Af Alexander Rode
Oversættelsesbranchen er inde i en drastisk overgangsperiode. Måden, man oversætter på, ændres radikalt. Hvor man før oversatte på ”traditionel vis”, dvs. i tekstbehandlingsprogrammer og med hjælp fra basale oversættelsesværktøjer, er maskinoversættelse nu så godt, at det skal benyttes af professionelle oversættere. Oversættere skal redigere maskinoversættelsen, indtil kvaliteten er lige så høj, som hvis de selv oversatte teksten fra bunden. Denne fremgangsmåde kaldes efterredigering (eller post-editing), og denne nye oversættelsesmåde er mildest talt ikke populær blandt de professionelle oversættere. Det blev understreget på den årlige danske oversætterdag i 2014, også kaldet Hieronymusdagen, hvor maskinoversættelse og efterredigering var på dagsordenen. Her blev der luftet en masse frustrationer over, at det nu var knap så sjovt og kreativt at oversætte, at lønningerne bliver ringere, og at kvaliteten bliver forværret, uden at oversætterne kan påvirke det. Jeg var til stede den dag, og jeg var ærlig talt overrasket over, at argumenterne oftest var baseret på følelser og formodninger. Det overraskende var ikke, at de deltagende sagde, hvad de mente, men at der ikke var nogen former for videnskabelige undersøgelser eller empiri, der kunne give et realistisk billede af, om maskinoversættelse og efterredigering rent faktisk ville styrke eller svække oversættelsesbranchen og oversætternes arbejdsvilkår.
Det er ikke kun danske oversættere, der stiller store spørgsmål ved efterredigering. I forbindelse med en større international undersøgelse blev 24 professionelle oversættere med betydelig erfaring inden for efterredigering stillet en række spørgsmål. Ifølge dem var ikke nogen tvivl om, at efterredigering øgede produktiviteten, og der var samtidig bred enighed om, at kvaliteten ikke blev forværret, så længe oversætterne var tilstrækkeligt trænede i at efterredigere. Hvad var problemet så? Det var, at oversætterne ikke længere følte, at deres indsats blev anerkendt, og det var på den baggrund, de mente, at efterredigering overordnet set havde sat et dårligt præg på branchen. Efter at have researchet en masse om emnet har jeg fået indtryk af, at efterredigering isoleret set ikke nødvendigvis behøver at true kvaliteten af oversættelser, men derimod mere lysten til at oversætte. Det er bundærgerligt og noget, der kan svække branchen markant, om end på en anden måde, end vi måske startede ud med at tro. Heldigvis går jeg med den følelse, at det er et problem, som vi i fællesskab kan arbejde os ud af.
Hvordan påvirker efterredigering egentlig oversættelsesbranchen?
Det spørgsmål er noget nær umuligt at svare på, fordi efterredigering stadig befinder sig i teststadiet. Dog kan min egen historie om, hvordan jeg begyndte at interessere mig for maskinoversættelse og efterredigering, måske hjælpe med illustrere den problematik, vi i oversættelsesbranchen står over for i dag. Historien er hverken særlig inspirerende eller romantisk, men den er til gengæld ret pudsig og ironisk, og så har den nogle bemærkelsesværdige ligheder med nogle af de ting, der i øjeblikket sker i oversættelsesbranchen.
Jeg havde netop bestået 10. klasse med et karaktergennemsnit, som jeg for længst har valgt at fortrænge. Jeg blev af min tidligere klasselærer – helt berettiget – indstillet til en optagelsesprøve for at komme ind på gymnasiet, og den fik jeg lige akkurat charmeret mig igennem. Det var ganske vist ikke den start på mit voksenliv, jeg havde forestillet mig, og man skulle tro, at jeg lærte noget af den. Det gjorde jeg også, men traditionen tro for os drenge, der på notorisk vis udvikler os meget sent, skulle jeg lige have et sidste wakeupcall, der samtidig viste sig at være toneangivende for mit videre liv. Her henviser jeg til min skriftlige spanskeksamen på gymnasiet i 2005. Jeg havde jo vigtigere ting at foretage mig end at læse op, og det er som bekendt temmelig svært at charmere sig ud af en skriftlig eksamen. Men livet er rigt på muligheder, og derfor fandt nogle af de andre gutter og jeg frem til et program, som kunne installeres og bruges direkte i Microsoft Word, så man ikke behøvede en internetforbindelse for at få det til at fungere, da det nemlig ikke var tilladt at være forbundet til internettet under eksamen. Programmet kunne i bund og grund automatoversætte en tekst, men slet ikke i samme kvalitet, som de mest benyttede maskinoversættelsesprogrammer kan i dag. Faktisk kunne det slet ikke bruges til andet end at slå et ord op ad gangen, og hvis man brugte det anderledes, ville man aldrig nogensinde bestå. Vi syntes alligevel, det var smart, fordi vi kunne slå ord op meget hurtigere end i en fysisk ordbog, som alle de andre studerende sad og fedtede med, og så slap vi også for at købe en ordbog. Vi formåede at øge vores produktivitet og samtidig spare nogle penge.
Lyder det bekendt?
Skoleledelsen opdagede vores smarte foretagende og dumpede os alle sammen uden at blinke. De købte ikke vores forklaring om, at programmet kun kunne bruges til at slå ord op ligesom en helt ordinær ordbog. Det var i deres øjne eksamenssnyd, fordi hvordan kunne det være andet? Jeg har gennem mit liv oplevet mange episoder, hvor moderne teknologi er blevet mødt med en stor portion skepsis, som er baseret på en blanding af uvidenhed og en form for frygt for det, man ikke kender til. Det er bare en skam, at vi ikke forsøger at erstatte en følelsesbaseret og doven tilgang med en videnskabelig og nysgerrig en af slagsen. I dag har jeg ironisk nok en kandidatgrad i oversættelse og formidling fra Københavns Universitet og arbejder som projektleder for verdens førende virksomhed inden for oversættelse og lokalisering, Lionbridge, som i allerhøjeste grad bruger oversættelsesteknologi på daglig basis til stor glæde for både virksomhedens kunder og virksomheden selv. Her blev jeg efter knap en måneds tid indstillet til at være den interne superbruger af maskinoversættelse. Det er lidt sjovt, hvordan tingene af og til flasker sig.
Ny teknologi vil altid skræmme nogle mennesker væk fra at se de positive sider, som den også kan medbringe. I stedet for at vi sætter os ned med armene over kors og lukkede øjne, er det vigtigt, at vi bruger energien på at finde på løsning, hvor vi kan bruge efterredigering på en ansvarlig måde, og hvor det hverken går ud over oversætternes arbejdsvilkår eller kvaliteten af vores arbejde. Det økonomiske potentiale, som maskinoversættelse og efterredigering har, gør, at de kommer til at spille en altoverskyggende rolle i vores branche fremadrettet, og det forsvinder ikke, hvis vi bare kigger den anden vej. Derfor vil jeg gerne lægge ud med at trække hele diskussionen omkring maskinoversættelse og efterredigering i den rigtige retning.
Jeg besluttede mig for, at mit speciale skulle være et helt grundlæggende komparativt studie af traditionel oversættelse og efterredigering, som forhåbentligt kunne bidrage med noget empiri og indbyde til en lidt mere nuanceret dialog om den nye teknologi, som mange føler bliver trukket ned over hovedet på os. Eftersom der i oversættelsesbranchen altid har været meget fokus på produktivitet og kvalitet, var det oplagt at indsnævre mit speciale til de to parametre, så det ikke blev uoverskueligt, men derimod meget mere håndgribeligt og nemmere at forholde sig til.
Øges produktiviteten overhovedet?
Jeg startede med at måle produktivitet ved at bede seks professionelle fuldtidsoversættere om at oversætte to sammenlignelige avisartikler fra engelsk til dansk, mens det blev optaget, så jeg kunne aflæse, hvor lang tid de var om det. Først dannede jeg mig et overblik over, hvor lang tid det tog dem at oversætte teksterne.
• Traditionel oversættelse: 1 time, 2 minutter og 27 sekunder
• Efterredigering: 45 minutter og 25 sekunder
Det giver en forskel på 17 minutter og 2 sekunder, som svarer til 27,4 %. Det siges, at en professionel fuldtidsoversætter gennemsnitligt oversætter 2000 ord om dagen. Derfor kan oversætteren ud fra disse resultater spare 51 minutter om dagen på at efterredigere. Så sparer man 4 timer og 15 minutter om ugen, 17 timer om måneden og 8 dage og 12 timer om året, som man fx kan bruge på at oversætte endnu mere og tjene flere penge, eller på at holde fri, hvis man har brug for det. Da jeg skulle finde ud af, hvorfor oversætterne sparede tid på at efterredigere, undersøgte jeg de problemer, oversætterne stødte på i løbet af oversættelsen. Jeg fandt ud af, at oversætterne skulle håndtere markant færre problemer, når de efterredigerede, og at det tog dem kortere tid at løse dem. De forskellige problemtyper blev inddelt i semantiske (ord- og frasevalg), tekstlingvistiske og morfosyntaktiske (retstavning, sætningskonstruktioner, grammatik og usammenhængende tekst), idiomatiske (grammatisk korrekte ord og fraser, som lyder forkert) og stilistiske problemer (stil i.f.t. kildetekst og målgruppe) og fakta (egennavne, nummerkonverteringer og forkortelser etc.).
Det viste sig, at oversætterne skulle løse langt flere semantiske problemer ved traditionel oversættelse, og at oversætternes foretrukne måde at løse dem på var ved at slå ordet op i en ordbog på nettet. Det tog dem fem sekunder færre ved efterredigering, fordi når oversætterne efterredigerede en tekst, sikrede maskinoversættelsen, at de havde en direkte oversættelse af ordet uden forbehold for kontekst som udgangspunkt. Det sparede en masse tid i forhold til at skulle finde en direkte oversættelse først og dermed et synonym, der passede perfekt ind i oversættelsen.
Går den øgede produktivitet så ud over kvaliteten?
Når man finder en metode, hvor produktiviteten øges, er der altid en risiko for, at det er på bekostning af kvaliteten. Derfor blev jeg nødt til at undersøge, om kvaliteten stadig var god nok ved efterredigering, og i den forbindelse fik jeg yderligere 10 professionelle oversættere til at vurdere oversættelserne. De evaluerende oversættere fik ikke at vide, at halvdelen af oversættelserne var efterredigerede, således at deres personlige holdninger til efterredigering ikke påvirkede deres feedback. De spørgsmål, de blev stillet under evalueringen, blev udformet på den måde, at der var plads til både intuitive og objektive bedømmelseskriterier, fordi man ikke altid kan tælle sig frem til, hvorfor én oversættelse føles bedre end en anden. Det blev modtaget med kyshånd af de evaluerende oversættere, og en af dem forklarede hvorfor:
“Det er også interessant at notere sig, at nogle oversættelser instinktivt føltes ‘rigtigere’, selv om antallet af fejl var temmelig ens. Det understreger for mig at se, at oversættelse er en ret fantastisk blanding af hård videnskab (fejl, der kan tælles og kvantificeres) og blød humanisme (man føler helt klart, at én oversættelse er bedre end en anden).”
Jeg troede faktisk, at efterredigeringerne ville blive bedømt hårdest pga. oversætternes mangel på erfaring med efterredigering. Det modsatte viste sig at være tilfældet, for resultaterne afslørede, at der ikke var nogen kvalitetsforskel. Både de traditionelt oversatte og efterredigerede oversættelser scorede i alt 3,4 ud af 5. Jeg tænkte, at jeg måske kunne finde ud af noget mere, hvis jeg delte evalueringen op i tre dele: pragmatiske (fejltolkning af retningslinjerne, steder, hvor teksten ikke tilpasses målgruppen, og brud på genrens normaler og konventioner), tekstlingvistiske (stavefejl, grammatisk fejl, forkert ordstilling, usammenhængende tekst) og idiomatiske fejl (ord og fraser, der er korrekte rent grammatisk, men normalt ikke bliver benyttet på målsproget).
Her viste resultaterne, at der var markant færre pragmatiske fejl ved efterredigering. De evaluerende oversættere gav udtryk for, at de traditionelle oversættelser generelt havde sværere ved at ramme den formelle tone, som man normalt finder i en avisartikel. Det betyder formentligt også, at maskinoversættelser på nuværende tidspunkt egner sig bedst til oversættelse af faglitteratur, hvor det er oplagt at være tekstnær og kildetekstorienteret, og ikke til oversættelse af skønlitteratur, hvor det oftest er bedst at have en kreativ tilgang. Der var kun en minimal forskel på bedømmelserne af tekstlingvistiske og idiomatiske fejl (i efterredigeringens favør), men den var ikke markant nok til at drage nogle overordnede konklusioner ud fra. Dermed kunne jeg med god samvittighed konkludere, at der i mit forsøg ikke var nogen kvalitetsforskel ved traditionel oversættelse og efterredigering, uanset om de evaluerende oversættere tog en subjektiv eller objektiv tilgang til evalueringen.
Bør vi frygte efterredigering?
Nej, det synes jeg bestemt ikke. Der var ikke noget i mine undersøgelser, der tydede på, at efterredigering med garanti kommer til at påvirke oversættelsesbranchen negativt. Men vi kan heller ikke tillade os at læne os tilbage og tro, at en hel ny oversættelsesmetode kommer til overfladen uden at skabe nye problemstillinger.
Jeg tror, at skepsissen over for efterredigering stammer fra noget meget menneskeligt, nemlig frygten for dét, vi ikke kender til, og hvad det mon kan betyde for en selv. Som min egen fortælling forhåbentligt illustrerede, kan mødet med ny teknologi sagtens ende lykkeligt, selvom det i starten ikke ser sådan ud. Jo hurtigere vi kollektivt indser det og begynder at arbejde konstruktivt frem mod en løsning, desto før kommer vi tilbage på sporet og kan levere et godt stykke arbejde. Vigtigst af alt kan vi give gode udsigter til de aspirerende oversættere, som må føle sig mindre motiverede, sådan som branchen ser ud lige nu. Hvis de studerende ikke længere har lyst til at uddanne sig som oversættere, risikerer vi på et tidspunkt at stå i en situation, hvor vi ikke har nok kvalificerede oversættere til at imødekomme den store efterspørgsel efter professionelle oversættelser, som ifølge Europa-Kommissionen kun stiger med årene. Jeg synes, at vi i oversættelsesbranchen har udsigt til at have bedre vilkår end nogensinde før, men vi lader os begrænse af den måde, vi betragter oversættelsesteknologi på. Uanset om man er enig eller uenig i det synspunkt, må vi i det mindste have en fornuftig og åben dialog omkring det, der er baseret på empiri frem for formodninger. Ellers kommer historien med garanti ikke til at ende lykkeligt.
Til sidst vil jeg gerne sige mange tak til alle de oversættere, der ofrede en masse fritid for at hjælpe mig med specialet, og en særlig tak til min vejleder, Kristian Hvelplund, for at få det absolut bedste ud af mig.
Specialet kan downloades her.
Jeg er ikke helt enig i, at vi oversættere bare “sætter os med armene over kors”. Der er nogle præmisser, jeg ikke synes bliver nævnt her.
Ja, det kan snildt være, at det i hans undersøgelser tog ca. 25 % kortere tid at efterredigere, men det tager ikke umiddelbart højde for kvaliteten af udgangsteksten – der er stadig stor forskel på, hvor god maskinoversættelsen er, og derfor vil der også være store udsving i den tid, det vil tage at efterredigere.
Hvordan takstfastsætter man det over for kunden på forhånd i en branche, der i dén grad er præget af, at kunden tror, at denne alene bestemmer pris og betalingsbetingelser? Og hvor kunden i øvrigt helt naturligt ønsker en pris på forhånd.
Den anden del af problemet med prisen er, at det, jeg typisk har fået “tilbudt”, er meget tættere på 60 % af normal ordtakst og intet bare i nærheden af det, forfatteren af denne tekst er inde på, nemlig omkring 75 % af ordtaksten.
Så præmissen om, at oversætteren så sparer tid, som kan bruges på at tjene “flere” penge eller holde fri holder altså heller ikke – i bedste fald (ved måske 75 % af ordprisen) ville oversætteren bruge lige så lang tid som før i forhold til indtjeningen i kroner og ører … men nu er priserne på markedet så ikke rigtig noget, der stemmer overens med “i bedste fald”.
Jeg er enig i, at det her ikke stopper – maskinoversættelser bliver bedre, og vi skal lære at bruge det, men alene at sige, at oversætterne bare er kontrære, er altså ikke hele sandheden. Prisen på markedet dumpes samtidig – så må man gerne være bare lidt kontrær.
Hej Pia
Tak for læse artiklen og komme med dine tanker. Det sætter jeg stor pris på.
Selvom jeg ved, at jeg indtager et knap så populært synspunkt, så er jeg altid frisk på at tage dialogen op.
Du har ret i, at artiklen ikke dækker samtlige problematikker, der i øjeblikket findes mellem oversættere og arbejdsgivere. Det var ikke hensigten med artiklen, og det kan være, at jeg på et andet tidspunkt begiver mig ud i sådan en, for det er enormt relevant.
Det har nok også en pointe i, at det er en anelse kontroversielt, at jeg generaliserer og antager, at det er alle oversættere, der reagerer på den måde. Det er umuligt at finde eller udarbejde noget empiri, der fastslår antallet af de oversættere, der ikke er tilfredse med maskinoversættelsens indflydelse på deres arbejde. Men kan vi ikke hurtigt blive enige om, at uanset om tallet er på 60 % eller 90 %, så er der desværre pænt mange?
Til gengæld vil jeg gerne byde dig op til dans og sige, at jeg synes, din umiddelbare holdning og indgangsvinkel til hele MT-dialogen er et rigtig godt eksempel på den negative holdning til MT, jeg prøver at gøre folk opmærksomme på i min artikel. Du opremser en masse problematikker, men du tænker ikke proaktivt eller prøver at komme med løsningsforslag. Det er enormt ærgerligt, fordi du har trods alt en mening, og du tager dig tiden til at ytre den, som er positivt.
Du sætter diskret et spørgsmålstegn ved validiteten af min undersøgelse (dog ikke ved punktet om løn, hvor min undersøgelse kommer dig til gode?), men glemmer samtidig, at det ikke skal ses som den endegyldige sandhed omkring MT, men derimod som et oplæg til videre diskussion og undersøgelser.
Det er bestemt et problem, at dine arbejdsgivere tilbyder dig nærmere de 60 % end de 75 %, hvor sidstnævnt – hvis du spørger mig – nok er mere rimeligt på det teknologiske stadie, vi befinder os i nu. Dog mener jeg ikke, at det er repræsentativt for alle arbejdsgivere, for jeg har arbejdet for tre forskellige oversættelsesbureauer, som ikke har betalt under 75 % af ordprisen for efterredigering af maskinoversættelser. På mit tidligere arbejde tilbød vi rent faktisk MT gratis i en længere periode til vores oversættere ved siden af deres CAT tool, så de kunne vende sig til at arbejde på den måde, uden at vi gav dem en øre mindre. Det fungerede fantastisk!
Jeg har mange flere tanker og kommentarer dit gode indlæg, men jeg må nok hellere holde her. 🙂
Uanset hvad håber jeg at høre fra dig (og andre?!).
Mange hilsner
Alexander
Hej Alexander
Det er ret ærgerligt, at du antager, at jeg er blandt dem, der sidder med armene over kors alene af den grund, at jeg påpeger nogle af de – for mig at se – allervæsentligste problematikker omkring MT, som markedet ser ud nu, nemlig kundernes manglende evne (eller vilje) til at se kvaliteten af en MT-oversat tekst og prissætte efter det, den lave afregningspris, kundernes meget høje grad af bestemmelse over prisfastsættelse samt kundernes manglende forståelse for, hvilke emneområder MT faktisk er relativt god til, og hvilke det slet ikke dur til.
Jeg er ikke en af dem, der er negativ over for MT som udgangspunkt. Jeg følger meget nøje og interesseret med i, hvor langt man efterhånden er inden for de forskellige emneområder for at se, hvornår jeg evt. skal overveje at skifte område, hvornår det kunne blive interessant at arbejde med MT inden for mine områder osv. Det her er ikke alene noget, der kommer, det er her, og det bliver bedre hele tiden.
Med det på plads vil jeg gerne uddybe, hvorfor jeg understreger vigtigheden af at have prissætning mv. med i en reel debat om, hvorvidt man “bare er negativ”, eller om oversætterne kan have en pointe, når de ikke bare sådan lige kaster sig over denne teknologiske nyskabelse.
Inden for oversætterbranchen har der i mange år været en fast holdning til fra kundernes side, at de alene bestemmer prisen og betalingsvilkårene. Det er en stadig kamp at få dem til at forstå, at de er kunderne, og det er os som leverandører, der bestemmer pris og betalingsbetingelser.
Mange kunder har også meget svært ved at forstå, hvorfor en medicinsk højt teknisk tekst skal koste mere end en simpel brochuretekst. og antal års erfaring, store valide kunder og et sundt kvalitetsmærke preller ofte af på dem som argument for en højere pris.
Alene det at fastholde den ordpris, man havde for 5 eller måske 10 år siden, er en kamp.
Dette er meget groft skitseret det, vi til daglig kæmper med bare for at få arbejde ind.
Ikke at jeg klager – det er markedets vilkår og alt det dér – men det betyder noget, når vi så taler om vores forhold til MT og den måde, det håndteres på rundt omkring hos kunderne.
En del af markedet har kastet sig frådende over MT som det nye vidunder – fair nok, det præsenteres jo også meget ofte på ægte markedsføringsmanér som et produkt, der virkelig kan spare bureauerne penge, og ofte pyntes der lige lovlig meget på lovprisningen.
Mange bureauer falder tilsyneladende for det, og med den manglende forståelse for/indsigt i, hvilke områder det faktisk kan bruges til og hvilke ikke, og med en nærmest blind tro på MT’s fortræffeligheder ift. at spare dem penge, præsenteres opgaver inden for stort set alle emner til en pris, der i de fleste tilfælde kun kan betragtes som en væsentlig prissænkning.
Nuvel, vi kan altid sige nej, men så er det jo der, hvor vi faktisk er mange, der rigtig gerne vil følge med i udviklingen og sætte os ind i det der med efterredigering, fordi vi godt ved, det er der, meget af arbejdet kommer til at ligge i fremtiden, og så står vi med debatten med kunderne. Forsøg på at uddanne kunderne til at forstå, hvorfor lige nøjagtig denne MT-tekst er ubrugelig og skal genoversættes, hvorfor denne skal koste en del mere end det tilbudte pga. ringe kvalitet, hvorfor dette emneområde ikke som udgangspunkt kan dækkes af MT til den udbudte pris osv.
En diskussion vi desværre meget ofte taber, fordi kunderne reelt ikke ved, hvad de står med – og særligt, hvad de ikke står med.
Jaja, så får vi ikke den opgave, og fred være med det, for prisen var jo for lav ift. arbejdsmængden, men ikke så meget fred med, at vi faktisk ikke selv er kommet længere ift. at følge med udviklingen. Vi kommer ikke ind på efterredigeringsmarkedet, fordi vi simpelthen ikke kan leve af at gøre arbejdet til den udbudte pris.
For mig at se er det lige dér frustrationerne og det, der kan synes som en generel modstand kommer ind – det, der får nogle til at mene, at oversætterne bare sidder med korslagte arme og nægter at forstå, hvilken vej vinden blæser. Nægter at følge med udviklingen.
Det er så på ingen måde den holdning, jeg oplever fra langt størstedelen af dem, jeg følger i diverse grupper og diskussionsfora.
Kan man ikke investere den ekstra tid til den lave pris i at komme ind på markedet? Tjoh – hvor længe? Hvor mange måneder eller måske år, skal vi investere den ekstra tid for blot at få de samme penge ind? Hvor længe kan vi holde til at gøre det? Og hvad bliver resultatet i sidste ende – det kommer jo alt sammen an på, hvor hurtigt MT faktisk bliver så godt, at pris og tidsforbrug igen kommer til at stemme overens. Og så kan man jo diskutere, om en investering af den kaliber ikke burde udløse en lille lønstigning bare på linje med inflationen i det mindste, og hvor lang tid går der så, før man er der? Og har bureauerne i mellemtiden fundet ud af, at MT nu er blevet bedre, og derfor bør udløse en endnu lavere pris?
Så for at opsummere – jeg mener, at “modstanden” imod MT består i, at det bruges i vid udstrækning til at opnå en generel prissænkning på markedet, som vi ikke kommer til at slippe af med, med mindre vi netop kan vise modstand nu og få presset prisen op på et niveau, der stemmer overens med det reelle mindre tidsforbrug, men som freelancere er det ingen let sag – vi må jo ikke indgå prisaftaler 😉
Hej Pia
Tak for svaret – igen.
Jeg kender dig ikke. Jeg ved ikke, hvad din holdning til maskinoversættelse inderst inde er, og jeg antager – trods du tror det – ikke noget som helst. Rent faktisk takkede jeg dig for at indgå i dialogen og komme med dine tanker. Det eneste, jeg kunne gøre i mit sidste indlæg, var at reagere på det, du skrev. Og her pointerede du mange problematikker, og efter at have læst det igen er der stadig ikke noget, der tyder på, at du tænkte progressivt eller løsningsorienteret. I dit seneste indlæg bruger du et meget typisk sprogligt virkemiddel, nemlig retoriske spørgsmål. Det gør det svært for mig at have lyst til at svare, når du virker så fast besluttet på ikke at være åben over for nye forslag og tanker. Er det meningen? Er det mudderkastning, vi håber på at opnå, eller skal vi prøve at tænke fremadrettet i stedet? 😉
Så i stedet for at reagere direkte på det, du skriver, vil jeg henvise dig til http://www.taus.net. TAUS står for Translation Automation User Society og fungerer delvist som en think tank for de dygtigste mennesker i verden, der arbejder med oversættelsesværktøjer og maskinoversættelse. Deres mission statement lyder således:
“TAUS is a resource center for the global language and translation industries. Our mission is to enable better translation through innovation and automation.
We envision translation as a standard feature, a utility, similar to the internet, electricity and water. Translation available in all languages to all people in the world will push the evolution of human civilization to a much higher level of understanding, education and discovery.
We support all translation operators – translation buyers, language service providers, individual translators and government agencies – with a comprehensive suite of online services, software and knowledge that help them to grow and innovate their business. We extend the reach and growth of the translation industry through our execution with sharing translation data and quality evaluation metrics.”
TAUS er repræsenteret af alle dele af oversættelsesbranchen, og det er deres styrke. TAUS er også et værktøj for DIG, som du kan bruge i dine forhandlinger med dine kunder, uanset om det er oversættelsesbureauer eller andre. Her er der empiri at hente. Du skal selvfølgelig også være velkommen til at bruge min undersøgelse og de kilder, jeg brugte til at lave den.
Oversættelsesbranchen er i øvrigt ikke den eneste branche, der har kunnet mærke moderne teknologi. Oversættelsesbranchen er faktisk ekstrem ret sent på den, hvad angår automatisering og avancerede elektroniske hjælpemidler. Sidst jeg tjekkede, så fungerede verden stadig, selvom automatisering nu er en gigantisk del af marketing-, finans- og retailbrancherne for at nævne et par giganter. Min pointe er, at der er millioner af andre mennesker, der har stået over for de samme udfordringer, vi i oversættelsesbranchen gør nu, og de har alle overlevet og tromler fortsat derudaf. Jeg tror på, at vi kan komme på rette spor igen og trives i sprogindustrien på trods af de virkelig trange markedsvilkår på nuværende tidspunkt, som gælder for både freelance oversættere og små og store oversættelsesbureauer.
Du skal hjertens velkommen til at reagere på mit indlæg, men jeg vil anbefale dig ikke at undervurdere mit kendskab til oversætternes situation. Jeg er selv uddannet oversætter, og jeg ser ikke kun branchen fra et bureaus synspunkt, selvom jeg arbejder for Lionbridge. Faktisk følger jeg med i mange FB-, Twitter- og LinkedIn-grupper, hvor der er mange freelance oversættere, der diskuterer frem og tilbage. Jeg har tætte venner, der er oversættere, og så deltager jeg også årligt i konferencer både i Danmark og udlandet, hvor oversættere får plads til at blive hørt. Du behøver med andre ord ikke at skitsere markedet yderligere. Jeg vil med andre ord i stedet opfordre dig at arbejde på lige fod med mig om at dele succesoplever i stedet for nedture, at dele værktøjer, som vores kolleger kan bruge til at genopfinde dem selv og grunden til, at de blev oversættere til at starte med.
Hav en rigtig dejlig søndag.
Mange hilsner
Alexander