Af Maria Fossing
Fotos: Kirsten A. Nielsen
Hvorfor er ”at le” ikke det samme på svensk og dansk? Og hvad betyder det for oversætteren, at dansk, norsk og svensk minder så meget om hinanden? Forfattere, oversættere og læsere var samlet “I oversætterkunstens tegn” på Godsbanen i Århus onsdag den 20. september til en snak om oversætterkunsten i forbindelse med Forlaget Silkefyrets to nyeste udgivelser; Måske i morgen og Fortællingen om øde.
Det handler om at studse
Det er vores forskelle og ligheder i Norden, der er sat i centrum i Vogn 1 på Godsbanen en onsdag eftermiddag i september. Det er især kærligheden til hvert enkelt sprog og broerne imellem dem, der har fået folk til at sætte sig i de bløde genbrugssofaer og lytte til forfattere og oversættere i dialog med hinanden om at oversætte fra nabosprogene, svensk og norsk, til dansk.
Gunvor Ganer Krejberg fra Dansk Forfatterforening byder velkommen til forfatterne Felicia Welander og Ida Hegazi Høyer og oversætterne Nanna Kalkar og Allan Lillelund Andersen. Men før værkerne og deres oversættelser bliver italesat, præsenterer oversætter Lillian Kingo ”nogle fælder”, som Lilian siger, ord, der umiddelbart ligner hinanden, men nogle gange kan betyde to helt forskellige ting. Lilian fortæller, at man som oversætter bør ”studse” særligt over disse ord for at sikre betydningen og kvaliteten af den danske oversættelse. ”Det er vigtigt, at oversætteren er vågen” siger hun og fortæller om sin egen bommert, hvor ordet ”Vintergatan” (der betyder ’Mælkevejen’) blev oversat til ”Vintergaden”, fordi det gav mening i bogens kontekst.
På denne måde er rammen for resten af aftenen sat, og efter en lille pause sætter den svenske forfatter Felicia Welander og oversætter Nanna Kalkar sig på scenen for netop at tale om nogle af de udfordringer, der har været i oversættelsen af Måske i morgen.
Julegrot og tunnelbane
En af de helt centrale problematikker i oversættelsen har været de forskellige juletraditioner, der skulle oversættes. Nanna fortæller om, hvordan hun og Felicia har været i løbende kontakt for at give Nanna de bedste forudsætninger for at oversætte Måske i morgen til dansk. ”Der er nemlig forskel på at forstå, hvad der står, og sådan rigtigt at forstå” fortæller Nanna ud til publikum. Da snakken falder på risengrød, må Nanna trække mikrofonen væk fra sig og lige hurtigt sige ”julegröt” til Felicia. Og vi bliver i det splitsekund mindet om det, Lilian netop har fortalt, som pludselig tager sin egen form oppe på den lille scene i hjørnet. Hvordan det især er de enkelte ord, der på overfladen minder om hinanden, men ikke har samme betydning, der er udfordringen i oversættelse af vores nabosprog.
Da der skal læses op af Måske i morgen, starter Felicia med at læse fra den svenske originaludgave. Fortællingen, der handler om venskabet mellem to kvinder, Eva og Monika, og den skrøbelighed de begge bærer på, bliver forstærket af Felicias lille knæk i stemmen, da hun læser op ”att jag aldrig mer kommer att få ha henne här i köket hos mig igen. Aldrig mer kommer att få laga hennes favoritpannkakor eller skratta åt hennes min när hon för första gången provar en räka.” Tyngden og alvoren i Måske i morgen står tydeligt efter denne oplæsning. Og kort efter supplerer Nanna med oplæsning fra den danske oversættelse.
Inden det er tid til en samtale mellem Ida Hegazi Høyer og Allan Lillelund Andersen, bliver der spurgt fra publikum, hvad Nanna har stillet op med de ting, der ikke umiddelbart lader siger oversætte. Helt konkret peger Nanna på, at hun har bevaret ordet Tunnelbanen, der nemt kunne være oversat til metro, siger hun med et lille smil på læben, inden scenen overlades til Ida Hegazi Høyer og Allan Lillelund Andersen.
”Jeg er faktisk dansk statsborger”
Oversætteren af Fortællingen om øde, Allan Lillelund Andersen, starter med at fortælle lidt om vigtigheden af bogen som taktil oplevelse. Forlaget Silkefyret har bestilt papir hjem fra Tyskland for at kunne give værket det helt rigtige udtryk. Det er tydeligt at mærke, at Allan har en helt særegen passion for denne roman, der har været vanskelig at oversætte. Ida og Allan starter deres dialog et helt åbenlyst sted: titlen, der på norsk hedder ”Fortellingen om øde”. Ida understreger, at titlen også er en smule spøjs på norsk, og at de også har diskuteret, om den skulle være mere konkret og hedde ”Fortellingen om ødet”. Titlen er også noget, der er blevet talt om i Silkefyrets redaktion, men i sidste ende blev der dansk og norsk enighed om, at ”øde” understreger tematikken i romanen, der netop er det øde menneske, den øde natur osv.
Allan og Ida har ikke været i løbende korrespondance under oversættelsesprocessen. Allan fortæller, at det måske også kan være svært at vejlede en oversætter i et sprog, man ikke selv mestrer – hvortil Ida, med et glimt i øjet, afbryder og siger; ”Jeg er faktisk dansk statsborger.” ”Det siger du nu?!” svarer Allan og fortæller videre om den særlige litterære stil, der har vist sig at være specielt vanskelig at oversætte. Især allitterationerne har taget meget af tiden i oversættelsesarbejdet.
Mest tydelig bliver denne særlige litterære stil da Ida læser op fra Fortællingen om Øde. Ligesom da der blev læst op fra svensk, kan man nærmest høre, hvordan publikum spidser ører, for at få det hele med. Den fælles kærlighed til litteraturen og til oversættelsen af den har bredt sig ud i hele Vogn 1. Efter oplæsningen på både dansk og norsk taler Ida og Allan om passionen og dens grundvilkår i arbejdet med litteraturen. For Ida opstod idéen til Fortellingen om øde, da hun rejste til Galapagosøerne for at arbejde på en anden bog. Under rejsen blev hun bekendt med Galapagosmyten, som romanen er baseret på. ”Jeg måtte bare skrive den boken” siger hun, og Allan nikker genkendende og fortæller om, hvordan han ligeledes bare måtte oversætte den. Det er nysgerrigheden og passionen for både litteraturen og oversættelsen af den, der har samlet folk i dag. Og det er med en nikkende genkendelse til passionens grundvilkår i oversættelsen at folk atter rejser sig fra genbrugssofaerne, og går ud af Vogn 1.
