Babelfisken interviewer danske litteraturredaktører om kreditering og synlighed af oversættere i pressen. I denne uge giver Informations Peter Nielsen og Berlingskes Søren Kassebeer et indblik i deres ugentlige praksis, litteraturformidlingens internationale profil og de journalistiske overvejelser bag et større fokus på oversættelse i aviserne.
Af Mathias Bernbom
Da Babelfisken i marts interviewede Morten Visby, DOF’s formand, fortalte han, at kreditering, i hans egen erfaring, er et meget følsomt emne på begge sider af gærdet:
Selvfølgelig for de udeladte oversættere, som ikke vil have deres arbejde glemt, men også for de kulturskribenter, der ofte modtager de efterfølgende klager.
Her drejer det sig om enkelte journalister, som ofte bliver taget til indtægt for den brede negligering af oversætteres arbejde i samfundet. Det er skribenter, som desuden har en vigtig rolle i bøgernes kredsløb, udbredelse og kulturberigelse, og i denne funktion burde de jo netop stå i ledtog med oversætterne.
Hvor Visby med rette insisterede på ”alvoren i enhver udeladelse”, vægtede han således også den løsningsorienterede og mere nøgterne dialog om problemet. Hvorfor er det stadig så udbredt, og hvordan kommer vi det til livs? Det er spørgsmål, som er svære at besvare inden for oversættermiljøet alene, og i lige så høj grad må man have litteraturredaktørerne i tale – dem, som hver uge gennemser og tilrettelægger kultursektioner og bogtillæg.
Redaktørens procedure
En af disse er Informations Peter Nielsen, og for ham er den officielle retning klar: Et dagblad som Information, der orienterer sig om international litteratur, må nødvendigvis også kreditere oversætterne bag den.
”Jeg antager det som en fejl, hvis oversætteren ikke står nævnt i en anmeldelse, ” siger han. ”Jeg tager det meget alvorligt, både fordi man før har set juridiske sager, men også fordi oversætteren er en vigtig del af værket. Punktum. Selvfølgelig skal oversætteren nævnes. Og hvis det ved en fejl skulle smutte af helt banale grunde, så skal vi selvfølgelig lave en rettelse, hvilket vi så også gør i webavisen. ”
Her er kreditering med andre ord procedure, og det skal også nævnes, at Information er en avis, hvor der generelt sker få udeladelser.
Det er noget, redaktionen har for øje, og hvor der ifølge Peter Nielsen er en vis mængde idealisme involveret, et ønske om at lade oversætteren komme til sin ret, så nævner han også de erstatningssager, som forskellige mediehuse har været involveret i, og hvor nogle former for udeladelse har resulteret direkte i kontante tilbagebetalinger.
Det kunne tyde på, at DOF’s arbejde har båret frugt i bred forstand. Enkeltsagerne, som de er lykkedes med i nyere tid, er blevet incitament for andre til at kreditere. Og spørger man Berlingskes Søren Kassebeer, er overvejelserne nogle af de samme:
”Principielt bringer vi altid navnet på oversætteren, ” siger han og tilføjer desuden, at Berlingske selv har en del oversættere tilknyttet avisen. ”Og grunden til vi krediterer, er for det første, at vi vil undgå sager. Men det er jo også, fordi oversættere er en del af værkets tilblivelsesproces – hvilket er indlysende nok: Hvis du køber en bog, der er oversat til dansk, så er oversætteren en del af den bog. ”
En europæisk profil
For begge redaktører lader alvoren bag en udeladelse til at være klar. Og det er en holdning, som er konsistent med to aviser, der hver uge anmelder og analyserer oversat litteratur.
Eftersom det langt fra er alle udeladelser, der kan blive til erstatningssager, må motiveringen for kreditering jo også være en anden end frygten for reprimander. I hvert fald hvis man vil problemet til livs i den bredeste forstand.
Her hænger det sammen med den generelle anseelse, men også tilstedeværelse af oversættelse i aviserne. Og hvor begge redaktører insisterer på, hvor vigtigt oversætterfaget er i dag – ”kulturbefrugtende”, som Peter Nielsen siger – så vil de ikke mene, at kulturjournalistikken ligefrem er ”forpligtet” til at eksponere oversættelse mere. I hvert fald ikke udover krediteringen, som ifølge dem begge skal være på plads.
”Jeg vil ikke bruge ordet forpligtelse, ” siger Kassebeer, men nævner til gengæld, at Berlingske før i tiden har bragt artikler og interviews i anledning af såkaldte oversættelsesbegivenheder. Fra Karsten Sand Iversens Ulysses til Anne Marie Bjergs Wenerid. ”Når det er spændende, ” siger han – ”Når det giver mening, så skriver vi om oversættelsen. Men der skal selvfølgelig være noget at sige om den. ”
Peter Nielsen giver udtryk for den samme prioritering, og det er, selvom han erkender, at det et par gange i fortiden ”nok kunne have været et relevant ekstraarbejde at have nævnt oversætterne noget mere. ” For eksempel i 2013, da Information bragte sin europæiske litteraturkanon – en præsentation af de 49 vigtigste romaner om Europa, fra Europa.
Her var der ikke tale om nogen egentlig udeladelse, eftersom man valgte at fokusere på originalteksterne. Og dog er et koncept som europæisk kanon eller identitet jo netop umuligt at tænke sig uden oversættelse.
I kølvandet modtog Information også et længere brev fra Morten Visby, hvori han netop plæderede for, at man ikke tog oversættelse ud af ligningen.
Oversættelse, sagde han, kunne jo netop være den helt rigtige analogi for det europæiske og globale kredsløb, man havde forsøgt at illustrere.
Faget kunne med rette (i stedet for sin nuværende, negligerede position) have en central plads i den moderne og verdensvendte litteraturformidling. Og bevægelsen fra periferi til midte starter i store projekter som europæiske litteraturkanoner, men lige så meget i det ugentlige arbejde med udenlandske bøger.
I læsernes interesse?
Et af problemerne forbundet med at formidle (og anmelde) oversættelse på en noget mere ugentlig basis er selvfølgelig, at det i mange tilfælde vil kræve en helt ny kyndighed af kulturskribenterne.
Noget andet er, at man risikerer at kede dagbladenes læsere, og som Peter Nielsen siger, er det en svær balancegang:
”Vi må tage hensyn til primært at informere læserne om de nye udgivelser, der er – og hvis vi bliver for tekniske, så mister vi deres interesse. ” Pointen handler mere om muligheden for oversættelseskritik i den bredere presse, og det er en indførsel, som Peter Nielsen simpelthen ikke tror er realistisk.
Det er Søren Kassebeer til dels enig i: ”Jeg kunne godt opfordre til, at man altid gav et par ord med om oversættelsen, men det kan også blive lidt langhåret. ” Der skal altså være en grund til det, holder han fast på, men tilføjer til sidst, at man selvfølgelig også gerne må udfordre sine læsere en gang imellem ” – og tilbyde dem noget, de ikke umiddelbart vidste, de ville have. ”
Hvis man valgte at efterleve det, er det et synspunkt, som uden tvivl kunne fremme oversætterens plads i aviserne såvel som i resten af samfundet.