Af Mette Olesen
Om min oversættelse fra fransk af Virginie Despentes: Vernon Subutex I (1. bind af en trilogi). Tiderne Skifter, 2016.
Før Vernon bliver hjemløs, og altså stadig har sin computer, er det mest porno, han ser på nettet, for han ”gad ikke høre mere om krisen, islam, klimaforandringer, skifergas, mishandlede orangutanger eller romaer som ikke får lov til at køre med bussen.” Vernon Subutex er en ægte samtidsroman på den socialrealistiske måde, om en meget konkret nutid med for lidt sex, drugs and rock’n’roll og for meget neoliberalistisk junglelov – ”i dag er det død over taberne, selv inden for rockmusikken” – og hvor huslejen skal betales hver måned. Men det der gør bogen virkelig samtids, er at dens personer også lever i en parallel onlineverden. Disse to verdener mødes – eller gør de?! – i endnu et af Despentes’ geniale påfund: En mand, Vernon, bliver kult på Facebook hvor der er et hashtag på hans navn, og alle leder efter ham, mens han i virkelighedens verden ligger alene på gaden og er ved at fryse ihjel. Velkommen til Web 2.0.-sfæren.
Bogen er blevet flot anmeldt af Lise Garsdal (Politiken, 03.12.16), der karakteriserer Vernon som ”hverken helt eller skurk, snarere en flaksende tidsånd”, og af Tine Byrckel (Information, 07.01.17), der kalder romanen ”historien om en fortabt generation” af ”folk, som er blevet halvgamle og ikke engang så dét komme”. Når Garsdal er spændt på ”om verden har brug for Vernon, eller han for den”, er Vernon netop billedet på hele den generation. Ikke noget kønt billede, som forfatteren tegner ved at sende Vernon som en slags skjult kamera rundt og op og ned i alle Paris’ samfundslag. Men Despentes kan den kunst at karikere sine personers værste sider, og samtidig gøre dem troværdige som levende mennesker – man synes at man et eller andet sted forstår selv den ulækre hustrumishandler, den nyfascistiske drengerøv og den psykopatisk iskolde trader.
Eller gør ”man”? Det er Garsdal, der stiller det måske vigtigste spørgsmål, nemlig om man skal ”tilhøre 50-årige Vernons generation for at mærke nostalgiens salige prikken […], der gør romanen gribende midt i råberiet”? En generation som er forfatterens egen, og denne oversætters, og vistnok også de to nævnte anmelderes. Men hvad med læsere fra andre alderssegmenter? Hvordan læser de unge mon bogen, hvis de overhovedet læser den?
Byrckel synes Despentes’ skrivestil ligner Michel Houellebecqs, bare med højere energiniveau, og med den forskel at Houellebecq skriver ud fra en rent maskulin synsvinkel. Enig, men lad mig tilføje at Despentes ikke kun går ind i både mænds og kvinders tanker, hun går på tværs og sætter i høj grad spørgsmålstegn ved begreberne køn og seksualitet med alle sine homo-, bi- og trans-alt muligt personer samt sexarbejdere af alle slags, såsom den filosofiske ex-pornostjerne Pamela Kant og hendes utrolige kollega Vodka Satana. Jeg vil snarere betegne Despentes som en kvindelig mellemting mellem Houellebecq og Almodóvar på speed til lyden af Sonic Youth.
Men læs selv anmeldelserne (Byrckels er desværre kun for abonnenter):
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/01/balzac-abstinenser
Det jeg kan bidrage med her, er selvfølgelig oversættervinklen: Hvad er det særlige ved bogen som oversættelsesopgave? For mig især to ting; den ene var ren nydelse, den anden noget af en udfordring.
Når jeg oversætter, (over)springer jeg rundt mellem Word og alt muligt på og uden for nettet. Og ikke mindst Youtube da jeg oversatte Vernon Subutex, det er nemlig en bog med soundtrack: Som vanligt maler Despentes et portræt af sin tid ved blandt andet at slynge om sig med varemærker, filmtitler og kendte navne inden for al slags underholdning fra politik til porno – og i denne bog særligt musik når hun rundhåndet deler ud af sangtitler og navne på bands og musikere. Despentes skriver altid meget filmisk, men Vernon Subutex er en ”film” med en særligt nærværende underlægningsmusik der helt af sig selv begynder at spille inde i læserens hoved, hvis det er noget, man kender, og som man måske lige skal ind og finde på Youtube, hvad enten man kender det eller ej. Og så skal man også lige høre et andet nummer med Iggy Pop, Clash, Noir Désir, Nirvana, Janis Joplin… Godt og skidt, men mest godt. Masser af halvgammel punkrock når den er bedst og sjovest. Det rene svir for en halvgammel oversætter.
Men når jeg ikke sad der, alene ved computeren, og skrålede med på Siouxsie and the Banshees, Pixies, Prince og lignende som Vernon sikkert ville kalde tøsemusik, var det brudstykker af et gammelt Gasolinnummer der dukkede op i mit hoved: ”Havørn, provo, piger og måger / Sutter og bumser / Finner og unger…”
Af gode grunde er der ingen i Despentes’ bog der hører Gasolin, men når jeg sad og sang Christianshavns Kanal, hænger det sammen med min anden særlige oplevelse med denne oversættelse. Også lystfyldt, men på den sprognørdede måde, nemlig en egentlig oversættelsesproblematik: Min søgen efter danske paralleller til franske ord som ’prolo’, ’facho’, ’bobo’, ’intello de gauche’, ’catho d’ultra-droite’, ’travelo’, ’pédé’, ’bougnoule’, ’youpine’, ’racaille’, ’toxico’ og så videre. Det vil sige slangord der kategoriserer sociale grupper, politisk, økonomisk, etnisk, religiøst, seksuelt, kønsmæssigt, og som det myldrer med i romanen. Mest af den nedsættende slags. Typisk Despentes (og Houellebecq i øvrigt) og typisk fransk hvor de anvendes meget mere og på en anden måde end på dansk, hvis der overhovedet findes tilsvarende udtryk på dansk.
Nogle ord er knyttet til en specifik fransk kontekst som for eksempel ’bougnoule’, en racistisk betegnelse for araber, specielt fra Nordafrika, som jeg derfor i mangel af bedre plejer enten at kalde bare ’araber’ eller lave om til en ’perker’. Med hensyn til ’youpin/-e’, som er en jøde/-kvinde (femininumsendelserne er en ekstra udfordring!), bliver de danske nedsættende versioner af ordet for historisk ladede til, at jeg kan skrive andet end bare ’jøde’. I den nutidige ende har vi ’racaille’, egentlig ’udskud’, men som i dag bruges om forstadsdrenge med nordafrikansk baggrund ”takket være” ex-præsident Sarkozy, dengang indenrigsminister, under et besøg i Paris-forstaden Argenteuil i 2005. Han lovede beboerne at skaffe dem af med kvarterets ’racaille’ med en højtryksspuler, ’un coup de Kärcher’. Jeg må omskrive med ’forstadsrødder’, ’bøller’, ’perkerbøller’…
Anderledes forholder det sig med en fransk ’prolo’ som til nød kan oversættes med ’proletar’, men det kommer let til at lyde for politisk og halvfjerdseragtigt på dansk, og svarer snarere til ’fattigrøv’. Det franske ’facho’, der kommer af ’fasciste’, er selvfølgelig chokerende på fransk og bestemt ikke noget man bør gå og kalde folk, men det er dog ikke så stærkt som ’fascist’ på dansk, vil jeg mene. Det må ofte omskrives til sådan noget som ’højreekstremistisk idiot’ eller lignende. Jeg overvejede om det er en dansk konfliktskyhed eller større politisk korrekthed der undgår disse sociale generaliseringer, men tror det alligevel ikke. Danske udtryk findes, og kan være mindst lige så kreative som de franske, men er måske mere modeprægede, bundet til forbigående fænomener, og hurtigere forældede. De franske ord dækker bredere grupper end for eksempel speltmødre, og anvendes også (undtagen måske de værste racistiske betegnelser) af en bredere befolkning i et mere fælles talesprog. En ’bobo’ som mig kan for eksempel sagtens finde på at sige ’prolo’, ’facho’ og ’catho’, men ikke ’pédé’ eller ’bougnoule’.
Dagens danske befolkning er uden tvivl mere homogen og socialt mere lige end den franske, trods alt. Måske derfor har jeg altid problemer med netop ’bobo’, det vil sige ’bourgeois bohème’ som vistnok faktisk stammer fra amerikansk, ’bohemian bourgeois’. Man hører det hele tiden i Frankrig, men alt efter konteksten må man oversætte det forskelligt, med eksempelvis ’luksusboheme’, ’luksushippie’, ’halalhippie’, ’kreativ klasse’, ’latte-segment’…? Alligevel bliver det tit for stærkt markeret på dansk. Er vi i virkeligheden blevet så ens at det er gennemsnitsdanskeren der er ’bobo’?
Så er det godt vi har Despentes, før det hele bliver for pænt.
Her vil jeg slutte af med Noir Désir fra de gode gamle dage:
https://www.youtube.com/watch?v=EhVw0IQOI1Y
Tak f fin art.
Selv tak!