Af Sebastian Loro Giese

Den internationale oversætterdag, Hieronymusdagen, blev for fjerde år i træk fejret til en stor konference i festsalen på Københavns Universitet med en bred vifte af oplæg, workshops og paneldiskussioner og deltagelse af både studerende, oversættere, tolke, forskere i oversættelse, forlæggere, forfattere, erhvervsfolk, kulturdebattører og andre oversættelsesinteresserede.

Sådan lød overskriften for dette års Hieronymusdag. Temaet sproglig mangfoldighed er, som arrangørgruppen også fremhæver på arrangements hjemmeside, måske mere relevant end nogensinde før, i og med at ”flere og flere sproguddannelser bliver lukket rundt omkring på landets uddannelsesinstitutioner, samtidig med at gymnasiereformen formentlig vil medføre, at færre unge vælger en sproglig profil”. Som Hanne Jansen påpegede i sin præsentation af arrangementet, er temaet ikke bare relevant i en dansk kontekst. Også på globalt plan har den sproglige mangfoldighed trange kår, og flere og flere forventes efterhånden udelukkende at skulle kommunikere på engelsk frem for på deres modersmål. Med alt hvad det indebærer af misforståelser, tab af nuancer og problemer for kommunikationen. Endelig er problemstillingen på det helt overordnede plan relevant i forbindelse med den egentlige sprogdød, altså de mange sprog, der til stadighed uddør. ”I år 2100 forventer man, at halvdelen af verdens ca. 6000 sprog er afgået ved døden. Og trefjerdedele af de sprog, der er tilbage, vil være udryddelsestruede.” [1] Sådan lyder et af de mere dystre budskaber, som man sammen med en lang række andre citater fra aviser og tidsskrifter om sproglig mangfoldighed kunne læse på opslagstavler rundt om i salen.

Men hvilken betydning har oversættelse for sproglig og kulturel mangfoldighed? Hvad mister vi, hvis der ikke er kompetente oversættere inden for de ”mindre” sprog? Hvad vinder samfundet, kulturen og erhvervslivet ved kompetencer inden for flere sprog? Og hvordan styrker vi den sproglige og kulturelle mangfoldighed gennem oversættelse? Det var blot nogle af de spørgsmål, som konferencens deltagere i samspil med foredragsholderne skulle forsøge at diskutere sig frem til nogle svar på.

Netop koblingen mellem oversættelse og sproglig mangfoldighed berørte Hanne Jansen i sin præsentationstale: ”Manglen på sprogkompetente personer og oversættere betyder, at vi ikke kan kommunikere direkte med eller oversætte direkte fra en række sprog, men er henvist til at gå via et andet sprog, helt overvejende engelsk. Det gælder ikke kun sprog talt af mindre grupper sprogbrugere, men også større sprog som f.eks. tyrkisk. En internatonalt anerkendt tyrkisk forfatter som Orhan Pamuk må eksempelvis oversættes til dansk via engelsk. Det er indlysende, at oversættelse via relæ-sprog, hvad enten det drejer sig om litterær oversættelse, tekstning eller tolkning i en retssal eller flygtningelejr, rummer en del farer. Oversættelse indebærer altid et vist mål af fortolkning, og når man går over et tredje sprog, vil det være en fortolkning af en fortolkning. Dermed vil man nødvendigvis komme længere væk fra den oprindelige tekst eller den oprindelige tale.”

Hvad angår det mere overordnede plan, påpegede Jansen desuden, at oversættelse simpelthen er med til at holde sprog i live – ikke bare de sprog, der oversættes til, men også de sprog, der oversættes fra. Oversættelse kan nemlig bringe den kultur og det sprog, som et givent sprog udtrykker og indeholder, ud i verden, idet oversættelsen genskaber de sproglige og kulturelle særegenheder og videreformidler dem til en verden udenfor det pågældende sprogområde. Og det er vigtigt, ikke mindst for de mindre sprog, de truede sprog, de mindre ”prestigefyldte” sprog, som ellers risikerer at svinde ind eller helt forsvinde.

Sprog kan mere end du tror
Hvad kan de forskellige sprog? Det spørgsmål, som jo, hvis man vender det om, også er et spørgsmål om, hvad vi mister, hvis ikke vi bevarer og forstår at værdsætte sprogene, skulle dagens første fire oplægsholdere med hver deres ekspertiseområde give deres bud på.

René Semberlund Jensen, oversætter og cand.mag. i finsk og nordiske sprog, lagde for. Det er ikke nogen hemmelighed, at nogle danskere nok opfatter finsk som et lidt ejendommeligt sprog med lange ord og spøjs intonation. Den fordom blev ikke ligefrem gjort til skamme, da Jensen fortalte, at “epäkäytännöllistyttämättömyydellänsäkäänkö” faktisk er et grammatisk muligt ord – om end det måske ikke er så praktisk anvendeligt. Betydningen nåede undertegnede ikke at få fat på, ligesom han heller ikke kan garantere, at der ikke er røget et ’ä’ i svinget. Selv om eksemplet med det lange ord nok mest var medtaget som underholdende element, rummer det ikke desto mindre en sprogligt interessant pointe, nemlig at finsk både i kraft af sprogets mange kasus (om det er 16 eller 18 er der lidt uenighed blandt de lærde om) og grundet dets agglutinerende karakter på sin vis er et meget kompakt sprog, hvor de enkelte ord rummer vældig megen information. Som Jensen påpeger, kommer dette til udtryk, når man skal oversætte fra finsk til dansk, idet man ofte vil ende med en dansk tekst, der er betydeligt længere end den tilsvarende finske original.

Studielektor i arabisk ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet (TORS) June Dahy havde bl.a. algerisk sprogpolitik og transskription af arabisk til latinske bogstaver som tema for sit oplæg. Hun fortalte desuden en tankevækkende anekdote om, hvordan TORS efter den nytårsnat i Köln, hvor hundredvis af mænd havde forulempet kvinder, pludselig havde fået en lang række henvendelser fra diverse medier. Medierne ville vide, hvad “taharrush gamea”, som masseovergrebene med at arabisk ord blev kaldt, gik ud på. Var masseovergreb på kvinder en særlig praksis i arabisk kultur? Hvad var det dog for et fænomen? Dahy forklarede imidlertid publikum (og TORS forklarede dem, der havde henvendt sig), at “taharrush gamea” blot er den arabiske oversættelse af ordet ”collective harassment”, et fænomen, der som bekendt ikke er forbeholdt arabisk kultur, og som desværre forekommer overalt i verden. Anekdoten vidner om, hvor vigtigt det er, at have folk med specialiseret viden om sprog og kultur; i dette tilfælde for at gyde olie på vandene og på sin vis fungere som modspil til visse mediers hang til instrumentalisering af frygten for det fremmede.

Hvis man er bekymret for, at det danske sprog er i fare for at forsvinde, kan man ifølge Kunuunnguaq Fleischer, tekster og oversætter fra og til grønlandsk, være ganske rolig. Dansk er ikke for alvor i farezonen, i hvert fald ikke i samme grad som et meget mindre sprog som grønlandsk. Bekymringen for det grønlandske sprog og andre inuitsprogs overlevelse skinnede igennem i Fleischers medrivende oplæg. Både grønlandsk, der tales af ca. 50.000, og de andre inuitsprog, der er tilbage, ”der hvor kolonimagterne ikke har slået dem ihjel endnu”, er i fare for langsomt at svinde ind, advarede Fleischer. Han fortalte, at man i Canada, Alaska og det nordøstlige Sibirien ikke har haft politisk interesse i at bevare inuitsprogene, hvilket har medført, at inuitter i de områder døjer med store identitetsproblemer. ”Kolonimagten har fortrængt deres sprog.” Også i Grønland, hvor unge forventes at tilegne sig et fremmedsprog lige så godt som deres modersmål, og hvor Fleischer har oplevet unge mennesker slå over i dansk, ”bedst som man troede, at de talte grønlandsk”, er sprogets overlevelse usikker.

Og hvad ville der så ske, hvis grønlandsk gik hen og forsvandt? Dels ville man helt konkret miste et helt begrebsunivers og et værktøj til at beskrive den unikke arktiske natur. Desuden ville det få alvorlige og sørgelige konsekvenser for sprogbrugernes identitet, selvforståelse og mulighed for at udtrykke sig. Som Fleischer meget tankevækkende formulerer det: ”At miste sit sprog svarer til et nyfødt barn, der græder, fordi det ikke kan udtrykke sine behov.”

Et sprog, der næppe kan betegnes som truet, er russisk. Per Durst-Andersen, professor i sprog og kommunikation ved Copenhagen Business School, fokuserede i sit livlige oplæg på, hvad det russiske sprog kan. Han gav et udpluk af interessante skel i det russiske sprog, der går tabt i oversættelsen til dansk. I en russisk sætning, som man på dansk må oversætte til ”han sagde ikke noget”, kan to forskellige former af verbet “at sige” eksempelvis afsløre, om en given person ikke sagde noget, fordi der ikke var noget at sige, eller om der faktisk var noget at sige, som personen dog valgte ikke at sige. Og i sætningen ”hun var smuk” kan tre forskellige russiske former af ordet smuk indeholde oplysninger om, hvorvidt man mener, at hun var smuk, om man oplever, at hun var smuk, eller om man ved, at hun var smuk. Durst-Andersens mange konkrete eksempler afslørede, at russisk er meget interesseret i at beskrive forskellige varianter af situationer, som er forskellige, men at denne forskellighed ofte forsvinder i oversættelse til dansk.

Hvad kan dine sprog?
Efter en række inspirerende og meget varierede oplæg om sprogenes muligheder, og om hvad vi mister, hvis ikke vi sørger for at bevare sproglig mangfoldighed, skulle konferencens deltagere i en workshop give deres egne bud på forskellige sprogs evner og kvaliteter. I grupper blev deltagerne bedt om at skrive en række tweets, der kort og præcist beskrev, hvad de enkelte sprog kan. Deltagernes bud var både sprognørdede (eller måske rettere sprogfascinerede): ”Italiensk fordi: Man med et korrekt bøjet og tydeligt udtalt verbum får en sproglig schweizerkniv”; de var med på noderne: ”Fransk fordi: Man kan få rapmusik til at lyde godt”; de var sprogpolitiske: ”Afrikaans fordi: Sproget har overlevet over 200 års indædt kamp mod engelsk”; og sågar klimapolitiske: ”Nederlandsk fordi: Når isen smelter, får vi brug for mange ord for vandløb, afvandingssystemer, kanaler og lignende.” Besøg Hieronymusdagens Twitter på https://twitter.com/Hieronymusdagen, og se resten af deltagernes mange opfindsomme bud.

Hvorfor er sproglig mangfoldighed vigtig?
Det tema skulle deltagerne i aftenens paneldebat diskutere. Oplægget til debatten stod sprogforsker og professor emeritus ved CBS Robert Phillipson for. Phillipsons bekymring over, hvor vi er på vej hen rent sprogpolitisk, var ikke til at tage fejl af, og han havde da også givet sit oplæg titlen Something is rotten in the state of Denmark – in language policy. And more than something as regards linguistic diversity. Phillipson gjorde sig til fortaler for, at et lille land som Danmark har behov for folk med et indgående kendskab til mange sprog, særligt EU-sprogene; behov for oversættere, der kan formidle udenlandsk fag- og skønlitteratur til danskerne; og behov for journalister, erhvervsfolk og ikke mindst politikere med et højt niveau i engelsk og gerne i flere sprog. Som Phillipson påpegede, er danskernes og ikke mindst danske politikeres engelsk ikke altid nær så godt, som man går og tror, hvilket visse danske politikeres ”ufrivilligt komiske” optrædener i EU-sammenhæng vidner om.

Phillipsons hovedpointe var, at Danmarks behov for sproglig mangfoldighed imidlertid beklageligvis konstant bliver modarbejdet af skiftende regeringers sprogpolitik – eller mangel på samme: Der bliver ikke undervist i fremmedsprog på læreruddannelsen, taxametersystemet fører til begrænsninger og lukning af sprogfag på universiteterne, CBS har – i strid med skolens egne vedtægter – nedlagt translatøruddannelsen og stribevis af erhvervssprog, og regeringen ignorerer fuldstændigt både Deklaration om nordisk sprogpolitik fra 2006 samt EU og Europarådets forslag til at bevare sproglig diversitet. ”Hvordan kan universiteterne, erhvervslivet og regeringen acceptere det her?” spørger Phillipson.

Debatpanelet bestod af Anna-Maija Ihander, audiovisuel oversætter, Charlotte Jørgensen, forlægger på forlaget C&K, forfatter Jens Christian Grøndahl samt Sara Gangelhof, kundeorienteret leder i Vestas.

Et problem med oversættelsesbranchen i dag, som både Ihander og Gangelhof påpeger, er de lave priser, svære arbejdsvilkår for oversættere og følgelig den lave kvalitet i mange oversættelser. Som Gangelhof udtrykte det, kan hvem som helst kalde sig oversætter. ”Det medfører, at virksomhederne kan blive ved med at presse priserne. Dermed udvandes professionen.”

Da den store finske tv-station MTV3 besluttede at outsource deres tekstning til et billigt bureau for at spare penge, skabte det en del røre i Finland, fortalte Ihander. Det lykkedes imidlertid oversætterne at opnå en fast aftale med en del af oversættelsesvirksomhederne. Dog ikke alle. Eksempelvis stod en stor spiller på markedet som SDI uden for aftalen.

Men hvad er det, vi mister, hvis vi nedprioriterer uddannelse og forskning i sprog og oversættelse? Charlotte Jørgensen fortalte, at hendes erfaring fra forlagsverdenen viste en klar sammenhæng mellem nedprioritering af sprogfagene og faldet i udgivelser af oversat litteratur. Og manglen på tilstrækkelig med oversat litteratur har konsekvenser: ”Litteraturen er et sted, hvor mennesket kan møde sig selv direkte via det andet, via det fremmede. For at det møde kan komme i stand, har vi brug for oversætterne. Uden dem kan vi ikke få adgang til det fremmede. Det er fatalt for et lille sprogområde som det danske, hvis ikke vi får tilførsler udefra. Ikke bare for vores sprog, men også for vores identitet,” lød det fra Jørgensen. Hendes forlag har, blandt andet for at imødegå dette problem, lagt stor vægt på at få udgivet ikke-angelsaksisk litteratur oversat til dansk.

Også i forfatter Jens Christian Grøndahls øjne har oversat litteratur en afgørende betydning: ”For en forfatter er der ikke forskel på, om man er blevet inspireret af en oversat forfatter eller en forfatter fra ens eget sprogområde. For mig har Proust haft lige så stor betydning som Herman Bang, hvis ikke større. Derfor er oversættere altafgørende. Ved selv at blive oversat, kommer det, man som forfatter siger om at være menneske, og som jo dermed gælder universelt, desuden ud til andre.”

Grøndahls pointe rakte imidlertid ud over det rent litterære perspektiv: ”Det er ikke kun litteraturen, der har brug for oversættelse. Den krise, vi i dag ser i Europa, udspringer jo af, at vi kender hinanden så dårligt.” Hermed cementerer Grøndahl en gennemgående pointe i konferencen, nemlig at oversættelse ikke bare er en arbejdsfunktion eller en praktisk disciplin, men også et middel til at øge menneskers udsyn til verden og forståelse af andre kulturer, idet den sproglige mangfoldighed styrkes.

Som det lyder i den udtalelse, deltagerne i Hieronymusdagen 2016 i fællesskab vedtog og sendte af sted til den danske regering: ”Den internationale verdensorden kræver, at vi øger vores sproglige, kulturelle og politiske viden. Det bliver vigtigere at forstå verden. Sproglig diversitet er et middel hertil.”

1. Thorsen, Lotte, 2011: Don’t Worry: Det danske sprog er ikke truet af engelsk, Politiken, 19. april

Fotos: Jørgen Christian Wind Nielsen

Arrangørgruppen bag Hieronymusdagen består af Hanne Jansen og Alessandra Digsmed-Wrem fra Københavns Universitet, Amalie Foss fra Forum for Billedmedieoversættere, Jørgen Christian Wind Nielsen fra Kommunikation & Sprog og Birthe Lundsgaard og Juliane Wammen fra Dansk Oversætterforbund.

Hieronymusdagen støttes af Forbundet Kommunikation og Sprog, Dansk Oversætterforbund, Forum for Billedmedieoversættere, Autorkontoen under Dansk Forfatterforening, Dansk Journalistforbund, Københavns Universitets Institut for Engelsk, Germansk og Romansk og Statens Kunstfond. Tak til alle sponsorer, bidragydere og frivillige for støtte af arrangementet.