Af Erik Skyum-Nielsen
Takketale ved modtagelsen af Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2017
Folk, som i disse år modtager priser og statuetter og derfor kommer i den lykkelige situation at skulle takke for dem, plejer at stille sig op og sige: ”Jeg er selvfølgelig glad og stolt, men jeg også meget, meget ydmyg.” Det er, som om de midt i al æren allerhelst vil krybe i det nærmeste musehul. Men skønt det står skrevet, at Jesus sagde, at den, som ydmyger sig, skal ophøjes, føler jeg, at det ville være både skabagtigt og uhøfligt, hvis jeg prøvede at gøre mig lille, når nu Dansk Oversætterforbund, for midler fra Projektstøtteudvalget hos Statens Kunstfond, har bidraget til at gøre min ære større. Så i stedet for at lægge mig fladt ned og krybe hen ad gulvet i Islands Ambassade, hvor man vil lede forgæves efter et musehul, kunne jeg tænke mig at komme med et bidrag til den litterære oversættelses fænomenologi ved at stille spørgsmålet: Hvad føler en oversætter, mens han oversætter?
For det første: Intimitet og produktiv identifikation. Man kommer utrolig tæt på et andet menneske, deler dets tanker og forsøger at gøre dem til sine egne, idet man prøver at fragte dem nogenlunde intakte over i sit eget sprog. Man gør sig til part i en art envejssamtale, gør sine hænder og ord til redskaber for et andet sind og deltager i en proces, som på én gang er produktiv og reproduktiv, skabende og genskabende. Når det lykkes, er det en stille fryd.
Men det er for det andet også temmelig ensomt. Det kræver udelukkelse, indelukkethed, afsondret koncentration og ro. Man må ikke og kan heller ikke tænke på andet eller på andre imens, og det går slet ikke an at tænke på tiden, det tager, og lønnen, man får eller nogle gange slet ikke får. De eneste tilladte svinkeærinder i tanken er dem, teksten sender én ud på; disse kan til gengæld også indimellem få karakter af hele astralrejser.
Men har oversætteren på denne måde bragt sig i en tilstand, hvor han kan være alene med sig selv og sit arbejde, opstår der for det tredje en følelse, som jeg vil kalde en stemthed eller bevægethed. Man er i ordets, i sprogets magt og kan ligesom høre, hvad man skal skrive. I visse tilfælde, f.eks. under oversættelse af Gyrðir Elíassons prosa eller digte af Gerður Kristný, bliver følelsen af at blive bevæget så kraftig, at man kan tale om en førelse eller forlokkelse, som når folk i gamle dage blev bjergtaget af ellefolk.
Denne oplevelse kan for det fjerde undertiden ligefrem stige til en eufori, en ekstase, som er græsk og betyder ’at stå uden for sig selv’, sådan som en oversætter netop har det, når han går ud af sit gode sprog og pludselig kan skrive et eller andet på dansk, som dette sprog aldrig er blevet brugt til før.
Men modsat kan euforien og ekstasen for det femte slå om i en sorg eller et savn, en voldsom indre frustration ved ikke at kunne knytte kontakten mellem de to sprog, et raseri ved ikke at kunne ”komme igennem” til de områder af dansk, som kildeteksten appellerer til. Jeg husker således en helt igennem ækel bundfrustreret sommeruge i 1988, da jeg havde lånt et sommerhus og kom mørbanket hjem med 25 (ikke særlig gode) sider af en roman af Thor Vilhjálmsson. Det var slemt, ikke mindst fordi jeg havde netop ham at takke for, at jeg tilbage i 1976 kom i gang med at oversætte islandsk litteratur.
Min gamle ven pastor Rögnvaldur Finnbogason fortalte, at distriktslægen i Stykkishólmur på Snefjeldsnæs – den lange fjeldklædte halvø mod vest, hvor der ifølge en fransk forfatter findes en (ganske vist noget ubekvem) nedstigning til jordens indre – engang i sin konsultation blev opsøgt af en bonde, der klagede over, at han led så forfærdeligt af hæmorider. Lægen gjorde ham opmærksom på, at det kunne blive en smertefuld operation, og de aftalte, at bonden skulle vende tilbage, hvis det blev værre. Lægen hørte imidlertid ingenting, så da de som vanligt mødtes ved indsamlingen af får i slutningen af september, spurgte han selvfølgelig bonden, hvordan det gik med hans hæmorider. Bonden svarede: ”Nå, dem. Dem kurerede jeg ved at smøre snustobak på, men det værste er, at jeg ikke kan holde op igen.”
Sådan har jeg det også. Jeg begyndte at oversætte islandsk litteratur, fordi jeg ikke kunne udholde savnet af Island og islændingene. Og det værste eller det bedste er, at nu kan jeg ikke holde op igen.