Månedens oversætter: Anne Marie Bjerg

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Forstanderen på Europäisches Übersetzerkollegium i Straelen, Tyskland, nu afdøde Klaus Birkenhauer, fortalte engang at når han spurgte de forskellige oversættere af diverse nationaliteter der var gæster på kollegiet, hvorfor de var blevet oversættere, fik han næsten altid det samme svar som man ville have fået hvis man havde spurgt Jomfru Maria hvordan hun var blevet gravid.

For mig var det i hvert fald noget af en tilfældighed at nogen – det var i slutningen af 1960’erne – fik øje på mit mulige talent og sørgede for at jeg fik en opgave for et forlag som jeg åbenbart løste så tilfredsstillende at jeg fik flere opgaver. I mellemtiden tog jeg en cand.phil.eksamen i dansk og fik dermed også en teoretisk og historisk, sproglig og litterær ballast.

Min egen tilskyndelse var min medfødte elementære glæde ved ord, ved at skrive, ved at udtrykke mig i ord. Og i skønlitterær oversættelse er det grundlæggende arbejde at sammenholde to sprog og de virkeligheder som de udspringer af, med hinanden og finde frem til det ækvivalente udtryk på mit eget sprog, dansk.

At lade ordene på det fremmede sprog komme ned i hængesækken, det sted indvendig hvor der ingen ord er – måske er det dér ”babelfisken” svømmer? – og lade de forestillinger som den fremmede ordlyd har foranlediget, stige frem, formuleret på mit eget sprog.

Min første, højst praktiske, erfaring med at sammenholde to sprog, fik jeg i det år, 1956-57, hvor jeg befandt mig i Manchester, England, som stuepige på et kollegium for kvindelige studerende, senere au-pair i en familie med tre børn. Arbejdet morede mig bestemt ikke, men sproglige iagttagelser var der dagligt rige muligheder for at foretage.

Til daglig at sammenholde to sprog, være omgivet af det fremmede, høre det, tale det, læse det, forsøge at skrive på det, er en stadig øvelse, måske et overlevelsesvilkår for ens eget sprog, ens egen identitet. Den erfaring gjorde jeg også senere hen under otte års samliv med svensk sprog, samfund og kultur. Det var resultatet af en Stockholmsrejse i 1973 i forbindelse med oversættelsen af en af Per Wästbergs romaner.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Gode, sprogligt og litterært rige bøger hvor der stilles store krav til mit eget sprog, dvs. det danske sprog i al dets rigdom, og mine evner til at bruge det. Bøger der lukker op for verden og ny erkendelse.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Mange. Så mange bøger jeg har arbejdet mig igennem – eller er det dem som har arbejdet sig igennem mig? For eksempel Erica Jongs Luft under vingerne, James Joyces Dublinfolk, Virginia Woolfs Bølgerne, Kerstin Ekmans romaner, bl.a. Ulveskindstrilogien og sidst, men ikke mindst Selma Lagerlöfs forfatterskab, hvoraf jeg nu har genoversat næsten det hele. Jeg har været mest glad for værkerne hver især, hver og én, under arbejdet. Man bliver jo som oversætter og menneske beriget af hver eneste gode bog man oversætter!

Den største sproglige udfordring gav jeg mig selv da jeg satte mig for at oversætte en svensk klassiker, 100 kærlighedssonetter fra ca. 1650, nemlig Skogekär Bergbos Wenerid. Jeg var blevet opmærksom på dette værk da jeg oversatte en af Kerstin Ekmans romaner. Det var vanskeligt, det føltes umuligt, at oversætte selve meningen i disse digte og få den formuleret i denne totalt bundne form. Det var at presse min sproglige formåen til det yderste.

Bedste oversættelse du har læst?

En af dem jeg beundrer mest, er Ellen Wulffs oversættelse fra arabisk af 1001 nat. Hun har formået at overholde de formelle krav teksten stiller, og samtidig skrive et smukt, kraftfuldt, varieret, nutidigt dansk som enhver kan forstå; gøre en så fremmed verden tilgængelig på dansk.

Hvor oversætter du?

Hjemme i mit arbejdsværelse ved pc’en, blandt mine bøger og opslagsværker, ved min sædvanlige udsigt til træer og tage og himmelrum.

Men for år tilbage opholdt jeg mig gerne en måneds tid hvert år på ovennævnte oversætterkollegium. Ikke fordi jeg har noget specielt forhold til det tyske sprog, men fordi et ophold på dette sted er så inspirerende for enhver oversætter. Man har altid, sammen med andre fremmede oversættere, noget at tale om. Nemlig ord! Helt på det jævne køkkenniveau, hvor man kan udveksle erfaringer om banale sproglige problemer og om store teoretiske sproglige spørgsmål. Det går op for én at det at oversætte ER NOGET! Faktisk en kunstart i egen ret.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

I de seneste år har jeg næsten udelukkende oversat fra svensk, og der hvor problemer kan opstå i denne sprogkombination, er at de to sprog, modsat hvad man kunne tro, er mere forskellige end de er ens. Etymologisk har de to sprog jo samme oprindelse, men geografisk, historisk, kulturelt, sprogligt ligger de langt fra hinanden.

Ordene betyder ikke altid det man først skulle tro. For eksempel betyder ”föremål” ikke formål, men genstand, ting.

En ”mås” betyder ikke det man umiddelbart skulle tro, men måge. Og en forestilling om måger har ikke noget at gøre med spørgsmålet ”Hur mås?” Det kan oversættes med ”Hvordan har man det?” eller ”Hvordan går det?”

I den nyeste Svensk-Dansk Ordbog, udg. af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2010, har ordbogsredaktøren valgt at oplyse om disse ”farlige ord og lumske ligheder” i små bokse ved en hel række ord. For eksempel bliver læseren ved det svenske ord ”mark” som på dansk betyder: jord, grund, terræn, landområde, gjort opmærksom på at ”Dansk: mark ikke hedder mark på svensk, men åker og fält.”

De faste vendinger, idiomer, i dagligsproget – og i det litterære sprog – er et interessant fænomen. For mig er de en slags knuder, knopper, knyster på en bevægelig overflade, eller en flydende masse, sproget nemlig, hvor en forestilling eller erfaring er størknet i et fast udtryk, der så bliver en alment udbredt opfattelse af et eller andet fænomen.

For eksempel ”Han har varit med om det mesta” svarer til ”Han har oplevet lidt af hvert” om en person som kan tænkes at have levet et lidt sølle/moralsk dadelværdigt liv. Men hvilke forestillinger mon gør at udtrykket er størknet i hhv. en superlativ og et lidt upræcist udtryk, åbent for fortolkning? Man skal være godt hjemme i et fremmed sprog, nært eller fjernt, for at opfange og fortolke sådanne nuancer.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

For den enkelte oversætter er det talent, viden og erfaring. Gerne ophold i de lande hvis sprog man oversætter fra. Man kan lære meget om selve håndværket at oversætte; men det forudsætter at man gør det, prøver sig frem. Man lærer det ved at gøre det!

Research er jo en vigtig del af al oversættelse, og dertil bruger man i vore dage nettet. Før nettet var opfundet, måtte man hige og søge i gamle – eller splinternye – bøger, man måtte skaffe sig gode bekendte med specialviden, for eksempel om botanik eller sommerfugle eller bilmærker eller militære grader osv. Men hvor det dog tog tid! Den tid man nu om dage har vundet på at kunne oplede alting på nettet, har man så sat til igen fordi så mange oversættelser skal være færdige næsten før de er begyndt. For slet ikke at tale om at man virkelig skal rubbe neglene hvis man vil gøre sig håb om at tjene til livets ophold ved at oversætte.

Men ”de bedste oversættelser” forudsætter at nogen vil læse dem, lære den fremmede litteratur og kultur at kende, som de udspringer af. Og ikke vil lade sig nøje med dårlige/sjuskede/ukyndige hastværksoversættelser. Det kræver igen en viden om hvad oversættelse er eller kan være. Og den viden er det de færreste læsere, almindelige så vel som professionelle, der har. Oversætterne selv har, her i Danmark, taget initiativer til at afhjælpe dette manglende kendskab ved blandt andet at etablere Dansk Oversætterleksikon og dette webtidsskrift, Babelfisken.