er bygget op om en legetøjsbil. Bilens tag danner hovedskallen, i forruden er der indsat to runde kugler som øjne, mens bilens forsnude svarer til bavianens snude. Og da jeg nu kendte titlen på skulpturen, der står på MOMA, var det let at finde den på nettet: http://www.moma.org/collection/works/81119
Den lineære læsning starter med kapitel 1: “Ville jeg finde Maga? Tit havde det været nok at gå ud, følge Rue de Seine til portbuen ud mod Quai de Conti, og så snart jeg i det olivengrå lys over floden kunne skelne noget, aftegnede hendes slanke silhuet sig på Pont des Arts, somme tider vandrende frem og tilbage, andre gange stående ved jerngelænderet, bøjet over vandet. Og det faldt så naturligt at gå over gaden, op ad trappen til fodgængerbroen og fortsætte ad den smalle passage hen til Maga, der smilede uanfægtet, ligesom jeg overbevist om, at et tilfældigt møde var det mindst tilfældige i vores liv, og at folk, der træffer præcise aftaler, også bruger linieret papir, når de skriver brev til hinanden, og trykker tandpastatuben tom helt fra bunden.” (s. 17, Hinkeleg).
Reblogged this on Latinamerika litteratur .