Af Pia Tafdrup
Katarina Frostenson har udgivet en lang række bøger, men med Flodtid (Gyldendal 2013) var det første gang, hun fik en bog ud på dansk. Jeg havde længe haft stor lyst til at oversætte hende, og til min glæde syntes Gyldendal, at det var en god idé. Flodtid fik som oversat poesi en sjælden fin opmærksomhed i medierne, og unge forfattere kastede sig hurtigt over bogen.
Når det er vigtigt at få Katarina Frostenson udgivet i Danmark, skyldes det ganske enkelt, at hun er et hovednavn i både svensk og europæisk poesi. Hendes forfatterskab er af høj kvalitet, og det bliver stadig mere dristigt både i mødet med den ydre verden og i åbningen mod indre verdner.
Jeg har fulgt Katarina Frostenson fra hendes debut. Hun befinder sig i fortsat sublim udvikling, og hun har med de seneste værker Karkas, Tal och regn, Flodtid og nu Sånger och formler (2004-15) nået et foreløbigt højdepunkt. Hun har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris flere gange, sidst for Flodtid – og denne gang lykkedes det velfortjent at få den med Sånger och formler.
Katarina Frostenson er født 1953 i Stockholm. Hun har studeret litteratur, film og teatervidenskab og været meget engageret i ”Forum, nutidsplats för kultur”, et centralt mødested for forfattere, musikere og billedkunstnere, som hendes mand Jean-Claude Arnault siden sidst i 80´erne har stået for.
Katarina Frostenson debuterede i 1978. Hun fik sit gennembrud med digtsamlingen Rena land fra 1980 og allerede tidligt i 80´erne fremstod hun som toneangivende. Katarina Frostenson har til dato udgivet atten digtsamlinger, desuden en række dramaer, essaysamlinger samt librettoen til operaen Staden. Hun er desuden oversætter af f. eks. Marguerite Duras, Henri Michaux og Georges Bataille. Selv er Katarina Frostenson oversat til mange sprog og har modtaget adskillige store priser. Som den yngste kvinde nogensinde blev hun indvalgt i Det Svenske Akademi i 1992.
Katarina Frostensons digte er karakteriseret både ved sanselighed, rytme, stemning og refleksioner af metapoetisk karakter. Katarina Frostenson tænker og sanser med digtene, der er fyldt af både kropslige og sjælelige erfaringer. Indfald kalder på nye ord, nye sætninger. Den skrivende føres ukendte steder hen – i bratte skift, i ryk, i bevægelser ind i det uforudsete, skønt udgangspunktet måske var velkendt. Sproget tager over, den skrivende forsøger at følge med. Digteren lader sproget vise vej.
Sproget og dets bevægelse er altid i fokus. Som digter lytter hun sig frem i processen, holder sig åben for, hvad sproget vil og forsøger at følge det fremmede steder hen. I den henseende er Katarina Frostenson modig og udfordrende. Hun henviser gerne til romantiske digtere som Stagnelius og Almqvist, men er på samme tid en partisan, der skriver sit modsprog. Sproget kan ikke tages for givet. Det skal brydes ned, for at det kan bygges op igen, det er altid i bevægelse, som floden strømmer. Som livet i forvandling.
Også tiden spiller en vigtig rolle, det fremgår af en titel som Flodtid, både den personlige tid og samtiden.
Katarina Frostenson betjener sig ikke af metaforik eller andre traditionelle greb, stort set heller ikke af episke træk. De billeddannende elementer opstår i stedet på dramatisk vis i forløb og sekvenser af filmisk art. Der optræder scener, der foregår hændelser. Meget sker på flere forskellige niveauer på én gang. Skriften er i dialog med tiden og udgør samtidig netop en modbevægelse, ikke mindst via flertydigheden, de mange stemmer, som høres og væves ind. Digtene kan svinge mellem bøn og vrængen, ømhed og raseri, kærlighed og had.
Tematisk beskæftiger Katarina Frostenson sig med både historiske, mytologiske, samfundsmæssige og individuelle problematikker. Ikke mindst spiller vold, lidelse og følelsen af magtesløshed en central rolle i forfatterskabet. Her kommer stadig flere nuancer frem.
Digtene inviterer til, at man tager ophold i ordene, følger deres bevægelse og forvandling. “Tsvetajeva/det navn brydes og bøjes/ det skyder ryg”. Digtene stiller en strøm af spørgsmål, de fryser ikke fast i et endeligt svar.
En omsorg og et ansvar lyser ud af digtene i Sånger och formler – en titel inspireret af Marina Tsvetajeva. Sangen er den skrivendes væsen – og med vold skal sangen skrives, for det er ikke skønsang, men brutal virkelighed, der indkredses. Der skal slås og kæmpes med sproget, før det kaster en regn af stjerner. Også som læser skal man gøre et arbejde – og ikke mindst som oversætter af en så sprogbevidst digter som Katarina Frostenson.