Fra i morgen fredag d. 10. november og frem til på søndag afholdes den årlige store bogmesse, Bogforum, i Bella Centret i København. Programmet byder på en weekend med bogudgivelser, forfattermøder, signeringer, oplæsninger, interviews og debatter.
Foruden en lang række aktuelle danske forfattere som blandt andre Kaspar Colling Nielsen, Sissel-Jo Gazan, Peter Adolphsen, Hanne-Vibeke Holst, Mich Vraa, Leif Davidsen og Svend Åge Madsen samt et væld af øvrige danske forfattere som Ida Jessen, Katrine Marie Guldager, Jan Guillou, Kim Leine og Merete Pryds Helle, vil der på årets bogmesse desuden være mulighed for at opleve ganske mange udenlandske forfattere, som alle findes i dansk oversættelse.
Blandt de udenlandske forfattere, der gæster årets bogmesse, kan blandt andre nævnes norske Mona Høvring (Venteværelset i Atlanten er oversat af Ditte Holm Bro), Vigdis Hjorth (Arv og miljø er oversat af Karen Fastrup), Geir Gulliksen (Historie om et ægteskab er oversat af Sara Koch), Morten A. Strøksnes (Havbogen er oversat af Birgitte Steffen Nielsen) og Anne B. Ragde (Liebhaverne er oversat af Camilla Christensen), svenske Linda Boström Knausgård (Velkommen til Amerika er oversat af Charlotte A.E. Glahn), Fredrik Backman (Bjørneby er oversat af Louise Ardenfelt Ravnild) og Camilla Läckberg (Heksen er oversat af Louise Ardenfelt Ravnild), finlandssvenske Kjell Westö (Den svovlgule himmel er oversat af Jesper Klint Kistorp), islandske Jón Kalman Stefánsson (Nogenlunde på størrelse med universet er oversat af Kim Lembek) og Gerður Kristný (Hestvik er oversat af Erik Skyum-Nielsen) samt Han Kang fra Sydkorea (Vegetaren er oversat af Juliane Wammen) og de britiske bestsellerforfattere Jeffrey Archer (En velbevaret hemmelighed er oversat af Alis Friis Caspersen) og Paula Hawkins (Det dybe vand er oversat af Agnete Dorph Stjernfelt).
Ydermere vil det være interessant for Babelfiskens læsere at nævne, at man på bogmessen ligeledes vil kunne møde et par oversættere, der har oversat danske værker til andre sprog – heriblandt Bruno Berni, der blandt andet har oversat H.C. Andersen, Karen Blixen, Carsten Jensen og Søren Ulrik Thomsen fra dansk til italiensk, og Sotirios Souliotis, der blandt andet har oversat Peter Høeg, Pia Tafdrup, Inger Christensen og Jan Sonnergaard fra dansk til græsk.
Læs mere om Bogforum og se hele programmet her